Du er alt for mig.

Det her er andet bind i historien om søskendeparret Juliet og William. William og Juliet har mistet deres søster Emma til en hævngerrig rival som igen er ude efter Juliet. Ralph og resten af hans bande prøver igen at få William ned ved at tage Juliet fra ham igen. Og som om Juliet og William ikke har nok at slås med begynder de to ubiologiske søskende at få andre følelser for hinanden og det vil Juliet ikke acceptere. Og det vil Williams kæreste nok heller ikke. - til jer der også har læst 'jeg vil gøre alt for dig' som er det første bind, så vil I opdage at denne movella er skrevet anderledes end 'jeg vil gøre alt for dig'. Fortæl mig gerne i kommentarene hvilken måde I synes var bedst.

2Likes
11Kommentarer
474Visninger
AA

7. Uønskede følelser

Jeg drejer rundt i min kjole. Min blodplettede, hvide kjole… nå ja jeg elsker den alligevel.

“William? Er du klar?” råber jeg til William inde fra mit værelse.

Jeg fatter det stadig ikke… han vil have at jeg tager min gallakjole på og vi skal på stranden og han siger at han har en overraskelse til mig.

Jeg får øje på mit billede af Emma og sender det et luftkys og et savnet blik.

“Sådan… kommer du?” siger William som har stukket hovedet ind.

“Ja jeg kommer nu”, siger jeg og vender mig mod ham.

Uhh… han har jakkesæt på. Hvor fint.

Han smiler til mig.

Jeg går ud til ham og vi går ud til bilen.

Han holder døren for mig og jeg smiler til ham.

“Tak”, siger jeg.

Jeg sætter mig ind og William er lynhurtigt ovre ved førersædet og er allerede på vej ud af indkørslen da jeg har fået mig spændt.

“Hvad er det vi skal? Du ved min kjole er altså ikke et kønt syn for offentligheden”, siger jeg drillende.

Han smiler og siger:

“Du ser godt ud. Kjolen har lidt under lidt meget pres…” han lyder pludseligt trist,”... ligesom dig. Hvilket gør den smuk. Styrken skinner igennem.”

“Hmm…” siger jeg og ser at han drejer ned ad strandvejen.

Jeg elsker stranden om aftenen. Den er så smuk.

William trykker på speederen og vi er hurtigt nede på selve stranden.

Jeg nyder synet af havet og solnedgangen et øjeblik og går så ud til William der allerede er ved at finde nogle ting frem i bagagerummet.

Han har et tæppe i favnen, en radio i den ene hånd og en kurv med noget mad i, i den anden, mens han ivrigt prøver at lukke bagage rumsklappen.

Jeg tager radioen fra ham og vi rækker begge ud efter bagagerumsklappen og vores hænder mødes i et elektriskt sammenstød.

Jeg ser op på ham og ser til min forskrækkelse at han står tættere på end jeg troede.

Han står faktisk lige bag mig.

Jeg kigger ham elsket i øjnene og jeg kan se hvordan hans ansigt kommer tættere og tættere på.

Og da jeg kan mærke hans næse mod min vender jeg mig modstridende men hurtigt om og klapper klappen i og træder et skridt væk.

William ser skuffet ud et øjeblik, men tager sig så sammen og går længere ned af stranden.

Jeg skynder mig efter ham og kommer op på siden af ham.

“Her er rigtig smukt…” siger jeg for at lette stemningen.

William stopper ved en busk og sætter kurven ned og breder tæppet ud ved siden af busken.

Jeg sætter radioen ved siden af kurven og kigger afventende på William.

“Hvad?” siger William koldt.

Jeg prøver at bide smerten i mig. Der er ikke noget værre eller mere sårende end når han er vred på mig, fordi så ved jeg bare at jeg har klokket i det.

“Hvad-hvad er overraskelsen s-så?” siger jeg stammende.

Williams blik bløder lidt op, da han hører min stammen.

Han ved at det kun er hvis der er noget galt at jeg stammer.

“Tja… siden du gik glip af din gallafest på grund af mig tænkte jeg at jeg ville gøre det godt igen og lave vores helt egen gallafest. Og jeg er din date denne gang. Jeg håber at det er tilfredsstillende.” siger han og lyder lidt bitter i slutningen af sætningen.

Jeg bider det i mig da hans ord helt fysisk gør ondt på mig.

“Det er mere end tilfredsstillende…” siger jeg og smiler mit bedste omsorgsfulde blik jeg har i skuffen.

“Men Juliet… sæt dig lige ned”, siger han og sætter sig selv ned.

Jeg sætter mig ned ved siden af ham og kigger tålmodigt på ham.

William ser kort ud over havet og så kigger han på mig igen.

“Vil du ikke nok lade vær med at lukke mig ude?” siger han så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...