Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36996Visninger
AA

30. Blame it on me - George Ezra

"Du kunne ikke have fortalt, at du havde hele tre kufferter med?" Spurgte Chaz, da han kom slæbende med tre kufferter ind i værelset. 

"Du spurgte aldrig." Mumlede jeg mut ovre fra sengen. 

Ja, jeg var i en face, som jeg havde valgt at kalde strejke-facen. Min hovedpine var slet ikke så slem mere, og jeg havde lagt i sengen i omkring to døgn, og alligevel mente ingen af mine familiemedlemmer, udover mine kusiner, at det ville være forsvarligt at lade mig bevæge mig, have det sjovt eller noget som helst.

Det var tragisk, virkelig. 

"Må jeg spørge dig om noget?" Kom det henne fra Chaz, som var ved at finde plads til mine kufferter i det forholdsvis lille værelse. 

"Spørg løs." Sagde jeg, da jeg ikke havde andet og lave, så et spørgsmål ville være dagens højdepunkt. 

"Dig og Justin?" Sagde han spørgende. 

"Justin og mig?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. 

"Ja, hvordan står det til mellem jer?" Spurgte han og så indtrængende hen mod mig. 

"Øhm.. Som det har gjort de sidste 5 år." Svarede jeg, hvilket ville sige pænt dårligt. 

"Justin lød bare lidt... mærkelig, da jeg snakkede med ham." Sagde han og gik hen til sengen og satte sig ned ved siden af mig. 

"Mærkelig?" Sagde jeg eftertænksomt, da en definition af mærkelig ville være yderst hjælpsom. 

"Ja, altså på en måde oprevet, på en måde irriteret, på en måde afslappet.. Jeg kan ikke forklare det, men han virkede til at være lidt ved siden af sig selv, hvis du forstår?" 

"Ja ja, jeg forstår." Sagde jeg, selvom jeg ikke forstod noget som helst. 

Justin var altså oprevet, irriteret og afslappet? Waouw, det overraskede mig ikke. Han havde altså nogle problemer med humørsvingninger; om han ville indrømme det eller ej. Alle teenagere skulle jo siges at 'lide' af humørsvingninger, men Justin var teknisk set en mand, selvom han ikke altid opførte sig som en, og hans humørsvingninger var altså udover det sædvanlige, hvis man spurgte mig. 

"Men han var også på vej til St. Louis, så han havde sikkert bare travlt eller sådan noget." Sagde Chaz og trak på skuldrene. 

"Hvad skulle han i St. Louis?" Spurgte jeg og blev alligevel en smule nysgerrig. 

Han havde da ikke nævnt noget om St. Louis? 

Desuden var jeg også på bar bund, for mine geografiske evner var ikke de bedste, så jeg havde ingen anelse om, hvor i verden St. Louis var placeret. 

"Det spurgte jeg ikke lige om, men jeg kunne forestille mig, at det sikkert er noget arbejde eller se nogle venner." Sagde Chaz. 

"Ja okay, men det kan også gøre ligemeget. Er der andet?" Sagde jeg lidt ligegyldigt. 

"Det ved jeg såmænd ikke. Hvordan har Josh det?" Spurgte han. 

"Undskyld mig, men hvorfor stiller du lige præcis de to spørgsmål?" Spurgte jeg lette oprevet, da det virkede som om, at han kom længere og længere ind på det emne, som hed 'Rosalies helt store problemer'.

"Er der noget galt?" Spurgte han med et løftet øjenbryn og så undrende på mig. 

"Om der er noget galt?" Nærmest råbte jeg, og før jeg nåede se mig om, løb tårerne ned ad mine kinder. 

Jeg kunne forsøge at holde tårerne, som var kommet helt uinviteret, tilbage, men jeg var ikke typen, som havde noget i mod at græde, så længe det bare var foran Chaz, så jeg ville ikke gøre livet mere besværligt for mig selv. Chaz var også en ret god fætter, når det kom til stykket, og han lagde sine arme om mig og trak mig ind til sig. Som tiden gik, hvilket vil sige højest et minut eller to, kunne jeg mærke hans t-shirts ærme blive godt og grundigt gennemfugtet. 

