Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
37055Visninger
AA

4. Bitchin' Summer - Avril Lavigne

2014

 

"Chloé!" Råbte jeg, og stormede igennem huset.

Hvorfor kunne jeg aldrig finde min freaking telefon!?

Jeg havde kigget over alt, badeværelset, køkkenet, soveværelset, stuen, terrassen - over alt! Det var bare så typisk mig, jeg smed altid mine ting væk! Irriteret smækkede jeg røven ned i sofaen, og var det noget hårdt jeg kunne mærke der?

"Oh no, Rosalie Barbara Somers, you didn't!" Sagde jeg til mig selv, inden jeg lod min hånd glide ned i min baglomme.

Selvfølgelig var min telefon der...

Vent, baglomme?

Fuck, jeg havde stadig natshorts på!

Jeg stormede op af trapperne i den lille lejelighed, og styrtede ind i mit walk-in closet. Hurtigt hev jeg en af de få kjoler, som stadig var tilbage i skabet, ned fra bøjlen og trak den over hovedet. Jeg trak mine natshorts og strømper af, mens jeg hoppede over til mine mange sko. Jeg trådte i et par stiletter, inden jeg igen styrtede ned af trapperne.

"Chloé, hvor er du din lorte hund!?" Hvæsede jeg, og straks kom en glad hund til syne.

Jeg rystede på hovedet af Chloé, inden jeg åbnede hoveddøren og skubbede alle mine kufferter ud af døren. Jeg snuppede også min elskede Alexander Wang håndtaske og mine store sorte solbriller, som jeg satte i håret. Hurtigt låste jeg døren, og skubbede kufferterne ned til bilen.

Min bil, en hvid Audi - et eller andet bogstav og et tal. Den var sikkert ikke bare hvid, men en fancy farve som milk-in-a-cup-White eller lignende. Alle firmaer skulle jo gøre alt oh så specielt! En ting jeg med sikkerhed vidste - hvis der ikke var plads til mine kufferter i den bil, kunne den godt vente sig nogle tæsk!

Right, nu tænker i sikkert, omg hun skal have fem kufferter med for at tage på sommerferie en uge, fuck en taber. Men nej - jeg skulle have fem kufferter med for at køre fra Canada til San Fransisco, for at bo hos min tante i en måned.

BAAAAMM...!

Jeg havde et forholdsvist godt forhold til min tante, så jeg skulle over at møde hendes nye mand, eftersom vi ikke havde set hinanden i fire år. Og i tænker sikkert, hvorfor tager hun ikke bare en flyver? Det skal jeg sige jer - min tante syntes det var så fantastisk jeg havde fået kørekort, så selvfølgelig ville hun da give mig fornøjelsen af at køre over til hende, også selv om jeg havde forklaret hende at det altså var fire år siden jeg havde fået kørekort.

Oh mand, jeg forstod ikke den kvinde..

Sukkende åbnede jeg bagagerummet og maste tre kufferter der ind. De andre to måtte ligge på bagsædet, men det overlevede de nok lige.

"Chloé, kom så ind med dig!" Sagde jeg med glad stemme og åbnede døren til passagersædet, som Chloé hurtigt indtog.

"Det var godt, Chloé." Sagde jeg og spændte min egen sele.

Jeg tjekkede hurtigt jeg havde min mobil og nøgler, inden jeg skubbede mine solbriller ned foran øjnene og kørte ud af indkørslen til mit hus. Mens jeg prøvede at finde ud på den store motorvej, satte jeg min gps til og satte den endelige destination til San Fransisco, United States. Jeg trådte speederen i bund, og fortsatte ud af den vej som gps'en sagde var den rigtige. Nu hurtigere jeg kom til San Fransisco, nu hurtigere kunne jeg slappe af og møde mit 'nye familiemedlem'.

 

***

 

Efter at have krydset den Canadisk - Amerikanse grænse, havde jeg kørt i et godt stykke tid, og nu når jeg jo er så dejligt et menneske, holdte jeg ind på en rasteplads for at lade Chloé tisse. Måske ikke kun for Chloés skyld, for som om jeg gad have hundepis i min bil? Haha - never! Chloé rendte bare lidt rundt uden snor, for hun var en velopdragen hund (no kidding, jeg havde opdraget en hund!), så hun kunne sagtens løbe lidt frit rundt, uden at flygte fra mig (hvilket hun jo slet ikke havde en grundt til, vel?).

"Hey, fed bil."

Jeg vendte mig rundt, og så på tre drenge som stod og beundrede, eller nærmere sagt forgudede, min bil.

"Øh.. Tak tror jeg nok?" Sagde jeg en smule dumt, og prøvede at rede det hele ved at sende dem et smil.

"Hvad kan den trække?" Spurgte den ene af dem, og så op på mig.

"Øh... Jeg vil gætte på en trailer, måske en campingvogn?"

"Ahahahaha! Undskyld, det var bare... ikke lige det... jeg mente!" Grinte han og holdte sig på maven af grin.

"Oh... akavet." Mumlede jeg, og så ned i jorden, så de ikke kunne se jeg rødmede.

Jeg rødmede altid når der skete noget akavet, eller jeg generelt bare følte mig dum, og det var noget som tit skete. Det var næsten lige før jeg hellere ville være som de der piger som spiller dumme for at få opmærksomhed, det kan vel ikke være værre end faktisk at være dum? Sikkert ikke - jeg skulle helt sikkert begynde på at lade som om jeg spillede dum, når jeg i virkeligheden bare var dum.

