Changed Thoughts ❋ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
At blive rykket ud af sine trygge rammer og blive flyttet til en ny by, med skole, venner og nye muligheder, er bestemt ikke let. Det oplever Samantha Stonebridge, da hendes fraskilte mor får et nyt arbejde, og trækker hende med til en by ved navn Skydale Falls. Her møder hun Harry; skolens mobbeoffer. På trods af Harrys placering i hierarkiet, opbygger de hurtigt et venskab. Dog opdager hun, at det ikke er let at gå på Skydale High, når de populære typer prøver på at gøre din bedste ven ondt. Men hvad sker der så, når Sam giver Harry muligheden for at bliver populær? Vil det gå som det skal, eller vil det have katastrofale følger? Det bliver en rutsjebanetur fuld af blandede tanker og følelser - spørgsmålet er bare; tør du hoppe med ombord? //Se trailer - måske redigeres resumé.//

78Likes
88Kommentarer
4419Visninger
AA

6. ”Skal vi komme i gang?”


  Jeg kunne ikke modsige, at jeg havde gjort lidt mere ud af mig selv, lige netop denne morgen. Det var ikke meget, men det var noget. Lidt mere voks og gelé hist og her, samt en nystrøget skjorte.

  Det var ikke fordi jeg troede, det ville gøre den store forskel. Jeg kunne bare godt lide at se ordentlig ud, og ikke virke sjusket. Det var en af de ting, der fik mig til at virke kedelig i andres øjne.

  Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene om dagen der var gået. Den var begyndt normalt, fuldkommen ligesom den plejer. Jeg havde selvfølgelig håbet, at Sam ville møde mig henne ved mit skab, men det så ikke ud til det ville ske. Jeg gik ud fra hun var forsinket.

  Da hun i går havde spurgt hvor jeg var blevet af, var det som alting låste inden i mig. Hun havde ledt efter mig – det vil altså sige, hun også lagde mærke til, når jeg var væk. Jeg var ret så sikker på, at mine kinder var blusset op, da hun spurgte om det. Måske var det fordi, jeg ikke ønskede at fortælle hende den egentlige sandhed. Det var for ydmygende at indrømme, det jeg egentlig havde foretaget mig, var at få bank. Det virkede dog ikke som om, at hun havde lagt mærke til noget; men jeg havde også kunne dække mærkerne under mit tøj.

  ”Hvor er din veninde?” lød en klam, hånende stemme, da jeg var på vej til næste time. Jeg så mig over skulderen, og blev mødt af Zayns sorte skikkelse. Hans arme var let krydset over brystet, mens hans følge stod bag ham med selvsikre smil. ”Gad hun dig ikke mere? Hvor synd. Men hun var alligevel for høj en standart i forhold til dig.” Jeg mærkede hvordan grebet om mine bøger strammes mere og mere, samtidig jeg måtte kæmpe for ikke at flytte blikket fra jorden. ”Bare rolig, vi skal nok ordne hende for dig senere. Det er det du gerne vil have, ikke?” Hans hæse stemme grinede, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han mente det han sagde.

  ”Ordne hende” betød som regel, at der ville ske noget slemt med hende. Nogle gange gjorde han det selv – andre gange satte han sine håndlangere til det.

Raseriet skyllede rundt inden i mig, og jeg måtte for alvor kæmpe for, ikke at slynge ud efter ham. Jeg vidste at han prøvede på at pirre mig – hvem vil ikke gerne se nørden gå amok? Det pinte mig så meget, at han havde denne effekt på mig. Den magt skulle han ikke have – og han skulle heller aldrig have fået den.

