He is the only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
296Visninger
AA

5. Turen i skoven

Nej, på selve idrætsdagen var du sur over at i ikke kunne gøre det i skøjtehallen alligevel. Nå du nåede ud i baggangen da du så Justin stå derude det mener han ikke vel? Du åbnede døren og gik udenfor han sang lidt af heartbreaker. Du ignorerede ham. Solen påstod, at det var forår. Det blev lige pludselig så varmt, at du måtte knappe din jakke op, da du gik hen til bilen og lige så fræk som Justin nu engang er gik han selvfølgelig med ind i bilen. Da læren havde fortalt hvad i skulle gik i ud i skoven for at finde de sedler, som mrs. Wres havde bundet til træerne. "Hør her, jeg savner dig! Det at kysse Selena igen, var det dummeste jeg nogensinde har gjort og det er jeg virkelig ked af" du havde lyst til at stikke ham en flad og på den anden side havde du lyst til at kysse ham. At kysse ham vandt. "Betyder det at du tager mig tilbage?" Spurgte han. "Ja" svarede du. "Hvad tror du, de spiser?" Spurgte du og stillede dig på tå for at læse sedlen en gang til: "hvad laver musvitten af om vinteren?" "Ej hvor er du sød når du prøver at nå ting der er høje, lille skat! Men brødkrummer selvfølgelig," svarede Justin. "Der er da ikke brødkrummer i skoven." "Jamen, de spiser ikke brødkrummer i skoven om vinteren. De kommer ind til husene. Vi lægger brødkrummer ud på altanen." "Jeg tror, de spiser hyben." "Jamen, det gør de ikke. Hyben er jo stivfrosne om vinteren." "Hvad skal vi tage?" "Brødkrummer!" "Okay!" I fulgte de røde bånd længere ind i skoven. I en busk sad båndet midt i en klase frosne hyben. "Se der! Nogle af bærrene er kun halve. Hvem tror du har spist dem?" "Det ved jeg ikke, men ikke musvitter i hvert fald. Egern måske." "Egern spiser nødder." "Ikke kun nødder. Så ville de aldrig blive mætte." "Åh, jeg glæder mig til en ristet pølse!" "Hmmm. Hvor mange har du?" "Fire! Og du?" "VENT!" Et råb overdøvede Justins svar. "SÅ VENT DOG!" Alex, Oliver og Emil kom forpustet løbende bag jer. "Hvad skriger i sådan for? Vi er ikke døve?" Sagde Justin uden at standse. "Jamen, det er vi. Det knaser så højt, når i går," sagde Alex "hvor mange pølser var det, i havde? Jeg kunne ikke høre det?" "Hvorfor det?" "Hvor mange, spurgte jeg." Alex og Oliver gik rundt om jer og stod nu foran jer på stien. I kunne ikke komme videre og heller ikke vende om. I var omringet. Justin kiggede på dig, og du prøvede at finde støtte i Justins nøddebrune øjne. Alex gik hen til dig nussede dig lidt i håret og bevægede sine fingre længere og længere ned det begyndte at blive ubehageligt. "Det må jeg sige Justin, det er en god scoring!" Du kiggede stadig ind i Justins øjne. hvad gør vi? Men i turde ikke sige noget til hinanden. "Fire," svarede du. "Fem" hviskede Justin. "Skidegodt. Det er ni i alt. Tre til hver. Hit med dem." "Hvad?" "Hit med pølserne, sagde jeg." "Hvad så med os vi har ikke fået noget siden imorges og der går 4 timer inden vi for noget så?" "Hvem os? Emil, tag pølserne." "Lad være," skreg du. Justin så bister ud, men sagde ikkenoget, før Emil begyndte at hale i hans rygsæk. "Hold op med det!" "Tag det roligt! Vi skal bare have pølserne og din pige." "Der er min pige og mine pølser!" Justins synsvinkel "Kan du bevise det?" Alex grinede triumferende og kastede pakken op i luften som en bold. "Har du sat mærke på dem måske? Står der JB nogen steder? Eller har tøsen der måske halsbånd på eller står der også JB et sted på hende?" Alex havde