Changed Thoughts ❋ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
At blive rykket ud af sine trygge rammer og blive flyttet til en ny by, med skole, venner og nye muligheder, er bestemt ikke let. Det oplever Samantha Stonebridge, da hendes fraskilte mor får et nyt arbejde, og trækker hende med til en by ved navn Skydale Falls. Her møder hun Harry; skolens mobbeoffer. På trods af Harrys placering i hierarkiet, opbygger de hurtigt et venskab. Dog opdager hun, at det ikke er let at gå på Skydale High, når de populære typer prøver på at gøre din bedste ven ondt. Men hvad sker der så, når Sam giver Harry muligheden for at bliver populær? Vil det gå som det skal, eller vil det have katastrofale følger? Det bliver en rutsjebanetur fuld af blandede tanker og følelser - spørgsmålet er bare; tør du hoppe med ombord? //Se trailer - måske redigeres resumé.//

78Likes
88Kommentarer
4424Visninger
AA

3. ”Er du okay?”


  Min hjerne kørte på højtryk, da jeg langsomt nærmede mig skolen. Mine øjne kiggede nervøst rundt, og så på alle de elever der langsomt dukkede op, ligesom mig selv. I dag ville være min første dag på Skydale High, og jeg håbede sådan, jeg kunne gøre et godt indtryk. Selvom jeg langt fra havde været enig i min mors beslutning om at flytte fra London, havde jeg besluttet mig for at tage det hele med et smil; i hvert fald da jeg tænkte det igennem en ekstra gang.

  Da jeg endelig trådte indenfor på den overraskende store skole, sørgede jeg for ikke at kigge på nogle. Mine øjne var stift rettet mod gulvet, og mit greb strammede sig om min skuldertaske. Dog blev jeg nødt til at se op, fordi jeg skulle finde kontoret. Mit blik flakkede nervøst rundt på gangen, i min søgen efter det. Jeg vidste endnu ikke hvilken time jeg skulle have, så jeg var på dybt vand. Til mit held fandt jeg det hurtigt, uden hjælp fra en forbipasserende elev.

  Damen der sad derinde, og tastede løs på sit tastetur, ænsede slet ikke min tilstedeværelse. Hendes mørke hår var trukket tilbage i en stram knold, og hendes halvmåne formede briller, sad godt og fast på hendes næsetip. Nervøst rømmede jeg mig, i håb om, at hun ville bemærke mig. Damen så op og sendte mig et lille smil. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” Nervøst bed jeg mig i læben, inden jeg kom med en forklaring om, hvorfor jeg var her. Det tog mig ikke lang tid at forklare jeg var ny, og derfor havde brug for et skema. Hun havde taget det med et oprigtigt smil, og rakte mig et papir hvor timerne så flot stod skrevet på.

  ”Din første time begynder i lokale sytten, som der også står på skemaet. Kan du godt finde derhen på egen hånd?” Hun tastede nogle flere ting ned på computeren, før hun igen så på mig. Kort nikkede jeg, og takkede hende, fordi hun havde hjulpet mig. Jeg var hurtig til at forsvinde fra kontoret, og videre ud på den stadig menneskefyldte gang. Så vidt som jeg kunne se på klokken, og ikke mindst mængden af mennesker, var timen altså ikke begyndt endnu.

  Efter hvad jeg kunne se på mit skema, var den time jeg skulle have, biologi. Irriteret sukkede jeg, mens jeg rynkede lidt på næsen. Fysik og biologi var virkelig nogle af de fag, jeg ikke kunne fordrage – eller finde ud af, for den sags skyld.

  Overraskende nok, tog det mig ikke specielt lang tid at finde klasselokalet. Der var allerede en del mennesker derinde, på trods af, at der stadig var nogle minutter til timen startede. Jeg lod mine øjne scanne det lille klasseværelse, i min søgen efter en plads jeg kunne sidde på. Jeg var ikke helt sikker på, om der var faste pladser her på stedet, eller om det bare var irrelevant. Da mine øjne endelig landede på en fyr, der sad helt henne i hjørnet alene ved sit bord, kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Hans ansigt var begravet i den bog han læste i, og det eneste jeg rigtigt kunne se, var hans brune hår. Med selvsikre skridt gik jeg hen i mod ham, samtidig med alles øjne var rettet mod mig.

  Da jeg stod foran hans bord, havde han endnu ikke set, at jeg stod der. Derfor måtte jeg rømme mig lidt, ligesom på kontoret, så han ville se op. Han kiggede endelig op, og stirrede på mig igennem de tykke brilleglas. Jeg sendte ham et lille smil, inden jeg begyndte at snakke. ”Sidder der nogen her?” spurgte jeg ham, for at hentyde til den tomme plads ved hans side. Først sagde han ikke noget. Han stirrede bare lamslået på mig, som om han virkelig ikke kunne tro på det jeg lige havde sagt. Der gik lidt tid, inden han kom til sig selv, og svarede på mit noget så enkle spørgsmål.

  ”Ehm … N-nej,” fik han fremstammet. Jeg sendte ham et stort, bredt smil, før jeg stillede min taske ned på gulvet og satte mig ved siden af ham. Det var som om, at der gik et gisp gennem klassen, netop i det jeg satte mig ned. Endda også i ham selv. Klokken ringede lidt efter, hvilket medførte at de sidste elever kom ind, og jeg fik endnu flere blikke måbende i mod mig.

