Du er alt for mig.

Det her er andet bind i historien om søskendeparret Juliet og William. William og Juliet har mistet deres søster Emma til en hævngerrig rival som igen er ude efter Juliet. Ralph og resten af hans bande prøver igen at få William ned ved at tage Juliet fra ham igen. Og som om Juliet og William ikke har nok at slås med begynder de to ubiologiske søskende at få andre følelser for hinanden og det vil Juliet ikke acceptere. Og det vil Williams kæreste nok heller ikke. - til jer der også har læst 'jeg vil gøre alt for dig' som er det første bind, så vil I opdage at denne movella er skrevet anderledes end 'jeg vil gøre alt for dig'. Fortæl mig gerne i kommentarene hvilken måde I synes var bedst.

2Likes
11Kommentarer
469Visninger
AA

13. Farvel?

Jeg ved ik rigtig… det ligner ikke William det her.

Nææh, tænker jeg, mens jeg lyner lynlåsen på kufferten med alt mit tøj, men han er jo min storebror. Han ved nok bedst.

“Er du klar?” spørger William og stikker hovedet ind på mit værelse.

Jeg kigger på ham og nikker.

Han har været så underlig siden i går aftes. Han har ikke villet fortælle mig hvor vi skal hen og han virker ked af det.

“Godt nok”, siger han og tager min kuffert.

Jeg tager fat i hans arm og kigger ham dybt i øjnenene.

“Hey hvad sker der?” siger jeg.

“Ikke noget”, siger han og trækker sin arm til sig.

Det er tydeligvis noget galt.

Det siger du ikke

“Kommer du?” spørger han koldt.

Jeg bider smerten i mig og nikker.

Jeg skynder mig efter ham og smækker yderdøren efter mig.

Jeg skynder mig ind i bilen og det virker som om at William har virkelig travlt med at komme afsted.

Snart er vi ude på motorvejen og vi kører mod syd.

Efter tre kvarters stilhed spørger jeg William:

“Hvad er det der sker? Hvad er der galt?”

Han forholder sig tavs og kører ind på en rasteplads ved motorvejen med et tomt blik i øjnene.

“Undskyld lille skat”, siger han og kigger på mig med tårer i øjnene.

Hvad?

Vent… min mor holder der henne…

DET GØR HAN BARE IKKE!

Jeg kigger på min mors bil som nærmer sig og så på William med et knust ansigtsudtryk.

“Men William… storebror… du ved godt at jeg ikke kan være der hjemme”, siger jeg til ham og begynder at græde.

Han tager fat i mine hænder og holder dem mellem hans.

Hans stemme er grødet og tårerne i hans øjne bliver større.

“Du skal hjem. Du skal nok klare det. Jeg tror på dig.” siger han.

“Men jeg vil hellere være ho-os dig”, siger jeg og hulker.

Han kigger på mig og giver mig et kys på panden og træder ud af bilen.

Jeg vil ikke ud af den her bil. Jeg vil ikke ud af Williams verden.

Jeg vil være en del af ham.

Jeg vil være hos ham.

Jeg kan mærke en smerte trænge op i mit bryst.

Pludselig kommer William hen til min dør og åbner den.

Jeg kigger på ham med det mest ulykkelige udtryk i øjnene jeg kan finde på… og jeg spiller ikke engang. Jeg er mindst lige så knust som mit blik siger.

Og han ved det,.

“Tving mig ikke til det her…” siger jeg til ham.

"Det er det der er bedst for dig... og mig", siger han stille.

"Så du vil bare overlade mig til mig selv? Rive mig væk fra dem jeg elsker for tid og evighed?" siger jeg og hulker lidt.

Han kigger mig dybt i øjnene og siger:

"Det er ikke for evigt."

"... jeg vil ikke væk fra dig. Jeg vil ikke ud af dit liv." siger jeg grådkvalt.

"Bare husk på det du sagde til Emma." siger han og læner sig så ned til mit øre, "familie er for evigt. Husk det."

William rejser sig op og gør mine til at han vil have mig ud af bilen.

