Du er alt for mig.

Det her er andet bind i historien om søskendeparret Juliet og William. William og Juliet har mistet deres søster Emma til en hævngerrig rival som igen er ude efter Juliet. Ralph og resten af hans bande prøver igen at få William ned ved at tage Juliet fra ham igen. Og som om Juliet og William ikke har nok at slås med begynder de to ubiologiske søskende at få andre følelser for hinanden og det vil Juliet ikke acceptere. Og det vil Williams kæreste nok heller ikke. - til jer der også har læst 'jeg vil gøre alt for dig' som er det første bind, så vil I opdage at denne movella er skrevet anderledes end 'jeg vil gøre alt for dig'. Fortæl mig gerne i kommentarene hvilken måde I synes var bedst.

2Likes
11Kommentarer
472Visninger
AA

3. Ikke jer igen...

Jeg går mod centrum. Jeg ved egentlig ikke hvorfor...

Jeg går bare.

Tænk at han virkelig gjorde det... tænk at han virkelig ville ødelægge noget vigtigt for mig. Og ham kalder jeg min bror... ja det gør jeg jo. Det sjovt... jeg elsker ham stadig selvom jeg er vred på ham. Men... hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne han udsætte mig for den smerte?

Han gjorde det jo kun fordi han elsker dig. Det er ikke hans fejl at udtrykker sine følelser for dig på den forkerte måde... han er måske usikker på hvad han føler og så vil han ikke lægge for meget i det.

Måske.

Da jeg kommer til torvet får jeg pludselig en følelse af at jeg bliver iagttaget og forfulgt.

Jeg kigger mig bagud og der er ikke nogen. Jeg er paranoid og det har jeg altid været.

Jeg går videre og igen vælder følelsen ind over mig.

Jeg kigger mig hurtigt tilbage og ser en sort skikkelse træde ind i hullet til døren i en mur.

Hold hovedet koldt. Hold hovedet koldt... ja så gå da videre for helvede!

Jeg tvinger fødderne fremad.

Det er forår og luften er kold, men klar. Præcis som jeg kan lide den.

Nu kommer vi til den åbne plads med rytterstatuen hvor William reddede mig fra Ralph og co.

Gad vide om han ville redde mig igen efter det her...

Selvfølgelig vil han det. Han elsker dig jo.

Måske.

Jeg kiggede mig tilbage og så skikkelsen gå tættere på mig end jeg egentlig har lyst til.

Jeg ændrede kurs og gik skråt ind over pladsen.

Da jeg er cirka halvvejs inde over pladsen kommer der en skikkelse frem bag rytterstatuen som går i mod mig.

Jeg vender mig om og er lige ved at støde ind i den anden der gik bag mig.

"Halløj pus, sikke noget fint tøj du har på... er den korte kjole til ære for mig?" spørger en velkendt stemme.

En alt, alt for velkendt stemme.

"Ralph." siger jeg langsomt og ser ud af øjenkrogen flere mennesker klædt som Ralph kommer om hjørnet.

"Hey jeg er her også." siger en  kold stemme bag mig.

Karsten.

"I rører mig ikke. Hvis I rører mig..." siger jeg roligt.

"Så hvad? Så kommer store stygge William og giver os en røvfuld?" spørger Karsten og får Ralph til at grine.

Jeg sparker Ralph over skindebenet og tager chancen.

Jeg løber tværs over pladsen, fordi jeg ved at der er en genvej jeg kan tage hjem til William den vej.

Det går bare ikke så hurtigt med højhælede på.

Da jeg skal lige til at dreje om hjørnet løber jeg lige ind i favnen på en lille buttet mand.

Knud.

"Davs", siger han helt nonchalent og tager mig bogstaveligt talt under armen og går tilbage til Knud, Karsten og de andre.

Jeg er helt chokeret over at han kan bære mig på den måde, så jeg når ikke engang at tænke mig til at gøre modstand.

"Så går vi. Hun kan ikke gøre modstand i den her tilstand." siger Knud og hopper så han kan hold bedre fast i mig.

"Slip mig eller-"

"Eller du sender Emma efter os?" siger Ralph og griner

Det sagde han bare ikke. .

