Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36996Visninger
AA

21. Nothing Like Us - Justin Bieber

"Vi skulle gerne være der om tre dage, hvis alt går godt." Sagde Justin og så ned i på sin telefon. 

"Du kan ikke sidde med din telefon når du kører." Sagde jeg og puffede til ham. 

"Det kan du da se jeg kan?" 

"Justin, jeg menere det. Hvis du absolut skal sidde med din telefon, så kører jeg." Sagde jeg og tog hans telefon ud af hånden på ham. 

"Ey, du skal hverken køre eller tage mine telefon." Sagde han og gav mig et strengt blik.

"Du kan sku da ikke sidde og glo ned på en fucking skærm 4" skærm, når du kører 150 km i timen." 

"Slap af, Shawty." Sagde han med et flabet smil.

"Jeg hader når du kalder mig det." Sagde jeg og gav ham blikket. 

Åh ja, blikket. Han havde så meget fortjent det. Blikket over alle blikke, som kunne få selv Dart Vader til at krybe grædende sammen og kaste sig ud fra en bro. 

"Hvorfor tror du jeg kalder dig det?" Spurgte han med et selvsikkert smil.

Jeg sukkede og rullede med øjnene. Hvor var det bare typisk ham! Altid forsøge at være mest mulig irriterende... 

Hvilket mindede mig om dengang vi var på lejrskole sammen med Chaz og Ryan. Bare tanken om det kunne få mig til at flække af grin, hvilket den også gjorde. I den grad.

"Hvad griner du af?" Spurgte Justin og så på mig med et løftet øjenbryn. 

"Jeg tænkte på... dengang vi... var på... lejr...skole... Chaz..... Ryan... hahahah!"Grinede jeg og holdte på min mave som gjorde ondt af at grine så meget. 

"Åh ja. Og dengang Chaz satte sig på en edderkop." Grinede Justin og rystede i hele kroppen. 

"Og den sad fast... på... hans.. buk..ser!" Skreg jeg grinende hev efter vejret.

"Og han var sådan... Gud... edderkop..." Grinede han og fik under halvdelen af ordene udtalt så man kunne forstå dem. 

"Og Ryan var sådan wow Chazzer!" Sagde jeg i et højt toneleje, inden jeg samtidig med Justin knækkede sammen af grin. 

Jeg ville gerne hurtigt frem til San Francisco, men jeg fik Justin til at holde ind til siden, da det var alt andet end ansvarligt at køre under den tilstand han var i. Døende. Af grin. Hvilket var til at forstå, for vi havde sku nogen sjove minder som var til at dø af grin over. De færreste var dog fra skolen, for da jeg var et par år ældre end Justin, havde vi aldrig rigtig haft pauser eller timer sammen. Hvilket var ærgerligt, for jeg var sikker på at vi kunne have haft det så sjovt. Og måske også have fået et par eftersidninger, men det var jo hvad det var. 

Nu mere jeg tænkte tilbage, nu mere begyndte jeg at sætte pris på Justins selskab. Faktisk blev jeg en smule irriteret over at vi havde spildt så meget tid på at skændes og gå hinanden på nerverne, for vi kunne have fået så meget sjov ud af de timer. 

Vi fik kontrol over os selv, og kunne igen fortsætte med at køre. Heldigvis, for jeg ville også gerne have noget tid sammen med min til tider ydmygende familie i San Francisco. 

"Oh jesus." Sagde jeg, da sangen Fergalicious blev spillet i radioen. 

Justin, Chaz, Ryan og jeg havde lige siden vi første gang hørte sangen elsket den. Vi havde hver i sær en del vi altid sang solo på. Chaz havde altid haft 'so delicious', Justin 'it's hot hot', Ryan 'four, tres, two, uno' og jeg 't-t-t-t-t tasty, tasty'. Resten havde vi så sunget mere eller mindre i kor, og det kunne altid få Chaz's mor til at flække af grin. Det mest skræmmende var dog, at vi kunne hele sangen udenad. 

