Changed Thoughts ❋ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
At blive rykket ud af sine trygge rammer og blive flyttet til en ny by, med skole, venner og nye muligheder, er bestemt ikke let. Det oplever Samantha Stonebridge, da hendes fraskilte mor får et nyt arbejde, og trækker hende med til en by ved navn Skydale Falls. Her møder hun Harry; skolens mobbeoffer. På trods af Harrys placering i hierarkiet, opbygger de hurtigt et venskab. Dog opdager hun, at det ikke er let at gå på Skydale High, når de populære typer prøver på at gøre din bedste ven ondt. Men hvad sker der så, når Sam giver Harry muligheden for at bliver populær? Vil det gå som det skal, eller vil det have katastrofale følger? Det bliver en rutsjebanetur fuld af blandede tanker og følelser - spørgsmålet er bare; tør du hoppe med ombord? //Se trailer - måske redigeres resumé.//

78Likes
88Kommentarer
4424Visninger
AA

5. "Hvad skal du imorgen?"


  På trods af mine få dage her på Skydale Highschool, syntes jeg selv, jeg havde fået et godt indblik i hvordan det hele fungerede. Jeg havde også lært, det var langt mere opdelt end på min gamle skole i London – tro det eller ej.

  Jeg mærkede nogle iskolde, stirrende øjne i nakken. Forsigtigt kastede jeg et blik bagud, og så en gruppe af de populære piger give mig elevatorblikket. Det gjorde mig rimelig utilpas, da jeg var sikker på, at de i dette øjeblik, var i gang med at bedømme mig. Om jeg nu var acceptabel, eller bare endnu en taber til samlingen. En mørkhåret pige, med lange krøller, kiggede overlegent på mig, og gav et lavmeldt fnys fra sig. Det var ikke svært at regne ud hvem det var. Megan Sharon, hende Harry havde advaret mig i mod. Jeg himlede øjne ad hende, og gik uforstyrret hen ad gangen.

  Det var ikke svært at finde Harry. Han opholdt sig som sædvanlig hos skabene, altid på dette tidspunkt af morgenen. Harry rodede ubemærket i sit skab, sandsynligvis for at finde bøgerne til sin time. Jeg kørte en slap hånd igennem mine blonde krøller, fandt et smil frem og gik så en smule hurtigere hen mod skabene. Han havde stadig ikke opdaget mig, hvilket jeg fandt enormt morsomt. Det var som om han befandt sig i en drømmeverden. Afslappet lænede jeg mig op ad de mørkeblå skabe, mens jeg studerede ham. ”Hvad så?” hilste jeg med et grin, da det gav et lille sæt i ham. Irriteret så han på mig, men skiftede straks attituden ud med et sødt, genert smil. Jeg bemærkede smilehullerne, der befandt sig i siderne om det svage smil han sendte. Det venstre var en smule mere tydeligt end det højre, hvilket fik det til at se meget sødere ud.

  ”Hej …” mumlede han stille tilbage, mens han fik trukket de sidste bøger ud af skabet. Tilfældigvis var vores skabe ikke specielt langt fra hinanden, så vi kunne let snakke i mens vi fandt vores bøger.

  ”Hvad skal du have nu?” Jeg ville sådan ønske, at vi havde de samme timer. Det var meget lettere, at have timer med én man snakkede med. Selv kendte jeg jo ikke specielt mange mennesker her på skolen, så det pirrede mig grænseløst.

  ”Øhm … matematik?” Han glippede hurtigt med øjnene, inden han lod dem flakke nervøst rundt på gangen. Jeg kunne se ud ad øjenkrogen, at han kiggede på det gigantiske ur der hang på væggen. Viserne tikkede langsomt hen mod ringetid, og hans øjne fulgte hvert eneste tik.

  ”Jeg skal have geografi,” konstaterede jeg med en rullen med øjnene.