  ”Du ved vi har gjort det før, og vi ikke er ræd for at gøre det igen. Hvorfor så ikke vække de gamle minder til live? Eller er du for bange? Bange for det der er på spil?” Zayns stemme var iskold, og sendte kuldegysninger gennem min krop. Den isnende følelse i mit hjerte bredte sig, mens erindringerne for forrige episoder genspillede sig i min hjerne. ”Men vi kan da også bare lade hende være? Hvad vores tidligere offer? Er hun et bedre valg?” Jeg ville så gerne svare – så gerne sige ham i mod, og få ham til at holde kæft. Men jeg turde ikke. Min krop var låst, og jeg kunne intet gøre for at få det til at holde op. Før jeg vidste af det, mærkede jeg et heftigt skub på min brystkasse. Jeg mærkede hvordan min ryg ramte den hårde stenmur, samt bøgerne der fløj ud af mine hænder. Jeg hørte deres grin, hånende og kolde. Ømmende lå jeg på gulvet, mens jeg ventede på at deres stemmer blev lavere – så ville de sandsynligvis være gået.

  ”Harry!” En bekymret stemme lød ud fra min øregang, mens jeg sløret og svagt kunne se det blonde hår for mig. Hendes tynde, lange fingre tog fat om mine brilleglas og placerede dem igen der hvor de skulle være. ”Kæft nogle idioter,” mumlede hun tørt, efterfulgt af et koldt blik mod den retning de var gået. ”Er du okay?”

  ”Jeg er vant til det.” Jeg undgik at se på hende, da ordene havde forladt min mund. Fuldt fokuseret prøvede jeg på, at få papirerne og bøgerne op, uden at se på hende. Hun samlede de sidste sammen, og hjalp mig op at stå.

  ”Hvad skete der egentlig? Hvorfor gjorde de det?” Hendes ord var så forsigtige og svage, så man nærmest ikke kunne høre det. Jeg slugte klumpen i min hals.

  ”Kan vi tale om det senere?” hviskede jeg toneløst. Jeg forventede ikke et svar, og var ret ligeglad. Det eneste jeg tænkte på lige nu, var at få skjult mine blanke øjne. Zayns ord havde ramt mig – virkelig, virkelig hårdt. Han vidste lige præcis hvad han skulle sige, for at få mig til at reagere sådan. ”Jeg skal til time,” mumlede jeg uden at se på hende, inden jeg gik min vej, på vej til klasselokalet. Jeg kom sikkert for sent, og jeg glædede mig overhovedet ikke til, at alles blikke skulle stirre på mig, når jeg trådte ind ad døren. Det var altid sjovt at se nørden komme for sent eller få skældud.

 

❋✿❋

 

  Timenerne var ligesom jeg havde forudsagt; forfærdelige. Det var ikke fordi det vi havde om var kedeligt, men på grund af at det var nogle idioter jeg gik i klasse med.

  ”Bare ignorer dem,” fastslog Sam, da jeg fortalte hende om timen. Jeg himlede blot med øjnene, fordi det hun sagde, var fuldkommen umuligt. Hun skulle bare vide hvor svært det var.

  ”Hvad tror du jeg har prøvet på gennem de sidste par år?” sukkede jeg, mens jeg skubbede skolens tunge døre op, så vi kunne komme udenfor. Jeg trak lidt op i min sorte skuldertaske, mens jeg med den anden hånd skærmede for solen, der nærmest brændte hul i min skjorte. ”Det er ikke så let som du får det til at lyde. Du ved ikke hvordan det er.” En underlig grimasse fór hen over hendes ansigt, som havde jeg sagt noget, jeg ikke skulle have sagt. Den forsvandt dog hurtigt, og blev udskiftet med et mere eller mindre neutralt udtryk.

  ”Det kan du da ikke vide om jeg gør.” Hendes blik havde fastlåst sig til stien vi gik på, som ville hun gøre alt for ikke at fange mit blik. Hendes sætning blev hængende i luften, og jeg anede ganske enkelt ikke hvad jeg skulle sige. Havde hun oplevet det samme som jeg gik igennem?

