Changed Thoughts ❋ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
At blive rykket ud af sine trygge rammer og blive flyttet til en ny by, med skole, venner og nye muligheder, er bestemt ikke let. Det oplever Samantha Stonebridge, da hendes fraskilte mor får et nyt arbejde, og trækker hende med til en by ved navn Skydale Falls. Her møder hun Harry; skolens mobbeoffer. På trods af Harrys placering i hierarkiet, opbygger de hurtigt et venskab. Dog opdager hun, at det ikke er let at gå på Skydale High, når de populære typer prøver på at gøre din bedste ven ondt. Men hvad sker der så, når Sam giver Harry muligheden for at bliver populær? Vil det gå som det skal, eller vil det have katastrofale følger? Det bliver en rutsjebanetur fuld af blandede tanker og følelser - spørgsmålet er bare; tør du hoppe med ombord? //Se trailer - måske redigeres resumé.//

78Likes
88Kommentarer
4420Visninger
AA

4. ”De kan gøre dit liv til et levende helvede.”


  Det hele var som det plejede, da jeg gik igennem skolens gange. Folk hviskede, fnyste og kom med lamme kommentarer. Selvom jeg efterhånden var vant til det, brød jeg mig bestemt ikke om det. Uroligt åbnede jeg mit skab, så jeg kunne få de bøger, vi skulle bruge til timen. Jeg ville bare gerne ind i klassen hurtigt, så jeg ikke risikerede nogen fik fat på mig. Det var sket så mange gange før, hvor jeg efterfølgende var kommet for sent – enten med næseblod, mærker eller det der var værre.

  Jeg var gået i skole med en klump i halsen, med tanken i baghovedet om, at der var en person der i går havde hjulpet mig, talt til mig. Med en hovedrysten fik jeg skubbet tanken fra mig. I dag ville hun have fået nogle nye venner, og glemme alle gårdagens hændelser. Det havde blot været almindelig høflighed, eller fordi hun havde ondt af mig, intet andet end det. Mere var der ikke i det. Jeg havde altid været ham den usynlige, ingen rigtig gad, og hvis folk talte til mig, var det ikke pæne ting der kom over deres læber. Sådan ville det altid være; det kunne en ny elev ikke lave om på, lige meget hvor hårdt vedkommende prøvede.

  Fordi jeg var så betaget af mine egne tanker, ænsede jeg slet ikke hendes nærhver, før jeg lukkede skabet. Da jeg så hende, fik det mig til at springe et par skridt tilbage af bar forskrækkelse. Hvornår var hun dukket op?

”Det var ikke min mening at skræmme dig,” lo hun kært, og sendte mig et perlehvidt smil. Forvirret glippede jeg med øjnene, og så studerende på hende, som om jeg virkelig skulle være sikker på, at hun var her.

  ”Det … det gør ikke noget,” fremstammede jeg, inden jeg så væk. Der gik tid; nogle minutter vel og mærke, uden nogen af os sagde et ord. Vi stod bare og stirrede ud i luften. Det varede dog ikke ret længe, før den akavede stemning blev brudt.

  ”Såeh … Har du lyst til at gå med til time? Eller har du tænkt dig, at stå dér hele dagen?” Hun smilede kækt til mig, efterfulgt af en lille latter. Det afslørede en tandrække af flotte, hvide tænder. Stilheden lagde sig igen over os, da vi fulgtes gennem skolens lange gange. Lige meget hvor hårdt jeg prøvede på, at lade være med at se på hende, kunne jeg ikke. Hele tiden blev jeg ved med at tage mig selv i, at skæve undersøgende til hende. Alt fra de bløde, lyse krøller, der hang som en kaskade ned over det smukke ansigt, og til de flotte, stamme jeans hun var i ført i. Ved første øjekast, og hvis man ikke vidste hun var ny, kunne hun godt gå for at være en af cheerleaderne. ”Hvad har du i næste time?” kom det pludseligt fra Samantha, så jeg måtte rette min fulde opmærksomhed mod hende. ”Altså, timen efter den her.” Med et hamrende hjerte mod mit bryst, rettede jeg på mine briller, og slugte klumpen i min hals.