selvfølgelig ret. Du kunne ikke bevise hvis kæreste det var eller hvis pølser det var. Mrs. Wres ville aldrig tro på dig, hvis du sagde det. "Kan vi ikke dele," hviskede du. "I kan få én hver. Eller to hver." Tilbage til Emilys (din) synsvinkel Alex så pludselig ud som én, der er med i en detektivfilm i fjernsynet. Hvilket mindede dig om dengang du så det afsnit af CSI hvor Justin var med. Alex' øjne blev smalle, han tog nogle skridt hen mod dig og flåede din rygsæk af. "Pas dig selv. Vi tager, hvad vi vil have." "Det et ligesom lidt svært at passe mig selv når din ven af en hund holdet fast i mig!" Vrissede du. "Tøser behøver ikke så meget at spise" peb Emil. "Nemlig," sagde Oliver. "Tøser skal spise så lidt som muligt. Senere i livet vil du takke os, fordi du slap for at proppe de pølser i halsen." Justins synsvinkel Du blev stående på stien. Du så frem for dig, men du så ikke noget. "Ved du hvad," sagde du til dig selv til sidst. "Jeg siger det til mrs. Wres. Måske tror hun på, hvad jeg siger. For en gangs skyld. Hvis jeg siger det, som det er." Du spekulerede, mens du begyndte at gå. Ville du selv tro på det, hvis nogen kom og fortalte det, der lige var sket: 'vi gik i skoven, og så kom der tre drenge og sagde at de ville have vores pølser og Emily. Og så tog de dem og Emily' Det lød jo skørt. Sådan noget skete ikke. Men det var sket. Lige før. "De er så smadderstærke," sukkede du. "Meget stærkere end mig." "Halløj der," råbte en glad stemme. "Hvor er du på vej hen?" Mrs. Alexandra, som var klasselærer i den anden klasse, stod foran dig og så forbavset ud. "Hvorfor er du her?" Spurgte du. "Du sad jo på den første post." Mrs. Alexandra lo. "Det her er den første post. Musvitten. 'Hvad lever musvitten af om vinteren?' Har du glemt det?" "Jeg troede, at jeg... at jeg snart var fremme," mumlede du usikkert. "Jeg ville bare..." Og så brød du af, rødmede og kiggede rundt. "Jeg er vist gået den forkerte vej." Mrs. Alexandra tog sedlen med spørgsmålet om musvitten ned fra træet. "Så var det vel nok heldigt, at jeg var her endnu! Trænger du ikke til en ristet pølse? Det gør jeg. Kom, vi skynder os." Mrs. Alexandra snakkede om vejret og om sneen, som kom og gik, og om musvitter og bål og den nye parkour bane i skolegården og om den nye ordning i kantinen og meget andet. Du behøvede kun at nikke en gang i imellem. Selv om du havde villet, havde du ikke kunnet nå at fortælle, hvad der var sket. Du nåede helller ikke at spørge om hun havde set Emily, du vidste heller ikke hvad du skulle sige når du kom tilbage alene med en lærer og uden Emily. "Jeg siger det, som det er," sagde du, da mrs. Alexandra var gået lidt væk fra dig. "Det tør jeg ikke," sagde du, for du så Alex og Oliver stod henne ved siden af mrs. Wres og holdt hver sin pølsepind ind over ilden. "Så bliver de smaddersure! Gad vide hvor Emily er! Hun er nok sammen med Emil. "Der er ingen, der er sure på dig," forsikrede mrs. Wres og lukkede dig ind i kredsen rundt om bålet. Du opdagede Emily stå ved siden af Emil. "Hvorfor kommer du så sent?" "Jeg kom til at gå den forkerte vej, og så ..." "Jeg vil godt lige sige at vi fandt Emily gå forvirret rundt i skoven og at hun var blevet forladt af Justin." "Tøser er ikke en skid værd," sagde Alfredo. "De burde ikke have lov at gå løs i skoven." "Nej ikke alene, folk burde passe på dem ligesom vi gjorde med Emily." Sagde Alex. Da kunne du ikke holde dig længere: "hvad så med dem, der går og stjæler pølser og kidnapper