Du er alt for mig.

Det her er andet bind i historien om søskendeparret Juliet og William. William og Juliet har mistet deres søster Emma til en hævngerrig rival som igen er ude efter Juliet. Ralph og resten af hans bande prøver igen at få William ned ved at tage Juliet fra ham igen. Og som om Juliet og William ikke har nok at slås med begynder de to ubiologiske søskende at få andre følelser for hinanden og det vil Juliet ikke acceptere. Og det vil Williams kæreste nok heller ikke. - til jer der også har læst 'jeg vil gøre alt for dig' som er det første bind, så vil I opdage at denne movella er skrevet anderledes end 'jeg vil gøre alt for dig'. Fortæl mig gerne i kommentarene hvilken måde I synes var bedst.

2Likes
11Kommentarer
482Visninger
AA

1. Fest! Eller ik...

Jeg drejer rundt i min kjole inde på mit værelse og den stritter vildt ud til siden.

Jeg hører pludselig noget falde på gulvet og jeg stopper og samler det op.

Det er mit billede af Emma…

Tårerne løber op i mine øjne og jeg prøver at vifte dem væk, uden at ødelægge min makeup.

“Åhh Emma… jeg savner dig så meget”, siger jeg til billedet af Emma, der smiler til kameraet.

Det er et par måneder siden Emma blev dræbt af Ralph og hans crew…

Og jeg er hævngerrig. De skal fandeme få røven på komedie de skal. De dræbte min elskede storesøster… de dræbte den pige i verden jeg elsker allerhøjest.

Jeg skal fandeme give dem en røvfuld… og jeg er ikke den eneste.

William er med mig. Vi tager hævn på et tidspunkt. Vi venter bare til de mindst venter det.

“Jeg fatter stadig ikke at du er væk store søs”, siger jeg og snøfter stille.

Og det er sandt… William har tit vækket mig og sagt at jeg bliver ved med at skrige:”Emma bliv hos mig! Emma! Emma!”

Jeg tager også tit mig selv i at tænke:”Åhh når Emma hører det her kommer hun til at grine så meget af mig.” indtil jeg kommer i tanke om at hun ikke er her længere…

Emma blev dræbt af et trafikuheld, som mig og William har fundet ud af, var planlagt af Ralph og de andre.

På det tidspunkt lå jeg stadig på hospitalet efter mit sidste møde med Ralph og co. og William var hos mig. Det var Sandra, som er Williams kæreste, der fortalte os det, mens vi var på hospitalet.

Jeg kigger hurtigt ned på mit ar på mit håndled, som er helet rigtig godt, da jeg kommer i tanke om kidnapningen af mig for et par måneder siden.

Sandra har senere hen fortalt os, at hun fandt ud af at Ralph og co. havde noget i gære og prøvet at nå ned til Emma inden det blev for sent.

Hun nåede det ikke.

Hun sagde at hun var så tæt på at nå Emma, at hun så uheldet på afstand men nåede ikke derhen, så hun kørte direkte på hospitalet, fordi hun vidste at det var for sent at prøve at redde Emma.

Hold kæft hvor gør det ondt… det gør så ondt at jeg ikke kunne hjælpe hende… det gør så ondt at hun døde fordi hun var ude og hente tøj til mig.

Til hendes begravelse sad mig og William  helt nede bagerst fordi hendes familie ikke synes at vi hørte til oppe foran…

Vi var heller ikke inviteret med til ‘festen’ bagefter.

William og jeg splejsede om en stor buket røde tulipaner.

Røde tulipaners symbol er evig kærliged.

Vi vil altid elske hende. Og savne hende. Gud hvor vil jeg savne hende og jeg gør det allerede.

Vi besøger hendes gravsted en gang om ugen, sådan rundt regnet. Hver søndag kører vi fra Århus (hvor jeg nu bor hos William, men det er en anden historie) til Kolding og lægger hver især en rød tulipan eller flere.

Det er der savnet er værst… det er der man føler mest skyld.

Jeg føler mig så skyldig hele tiden… hvis ikke det fordi hun skulle købe tøj til mig ville hun aldrig have kørt.

Jeg sætter det indrammede billede ned på bordet igen og prøver at ryste minderne og følelser af mig.

Det er flere måneder siden nu og jeg lever et helt andet liv nu.

Jeg bor hos William i Århus. Jeg skal til afslutningsbal på min skole i min smukke, hvide, korte kjole lige om lidt. Tobias burde faktisk være her lige om lidt.

Tobias er min flirt og date til festen. Min første dag på min nye skole her i Århus, var han den der li’som tog imod mig og viste mig rundt og fortalte mig om folkene og så videre.

Han er rigtig sød og begyndte allerede at flirte med mig på min første dag.