  Vi drejede rundt om hjørnet, og nåede til et kvarter, der var præget af flotte grønne træer, blomster og natur. Huset hun boede i var ikke det største, men stort nok. Det så hyggeligt ud, med den lille forhave, hvor et par rosenbuske var plantet, samt de andre blomster der tittede frem.

  Forsigtigt trådte jeg op på den hyggelige veranda, og betragtede Sam låse den hvide trædør op. ”Undskyld det roder … vi har ikke fået det hele på plads endnu.” Hun smilede skævt til mig, inden hun med et blidt skub åbnede døren, og førte os begge indenfor. Vi blev mødt af den flotte lyse opgang, der var pyntet med de sødeste billeder af hende og hendes familie. Jeg trak på smilebåndet, grundet af de søde billeder der hang på væggene, før jeg tog mit overtøj af.

  Inden længe var vi allerede trådt ind i køkkenet, som var præget af hvide og sorte farver. ”Er du sulten?” spurgte hun, med hovedet dybt begravet i det overfyldte køleskab. Hun fik rodet sig frem til et par ting, og afventede stadig et svar fra min side af.

  ”Ehm …” Jeg kørte en slap hånd gennem de gelléfyldte krøller. ”Lidt måske.” Man kunne tydeligt høre hende nynne, som hun stod der og kiggede i køleskabet, efter ting vi kunne spise. Den lille melodi hun nynnede virkede velkendt og sød, en som hun sikkert havde hørt i radioen.

  ”Vil du ikke finde et sted at side? Så skal jeg nok lave lidt snacks til os eller noget.” Et smil stod smukt på de fyldige læber hun havde, og med et hurtigt nik fik jeg hurtigt fundet frem til en plads. Lidt efter lidt begyndte jeg at finde de ting frem, som vi skulle bruge.

  Samantha kom et stykke tid efter med vores snacks, og var ikke længe om at sætte sig ved siden af mig. ”Nååååh, finder du ud af noget?” sagde hun kækt, før hun så småt startede med at finde computer og noter frem.

  ”Med hensyn til projektet?” Hun nikkede, inden hun tændte sin computer. En Macbook, tydeligvis. Jeg kan overhovedet ikke huske hvor lang tid det er siden, jeg begyndte at ønske mig sådan én … ”Altså, jeg synes vi skal tage noget om middelalderen. Det er der nok ikke mange der skriver om,” forklarede jeg overfor hende, og rodede lidt i de papirer, der skulle vise sig at være mine noter fra timen.

  ”God idé!” udbrød hun, som om hun virkelig syntes, at det var en fantastisk idé.

  ”Mener du det?” tog jeg mig selv i at spørge, med et noget forvirret udtryk. Der havde aldrig været nogen, der var specielt begejstret for det jeg havde at sige – så det at hun nu var så glad over idéerne, gjorde mig en smule forlegen.

  ”Selvfølgelig? Hvis du ikke havde forslået det, havde jeg selv gjort det.” Hun tastede et par ting ned på sin Mac, og så enormt koncentreret ud. ”Jeg elsker den tid. Det er så spændende at læse om, fordi der netop er så mange myter og historier. Og mange af dem er sikkert ikke engang fortalt endnu.” Et smil havde bredt sig ud på hendes flotte ansigt, mens hun drømmende så ud i luften.

  Efter en del snakken frem og tilbage om årstal og et præcist emne, fik jeg mig endelig taget mig sammen til at få sagt de fem enkle ord. ”Skal vi komme i gang?”

Det ser ud til, at Sam & Harry er ved at blive fine venner! Men hvad tror I det med Zayn handlede om?

Jeg vil gerne undskylde for, at jeg ikke har opdateret i hvad, en måned? Der har bare været så meget omkring konfirmation, mangel på inspiration og en masse andre ting. Jeg lover at opdatere oftere!

Hvad synes I i øvrigt om skrifttypen? Er den god, eller vil I hellere have standarden?

Tusind tak fordi I stadig følger med, på trods af min dovenskab. Elsker jer!

Christina xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...