"Rosalie, hvad er der galt?" Spurgte han igen og så, for en gangs skyld ikke indtrængende, på mig, men bare tålmodigt.

"Alt går bare galt. Chloé er blevet taget, Josh og jeg er ikke længere sammen; forresten hader han mig nu, Justin hader mig også, og jeg ved ikke hvorfor, og nu sidder jeg bare her med hjernerystelse som en eller anden lam person!" Hulkede jeg højlydt. 

"Rosalie.." Sagde han pædagogisk og tog min hånd i sin. 

"Det er alt sammen min skyld." 

"Træk vejret og fortæl mig, hvad der er sket, okay?" Lød hans beroligende stemme i al min hulken. 

Jeg lukkede øjne og tog en række dybe indåndinger og fik styr på min vejrtrækning. Alt gråden havde fået min hovedpine til virkelig at komme til sin ret, og mit hoved dunkede af smerte, men jeg ignorerede det, så godt som jeg nu kunne. Af en eller anden grund var jeg helt ude af mig selv, men det var sikkert på grund af Chaz. Hans overbærende sind og selskab gjorde bare, at man naturligt fik lyst til at komme ud med alle sine problemer og beklagelser. 

"Justin og jeg havde ligesom noget kørende, hvis man kan sige det sådan. Ikke officielt eller holdbart, jeg tror mest, det var for gammel venskabs, eller kærligheds, skyld. Jeg havde, og har stadig, vildt dårlig samvittighed, så jeg ringede og slog op med Josh, for vores forhold var ikke som det havde været, og han fortjente trods alt ikke at blive taget for nar på den måde. Han tog det ikke så pænt, men efter at have ringet et par gange stoppede han, og jeg har ikke hørt fra ham siden. Så vågnede jeg op på hospitalet, og jeg ringede til Justin, som var kørt, og han var utrolig ubehøvlet og lagde bare på. Men det er alt sammen min skyld, og hvis jeg ba" 

"- Det er ikke din skyld, Rosalie." Afbrød Chaz mig. 

"Jo, for Justin er sur på mig, og jeg vil bare gerne vide hvorfor, men han tager sikkert ikke telefonen, hvis jeg ringer, og jeg skal bare ligge i denne her dumme seng." Sagde jeg frustreret. 

"Læg dig til at sove, så finder vi ud af det i morgen." Sagde Chaz med et suk. 

"Jeg kan ikke bare lægge mig ned og sove!" Udbrød jeg og slog ud med armene. 

"Du har brug for at slappe af." Sagde han og tørrede min kind så tør, som han nu kunne, med sin tommelfinger.

"Jeg elsker ham bare så meget." Græd jeg og lagde armene om hans hals og knugede mig ind til ham. 

Først nu havde jeg indset, hvor meget jeg egentlig holdt af Justin. 

Hvor ægte og meget jeg rent faktisk elskede ham. 

 

***

 

Det må være ferien der gør det, simpelthen. 

3 kapitler på en uge; jeg er ret stolt af mig selv. Og jeg fejrer det officielt med brownie i aften! Mega fedt, selvom det godt nok bare er sådan en købt en, som sikket har ligget i plastikken i en fire-fem måneder, but I don't care. As long as it's cake. :3

Der er kommet sygt mange visninger i løbet af denne her uge, faktisk er visningstallet mere end fordoblet, hvilket er pretty awesome. Men så må jeg da også have en del, som efterhånden læser med, hvilket jeg endnu endnu endnu engang er rigtig rigtig rigtig taknemmelig for. Og jeg takker nærmest for et eller andet efter hvert kapitel, men det bliver vel aldrig umoderne at takke andre mennesker, eller hvad? ;)

Men ferien slutter på mandag, og så må vi jo se, hvor lang tid det tager mig at få bikset næste kapitel sammen. Lad mig endelig høre fra jer med konstruktiv kritik osv., og så må I have det rigtig godt og nyde den sidste del af påsken. <333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...