Siden da har vi bare været fantastiske venner og han inviterede mig med til ballet allerede den dag vi fik at vide at der var bal.

Jeg kan godt lide ham, men William var lidt skeptisk da jeg fortalte ham om Tobias.

Han sagde at han syntes lidt han lød som en usikker røvslikker og at jeg fortjente bedre.

Jeg ved ikke om det bare var mig men det lød lidt som om han var… jaloux.

Se! Jeg sagde jo at William har den slags følelser for dig.

Nej han har ikke, han passer bare på mig, svarede jeg min indre stemme.

Ak ja den evige diskussion om William har den slags følelser for mig og omvendt.

Jeg har ikke den slags følelser for ham…

Jo du har.

Og han har ikke de følelser for mig. Håber jeg ikke.

Pludselig bankede det på yderdøren og jeg tog et sidste blik i spejlet og blev enig med mig selv om at det var acceptabelt.

William sagde han havde noget han skulle have lavet så han er ikke hjemme.

Jeg gik ud af mit værelse med mine højhælede sko, min kjole og alt det andet i orden og gik ud til yderdøren.

Jeg tog en dyb indånding og åbnede så døren.

Til min overraskelse og rædsel var det ikke Tobias jeg mødte.

Det var to mænd klædt i det samme tøj Ralph havde på…

Jeg gispede og prøvede at lukke døren i så hurtigt og hårdt som muligt, men de nåede at stoppe døren.

Jeg vendte mig om og skyndte mig mod toilettet, hvor jeg vidste, at hvis jeg var hurtig nok, kunne jeg låse døren.

“Kom så her.” sagde en af mændene som styrtede efter mig.

Jeg kunne desværre ikke løbe så hurtigt i mine højhælede så det ender med at manden der løber efter mig, tackler mig og vælter mig ned i gulvet.

Jeg prøver at sparke mig fri og slå og spytte, men han flytter sig ikke en meter. Han bliver bare siddende ovenpå mig og holder mine hænder og arme strakt over mit hoved.

“Juliet kig på mig”, siger han helt roligt. Til forveksling kunne han godt lyde venlig.

“Skrid af mig!” råbte jeg ind i ansigtet på ham og lagde så stille bagefter.

“Hold din kæft.” sagde manden til mig og jeg kunne høre at hans makker lukkede yderdøren og skynde sig hen til os.

“Han kommer nu. Hold hende stille”, siger ham den anden og træder over os.

Han sætter sig på knæene bag mine arme og holder sine arme klar.

Til hvad ved jeg ikke.

“WILLIA-”, prøver jeg at råbe, men ham der sidder ved min arme lægger sine hænder over min mund.

Jeg prøver at råbe på hjælp igen, men det virker ikke.

Herfra hvor jeg ligger kan jeg se døren…

Og jeg kan se at det ikke er William der står udenfor.

Det er Tobias.

Jeg prøver at råbe efter Tobias, men det virker lige så godt som før.

Jeg hører ham banke på og jeg længes efter bare at gå ud og åbne op og bare tage til fest med ham, som enhver anden normal femten næsten seksten-årig.

Men jeg er jo ikke normal… det her er vel det dårlige ved ikke at være som alle andre.

Men jeg ville stadigvæk vælge at være unormal frem for at være normal til hver en tid.

“Tobias!” prøver jeg at råbe, men min stemme bliver uforståelig og lav på grund af hænderne for min mund.

Jeg kan se at Tobias står og tripper lidt og så banker han på igen.

Jeg prøver at sparke mig fri, men det virker ikke.

“Tobias!” prøver jeg igen.

“Kæft.” siger manden der sidder på mig.

Og sekundet efter ser jeg Tobias gå.

“Tobias…” siger jeg stille, mest fordi jeg er knust over at han bare gik. Og fordi jeg ikke bare kunne gå med ham.

Tårerne løber op i mine øjnene og manden flytter sine hænder fra min mund.

“Tobias…” hvisker mit knuste hjerte.

Egentlig underligt at jeg bliver så knust. Det er jo ikke fordi jeg elsker Tobias eller noget…

Det er nok mere fordi jeg virkelig gerne ville til det bal. Jeg havde virkelig glædet mig til et sted hvor folk bare var glæde og stemningen ikke emmede at tabet af min store søster.

Jeg ville så gerne være normal… bare én aften… jeg ville så gerne opleve noget fra den normale verden… bare én aften.

Tårerne vælder ud af mine øjne og manden der sad på mig fjernede sig fra mig igen.

Jeg rejser mig op og snøfter.

“Okay. Hvad vil I så med mig?” spørger jeg.

Jeg gider ikke noget lige nu. Jeg gider ikke engang stritte imod.