  ”Du er ikke så glad for skolen, hva’?” Igen smilede han, så smilehullerne blev tydelige. Det smittede selvfølgelig af på mig selv, så jeg ikke kunne undgå at blotte mit eget tandsæt.

  ”Jeg kan godt lide skolen,” påpegede jeg overfor ham, så han ikke skulle tro, jeg allerede var fuldkommen skoletræt. Harry hævede sit ene øjenbryn, så det fik hans smil til at se en smule skævere ud, end det allerede var. ”Jeg bryder mig bare ikke så meget om fagene.” Jeg grinede lavt, da klokken ringede og eleverne begyndte at strømme til på gangen. ”Vi ses senere, ikke?”

 

❋✿❋

 

  Af alle mennesker jeg kunne gå i geografiklasse med, så gik det mest irriterende menneske i den klasse – cheerleaderen Megan Sharon. Hun havde ikke lavet andet hele timen, end at sidde sammen med sit slæng, mens de kritiserede folk på skolen. Megans blik havde især været fastlåst på mig, mens hun hviskede fnisende med sine veninder. Jeg kunne ikke være mere indebrændt. Det var fuldkommen umuligt at koncentrere sig bare en smule, når du vidste, at et bundt flabede piger sad og snakkede nedladende om dig.

  Jeg havde næsten ikke set Harry hele dagen, bortset fra i morges og få nogle glimt. Når jeg endelig fik øje på ham, og prøvede at vinke ham over, var det som om han bare ignorerede det, og skyndte sig videre. Gang på gang endte jeg med et undrende udtryk, og tanken om, hvad han mon havde så travlt med. Hvordan skulle jeg nogensinde komme igennem dagen, uden ham ved min side?

  Det jeg havde frygtet mest, var helt klart den lange frokostpause. Heller ikke der dukkede han op, så jeg var tvunget til at sidde alene. Jeg havde siddet og stukket til min mad i evigheder, mens jeg spekulerede hvor han mon kunne være. Han undgik mig vel ikke? Havde jeg sagt noget forkert i morges? Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, selvom det egentlig ikke burde betyde det store. Jeg himlede øjne af mig selv. Og hvad så hvis han ikke kom til frokost én gang? Det var jo ikke noget han skulle. Jeg ventede lidt længere, men da det ikke så ud til at han kom, rejste jeg mig op for at finde toiletterne. Det tog ikke lang tid at finde dem, så det var jo godt nok.

  Da jeg trådte ind i rummet, var der allerede en del piger. Gæt hvem? Megan og hendes klike. Hvor var jeg heldig. Uforstyrret gik jeg hen mod det kæmpe spejl, der hang på væggen, og begyndte at rode efter min lipgloss i tasken. Jeg fandt den lyserøde, velduftende lipgloss, og lagde hurtigt et lag hen over mine læber. Med den ene hånd rodede jeg op i mit hår, så det sad rigtigt, og skulle netop til at vende om, inden en stemme nævnte mit navn.

  ”Er du ikke Samantha?” Forbløffet vendte jeg mig om, og mødte den selvsikre brunette, med sit slæng ved sin side. Hendes store, nøddebrune øjne stirrede ind i mine, så det næsten virkede som om, at hun kunne læse mine tanker.

  ”Jo …” Lettere forvirret så jeg på hende, mens et flabet smil spillede på hendes læber. ”Hvorfor?” Der gik en del tid inden hun svarede, og stilheden var dræbende. Det så ud til de fandt mit spørgsmål morsomt, da de slog en høj, hånende latter op.

  ”Du hænger ud med ham nørden, ikke?”

  ”Han har altså et navn,” informerede jeg hende spydigt, samtidig med jeg knyttede næverne. Hun himlede blot øjne af mig, som om jeg var komplet ligegyldig. Jeg så hvordan hun kastede et sigende blik hen over sin skulder, til sine håndlangere af nogle veninder.

