Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36978Visninger
AA

29. Love me like you do - Ellie Goulding

Justins synsvinkel

 

Jeg havde dagen inden nået New Mexico, hvilket var rimelig overraskende, når man tænkte på, at det havde taget Rosalie og jeg over en uge at nå til Californien. Men nu havde vi også haft en hel del stop og ikke prioriteret kørsel højest, og jeg havde nu heller ikke været forsigtig med at træde speederen i bund dagen inden, for jeg havde været så pisse sur. Hvilket jeg også stadig lidt var. Det var sku ikke for sjov, jeg havde sagt, at jeg elskede hende. Jeg mente det dybt seriøst, og så var det ikke lige det fedeste at finde ud af, at hun bare havde udnyttet mig. I sær ikke når jeg havde brugt så meget tid på hende. Hvis jeg vidste, at hun konstant løj, havde jeg godt nok ikke brugt hverken tid eller penge på hende. Så havde jeg sku efterladt hende på den tankstation, hvor jeg samlede hende op. 

Min Telefon ringede, og det var lige før, jeg ikke magtede tage den, men jeg gjorde det dog alligevel, da det jo kunne være vigtigt. Det var Chaz, og der overvejede jeg virkelig, om jeg skulle tage den, men siden han var en af mine gode venner, gjorde jeg det. 

"Hey." Sagde jeg og smed mig ned i den store dobbeltseng, som var hovedgenstanden i hotelværelset. 

"Hey, Justin." Sagde Chaz, og jeg var så glad for, at det ikke var Rosalie, som havde lånt hans telefon. 

Hun var da nået frem til sin moster, eller hvad? 

"Rosalie sagde, hendes ting var i din bil, så jeg tænkte på, om vi ikke kunne komme forbi og hente dem?" Sagde han, hvilket gav mig svar på, at Rosalie var nået frem. 

Godt for hende, for jeg var ikke ved min endelige destination. 

"Hvis du vil køre til New Mexico, så okay." Sagde jeg og trak på skuldrene. 

"New Mexico?" Spurgte Chaz undrende. 

"Ja, New Mexico. Hatch, hvis jeg skal være mere præcis." 

"Skulle du ikke til San Francisco ligesom Rose?" Spurgte han og lød kun mere forvirret end før.

"Nej, sku da." Sagde jeg og kunne næsten grine. 

Hvad skulle jeg lige have af gøremål i San Francisco? Den eneste, jeg kendte i San Francisco, var Rosalies moster, og hende ville jeg nødigt besøge, sådan som situationen så ud i øjeblikket. 

"Men du kørte hende da hele vejen?" Lød det fra Chaz. 

"Ja, men det var da også kun fordi, det var hende." Sagde jeg. 

"Du vidste da ikke, at det var hende, da du samlede hende op?" 

"Altså, til start ville jeg bare tage hende med til St. Louis, men da jeg så fandt ud af, at det var hende, kørte jeg hende bare hele vejen." 

"Du kørte hende simpelthen tværs over USA, bare fordi det var hende?" Sagde han, og der kunne jeg godt høre, at det lød fuldstændig åndssvagt. 

"Jeg var sku da helt væk i hende! Prøv lige at sæt dig i min situation engang, så forstår du nok." 

"Jeg er ked af det, men hun har en kæreste." Sagde han med et suk. 

"Siger du ikke." Sagde jeg ironisk, da jeg var mere end klar over, at hun var i et lykkeligt forhold, og jeg bare havde været tidsfordriv, chauffør og hensynsløs sex. 

"Det er egentlig ærgerligt. Mellem os to - jeg har aldrig været vild med ham. Josh Daniels." 

"Men øhm... Jeg får en til at køre over med hendes ting, ikke? Du kan bare sende adressen." Sagde jeg helt væk fra emnet, men jeg havde virkelig, virkelig ikke lyst til at tale om hverken Rosalie eller Josh. 

"Jo, det gør jeg." Sagde han.

"Fedt, vi ses." Sagde jeg og lagde op til at afslutte opkaldet. 

"Ja, det gør vi helt sikkert. Ses." Sagde han. 

Jeg lagde på og smed min telefon i sengen.

Hold nu op, hvor havde jeg det dårligt. 

Ikke at jeg havde tid til at ligge og have ondt af mig selv, for jeg havde faktisk en fest, jeg skulle til, i St. Louis. En af mine gode venner, også kendt som Matt, havde fødselsdag, og det skulle fejres med et brag af en fest. Det var meningen, at jeg skulle være kommet et par uger før, bare for hyggens skyld, men jeg ringede og ændrede aftalen, da Rosalie kom ind i billedet. Han var heldigvis cool med det, og han ønskede mig endda held og lykke med at score hende. Det ville blive så akavet, når jeg kom og fortalte, at jeg havde svævet rundt efter hende på en lyserød sky, mens hun havde været total ligeglad med mig. Haft sex med mig for sjov og udnyttet mig som aldrig før. Når jeg kom til festen, skulle jeg bare drikke, til jeg ikke kunne gå. Måske jeg endda kunne finde en pige, som jeg kunne have det lidt sjovt med og få mine tanker væk fra Rosalie. Selvom det i øjeblikket virkede umuligt. 

