He is the only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
305Visninger
AA

6. Ring nu Justin

"Emily" udbryder Camilla din kusine, som har overnattet ved dig og sætter sig på sengekanten. "Din pude er jo helt våd! Har du grædt?" Har du grædt? Har du sovet? Er det aften? Eller morgen? Du ligger så stille, du overhovedet kan, og håber, at Camilla tror, du sover. Camilla bliver siddende lidt, stryger dig forsigtigt over håret, men siger ikke mere. Så rejser hun sig, trisser stilfærdigt hen over gulvet og lukker døren efter sig. Du ser på uret. Om fem minutter får de fri, og det tager Justin højst ti minutter at gå hjem. Han ringer selvfølgelig med det samme, og så vil Camilla sige, at du sover. Men du må tale med Justin og forklare hvad der skete. Altså bliver du nødt til at vise Camilla, at du er vågen. Du må gøre det allersenest om et kvarter. Hvis du er heldig, sidder Camilla og arbejder på det tidspunkt og stiller ingen spørgsmål. Så heldig er du ikke. Camilla sidder ganske vist med nogle papirer foran sig, men hun sidder i køkkenet og holder op med at læse, så snart du viser dig. Hun tager brillerne af og spørger, om du vil have te. Mens hun laver te, stiller hun spørgsmål, netop de spørgsmål som du ikke kan svare på. "Kan du huske da jeg kom om på din skole forrige mandag?" Dumt spørgsmål. Selvfølgelig kan du huske det, selv om du ikke så hende havde hun nævnt det før. Hun var kommet og mrs. Wres havde snakket med hende. En samtale som var meget mærkelig. Hun havde sagt det var vigtigt og at det var om din klasse. "Hvorfor det" spørger du. "Fordi mrs. Wres den dag var meget vred på jer elever. Fordi der aldrig er ro i klassen." "Jeg snakker aldrig i timerne. Det gør Justin heller ikke." "Hun sagde, at alle de familie medlemmer måtte holde deres i dette tilfælde kusiner i ørerne og sørge for, at de ikke snakkede så meget i timerne." "Og hvad så?" "Jeg spekulerer bare på, om det er det, der kan være grunden til, at du har det så skidt nu? Fordi der er så meget uro i klassen? Hvem er det der larmer mest?" "Det ved jeg ikke." Camilla sætter tekrus og en dåse kiks frem. Du ryster på hovedet til kiksene, men rører rundt i teen med teskeen. "Er det pigerne eller drengene, der snakker mest? Du og Sofie kan jo godt være et par fnisehoveder. Jeg ville ikke kunne holde til at være lærer ret længe, så jeg kan egentlig godt forstå mrs. Wres. Selv om hun virkede lidt ynkelig da vi havde den lille samtale. Ja, ynkelig, det var det, hun var." "Mrs. Wres er enormt sød." Du forstår ikke selv, hvorfor du siger det. Du er jo rasende på mrs. Wres! Men Camilla må ikke tale dårligt om hende. Camilla ved ingenting om skolen. Hvorfor skal hun altid blande sig i alting, når hun alligevel ingenting forstår. Justins synsvinkel. Der var en god grund til at hun kyssede ham , tænker du. Hun ville aldrig gøre der for at gøre dig ked af det. Du forstår ikke hvad der sker indeni dig på den ene side har du vildt lyst til at ringe til hende på den anden side har du ikke lyst til at tale med hende nogensinde igen. Tilbage til Emily(din) synsvinkel Du tager en lille slurk te og synes, at tiden står stille. Søde Justin, ring nu! Telegraferer du i tankerne og bliver ikke overrasket, da telefonen i det samme ringer. "Jeg tager den," råber du og springer op fra stolen. Desværre er det ikke Justin, men Ingrid som står i en telefonboks inde i byen og har frygteligt travlt. "Hej, lillesøster, hvordan har du det?" Skratter Ingrids lyse stemme i dit øre. Den venter imidlertid ikke på svar, men kværner straks løs igen: "jeg skal spørge mor, om hun kan hente Henrii i børnehaven, og hun er ikke på sit arbejde, og nu har jeg ikke flere enkroner. Ved du, hvor hun er?" Pludselig ser du din mor komme op i stuen nede fra kælderen "er du her mor!?" "Ja Camilla inviterede mig indenfor mens du sov jeg har været nede at træne neden under. Du rækker telefonrøret ud i strakt arm:"skynd dig! Det er Ingrid, hun har travlt. Jeg går i seng, men jeg sover ikke, hvis Justin ringer." "Pff Justin" griner Camilla. "Er han ikke lidt sær?" "Justin er ikke sær!" Siger du og går så op på dit soveværelse. Du var vred på Justin og vred på Camilla, fordi Camilla er vred på Justin. Det giver ingen mening, men sådan føles det. Det er din kæreste ikke Camillas. Camilla må ikke være vred på ham, det er kun dig, der har lov til det. Du sætter dig på sengen og for øje på plastret på knæet. Det som skolesygeplejersken satte på i forgårs. Som gjorde, at du