  ”Fy-fysik,” kvækkede jeg, og mærkede en svag blussen i mine kinder, på grund af min pibende stemme.

Sams smil falmede hurtigt, fulgt af en himlen med øjnene. ”Pokkers,” mumlede hun, før hun rodede op i de lyse lokker. ”Jeg håbede sådan på, at vi kunne have nogenlunde de samme timer,” indrømmede hun uden tøven, og sendte mig derefter et lille smil. ”Jeg hader det fag som pesten, og det ville rart at have en man kendte med.”

  ”Så slemt er det da heller ikke.”

  ”Hvis det er så let, må du komme og lære mig det en dag.” Jeg kunne ikke undgå at bemærke, mit hjerte sprang et slag over, netop som ordende havde forladt de lyserøde læber. Inderst inde vidste jeg jo godt, hun absolut intet havde ment noget med det, men der var alligevel et eller andet i det smil hun sendte mig, som fik mig til at håbe.

  Timen begyndte ligeså stille, og der blev ikke sparet på sladderen; overalt kunne man høre folk hviske, fortælle. Jeg kunne ikke præcist høre hvad det var de sagde, men jeg var sikker på, at det ikke var noget godt. Der var mange stirrende blikke, der nærmest brændte hul igennem min skjorte. Det lod ikke til, at Samantha bed mærke i det. Eller overhovedet havde bemærket det, for den sags skyld. Grebet af mine egne tanker, opdagede jeg slet ikke, at Sam talte til mig.

  ”Harry?” gentog hun grinende, og ruskede blidt i mig med den ene hånd. Jeg rystede kort på hovedet, som var jeg vågnet af en trance, og så på hende. Et blidt smil viste sig om hendes læber, inden de igen skiltes, så ordene kunne komme ud. ”Vil du være sammen med mig?” Forvirret løftede jeg øjenbrynet, mens jeg så dumt på hende.

  ”Hvad …?” spurgte jeg undrende – jeg ville ikke risikere at misforstå spørgsmålet. Hun grinede sin søde latter, som hurtigt nåede min øregang. Den fik min hals til at snøre sig sammen.

  ”Vi skal lave makkerarbejde,” forklarede hun, da hun bemærkede mit spørgende udtryk. ”Såeh … har du lyst? Eller skal jeg bare finde en anden …”

  ”Nej, nej, jeg vil gerne,” afbrød jeg hende hurtigt, med en dunkende følelse i hoved og bryst. Hun trak på smilebåndet, så hun igen blottede sine perfekte tænder.

  ”Fedest!” udbrød hun lykkeligt.

❋✿❋

 

  Det overraskede mig synderligt, at ingen havde generet mig i dag. Ikke specielt meget i hvert fald. Folk var stødt ind i mig et par gange, efterfulgt af et par skældsord, men værre var det ikke. Det var dog kun når Samantha ikke var sammen med mig. Måske fordi folk, netop i dette øjeblik, lige skulle se hende an; så de derefter kunne begynde sladderen.

  Selvom jeg egentlig ikke sagde særlig meget, og lod hende føre det meste af samtalerne, når vi snakkede sammen, tog hun alligevel hensyn til min generthed. Grunden til jeg var så bange for at åbne munden, var fordi jeg var angst. Nu var der jo endelig en person, der viste bare den mindste interesse for mig – det ville jeg ikke ødelægge. Men desværre, på grund af mit image, kunne kun tiden vise, om hun stadig ville være ven med mig om nogle få dage – eller uger, hvis jeg var så heldig.

  Vi sad og spiste frokost, og jeg var så småt begyndt på, at fortælle hende lidt om eleverne på skolen, når hun spurgte. Det var klart hun var nysgerrig; hvem ville ikke lære hierarkiet at kende? Hun spurgte især ind til de populære elever, men det virkede ikke som om, at det var fordi hun selv ville omgås dem. Mere fordi, at hun så vidste hvem hun skulle undgå.

  ”Hvem er det så?” mumlede hun, og tog en bid af det blodrøde æble i sine hænder. Hun nikkede i mod personen hun snakkede om, og jeg lod mine øjne lande på en fyr, med kastanjebrunt hår. Han grinede højlydt sammen med sine venner, samtidig med hans fingre var flettet ind i en blondines. Det var ingen ringere end Louis Tomlinson. Han var en af dem, der havde givet mig flest bank gennem årene.