Jeg snakkede lidt videre med drengene, indtil de højest sandsynligt blev træt af at snakke med mig, og lige pludselig måtte gå. Men fair nok - jeg havde også brugt den undskyldning før. Ser i, jeg havde lidt et problem med drenge. Hvis jeg af en eller anden mærkelig grund snakkede med en lækker fyr, så blev han tit nød til at gå ret pludseligt, og når jeg så snakkede med en grim fyr som var helt væk i mig, så var det mig der lige pludselig fik et nødopkald, så jeg blev nød til at skynde mig hjem.

 

***

 

Efter at have kørt en times tid, skete det der bare ikke måtte ske! Min bil stoppede med at køre, midt på en vej. I tænker sikkert, at jeg fik nogen fra kommunen til at skubbe min bil væk med en kran, men nej! Bodybuilder Rosalie måtte selv skubbe sin fucking bil hen til den nærmeste tankstation eller rasteplads, whateva. Ikke at der var specielt langt, 100 meter, men alligevel - jeg blev fuldstændig smadret af det!

Udmattet satte jeg mig ned i min bil, indtil jeg kom i tanke om jeg nok hellere måtte få noget diesel på. Og derfor, kun derfor, gik jeg ud af bilen igen. Surmulende hældte jeg nogen diesel på, og betalte de hvad - freaking 700kr for diesel!

Maria, vi lever i en sindssyg verden, hvorfor så dyrt Maria, hvorfoooor!?

Jeg havde før prøvet at bede til både Gud, Jesus, Helligånden og Josef uden held, så nu var jeg ved at prøve Jomfru Marias magiske kræfter af.

Indtil videre var de lige så uvirkelige som de andres...

Irriteret over den enormt dyre pris på diesel, satte jeg mig ind i bilen og satte nøglen i. Og selvfølgelig gad min bil fucking ikke at starte! I det mindste havde jeg da fundet ud af en ting - manglende diesel var ikke grunden til min bil stoppede.

Forhelvede da også, det næste var vel at jeg skulle miste mine elskede solbriller! Ej, bare rolig - dem havde jeg stadig på, de levede endnu.

Jeg sukkede højt, inden jeg besluttede mig for at finde en random dude som kunne finde ud af hvad min bil fejlede. Og jeg var virkelig sur, så jeg gad ikke engang låse min bil eller noget. Chloé var også kun heldig jeg lukkede hende ud! I ført mine måske en anelse for høje stiletter, gik jeg hen mod den lille butik, hvor de fleste mennesker sikkert ville være. På vej der hen var jeg så heldig at opdage nogle fyre, og helt seriøst - de lignede nogle der var skabt til at undersøge min bil!

Faktisk så de lidt gangster ud som de sad på køledisken af en virkelig lækker bil, mens nogle af dem røg, og hold on - i bar mave! Og ja, de var trænede - og tatoverede, haps haps! Så lykkelig som jeg nu var, fløj jeg nærmest over til dem.

"Undskyld mig, men er der nogle af jer der ved noget om biler?" Spurge jeg, og prikkede en af dem på skulderen.

Børnehave agtigt, I know..

"Ja, hvorfor?" Spurgte ham jeg prikkede på skulderen, og vendte sig om mod mig. Han var i ført et par mørke solbriller, en cap og havde en smøg i hånden.

"Min bil gider ikke starte, så jeg tænkte en af jer måske kunne se på den?" Sagde jeg en anelse nervøst, og sendte ham et skævt smil.

"Selvfølgelig, hvor står den henne?" Spurgte han og rejste sig fra bilen.

"Øh.. Den er lige her henne." Sagde jeg og gik hen mod min bil, efterfulgt af ham fyren som forhåbentligt kunne ordne min bil.

Han gik i gang med at se på min bil, og åbnede også ned til motoren, hvor han undersøgte et eller andet random. Jeg ville ikke forstyrre ham med mine dumme spørgsmål, han skulle havde fred til at redde min bils liv.

"Motoren er brændt af." Sagde han og så hen på mig.

"Og det vil sige?"

"Den skal have en ny motor før den kan køre igen." Svarede han, og sendte mig et skævt smil.

"Forhelvede da også, lorte bil." Vrissede jeg og sparkede en enkelt gang til bilen, hvilket resulterede i jeg slog min fod. Jeg bed tænderne sammen for ikke at skrige, jeg ville jo ikke virke som en person med svage fødder.

"Det nærmeste værksted er vidst 50km her fra, så du skal nok ringe til din forsikring eller noget." Sagde fyren, og prøvede sikkert at være hjælpsom.

"Ej men seriøst, San Fransisco - vi ses om 30 år." Mumlede jeg surt og fandt min telefon frem for at ringe.

"Skal du til San Fransisco?" Spurgte fyren overrasket.

"Har din mor aldrig lært dig det ikke er pænt at lytte til andres samtaler?" Spurgte jeg irriteret, udelukkende pga. mit lorte humør. Normalt ville jeg selvfølgelig have svaret ham pænt, men jeg var efterhånden ret pissed over mit enorme uheld, som absolut skulle forfølge mig.

"Har din mor aldrig lært dig at det ikke er en samtale, hvis man mumler?" Spurgte han flabet og smilte kækt.

"Whateva." Mumlede jeg og ledte efter et telefonnummer til den nærmeste mekaniker.

"Men jeg skal til San Fransisco, så du kan godt køre med hvis det er?"

"Øh... Er det ikke en smule underligt at tilbyde fremmede folk at køre dem til den anden ende af landet?" Spurgte jeg, og forventede at få et akavet svar tilbage fra ham.

"Det kaldes at være venlig."

"Fair nok, men det vil jeg gerne så." Svarede jeg og sendte ham et smil.

Hvis jeg skulle have en chance for at køre med ham, måtte jeg hellere begynde at være sød.

 

***

 

Det var så det første 'rigtige' kapitel fra 'vores' tid, og ikke fortiden.

Men lad mig høre, hvad synes I om Rosalie indtil videre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...