kom for sent, og at mrs. Wres blev vred på dig . Oven i at Justin også var vred på dig. Du river plastret af. Såret er lidt gult nu, og det gør ondt, når du trykker på det. Det gjorde. Også ondt, da du fik det, fordi Oliver puffede til dig så du snublede over en isklump, som ikke havde nået at smelte væk i regnen. Oliver grinede, da du begyndte at græde! Han gav dig oven i købet et hårdt puf til, inden han begyndte at jagte en af de andre drenge der var på vej over til ham. Hver gang han løb forbi, råbte han: 'tudetøs' og ikke en eneste lærer var at se i skolegården. Ikke fordi de havde kunnet hjælpe, for knæet gjorde allerede ondt, og det var ulækkert, da blodet begyndte at løbe ned af benet. Oliver havde hvisket hurtigt til mig. "Næste gang gør jeg det selv med en kniv pus" Skolesygeplejersken havde vasket og tørret såret og sat plaster på og havde kigget i en journal for at se om du var vaccineret mod stivkrampe. Det tog tid, og halvdelen af timen var gået, da du endelig kom tilbage til klasseværelset. Da sad mrs. Wres ved siden af Alfredo og trøstede ham over et eller andet. "Han er fuldkommen skør," hvæsede Ryan, "men han er da ved at falde til ro nu." Da Alfredo til sidst sad alene med regnebogen slået op foran sig, begyndte Alex at rulle kladdepapir til små hårde kugle, som han kastede rundt i klassen. Han skrev noget på en seddel og kastede den hen til dig. Du læste den. /det godt klaret smukke bare fortsæt med at gøre ham sur, du vil jo gerne have lidt af alle drenge din frækkert! Din skat./ Føj du var ved at brække dig med du blev nødt til at adlyde ham. Han fortsatte med af kyle kuglerne rundt i klassen. Nogle ramte hvor de skulle: i pigernes nakker. Én ramte uret over døren, og én blev grebet af mrs. Wres' højre hånd. Man kan inde tænke i den larm," sukkede du, og netop i det øjeblik gik mrs. Wres forbi dit bord. "Hvis du ikke var kommet for sent, og hvis du lod være med at snakke med Sofie, ville her ikke være så meget larm. Og du skulle også gøre dig mere umage med din regning. Se der! 24 minus 13! Det er da ikke 4! Om igen!" Mrs. Wres var irriteret, og du kunne mærke at gråden var på vej, du kunne ikke koncentrere dig på grund af at kysset havde virket rigtigt men hvad så med Justin.? Men du kunne ikke græde i klassen. Du synker en klump, rejser dig fra sengen og går ned til køkkenet for at se om du har flere plastre. "hvad leder du efter skat?" "Et plaster!" Mor kigger op fra avisen og for øje på såret. "Jamen, søde lille ven, hvad er det dog for noget?" "Et sår, kan du vel se!" Mor undersøger såret og trykker og klemmer på det. "Der ser ud til at være gået betændelse i det. Vi bliver nødt til at vaske det. Kom. Hvornår er det sket? Hvorfor har du ikke sagt det? Man skal være forsigtig med sådan nogle hudafskrabninger. Hvordan er det sket?" "Jeg faldt." "Faldt du? Hvor?" "I skolegården." Bare sådan uden videre?" "Jah. Det er der vel ikke noget mærkeligt i." "Var du oppe at slås?" "Ih, hvor du spørger." "Jamen, jeg vil vide det." "hvorfor det?" Det er vel ikke så mærkeligt, at en mor gerne vil vide, hvordan hendes barn er kommet til skade. "Jeg er ikke noget barn! Av! Behøver du vaske så hårdt!" Mor bader såret med vat og sætter et nyt, stort plaster på. "Hvordan går det med hovedet nu?" Spørger hun og stryger dig over kinden. "Camilla sagde, at du havde ondt i hovedet. Gad vide, hvad det egentlig er for en slags influenza, du har fået. Det føles ikke, som om du har feber." Mor ser så bekymret ud, at du bilder dig ind at det virkelig gør ondt i dit hoved. "Det gør mest ondt her," forklarer du og trykker dig på højre side af panden. "Det dunker." "Hmmm," siger mor. "Hvis det ikke er bedre i morgen, må vi ringe til lægen." Ringe til lægen? Han opdager det med det samme. Man kan ikke narre en læge. "Det er måske en lille smule bedre end før," forsøger du. "Men der er ikke helt godt endnu." Du føler dig tung i hele kroppen. Du orker ingenting. Ikke engang at tænke. Hvordan skal du bære dig ad med at slippe for at gå i skole mere? Hvis bare Justin ville ringe, så havde du nogen at snakke med. "Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad det er, du går og tænker på." Siger mor. "Jeg kan slet ikke kende dig." "Jeg må vist hellere gå op og lægge mig lidt igen," beslutter du og går op mod dit værelse. "Tak for plaster og tak for te Camilla." "Nej, helt ærligt," udbryder mor, "man kan slet ikke snakke med dig i dag."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...