  Jeg skævede til den nervøse fyr, der sad ved siden af mig og bare så ned på den åbne bog foran ham. Hans sorte briller sad en smule skævt på næsen, og han var iført en hvid skjorte, med en lys, sandfarvet vest uden på. Endnu engang tog jeg mig selv i, at trække på smilebåndet.

  Modvilligt blev jeg dog nødt til at vende blikket fra ham, og se op på læreren, der begyndte at skrive en masse ting op på tavlen. Hun var begyndt at forklare hvad vi skulle have om, og at vi skulle slå op på en bestemt side i vores biologibog. Det gik op for mig, at jeg endnu ikke havde fået udleveret mine bøger, hvilket forklarede min næste handling. Langsomt lænede jeg mig hen i mod min sidemakker, inden jeg hviskede: ”Kan jeg læse med hos dig?”

 

❋✿❋

 

  Folk begyndte så småt at gå ud fra klassen, pakke et par af de ting fra den daværende time ned, eller snakke. Jeg var en af dem, der tog mig god tid til at pakke mine ting sammen – jeg gad helst ikke snakke med nogen, selvom det på længere sigt nok ville være det bedste. På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at komme hjem, så jeg kunne snakke med min bedsteveninde, Jessica.

 Med mine bøger under armen, gik jeg ud af klassen, så jeg kunne finde mit skab, hvis nummer kørte rundt i mit hoved. Jeg fandt det hurtigt, og dirkede den lille lås op, så jeg kunne lægge mine bøger i skabet. Netop som jeg var i færd med at lægge bøgerne ind, fangede mit blik noget. Jeg vendte mit hoved i mod dem, og så hvad de gjorde ved ham.

  ”Din fucking lille spasser,” hvæsede en fyr med mørkt hår, og skubbede til drengen med brillerne, så han ramlede ind i væggen. Inden længe tog han ham i halskraven, for at sige noget mere. Forfærdet så jeg bare til med åben mund, da fyren råbte truende af ham. Han slap taget ham, og lod ham synke ned på det kolde gulv, ned til sine bøger. Mine øjne fulgte dem, indtil de forsvandt længere nede af gangen. Med et hårdt, rungende smæld lukkede jeg skabsdøren i, og gik med hårde skridt mod den hjælpeløse dreng der lå på gulvet.

  ”Er du okay?” spurgte jeg bekymret, og lænede mig ned for at samle nogle af bøgerne op. Selvom han ikke ville vise det, kunne man tydeligt se de blanke øjne, der var gemt bag brilleglassende. Jeg sendte ham et svagt smil, og han så ud til at slappe mere af. Det mørke hår faldt ned i øjnene på ham, det der fra timen før havde været sat fast med gele. Jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet.

  ”Ja … Der skete ikke noget,” mumlede han. Der gik lidt tid med stilhed, mens vi fik samlet de sidste ting sammen, da noget skete. Vores hænder rakte ud efter det en og samme papir, og min hånd lå nu let oven på hans. Vi så begge langsomt op, og stirrede ind i hinandens øjne. Et smil plantedes på mine læber, og jeg tog forsigtigt papiret op i mine hænder, så jeg kunne give det til ham. Den røde farve var blusset svagt op i hans kinder, men det lod jeg mig ikke bide mærke i.

  Før jeg vidste af det, havde jeg taget de første skridt hen ad gangen mod kantinen, sammen med en dreng, jeg stadig ikke kendte navnet på. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at kigge på ham ud af øjenkrogen. Han så ned i jorden, og sagde ikke særlig meget. Det var også forståeligt, efter hvad der lige var sket. Det var tydeligt, at han ikke var specielt populær.

  Fordi vi sammen gik ind i kantinen, medførte det selvfølgelig en masse hvisken og blikke. Ikke en ting jeg brød mig specielt meget om, men jeg prøvede vidt så muligt ikke at tage mig af det.

  ”Såeh … Hvad hedder du egentlig?” sagde jeg, og stillede min bakke med mad på det bord han havde sat sig ved. Overrasket kiggede han på mig, fordi jeg rent faktisk spurgte ham om noget. Med et interesseret blik malet i øjnene, så jeg på ham, hvilket fik ham til at svare med en lav, skrøbelig stemme.

  ”Jeg … Jeg hedder Harry Styles.”

  Et stort smil kunne ses på mine læber, da ordene forlod hans mund. ”Hyggeligt at møde dig Harry,” smilede jeg til ham, og gav ham hånden. ”Mit navn er Samantha Stonebridge.”

I aner ikke hvor spændt jeg har været! Tænk at den rent faktisk ER IGANG!

Hvad tænker I om Sam? Og hvad med Harry? Jeg håber I har fået et lille indblik i, hvordan det foregår her på denne skole.

Jeg vil også lige sige tak. I har taget super godt i mod historien, så jeg kan ikke være mere glad! Jeg håber I følger med fremover - jeg regner med, at der kommer kapitler hver fredag. 

Fortsæt god dag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...