Du er alt for mig.

Det her er andet bind i historien om søskendeparret Juliet og William. William og Juliet har mistet deres søster Emma til en hævngerrig rival som igen er ude efter Juliet. Ralph og resten af hans bande prøver igen at få William ned ved at tage Juliet fra ham igen. Og som om Juliet og William ikke har nok at slås med begynder de to ubiologiske søskende at få andre følelser for hinanden og det vil Juliet ikke acceptere. Og det vil Williams kæreste nok heller ikke. - til jer der også har læst 'jeg vil gøre alt for dig' som er det første bind, så vil I opdage at denne movella er skrevet anderledes end 'jeg vil gøre alt for dig'. Fortæl mig gerne i kommentarene hvilken måde I synes var bedst.

2Likes
11Kommentarer
472Visninger
AA

2. Du løj?

Jeg vågner op et par timer senere. Tror jeg. Min tidsfornemmelse uden min mobil er ikke så god som den kunne have været.

Jeg kigger mig rundt og opdager at jeg blevet flyttet op i sengen.

Av… min pande gør ondt.

Gid at jeg kunne få en pause fra alt det her… gid alt det her bare ville holde op.

Jeg vil jo bare gerne være sammen med William. Og Emma… men det er jo lidt umuligt lige nu.

Pludselig hører jeg et ordentligt brag ude fra gangen.

Og lyden af fodtrin. William’s fodtrin.

Jeg rejser mig hurtigt op og går mod døren og prøver at sprænge den op ved at løbe ind i den med min skulder. Men jeg kan ikke få den op så jeg sætter mig bare ned på gulvet og venter.

Fem minutter senere bliver døren åbnet og William stikker hovedet ind.

“Hvad så søs vil du med hjem?” spørger han.

Jeg trækker på skuldrene og rejser mig op og går ud til ham.

Han kigger op og ned af mig.

“Det var nu alligevel godt nok at du ikke kom til det bal… du ville have gjort alle de andre piger misundelige”, siger han og prøver at smile til mig.

Jeg kigger bare på ham og venter på at han flytter sig.

“Kan vi godt tage hjem nu?” spørger jeg utålmodigt.

Han nikker og gestikulere mod døren.

Jeg går hurtigt ud af døren, videre ud af lejligheden og så helt ud af bygningen, hvor Williams bil holder parkeret.

Jeg kigger ned i jorden og venter på at William får låst op.

Han tager egentlig det her ret let…

Sidste gang jeg blev kidnappet var han meget anderledes og omsorgsfuld.

Nu er han nærmest… ligeglad.

Han opfører som om han lige har hentet mig fra min veninde eller sådan noget.

Den velkendte lyd af en oplåst bil kommer ind i min øregang og jeg sætter mig straks ind.

Jeg vil bare hjem…

Køreturen hjem var stille og rolig. Ingen snakken bare køren. Der var jo heller ikke så langt hjem.

“Hvad er der galt søs?” spørger William da vi holder i indkørslen.   

Jeg vender mig langsomt om kigger ham trist ham i øjnene.

"Hvad der er galt? Mit liv er hvad der er galt! Jeg havde mig så meget til det skide bal! Jeg havde glædet mig så meget til at kunne være normal bare for en aften! Men jeg har jo altid ønsket mig at være unormal... nu vender det sig vel om og bider mig i røven..." siger jeg frustreret og får tårer i øjnene.

"Hey du må ikke være ked af det... det kommer andre baller søs", siger han og skubber sit sæde tilbage og hiver mig over på hans skød," shh.... du må ikke være ked af det..."

"Kan vi nu ikke bare gå ind?" Spørger jeg utålmodigt.

William sukker.

Underligt nok kan jeg mærke på William at der er noget galt... han udstråler... skyldfølelse? For hvad dog? Det skal han da ikke. Det jo ikke hans skyld...

"Jo." siger han langsomt og åbner sin dør.

Jeg kravler over til min egen dør og stiger ud der.

William smider nøglerne til huset til mig så jeg bare kan låse op.

Da jeg kommer indenfor døren og har smidt mine sko, går jeg bare direkte ind i sofaen og smider mig.

William kommer bagefter og smider sig ned ved siden af mig.

"Ik tænk på det." siger han og lyder som om han skjuler noget.

 

To timer senere da klokken er omkring tolv kommer jeg i tanke om Tobias og om at jeg hellere må give ham en undskyldning.

"Må jeg lige låne din mobil så jeg kan skrive undskyld til Tobias?" spørger jeg William.

"Jo det gør du bare. Men hvorfor bruger du ikke bare din egen?" svarer han tilbage.