  ”Oh …” Jeg bed mig i læben. ”Det er Louis Tomlinson,” fik jeg endelig sagt, med en stemme der dryppede af had. Jeg knyttede næverne, mens jeg så vredt hen mod det bord han sad ved. Louis kørte en slap hånd igennem sit lange, mørke hår og smilede forførende til sin veninde, der så vidt jeg kunne huske, hed Kimberly Rivera. Efter kun at have gået et halvt år på skolen, havde hun hurtigt gjort sig bemærket hos de populære. Selvfølgelig med hjælp fra cheerleaderholdet, som hun var blevet optaget på. Det var dog ikke kun hendes perfekte dansetrin der gjorde, at hun var blevet accepteret. Det var i den grad også hendes udseende. Kim havde langt lyst hår, fyldige læber og et par dybblå dådyrøjne. Det var ikke noget under, at han var faldet for hende.

  ”Du kan ikke lide ham, vel?” Jeg blev trukket ud af mine tanker, og tilbage til virkeligheden, ved lyden af Samanthas stemme. Hendes ansigt havde lagt sig i alvorlige folder, mens hun stirrede på Louis med undersøgende øjne. Hun havde vidst bemærket min stemmes klang, samt mine knyttede hænder. Jeg rystede på hovedet samtidig med, at jeg prøvede at undgå hendes blik. Det var for ydmygende.

  ”Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” sagde jeg med et træk på skuldrende.

Samantha bed sig i læben, imens hun kiggede på mig. Hun slugte en klump i sin hals, og lod ordene forlade sine læber. ”Er han… er han en af dem der …?” Hendes stemme døde stille hen, da hun så at jeg nikkede stift. ”Det må du undskylde, Harry. Det var ikke min mening, at …”

  ”Det er okay.” Jeg prøvede at sende hende et oprigtigt smil, men det lykkedes ikke specielt godt. Stemningen var trykket, og ingen af os turde åbne munden i et godt stykke tid. Men på grund af Samanthas tydeligt åbne personlighed, skulle det ikke afholde hende fra en ny samtale.

  Samantha havde i første omgang ingenting sagt, men jeg vidste alligevel godt hvad hun fiskede efter. Hendes øjne var limet fast til indgangen, der førte til kantinen, og jeg kunne ikke længere modstå min nysgerrighed. Jeg blev nødt til at se, hvad hun kiggede på. Diskret kastede jeg et blik over skulderen, og mærkede mit hjerte springe et slag over. Megan Sharon, anfører for cheerleaderholdet, gik selvsikkert gennem kantinen, kastede sit mørkebrune hår hen over skulderen, mens et overlegent smil var klistret til hendes læber.

  Selvom jeg ikke brød mig om at indrømme det, havde jeg altid været mere eller mindre betaget af Megan. Så da jeg så hende gå hen til sin kæreste, mærkede jeg en vis irritation. Ikke mindst fordi jeg var betaget af hende; ligeså meget som hendes valg af kæreste.

  På trods af at jeg hadede Louis som pesten, var der altid én der slog alle rekorder. Med hans mørke hår, gyldenbrune hud og brune øjne havde han suget pigerne, og ikke mindst opmærksomheden, til sig. Han opførte sig som det passede ham, og var ligeglad med alle andre end ham selv. Han var selveste Zayn Malik; lederen af den klike der hele tiden var efter mig.

  ”Det er Megan Sharon og Zayn Malik,” mumlede jeg til hende, før hun overhovedet havde nået at spørge. ”Megan er leder af cheerleaderholdet, og Zayn er en af de populæreste fyre på skolen. Jeg vil råde dig til ikke at komme på tværs med dem.”

 ”Hvorfor?”

 ”De kan gøre dit liv til et levende helvede.”

Så fik vi præsenteret et par personer, som jeg nu kan afsløre, bliver ret vigtige senere i historien. Hvad synes I i det hele taget om historien indtil videre? Og hvad mener I om Harrys sidste kommentar?

Er super glad for, at der allerede er så mange der følger med! Det er super dejligt at se.

Fortsæt god fredag og weekend

Christina M. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...