He is the only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
306Visninger
AA

9. Forandring

I gemmer jer bag gymnastiksalen, og mens i sidder på hug, kan i pludselig ikke lade være med at grine. Du er den første. Du kan mærke hvordan din mave spænder, og du kan næsten ikke få luft, du holder dig for munden men du griner så meget at tårnene løber ned af dine kinder. Dine øjne møder Justins som og griner. Og så må Justin også holde sig for munden. Hans smukke brune øjne møder dine. Latteren holder ikke op mens du rykker tættere på Justin du kysser ham, kysset varer længe intil i hører en hvinende lyd bag jer efterfulgt af et smæk, virkelig højt. Du ser dig om. Hvad var det? Du kryber tæt ind til Justin og i rykker ind til hjørnet, og kigger frem, men fortryder strakts. "Emil og Alex!" De mumler. "Kan du høre hvad de siger?!" Hvisker du åndeløst, og Justin nikker og hvisker: "Hvor er de henne jeg så dem jo sidde og snave lige før?" "Justin! Jeg tror de taler om os!" I sætter jer på hug tæt ved hjørnet, men stadig sådan de ikke kan se jer, i kan nu begge høre hvad de siger. "Justin er virkelig lækker og en fantastisk kæreste! Vi var kærester i lang tid, men jeg droppede ham men nu vil jeg have ham tilbage" "jeg troede han var sammen med Emily?" "Det er han, men ikke så meget længere." "Det er Selena!" Opdager Justin. "Jeg fatter ikke en lyd. Hun slog jo op med mig." "Og Marie!" Kan du høre. "Men ikke så meget længere? Hvorfor siger hun det?" Klokken ringer for anden gang, men i tør ikke røre jer. "Hvad skal vi gøre?" "Vent?" Emil og Alex går sejt med deres lave bukser tværs over skolegården. De har ikke travlt og da de omsider når hen til døren går de ind og i kan finde Selena og Marie. De står op af muren og Marie ryger. Selena har shorts på der er så korte at de næsten kunne bruges kom underbukser. "Siden hvornår er du begyndt at ryge?" Spørger Justin, men så opdager han, at Marie græder. "Hvad er der sket?" Selena tager Marie i armen og haler hende med sig. "Skynd dig. Jeg vil ikke komme for sent på min første dag. Så ville mrs. Wres få et dårligt indtryk af mig." "Hvad laver i?" Selena standser midt i skolegården og vender sit vrede ansigt mod Justin. "Hvordan kan du være sammen med sådan en møgsæk?" Selena slipper Marie og går ind. "Hun tvinger mig til det." Hun har virkelig svært ved at fortælle hun må synke inden hun fortsætter. "Det begyndte i går. Jeg var tilbage på skolen for bare at gå rundt lidt da hun kom for at kigge, hun sagde at hvis jeg ikke lod som om jeg var hendes veninde ville hun slå mig, hun slog mig for at vise at hun faktisk tør, se hun gav mig et blåt mærke." Det var stort og lilla. "Hun sagde at hvis jeg modsagde hende ville hun slå mig igen." Marie tørrer tårnene væk med jakkeærmet. "Jeg skal adlyde. Hvad end hun siger." Nu åbner mrs. Wres døren og råber: skynd jer! Det har ringet for længe siden." Marie ser bedende på Justin og dig. "I må ikke sige noget. Jeg vil ikke have hun gør mig noget eller stjæler min kæreste!" Da mrs. Wres spørger, hvorfor i kom så sent, er der ingen af jer der svarer. I kigger ned i gulvet da hun siger at næste gang for i eftersidning. "Sådan burde det da ikke være," siger mrs. Wres og lukker døren til klasseværelset. "Hvorfor ikke?" Svarer Justin, og du gisper næsten af skræk. Men mrs. Wres hører det ikke. Hun lukker et vindue og åbner et skab og opdager, at de ord, hun skrev på tavlen i går, ikke står der mere, og at der ligger en seddel på katederet, hvor der står at halvdelen af klassen skal være nede hos skolesygeplejersken klokken ni til hørekontrol. Alting er med andre ord præcis, som det plejer at være i klasseværelset, men du føler dig ikke ligesom du plejer. Du ved ikke, hvad der er anderledes, bare der er noget der er anderledes. Du tager dine matematikbøger frem og gør nøjagtig som mrs. Wres siger, ligesom du plejer. Men det er ligesom om ... som om alting er ... mere vigtigt end før ... nej ikke vigtigere ... men nyt ... nej ikke nyt, for du gør jo de samme ting ... men nyt på en anden måde ... som om du sidder og kigger på dig selv udefra, mens du åbner bogen og hvisker tal ud og bider i blyanten. Du kigger på dig selv og opdager, at du føler trang til at græde, selvom der ikke er noget at græde over, måske er det på grund af det med Selena. Men det spiller ingen stor rolle. Det er underligt, men det er sådan, det føles. "Kunne du mærke noget særligt?" Spørger du på hjemvejen, men du bliver nødt til at forklare det før Justin forstår, hvad der er du mener. "Det var anderledes i dag. Der var selvfølgelig lige så meget larm og ballade som sædvanligt, men det var også spændende på en måde." "Hmmm," tænker Justin efter. "Det er måske os, der er anderledes." "Det er vi da ikke," indvenderf du. "Det kan man da ikke bare blive sådan lige pludselig." "Jo, det kan man godt." Mener Justin. "Man bliver ældre, og så bliver man anderledes." Du bliver jo også selv 20 år i næste uge, minder du dig selv om. "Mjoh," grubler du, Justin er jo næsten lige blevet 20, men det var før du blev kærester med ham, "det tror jeg ikke på. Så burde det jo føles sådan hver dag. Man bliver jo lidt ældre for hver dag hele livet igennem." "Ja, det er rigtigt," indrømmer Justin. "Men somme tider gør livet et spring. Der kan gå lang tid, hvor man slet ikke mærker en forskel. Men så lige pludselig er man ældre. Forstår meget mere." Måske. Måske ikke. Men noget er forandret. Livet i dag føles ikke som livet i går. I ser hinanden dybt i øjnene og kysser lige inden Justin træder ud af din bil. Men i glemte at snakke om det, som Justin begyndte at sige i går, lige inden mod kom, husker du på vej hjem. Du ringer med det samme, men Justin har travlt. Han skal med et fly til Afghanistan for at holde en koncert hvor han skal blive længere end du havde regnet med, han kommet først hjem om mandagen. "Vi må snakke om det på tirsdag!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...