Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36980Visninger
AA

28. Outside - Calvin Harris ft. Ellie Goulding

"Du ligner en, der trænger til at få noget vand." Sagde Chaz og kastede en flaske vand i skødet på mig. 

Som altid fik jeg et chok, da jeg bare sad i mine egne tanker, hvilket jeg egentlig ikke måtte, for det eneste, der var tilladt at gøre, når man havde hjernerystelse, var at sove - men kun 30 minutter af gangen, og glo tankeløst ind i en mur. 

"Slap af." Sagde han med et grin og klappede mig på låret. 

"Ja ja, tak." Sagde jeg og tog vandflasken og skruede låget af, inden jeg førte flasken op til munden og tog en ordentlig tår. 

Jeg sukkede og lænede mig op ad bilruden i døren, mens jeg kiggede ud på den uendelige motorvej, som vi kørte på. Solen skinnede, men jeg gad ikke tage solbriller på, så jeg endte med at sidde og knibe øjnene sammen i de to timer, som det ca. tog at køre fra hospitalet til San Francisco. Da jeg havde kørt med Justin, havde jeg siddet og hørt musik, spist, set film, læst, skrevet, spillet og snakket med ham. Ingen af de ting var en mulighed længere, for Chaz var i øjeblikket ikke særlig snaksagelig, og jeg måtte ikke koncentrere mig for meget om noget som helst. Og så var Justin jo pist væk - forsvundet som dug fra solen. Det undrede mig lidt, for han havde lydt noget utilfreds og en smule sur, for ikke at sige meget, i telefonen, hvilket jeg ikke forstod. Han plejede da ellers at være nogenlunde høflig, men det var han da godt nok ikke mere! 

Jeg skubbede tankerne om Justin væk, da jeg stadig ikke måtte bruge min hjerne til noget som helst. 

Suk.. 

"Er vi der snart?" Spurgte jeg utålmodigt og trommede med fingrene på bildøren. 

"Om en halv times tid, vil jeg tro." Svarede Chaz kedeligt og fortsatte med blot at se lige frem. 

Jeg sukkede højt og dramatisk, som var jeg med i Hamlet, og sank dybt ned i bilsædet. Normalt blev jeg ikke køresyg, men i øjeblikket havde jeg simpelthen så ondt i hovedet. Måske kom hovedpinen ikke af at køre i bil, men af at høre på mine egne beklagelser om alt og alle.. 

 

***

 

"Rosalie, hvor er det skønt at se dig!" Sagde min moster og gav mig et endeløst kram, som nær havde fået mig til at besvime. 

"I lige måde. Det er længe siden." Sagde jeg med et smil. 

"Åh, men du har det jo skidt! Kom indenfor og læg dig. Du kan sove med Chaz - han har en hel dobbeltseng for sig selv." Sagde hun og trak mig med indenfor. 

Jeg kunne ikke lade være med at smile, for hun var simpelthen den sødeste og mest gæstfri dame i hele verden! Altid smilende, og det beundrede jeg hende virkelig for. Selv forsøgte jeg altid at have et smil på læben, men i øjeblikket gik det ikke så godt.

Gæt engang hvorfor.  

"Rosalie!" Blev der råbt, og da jeg så lige frem, kunne jeg se mine overgearede kusiner komme løbende mod mig i fuld fart. 

"Hej med jer." Sagde jeg og smilte automatisk, for de var simpelthen så søde. 

Min moster var fem år yngre end min mor, og hun havde fået børn lidt sent, så mine kusiner var kun seks og otte. Det var dog intet problem, for det var altid rigtig hyggeligt at være sammen med dem, og så havde jeg også et indre barn, som kunne komme til sin ret, når jeg var sammen med dem. 

De lagde armene om mig i et kram, og jeg gengældte selvfølgelig også krammet. 

"Piger, det er altså langt over jeres sengetid. Og Rosalie har det dårligt, så hvis I hopper i seng, så kan I snakke med hende i morgen." Sagde min moster, hvilket fik dem til at beklage sig en hel del. 

"Kom så, afsted med jer." Sagde hun bestemt, hvorefter de alligevel besluttede sig for, at det nok var en god idé at gå i seng. 

"Du ved jo, hvor det hele er, så jeg følger lige pigerne i seng. Vi ses i morgen tidlig." Sagde min moster og sendte mig et smil. 

"Sov godt." Sagde jeg.

"Selv tak. Og du må også sove godt, Chaz." Sagde hun og klappede Chaz på skulderen.  

"I lige måde." Svarede Chaz lige inden, hun gik med mine kusiner. 

"Havde Justin alle dine ting?" Spurgte Chaz, da vi fandt ind på gæsteværelset, hvor vi skulle sove. 

"Øhm.. Ja." Svarede jeg og bed mig nervøst i læben. 

Det var nemt at se, at Chaz havde sovet her i et par dage, for hans ting og tøj lå hist og pist, og sengen var ikke redt. Ikke at jeg forventede, at han redte sengen, for jeg gjorde det heller ikke altid selv. Og så var det jo også Chaz, vi snakkede om. 

"Jeg ringer til ham i morgen, og så kan vi køre over og hente dine ting." Sagde han med et suk og trak sin trøje over hovedet. 

"Selvfølgelig. Jeg går lige ud på badeværelset." Sagde jeg, hvilket han nikkede til. 

Jeg listede ud fra værelset og ud på badeværelset, hvor jeg låste døren efter mig. Nu jeg ikke rigtig havde nogen tandbørste, gik jeg bare på toilet, fjernede min make-up med vand, så godt som jeg kunne, og drak lidt vand, da jeg følte mig enormt dehydreret. 

Derefter gik jeg tilbage til værelset, hvor Chaz allerede lå i sengen. Der var bælgragende mørkt, så jeg måtte i mørket få tøjet af og fundet min vej hen til sengen, da jeg ikke ville tænde lyset, nu når Chaz prøvede at falde i søvn. Det lykkedes mig da også at støde lilletåen ind i sengen, da jeg havde smidt tøjet, hvilket fik Chaz til at grine, da jeg ikke ligefrem led i stilhed. 

"Stop, det gør virkelig ondt." Sagde jeg grædefærdigt og satte mig med et bump ned i sengen. 

"Jeg får godt nok helt ondt af dig. Ikke nok med at du har fået hjernerystelse, så er det lykkedes dig at glemme alle dine ting i en andens bil og slår foden ind i sengen." Grinede han. 

Uden et ord lagde jeg mig under dynen med ryggen til ham, da han i øjeblikket var noget så irriterende. Da jeg havde lagt med ned og lukket øjnene, kunne jeg for alvor mærke hovedpinen. Den seneste times tid havde jeg ikke lagt mærke til den, men jeg blev da klar over, at den bestemt ikke var gået væk. Måske skulle jeg også have været bedre til at holde mig i ro, men jeg havde ligesom et liv, som skulle leves, så jeg havde ikke tid til at sidde i flere dage og lave absolut intet. 

 

***

 

Et lidt kedeligt kapitel. 

Følter dog, at det er vigtigt, da det altså kommer til at binde historien bedre sammen, så håber I overlever med det. Skal nok prøve at få skrevet et nyt kapitel hurtigt, nu dette ikke var det mest sindsoprivende. 

Men I må have en rigtig dejlig påskeferie, hvis I har det, og ellers må I jo bare have det godt! :)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...