For at være helt ærlig, så tror jeg faktisk næsten jeg kunne hele sangen, stadig. 

"I'm fergalicious." Sang Justin, og tro mig - det lød mindst lige så sjovt som inden hans stemme gik i overgang. 

Hvilket den gjorde ret sent. Faktisk følte jeg mig lidt som en pædofil en gang i mellem, da vi gik i skole. De år i mellem os gjorde en del, men vi lignede begge nogle på otte år, til vi var tretten, så det var jo en virkelig skøn ting at have tilfælles. Sammen kunne vi chokere mennesker over hele verden med, at vi kunne beregne rumfanget og overfladearealet af en keglestub, samt lave en ligning som bruges, når man skulle finde centrum. 

De troede vi var genier, men faktisk havde jeg bare taget noter i matematiktimen, og Justin havde efterfølgende læst dem. 

Deres tro var så meget bedre end sandheden. 

"Det er egentlig utroligt at de spiller den i radioen. Jeg har ikke hørt den i så mange år." Sagde jeg og så hen på Justin. 

"Heller ikke mig. Det må være skæbnen." Sagde han dramatisk. 

 

***

 

"Det er kraftedme løgn." Sagde jeg og så ned under mine skosåler.

Nej, det var ikke løgn. Jeg havde trædt i en stor, fed, frisklavet, varm hundelort. 

Jeg så hen på Justin som stod, nej, nærmere vred sig i grin. 

Endnu en gang - tak for medlidenheden. 

Hvis ikke jeg skulle hænge på ham de næste to en halv dag, havde jeg smurt hundelort i ansigtet på ham. Men jeg gjorde det som sagt ikke, for han havde en forkærlighed for at hævne sig på de mest ondskabsfulde måder, man kunne forestille sig. Det havde aldrig været noget med vold, smide mig i en sø, eller andet der krævede kræfter, da jeg jo som sagt var en aldersforskel mellem os, som gjorde at jeg altid havde været stærkere end ham. Indtil nu. 

"Du ved godt det er din bil det går ud over, ikke?" Spurgte, eller nærmere konstanterede, jeg. 

"Du går ikke ind i min bil med de der sko!" Udbrød han og kom sig med et over sit grineflip.

Han måtte virkelig elske sin bil. 

"Er du klar over hvad de her sko har kostet? Valentino. De skal fandeme ikke smides ud." Sagde jeg og gav ham blikket. 

Blikket. En klassiker som jeg ville benytte mig af resten af livet. 

Jeg elskede det blik. 

"Tag et tog eller køb nogle nye." Sagde han koldt med bilkket fæstnet på mine sko. 

"Jeg tager ikke et tog, og desuden gider du heller ikke af med mig. Og jeg har ikke råd til et par nye - man tjener altså ikke særlig meget når man arbejder i en tøjbutik." 

"Smid dem nu bare ud, de er ødelagte, og det kan du ikke gøre noget ved." 

"Fint..." Sukkede jeg og så trist ned på mine elskede Valentinos. 

Med et trist udtryk i ansigtet, tog jeg mine sko af og gik hen til den nærmeste skraldespand, og smed dem ud. En tåre trillede ned ad min kind, dramatisk nok. Jeg elskede seriøst de sko.

"Græder du?" Spurgte Justin med et grin. 

"Jeg elskede virkelig de sko." Mumlede jeg og snøftede. 

"Nogle gange er du sku for meget." Sagde han, rystede på hovedet og lagde en arm om mig. 

"Jeg ved det, men de var bare så flotte.." Mumlede jeg og så ned i skraldespanden. 

"Lad os nu bare få noget at spise, så kan du købe nogen nye sko senere." Sagde han utålmodigt og trak mig med hen mod motorvejscaféen. 

"Fint. Så håber jeg for dem, at de har hindbærmuffins." Sagde jeg surt. 

Helt seriøst, hindbær var det bedste. 