piger, hvad? Skal de have lov at gå løs?" Alex kiggede overlegent på dig og tog en bid af den øverste pølse på sin pind. Han rystede på hovedet og sagde nærmest bedrøvet: "han er lidt til en side. Det er vel nok synd for ham." "Hit med pølserne og Emily!" Justin rakte lynhurtigt armen ud efter pinden, men Alex svingede den lige så hurtigt til side. "Hvad er det, du gør! Mrs. Wres, sig noget til ham!" "Hvor er du irriterende!" Hylede Philip. Emil tog med vilje Emily op på skødet og rykkede tættere på dig. Han viskede noget i øret på hende. Hun kyssede ham, han kunne se det udviklede sig til et snav. Nogle af de andre drenge fløjtede. "Hvor er hun fræk!" Sagde Emil og kiggede på dig. "Jeg forstår godt at du er glad for hende bare ærgerligt jeg kommer til at tage hende fra dig. Tilbage til Emilys (din) synsvinkel Emil havde hvisket at hvis du ikke kyssede ham ville det blive værst for Justin. Du var så forvirret hvorfor skulle Emil også være så lækker. "Her har vi stået og knoklet med vores forhold og så skal du komme her og sige at Emily er din kæreste. Justin gik over til dig og greb fat i dig og fik dig fri fra Emils greb. "Så kommer du bare også taget hende." Du fik det pludselig dårligt. Du så på mrs. Wres og opdagede, at hun ikke engang var interesseret. "Hold nu op med at skændes," sagde hun bare. "Justin, det er ikke pænt at beskylde andre for kidnapning og for at stjæle." "Hvad nu, hvis det er sandt!" Sagde Justin trodsigt. "Selvfølgelig er det ikke sandt. Hvorfor skulle drengene sagde jeres pølser og kidnappe Emily? I er jo klassekammerater og gode venner! For resten har i jo alle sammen jeres egne pølser med." "Ikke os," sagde Justin vredt "Jamen, søde venner! Har i glemt dem! Også Emily? I er da et par værre sjuskehoveder, men vent, jeg har selv taget tre med. Vi kan dele! Løb ud og find jer hver en pind!" "Jeg vil ikke have nogen pølse," sagde Justin. "Ellers mange tak." "Jeg er heller ikke sulten," sagde du. "Er i helt sikre på det?" Spurgte mrs. Wres. "Må jeg så ikke få en?!" Hylede Emil op, og mrs. Wres nikkede. "Selvfølgelig må du det. Værsgo." Ja, tænker du og krummer dig sammen til en kugle i sengen. Det var sådan hun sagde: 'værsgo' og gav Emil en pølse til. Hun stoler på drengene bare ikke Justin og da slet ikke pigerne. Du ser mrs. Wres smukke, glade ansigt for dig og husker hendes bløde arme, når hun giver jer et knus til farvel, selv om de er store. Det er skønt. Og hun lugter så dejligt, selv ude i skoven. Men du vil aldrig mere have et knus af mrs. Wres. Aldrig! Justins synsvinkel Du kunne stadig ikke fatte at Emily havde kysset med Emil. Hvad havde han som du ikke havde? Du var så sur på Emily! Du kiggede på det billede du havde af hende stående på dit natbord, hendes flagrende hår hendes smukke brune øjne hendes smukke ansigt, der bredte sig i et stort smil. Du husker hendes læber mod dine, ingen havde nogensinde fået dig til at føle det samme som du føler hver gang du kysser hende. Du havde håbet jeres forhold ville holde for evigt, men sådan skulle det åbenbart ikke være, i havde ikke direkte slået op, men du var ret sikker på det var ovre. Hun er så skøn. Og sød! Hun har altid så flot tøj på og så dufter hun så dejlig du har aldrig lugtet sved på hendes krop, hun var så fantastisk! Hver gang du var i nærheden af hende kom der en helt speciel følelse. Tanken om at set var slut knuste dig hjerte helt. Men du ville aldrig kysse hende igen. Aldrig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...