Det kan bare lige meget alt sammen… alt jeg gerne vil kan bare være lige meget.

“Du skal ikke være ked af det. Han var ikke noget for dig ham der alligevel”, siger manden der sad på mig og prøver at tørrer min tårer væk.

Jeg træder et skridt tilbage og hvisker stille:

“Lad vær at rør mig.”

Jeg ser ud af øjenkrogen, hvordan de veksler et underligt blik.

Jeg selv kigger bare ned i gulvet. Jeg er ligeglad med alt lige nu.

“Kom”, siger manden der sad på mig, som jeg nu lægger mærke til er ret kraftig.

Jeg følger efter tykke ud af døren og hen til deres bil som jeg sætter mig ind på bagsædet i.

Jeg læner mig tilbage og kigger sørgmodigt ud af vinduet.

Tænk at ønsket om at være unormal skulle koste så meget…

Tænk at mit ønske har givet bagslag på den måde.

Jeg ville aldrig opgive William og mit liv med ham og Sandra, men hvor er det hårdt at skulle opgive tanken om de normale ting jeg ville have elsket at gøre.

Hvor er det hårdt at kigge på normale piger på min alder og tænke:”Hvis bare mit liv var så simpelt…”

Jeg er så træt af det her. Jeg er kun blevet kidnappet en gang før og jeg siger allerede at jeg ikke gider mere. Hvor er det sølle…

Og det er jo kun fordi at folk ved hvor meget jeg betyder for William.

Jeg er ikke træt af det her fordi jeg betyder meget for William… jeg er træt af det fordi at folk skal gøre sådan skade på ham fysisk og psykisk hele tiden.

Han fortjener bedre.

Måske ville det være bedre hvis jeg ikke var her…

Mit tankespind bliver pludseligt afbrudt af lyden af kørsel på brosten.

Og så lyden af en motor der stopper.

Jeg kigger ud af vinduet og ser at vi næsten er inde på torvet. Hvilket var der jeg havde mit sidste møde med Ralph og co.

Så det er altså ikke fordi at vi er så forfærdeligt langt væk fra Williams lejlighed.

Bilen holder lige op af et højhus som ligner et lejlighedskompleks.

“Kom så”, siger tykke og går ud af bilen.

Jeg går ud af bilen og prøver at gemme mit tårevæddede ansigt væk.

Da manden der holdte sine hænder over min mund går ind i opgangen lægger jeg mærke til at han er ret tynd.

Jeg går ind gennem døren og følger efter tynde op på tredje sal, hvor han løser op for lejligheden til højre.

Han træder ind og gestikulere mod et værelse til højre.

Jeg er ret ligeglad så jeg træder bare ind i det lille værelse hvor der ikke er andet end en dobbeltseng, en stol ved siden af sengen og et skab inde i væggen.

Jeg hører døren blive smækket i bag mig og jeg går bare hen og sætter mig på sengen.

Der er ikke engang et vindue her inde…

hvor er det nybegynder agtigt.

Jeg har ikke engang min telefon, så jeg kan ikke engang se hvad klokken er.

Men jeg gætter på at klokken vel er lidt over seks,

Det er for tidligt at være så ked af det…

Jeg trak mig længere op i sengen og satte mig med ryggen op af væggen.

Jeg kunne godt bruge Emma lige nu… selvom hun nok ikke ville kunne hjælpe så meget, men at vide at hun ville hjælpe når jeg kom væk her fra igen ville da gøre det hele lidt nemmere.

“Emma…” begynder jeg stille.

Jeg vil så gerne snakke med hende lige nu. Så jeg må jo bare tro på at det virker.

“Hvad skal jeg gøre? Jeg får aldrig et normalt liv… jeg bliver aldrig normal. Ikke at jeg vil være det. Jeg plejede at synes at det var fedt at være unormal. Nu har mit ønske givet bagslag og bidt mig i røven… nu kan jeg ikke engang nyde et enkelt skolebal”, siger jeg og begynder at græde,” åhh Emma… hvordan var dit første skolebal? Var det godt? Jeg håber du har det godt. Jeg ville sådan ønske du stadig var her. Jeg savner dig så meget.”

Prinsesse…” hører jeg en stemme sige.

Lys stemme… lille og piber lidt ved I’er…

Emma?!

“Emma? Er det dig?” spørger jeg og kigger mig rundt.

Lyt… gå hen og lyt… de holder noget skjult…” siger hun stille.

Selvom jeg ikke kan være sikker på at det er Emma og at jeg måske er ved at blive sindssyg så går jeg hen til døren og lytter.

Men jeg når ikke at lytte længe fordi døren bliver slået lige op i mit hoved og jeg besvimer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...