Jeg rejser mig og vil lige til at kramme ham da han forsvinder væk fra mig og ind i sin bil.

Og før jeg ved af det, er han væk.

Ikke bare fra mit blik. Men fra mit liv. Fra mit hjerte. Fra mig.

Tårerne flyder over og vælter ud af mine øjne mens jeg sætter mig ind i min mors bil.

Turen hjem er meget tavs og helt uden ord. Præcis som jeg vil have den.

Jeg kan ikke overskue at skulle snakke og bearbejde smerten inden i mig.

Da vi kommer hjem,  kommer jeg pludselig i tanke om hvorfor jeg ikke kan være der hjemme.

Og jeg gør mig mentalt klar til det helvede der venter mig. Men det er meget svært når ens følelser i forvejen er ved at falde fra hinanden.

Jeg skynder mig ind og prøver at se om jeg kan nå ind på mit værelse uden at hun opdager mig.

Men nej.

Hun står for enden af gangen med et ondskabsfuldt smil.

Jeg stopper omkring to meter foran hende.

"Nå så kunne han ikke holde dig ud mere hva'?" siger hun og kan mærke hvordan hun bare stråler af glæde for at have en af hakke på igen.

"Må jeg ikke godt bare komme ind på mit værelse?" siger jeg til hende og kigger på hende med gråd i stemmen og tårer i øjnene, så hun måske får lidt medlidenhed med mig. Det er et billigt trick, men jeg vil gøre alt for at slippe for hende lige nu.

"Nej", siger hun og laver trutmund med sit lillle buttede ansigt.

Jeg kigger på hende og tårerne vælder op i mine øjne.

Hvor er det ynkeligt. Min lillesøster mobber mig.

Min lillesøster på 13 mobber sin storesøster på 15 som er fuldstændig psykisk i gulvet i forvejen.

Tænk at nogen kan være så onde. At prøve at trampe på en der allerede ligger ned.

Jeg prøver at mase mig forbi hende og det virker men hun slår mig i ryggen og følger efter mig ind på mit værelse.

Jeg kaster mig i sengen og smider ansigtet ned i min pude mens min søster står over mig som en høg.

"Du er bare en dum, grim pige, du må da ikke tro at sådan en lækker idiot ville have noget at gøre med dig."

Hvad sagde hun?!

Jeg stopper alle mine bevægelser. Selv min gråd stopper.

Jeg retter mig op og stiller mig op foran hende.

"Sig det igen", siger jeg roligt, men med raseri lige under overfladen.

"Du havde vel ikke regnet med at jeres såkaldte 'venskab' rent faktisk ville holde vel? Du er en irriterende, pyskisk ustabil pige og han er et totalt lækkert fjols! Tænk dig om! Han vil sgu meget hellere være venner med piger på hans niveau".

Jeg vælter hende bagover og sætter mig på hende og holder hendes arme fast og hun begynder at skrige.

"Hold så din kæft! Okay?! Kan du ikke se at jeg er vrag i forvejen?! Kan du ikke se at jeg er ødelagt?!" skriger jeg ind i hovedet på hende.

"Hold hold hold hvad fanden sker der her? Juliet kom dog af det stakkels barn!" råber min mor til mig og river mig i armen for at få mig af.

Jeg rejser mig op og er lige ved at springe på Nadja igen da jeg ser hendes krokodille tårer.

"Jeg ved ikke hvad der skete mor... jeg ville bare byde hende velkommen hjem og så begynder bare at skrige af mig!", siger Nadja falskt.

"HVAD?! Det var jo slet ikke det der skete!" råber jeg til min mor, men hun ser kun Nadja.

"Kom Nadja vi må hellere give hende lidt tid til at pleje hendes..."min mor kigger skulende på mig,"... tilstand."

De går hurtigt ud og lukker døren.

Jeg kigger håbløst, frustreret og ked af det på døren og lægger mig med et hulk i min seng med armene og hovedet i vindueskarmen.

Tårerne flyder om kap og snøftene tager til.

"William", siges der med et snøft.

"Hvordan skal jeg overleve uden dig?"

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...