"Jeg har ingen idé om hvor den er."

William nikker godkendende til det og jeg rejser mig og går ud i gangen.

Jeg finder hurtigt hans mobil frem i hans jakke og går ind på beskeder.

Jeg skal lige til at trykke på 'ny besked' da jeg ser besked bippe ind:

"Nu er planen fuldført. Er hun meget ked af det? Spørg hende om hun har ondt i hovedet? Hun slog jo hovedet ind i døren og besvimede."

.... øhh hvad?

Læs videre.

Jeg gik ind på samtalen mellem nummeret og William og rullede op til starten.

Første besked var:

"Chris du bliver nød til at hjælpe mig." - fra William.

"Med hvad dog?" - fra Chris.

"Jeg vil ikke have at Juliet tager til afgangsfest med en idiot, så vi skal lave en hændelse som sikrer at hun ikke tager af sted." - William.

Det... det gjorde han bare ikke... så det var ham? Han har lige sørget for at ødelægge en aften der skulle være så dejlig og sjov?

Mit temperament blussede op i miner kinder og jeg kenne mærke en lyst til at slå på noget.

Læs videre.

"Få hende til at tro at I er på den dårlige side. Kidnap hende og lad mg hente hende senere hen på aftenen." - William.

"Er det ikke lidt ondt Willy? At frarøve hende en fest?" - Chris.

"Ingen spørgsmål. Juliets date er en idiot og det skal hun ikke udsættes for." - William.

"Hvem er det?" - Chris.

"Tobias Holm." - William.

"Ham kender jeg godt... jeg synes nu han er flink nok." - Chris.

"Gør det nu bare." - William.

Nu tror jeg ikke at jeg behøver at læse mere.

Jeg rettede mig op, lavede pokerface og gik resolut ind i stuen og helt hen til William.

"Hvad er der galt søs? Svarer han ikke?" spørger han og lægger sig med albuerne i sofaen så han kan se på mig.

"Kidnap hende og lad mig hente hende senere på aftenen?" bider jeg af ham.

"Hvad?" siger han og sætter sig op.

"Juliets date er en idiot?" snerrer jeg.

Pludselig falder tiøren og han flyver op af sofaen og river hans mobil ud af min hånd.

Og jeg kan bare ikke lade være.... han er som en bror for mig men det her er sgu ikke i orden.

"WILLIAM DIT RØVHUL! HVORDAN KUNNE DU?!" skriger jeg ind i hans ansigt.

"Undskyld... Juliet.... undskyld... jeg ville bare ikke have at du skulle til fest med ham. Jeg kan ikke lide ham", siger han stille og træder et skridt tilbage.

Han ved hvor voldelig jeg bliver når jeg er vred.

Jeg går efter ham.

"Nå så fordi du ikke kan lide ham så kan du pludselig bestemme hvem jeg må og ikke må gå til fest med?!" svarer jeg snerrende tilbage.

Han retter sig op og prøver at være cool.

"Det kan jeg jo sådan set. Jeg er din værge og din storebror." svarer han igen.

Jeg træder skulende et skridt tættere på ham.

"Er du sikker på at det er derfor? Er du sikker på at jeg ikke måtte tage med fordi du 'ikke kunne lide ham'?" spørger jeg.

Og så er det som om jeg bryder igennem noget... så er det som at jeg bryder i gennem en barriere som holdt os adskilt. Jeg mærker pludseligt hvordan jeg drages mod ham...

Jeg kan se at det samme sker hos William.

Forskellen er bare at jeg står i mod.

William der i mod, lægger an til at lægge armene om mig... han bøjer sig ned... jeg ved pludselig hvad han vil.

Han vil kysse mig.

Jeg skubber ham hårdt væk og træder et skridt tilbage.

"Så hold dog op! Du har Sandra!" siger jeg.

William retter sig op og smiler et underligt smil.

"Er du jaloux?" spørger han så.

Jeg åbner munden for at svare, men lukker den så hurtigt igen.

Hvad fanden skulle jeg svare?

Et ja? Hvilket jo også er sandheden.

Jeg sukkede og gik ud i gangen og tog jakke på.

"Hvor skal du nu hen?" siger han og stiller sig foran døren.

Jeg tager mine højhælede på fordi at det var dem der var nærmest.

Jeg retter mig op og kigger ham koldt i øjnene.

"Flyt dig." siger jeg hurtigt til ham.

"Hvor skal du hen?" spørger han igen og flytter sig ikke en millimeter.

"Ud og have noget friskt luft." snerrer jeg tilbage.

Han nikker og flytter sig fra døren.

Jeg skynder mig ud af frygt før han kan nå at stoppe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...