Jeg vikler mig så hurtigt fri at Knud står tilbage og ligner et spørgsmålstegn, mens jeg styrter mod Ralph. Og hans strube.

Ralph går foran mig så han når ikke engang at vende sig om før jeg har taget kvælertag på ham og væltet ham forover.

Ralph panikker og flakser vildt med armene for at få mig af.

Hvilket jo er forståeligt da jeg lige som har knebet mine fingre hårdt om hans hals.

Pludselig mærker jeg Knud tage fat i mig bag fra og jeg ser Michael flå mine fingre væk fra Ralphs hals forfra.

"Kom så." siger Knud stille.

Jeg prøver at løbe min vej men Knud løfter mig bare op som før.

"Det var alligegodt satans med dig." fortsætter han og går i raskt trav over mod den velkendte varevogn som nu er kommet.

"Hold nu op... lad mig komme fri... lad mig komme hjem..." piber jeg stille til Knuds samvittighed.

"Det ved du godt jeg ikke kan", hvisker han tilbage.

Jeg giver op.

Jeg gider ingenting længere... jeg har ikke lyst til at leve længere.

Jeg kan ikke  engang have et skænderi med min bror uden at blive kidnappet.

Mine tanker bliver afbrudt af Knud der bogstaveligt talt kaster mig ind i varevognen og er lige ved at kaste mig ind i Karsten.

"Nå det er hyggeligt at se dig igen søde. Har du savnet os?" spørger Karsten og griner.

"Lige så meget som man savner en kold snebold tværet i fjæset", snerrer jeg af ham.

"Det kan du da også få skat. Vi venter bare på noget sne." siger Ralph og kommer hen foran mig og presser mig om mod varevognens ene side.

"Jeg har altså savnet dig pus. Rigtig meget." siger Ralph og vender blikket nedad så han kan kigge ned i min kjole.

Jeg borer hurtigt mit knæ op i skridtet på ham og han springer hurtigt tilbage.

"Åhh du er stadig så hård som jeg husker. Frækt." siger han af mig og sender mig et klamt blik.

"Du er stadig lige så klam som jeg husker. Forbedrer du dig aldrig?" siger jeg med et sukker sødt smil.

"Vær helt rolig. Jeg ved du elsker det." siger han lige i det bilen sætter i gang.

"I dine drømme Ralphe-mand", siger jeg og smiler falskt til ham.

Michael og Karsten griner og Ralph vifter med hånden.

"Så for sartan! Hun har givet mig et kælenavn. Hun er jo brændt varm på mig!" griner Ralph.

Jeg sukker træt og glider ryggen ned af væggen og sætter mig på gulvet.

"Hva' så pus?" spørger Ralph falskt sødt og bøjer sig ned foran mig så vi er på øjenhøjde," gør det ikke ondt at vide at det er din skyld at Emma er væk?"

Det giver et sæt i mig og jeg spærrer øjnene op.

"Jeg mener... da jeg så resterne af hende og hendes bil så jeg at det vist da ikke var hende selv hun var ude og shoppe til. Gør det ikke ondt at vide at din såkaldte storesøster døde bare fordi du skulle have noget nyt kluns?" fortsætter han i den samme sukker søde tone uden lyden af skyldfølelse.

Jeg vender langsomt mit hoved om og lader ham se mine tårer. Jeg kan se at det giver et sæt i ham da han ser mine øjne, men han får hurtig samling på sig selv.

Så han har altså en samvittighed.

"Gør det ikke ondt at vide hvor meget du har ødelagt en andens liv? For slet ikke at tale om hvordan du har taget livet fra en?" bider jeg af ham, men min stemme ryster lidt så der pludselig helt stille i bilen.

Ikke engang radioen spiller.

Ralph smiler et ondskabsfuldt smil og siger så:

"Nu tuder hun fandeme. Så er hun altså ikke så hård som hun ser ud til. Så Emma er altså et sart emne for den ellers så hårde Juliet?" spørger Ralph og griner.

Jeg kigger kort på ham inden jeg sender en spytklat lige i ansigtet på ham.