"Ellers finder vi noget med hindbær et andet sted." Sagde han og klappede mig på hoften.

"Hvorfor er du så sød nu?" Spurgte jeg og så op på ham.

"Plejer jeg ikke at være sød?" Spurgte han med et bredt smil og åbnede døren ind til caféen for mig.

"Egentlig ikke. Du er sådan lidt bitchy og lever i din egen bobbel, hvor alt går efter dit hoved." Sagde jeg og overdrev måske en smule, men som man sagde - overdrivelse fremmer forståelse. 

"Hold op - jeg er altid sød mod dig!" Sagde han og puffede til mig med skulderen.

"Ihh ja.. Behøver jeg minde dig om, den gang jeg låste mig selv inde på badeværelset, og dig og Ryan bare tog på Taco Bell?" Spurgte jeg, da det var lige til at få dårlig samvittighed over.

Jeg var stuck på et badeværelse i to timer! Ud af alle måtte Justin vide hvor forfærdeligt det var - han havde jo klaustrofobi. Hvor var hans medlidenhed og medfølelse lige henne? 

Måske gået under jorden sammen med hans Pokemon kort. 

"Nu vi snakker om det - kan du huske den gang du skubbede mig i søen, og jeg slog hul i hovedet?" 

"Nu synes jeg vi kommer lidt for langt væk fra den egentlige pointe." Afbrød jeg, inden han kom på flere, lidt onde, ting jeg havde gjort. 

"Du har ret. Jeg er bare en engel." Sagde han og tog en bakke til sin mad, som jeg efterfølgende også gjorde.

Han mente det forhåbentlig lidt ironisk, for vi kunne vidst alle blive enige om at han ikke var en engel. 

"Engel er måske lige i overkanten." Sagde jeg og tog en flaske vand og lagde på min bakke, for jeg var jo sund.

Not.

Vi fik hver i sær vores mad, og satte os ned til et bord - overraskende nok.

Justin købte en cola og nogle pommes frites, mens jeg selv købte en vand og en tunsandwich. Faktisk betalte Justin mit mad, for han var jo sådan en gentleman..

Ej, jeg skulle ikke være for hård mod ham. Han var for det meste meget sød, det var kun en gang i mellem, jeg fik lyst til at slå ham. Hårdt. Midt i ansigtet. 

"Hvordan smager din sandwich?" Spurgte Justin og tyggede på en pommes frites. 

"Altså, den er da spiselig." Sagde jeg og tog en bid mere. Ikke det mest lækre, men hvad kunne man også forvente af en motorvejscafé? Det var jo ikke fordi Gordon Ramsay arbejdede her. Og hvis han gjorde, ville han fyrre alle kokkene. Og servere andet end sandwich, pommes frites og salat. 

"Skal jeg købe noget andet til dig?" Spurgte Justin.

"Nej nej, det behøver du ikke. Så dårlig er den heller ikke." Sagde jeg hurtigt, da han virkelig ikke skulle tl at bruge flere penge på mig. Jeg følte lidt, at det snart var min tur til at betale. 

"Jeg kan se du ikke kan lide den." 

"Jeg kan godt lide den." Sagde jeg irriteret og tog en kæmpe bid.

Føj.

"Hold nu op! Vi kan køre forbi en ordentlig restaurant, så du kan få noget ordentligt at spise." Sagde han og rejste sig.

"Okay okay - den smager rædsomt. Men vi kører forbi en bager, og jeg køber fem fede hindbærmuffins. J.e.g b.e.t.a.l.e.r." Sagde jeg og stavede ordene for ham, så han forstod at jeg betalte, og at han ikke altid skulle betale for alt. Jeg var en voksen og ansvarlig kvinde - jeg kunne selv betale for min mad. 

"Helt ærligt, lad nu mig be"

"- Jeg betaler!" Råbte jeg.

"Lad være med at råbe, du tiltrækker bare opmærksomhed." Sagde han irriteret og proppede et par pommes frites i munden. 