Langt om længe tog jeg mig sammen og tog noget tøj på, gik ned og spiste morgenmad og fik ordnet alt det med Rosalies ting, som skulle sendes til hende. Det tog ikke lang tid, hvilket var godt, da jeg skulle skynde mig afsted, hvis jeg ville have forhåbninger om ikke at skulle køre non-stop det næste døgn og derefter være oppe og feste hele natten. 

Jeg gik ud til min bil og smed min kuffert ind i bagagerummet. Nogle mænd fra hotellet havde hentet Rosalies ting, så de kunne blive sendt afsted til hende, så nu var der rigelig med plads. Jeg satte mig ind bag rettet og begyndte at køre. Det var altid et helvede at komme ud af byerne, men når man så endelig var kommet ud af dem, så kunne man bare fortsætte ad motorvejen i evigheder. Det havde været meget afslappende at køre, hvis jeg ikke konstant tænkte på Rosalie. På en måde frygtede jeg sku lidt at ankomme ved Matts fest, for jeg ville sikkert blive den mest deprimerende og energiudsugende person at være sammen med. Men jeg kunne vel ikke være den eneste, som havde en slags hjertesorger, så måske kunne jeg få startet en lille drukklub, hvor jeg sammen med nogle andre kunne sidde og klynke over mit sørgelige kærlighedsliv. 

 

***

 

Måske var det dumt, men jeg ville heller ikke have, at det skulle ende så skide dårligt mellem os. I hvert fald bildte jeg mig selv ind, at hvis jeg sendte hende en besked, ville jeg få mit på det rene. Det var simpelthen, hvad mine dybe tanker og ni timers kørsel havde ført til at konklusioner. 

Jeg fandt min telefon og gik ind under beskeder og fandt hendes navn. Jeg kunne ikke bestemme mig for, om det var dumt eller en god idé. I første omgang blev det kategoriseret som en dum idé, men efter at have lagt min telefon i lommen og tænkt lidt nærmere over det, blev det lige pludselig til en fremragende idé. Derfor fandt jeg igen min telefon frem. 

*Hey, Rosalie. Jeg har fået din bagage sendt til dig, så det skulle gerne komme i løbet af i dag.* Skrev jeg, men slettede det igen. 

Det mindede om noget, min mor ville skrive. 

*Din bagage kommer i dag, har fået det sendt.* Forsøgte jeg igen at skrive, men det virkede bare koldt og ligegyldigt, så jeg slettede det igen. 

Jeg forsøgte mig med at skrive det, jeg virkelig ville fortælle hende ned, men det endte bare i den værste besked nogensinde. 

*Hey, Rosalie. Jeg har fået nogen til at sende din bagage til dig, og det skulle gerne komme i løbet af i dag. Du behøver ikke svare, hvis du ikke har lyst, men synes bare lige du skulle vide det. Er ked af det der er sket, blev bare lidt overrasket over det hele. Håber du kan tilgive mig, selvom du burde give en undskyldning, nu du udnyttede mig på det groveste. Forresten elsker jeg dig stadig, det vil jeg altid gøre.* 

Den besked skulle fandeme ikke sendes, så jeg skyndte mig hurtigt at trykke slet. Desværre kom jeg bare til at trykke send i stedet, og så gik jeg fandeme i panik. Fuck mand -  hvad skulle jeg lige gøre!? Panisk slettede jeg beskeden, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke ville fjerne den fra hendes telefon. 

*Bare glem den tidligere besked. Skulle have været til en anden.* Skrev jeg og skyndte mig at sende den, men jeg fortrød straks endnu mere. 

Den skulle have været til en anden? 

Fedt, Justin, som om hun ville hoppe på den...

Jeg hørte noget bippe inde fra handskerummet, og jeg var så taknemmelig og lykkelig i det øjeblik. Med en bøn til gud, om at det var Rosalies telefon, åbnede jeg handskerummet, og heldigvis var det hendes telefon. Jeg sukkede lettet og kunne slappe af igen. Hurtigt låste jeg hendes telefon op, for jeg havde set hende taste koden ind før, og gik ind under beskeder. Mine to ynkelige beskeder dukkede op på skærmen, og jeg vidste ikke, om jeg skulle græde eller grine. De var noget af det ynkeligste, mest latterlige, jeg nogensinde havde set, så jeg fik dem hurtigt slettet. 

Gudskelov, det ville have været så ydmygende, hvis hun havde set dem.

 

***

 

Dette er vidst rekorden, når det kommer til at udgive kapitler hurtigt. 

Men det bliver nok once in a lifetime, I'm sorry... -.-

I hvert fald blev dette et kapitel fra Justins synsvinkel, som der kun har været ét af før, så jeg håber da, I synes om det. :) 

Endnu engang vil jeg gerne takke jer alle sammen for generelt bare at have klikket her ind. Der er kommet over 7K visninger, hvilket er helt vildt, så mange mange tak, er så glad for, at der er nogle, som vil læse med! :D Også tak for alle jeres likes og favoritiseringer, det er så skønt at se, at I også synes om det, jeg skriver, og ikke bare klikker ind. ;) 

Hav det godt og pas på jer selv!:)<33

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...