Han flyver tilbage og skynder sig hurtigt at fjerne det med sine ærmer.

Da han igen kigger på mig, ser han rødt. Jeg kan se raseriet blusse op i has øjne.

"Hør her din lille møgunge. Jeg skal fandeme-"

"Stop det Ralph. Vi er her nu." kommer det fra Knudfra forsædet.

Jeg kigger hurtigt mod forruden og ser at vi ikke er ude ved industriområdet hvor vi ellers var sidste gang.

Vi er stadig i centrum og jeg kan se at vi er tæt på hospitalet. Vi holder ved et højhus fyldt med lejligheder.

"Kom så Juliet." siger Karsten og jeg rejser mig op.

Lige da jeg har rejst mig op mærker jeg en eller anden tage hårdt fat i min ene overarm.

"Du pus... den her gang får du ikke lov til at slippe uden at vi har hygget os lidt." siger Ralph og slipper voldsomt og hurtigt min arm igen.

Bare rolig.

Hvad? Han vil jo voldtage mig! Det er jo også virkelig betryggende at vide!

Bare rolig. Det bliver måske ikke så slemt som du regner med.

Når nej. Det er jo ikke fordi at jeg skal voldtages af en mand som er totalt sur på mig i forvejen.

Prøv lige at have lidt mere selvmedlidenhed.

Jeg giver op. Jeg gider ikke mere nu.

Det har du allerede sagt.

Jamen jeg mener det! Tænker jeg til min indre stemme mens Knud tager fat i min hånd og hiver mig hårdt men behændigt ud af bilen.

“Pas nu på. Ralph har altså en grænse for hvad han vil finde sig i”, hvisker Knud til mig og fører mig op til døren til opgangen.

“Om det så skal koste mig min mødom er jeg ligeglad!” hvisker jeg vredt tilbage til ham.

Han smiler et underligt, men venligt smil og åbner døren for mig og går op ad trapperne til tredje etage og åbner døren til højre.

Jeg går hurtigt ind i den smalle gang med trægulv og hvide vægge og fire døre fordelt på de to sider af gangen og forenden af gange er der det der ligner en stue.

“Juliet? Du skal her ind”, siger Knud hurtigt og åbner døren til første værelse på højre hånd.

Jeg går hurtigt ind fordi jeg kan høre Ralph komme hurtigt op af trappen.

“Knud? Vil du ikke nok give mig nøglen?” siger jeg med panik i stemmen og desperation malet i ansigtet,” please? Kom nu?”

Han kigger sørgmodigt på mig og trækker stille på skuldrene.

“Det kan jeg ikke.” siger han stille.

Jeg retter mit ansigt til stone face. Det kræver vist lidt mere at få fat i hans samvittighed.

Jeg smækker hurtigt døren i og krydser fingre for at jeg ikke skal tvinges til det Ralph har i skuffen til mig.

Jeg kigger mig rundt i værelset og opdager en dobbeltseng henne i hjørnet, en dør i den modsatte side af værelset og nogle skabe i væggen overfor sengen.

“Julieeeeet?” hører jeg Ralph råbe ude fra gangen.

“Vær nu ikke for hård ved hende…” hvisker Knud stille og sørgmodigt.

Hvad er der egentlig galt med Knud?

Han har en samvittighed som er større end de andres. Det er der da ikke noget i vejen med.

Nej men at han ligefrem lyder ked af det? Det virker altså underligt for mig.

Jeg skynder mig  hen til døren i den anden ende af det lille rum og åbner den.

Det er et toilet.

Jeg træder hurtigt ind og ser at der står et glas hovedpinepiller på vasken…

Det vover du på.

Jeg samler det op og skruer låget af.

Det er helt fyldt.

Du gør det ikke. Prøv at tænk hvor meget William ville-

Døren i værelset går op og afbryder min indre stemme.

“Julieeeeet? Hvor eeeeeer du?” siger Ralph meget lystigt.

Dum som en skovl er han også hvad bliver det næste?

Det ved jeg ikke, tænker jeg til mig indre stemme i det døren til toilettet bliver åbner og Ralph kommer til syne.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...