Du er alt for mig.

Det her er andet bind i historien om søskendeparret Juliet og William. William og Juliet har mistet deres søster Emma til en hævngerrig rival som igen er ude efter Juliet. Ralph og resten af hans bande prøver igen at få William ned ved at tage Juliet fra ham igen. Og som om Juliet og William ikke har nok at slås med begynder de to ubiologiske søskende at få andre følelser for hinanden og det vil Juliet ikke acceptere. Og det vil Williams kæreste nok heller ikke. - til jer der også har læst 'jeg vil gøre alt for dig' som er det første bind, så vil I opdage at denne movella er skrevet anderledes end 'jeg vil gøre alt for dig'. Fortæl mig gerne i kommentarene hvilken måde I synes var bedst.

2Likes
11Kommentarer
469Visninger
AA

9. Emma?

Og jeg kan ikke se ham i øjnene længere.

Jeg går længere ned på stranden og sætter mig så mine tæer lige når vandkanten.

Tårerne pibler ned over mine kinder ved mindet om hvor meget jeg elsker min afdøde storesøster.

Jeg kan høre William komme bagfra og sætte sig bag mig med et ben på hver side af mig.

“Hey… jeg savner hende også”, siger han og kysser mig på håret.

Jeg rykker tilbage så jeg kan sidde op ad ham og han lægger armene om mig.

“Det er så uretfærdigt… jeg savner hende så meget… jeg kender ikke nogen der er som hende… ingen der var der for mig som hun var… jeg har mistet noget elsket og unikt i mit liv, som jeg ellers ville give verden for at kunne beholde for evigt…”  siger jeg og tårerne løber om kap.

“Vi har begge mistet noget unikt og elsket søs. Jeg savner hende også meget… hun var din søster, men hun var også min bedsteven… jeg finder aldrig nogen som hende igen…”

“At miste en som hende… kan du føle det samme som mig?” spørger jeg ham snøftende.

“Hvis du føler en smerte dybt inde i dit bryst som føles ulidelig… så ja”, siger han.

“Præcis”, svarer jeg.

Jeg kravler væk fra mit trygge sidested og om bag ham med benene strakt bag hans ryg.

Jeg tager fat i hans skulder og hiver ham nedad så hans hoved ender med at ligge i mit skød.

Jeg aer hans kinder og under hans kæbe og smiler et stærkt smil til ham.

“Hun savner også os”, siger jeg til ham.

Han nikker roligt til mig, men ser ikke særligt glad ud.

“Jeg ved det er hårdt… men tænk på at du ikke mistede os alle sammen. Hvordan ville du have det hvis du mistede mig og Sandra også?” spørger jeg.

“Det er sådan jeg tænker på det. Jeg tænker at selvom Emma er en del af mig jeg aldrig får igen, så mistede jeg ikke dig også.” fortsætter jeg stille til ham.

Han smiler et lille smil til mig.

Jeg smiler tilbage til ham.

Jeg elsker jer…” hører jeg Emma sige udefra vandet.

William sætter sig hurtigt op og kigger mod vandet.

Og… wow. Emma står der faktisk. Jeg kan se hende.

“Kan du… kan du også se hende?” siger William febrilsk og peger på hende.

“Og hører hende. Hun snakkede også til mig da jeg tog alle de piller”, siger jeg roligt og nikker til William.

William retter sig op og ser stadig ud som om øjnene er ved at falde ud af hovedet på ham.

“Snak med hende…” siger jeg stille til William.

Han kigger underligt på mig og ser så ud på Emma igen.

Emma smiler til ham og han ser ud som om han endelig slapper af.

“Vi vil savne dig så meget”, siger William til hende og lyder lidt grødet i stemmen.

Hun nikker til os, for ligesom at sige i lige måde.

“Vi skal nok klare os Emma… vi vil selvfølgelig savne dig rigtig meget… men min elskede storesøster du skal op i himlen og være den engel du er.” siger jeg stille til hende og min stemme er tynget af sorg over at sige farvel til hende.

Hun kigger trist på mig og jeg ved at det er for at sige at hun vil savne os rigtig meget.

“Jeg  ved det. Men det er det der er meningen der skal ske.” siger jeg og min stemme hakker lidt på grund af gråd.

Hun kigger et øjeblik på os og siger så:

Jeg passer på jer…” siger hun stille og hendes læbe bæver.

Jeg sender hende et luftkys og et elsket blik der siger ‘det hele skal nok gå’.

“Jeg elsker dig”, siger William pludselig og hans stemme er også tynget af sorg.

Der løber nogle tårer ned over Emmas kind og hun tager en knyttet næve op til sit bryst og klapper sig selv på brystet med den.

William nikker til hende med tårer i øjnene.

“For altid”, siger jeg stille og Emma nikker til mig.

Emma vender sig langsomt om og går længere ud i vandet. Og forsvinder så helt.

Jeg slår armene om William bagfra og lægger mit hoved på hans skulder,

“Det skal nok gå…” hvisker jeg til ham.

“Selvfølgelig skal det det.” siger han roligt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...