  ”Jeg vil råde dig til at holde dig væk fra ham,” advarede Megan, med sådan et falsk smil, at det kunne give opkastninger. Hun kastede det lange, brune hår hen over skulderen, mens hun ventede på jeg skulle svare hende. Hun lænede sig selvglad op ad vasken, for at signalere hun ejede det hele.

  Med armene over kors, så jeg på hende. ”Hvor vil du hen med det her?” Vores øjne mødtes endnu engang, denne gang i nådesløs had.

  ”Hør, det er bare et godt råd, som jeg synes du skal følge. Ellers bliver det værst for dig selv.” Hendes skarpe blik gav mig kuldegysninger, mens jeg mærkede uroen stige. Hvad var det hun mente?

  ”Jeg vælger selv mine venner, tak.”

  ”Du kan ikke sige, jeg ikke advarede dig. For tro mig, han bringer kun problemer med sig.” Hun sendte mig et sidste, nedladende smil, inden hun gik sammen med sin klike. Med vilje gik hun ind i min skulder på vejen ud, og det provokerede mig mere end nogensinde. Hvad bildte hun sig ind?

  Irriteret stod jeg på badeværelset med en klam og rasende følelse indeni. Jeg havde kun snakket med hende én gang, men jeg hadede hende alligevel mere end noget andet. Det skulle nok blive et interessant skoleår.

  Selvom de sidste timer hurtigt blev afsluttet, forsvandt den klamme, irriterende følelse Megan havde efterladt mig overhovedet ikke. Tvært i mod var den kun blevet værre. Det var dog kun indtil, at jeg fandt Harry udenfor, da jeg var på vej hjem. ”Hvad så?” sagde jeg til ham, da jeg endelig nåede frem. ”Hvor har du været? Jeg har prøvet at finde dig hele dagen.” Det var faktisk ikke helt løgn – det havde jeg. Han var bare forsvundet gang på gang.

  ”Jeg … øh … skulle bare ordne noget,” mumlede han undvigende, som om han ikke ville tale mere om emnet. Et grin forlod mine læber, i takt med den ulækre følelse fuldstændig forsvandt. Jeg bed mig tænkende i læben, mens jeg undersøgende så på ham.

  ”Hvad skal du i morgen?”

  ”Ikke noget, tror jeg…” Et nervøst udtryk dannede sig i hans ansigt, hvorefter hans blik flakkede frem og tilbage. Jeg trak endnu engang på smilebåndet, før jeg fangede hans blik. Sådan var det i flere sekunder, indtil jeg endelig fik sagt det jeg skulle sige.

  ”Vil du så med hjem til mig? Så kan vi arbejde på projektopgaven.” Han så overrasket på mig, og måtte i flere sekunder overveje sit svar. Jeg kunne ikke lade være med at grine lavt for mig selv, mens jeg ventede på hans endelige svar.

  ”Det … det lyder godt.”

 ” Så … ses vi i morgen?” Langsomt var jeg begyndt at gå bagud, men havde ikke brudt øjenkontakten med Harry.

  ”Ja …”

  ”Fedt.” Jeg vendte helt om, og kunne slet ikke tørre smilet af mit ansigt. Det var som om, at alt var ved at falde på plads. Jeg var sikker på, at Harry og jeg nok skulle blive fine venner hen ad vejen. Hvorimod Megan og jeg nok ikke ligefrem ville blive hjerteveninder. Hændelserne fra badeværelset sad stadig godt fast i mit hoved, samt hendes advarsler, og jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvad hun mon mente med dem. Var der egentlig en grund til, at han var så hadet her på skolen?

Hej alle sammen! Undskyld jeg ikke har opdateret, og at kapitlet egentlig skulle være kommet i går. Det var overhovedet ikke meningen, men har bare ikke haft tid!

Håber I kan lide den, og stadig følger med.

PS: OMFG OVER 100 FAVORITLISTER?! DET ER JO SYGT!

ELSKER JER SÅ MEGET!

- Christina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...