"Du ser virkelig ucharmerende ud, når du spiser." Konstanterede jeg. 

"Whateva. Skal vi gå? Jeg er ikke særlig sulten." Sagde han og rejste sig.

Jeg trak på skuldrene og rejste mig også. Min sandwich smagte rædsomt, så jeg ville bare videre. Hurtigt til San Francisco. Jeg så virkelig frem til at se min familie - tro det eller ej.

Jeg gik efter Justin ud i bilen og satte mig. Han kørte ud på motorvejen, men tog en afkørsel 5 minutter efter. Jeg tænkte, at han nok bare skulle have diesel på, men da kørte ind midt i byen, blev jeg en smule mistænksom. 

"Hvad skal vi?" Spurgte jeg og så hen på ham.

"Have noget ordentligt at spise." Svarede han og kørte ind på en parkeringsplads og slukkede bilen.

"Justin, jeg sagde jo a"

"- Jeg gider ikke høre på det der. Lad mig nu bare betale. Jeg er ked af, at jeg bare sådan skred og droppede al kontakt tidligere, det her er min måde at gøre det godt på. Så lad os nu gå ind og spise, okay?" Afbrød han mig.

"Det er ligemeget. Kør nu bare videre, du er tilgivet." Sukkede jeg.

"Du er så meget ikke ligeglad." Sagde Justin grinende og steg ud af bilen.

Fem sekunder efter dukkede han op på min side af bilen og løftede mig ud.

"Åh gud, slip mig!" Udbrød jeg og klamrede mig fast til ham, da jeg virkelig ikke stolede på, at han kunne bære mig.

Og jeg havde en fobi for at blive løftet på den måde, efter Chaz som barn løftede mig, faldt over en kantsten og vi begge faldt og slog hul i hovedet. TEAMWORK! 

"Så gå med." Grinede Justin, og det gjorde mig kun endnu mere nervøs at han rystede i hele kroppen af grin.

"Okay - ja - jeg går med menneske!" Udbrød jeg.

Han satte mig ned på jorden igen, og jeg kunne endelig ånde lettet ud. Jeg ville så meget hævne mig på ham, men det blev senere, når han mindst forventede det. 

 

***

 

Ja - det er endnu engang hundrede år siden, at jeg har udgivet. 

Og i dag lyder forklarigen på, at jeg arbejder hårdt på en julekalender - uhhhh...

Jeg forguder alt ved julen - i sær julekalender. 

Uden pis, så forgudr jeg det virkelig. 

Jeg vil gøre alt menneskeligt muligt for at se alle julekalendere som kører, bage alle de juleopskrifter jeg kender (selv om min madlavning oftest ender i kaos...), finde den perfekte julegave til hele min familie og selvfølgelig pynt op som en sindssyg! 

Hvis I ser en på gaden, som mest af alt ligner en med ADHD og psykiske lidelser, så er det nok mig på julegaveindkøb;)

Men derfor har jeg altid skide travlt i julen, men jeg vil udgive en julekalender no matter what. 

Så jeg er allerede i gang, og faktisk ville jeg gerne udgive to, men det bliver nok ikke til noget, men en kommer der i hvert fald. Derfor bliver der nok lidt stille på denne her movella igennem december, og muligvis også resten af november, men jeg håber i overlever. 

Ellers vil jeg bare sig 1000.000.000 mange gange tak for de 73 likes! Det er virkelig utroligt, at der er 73 mennesker som kan lide hvad jeg skriver! Jeg er fuldstændig oppe at køre, for 73 mennesker - jeg tror ikke engang jeg kender så mange mennesker? 

TUSINDE TAK - OGSÅ FOR SØDE KOMMENTARER OG GENERELT BARE AT I HAR KIGGET HER IND. DET BETYDER MEGET MERE END I TROR, VIRKELIG! <3333

I hvert fald, så ses vi enten her eller på julegaveindkøb!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...