I'm Falling to Pieces

To personer der aldrig som man aldrig nogensinde kunne forestille sig skrive med hinanden mødes anonymt online, og skriver sammen hver dag. Boy band medlemmet Harry Styles og butiksmedarbejderen Sophia Jones. Begge skriver de til hinanden om personlige problemer, men de ved ikke hvem hinanden er

20Likes
15Kommentarer
1270Visninger
AA

9. No more celebrities

Louis' synsvinkel:

Det møde i går havde været sindsygt langt. Og det eneste, der var kommet ud af det, var at vi fik at vide, at sikkerheden ville blive skærpet. Og det vidste vi alle sammen ville ske i forvejen. Så en hel dag var blevet brugt på ingenting. Eleanor havde allerede spist, da jeg kom hjem, men hun var frisk på at dele en pizza med mig. 

"Hvordan gik  mødet?" spurgte Eleanor stille, mens vi spiste.

"Det gik okay, men det var sindsygt kedeligt og sindsygt langt," svarede jeg.  "Hvordan går det med dine studier?" spurgte jeg, og hun gav sig til at fortælle. Jeg elskede at høre hende fortælle om sin uddannelse, for man kunne se hvor meget hun gik op i det. 

"Jeg har tænkt på en ting," sagde jeg da hun havde talt færdigt.

"Hvad er det?"

"Du ved de der rygter med at Harry dater en pige ved navn Sophia ik?" begyndte jeg.

"Jo hvad med dem?" spurgte hun og lød lidt nervøs.

"Jeg tænkte at hun nok ville få hate eller sådan noget på grund af de rygter og at det måske ville hjælpe at snakke med en i samme situation," forslog jeg.

"Det er sjovt du siger det, for det gjorde jeg faktisk i dag, mens du var til møde," sagde El stille.

"Hvorfor gjorde du det?" spurgte jeg og var lidt i chok over det.

"Fordi jeg godt kan huske hvordan det var dengang hvor vi to begyndte at date, og så bare få en masse hate smidt i hovedet, og hvor anderledes det var," sagde hun. "Og hvor meget jeg ville ønske jeg kunnet have snakket med nogen om det, og jeg syntes det ville være synd, hvis hun skulle gå igennem det samme, især når der nu var nogen som ville være villig til at hjælpe hende. Danielle kom jo ikke lige frem og hjalp mig med det."

"Siger du at det er svært at være kæreste med mig?" spurgte jeg.

"Jeg siger bare at det ikke er så nemt at komme ind i et forhold hvor man også skal håndtere paparazzier og fans der sender grimme beskeder til en!" forsvarede Eleanor sig selv. Hun havde ret, det var mig der var ufølsom lige nu. Det kunne heller ikke være nemt når ens kæreste konstant fløj verden rundt og spillede for tusindvis af piger stort set hver aften.

"Undskyld skat det var mig der ikke tænkte mig om," sagde jeg og krammende hende. "Kan du tilgive mig?"

"Selvfølgelig søde," sagde hun og kyssede mig på munden. "Jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig," sagde jeg og kyssede hende igen. "Ville du blive meget sur, hvis jeg spurgte hvad hun sagde da du talte med hende tidligere i dag?"

"Næ," sagde El og kyssede mig blidt på kinden. "Vi snakkede om hvordan det var når man første gang endte på forsiden af et blad."

"Hvordan reagerede hun da du kom?" spurgte jeg ned mod hendes hår.

"Det virkede ikke ligefrem som om det var det hun havde mest lyst til," svarede El. "Du ved at snakke med mig."

"Hvordan fandt du egentlig ud af hvor hun arbejdede?"

"Det stod i Sun." Det satte en tanke i gang i mit hoved...

 

 

Sophias POV:

Da jeg vågnede næste morgen var jeg for engangsskyld frisk. Men det var ikke ligefrem fordi jeg havde lyst til at tage på arbejde. Jeg rejste mig op og kig ud i køkkenet hvor jeg lavede noget frokost, eftersom jeg ikke ligefrem havde råd til at fortsætte med at spise frokost på McDonalds eller Starbucks. Også selvom jeg stadig havde nogen penge tilbage fra den hundrede lap han havde givet mig. Jeg havde stadig ikke svaret ham og jeg måtte indrømme at jeg havde dårlig samvittighed over det. Jeg blev nødt til at få svaret ham på et eller andet tidspunkt, men jeg kunne bare ikke overskue det lige nu. Efter at have lagt make-up, sat hår, børstet tænder og taget tøj på gik jeg ud af døren på vej ned til arbejdet. Mens jeg sad i toget opdagede jeg at min mobil vibrerede. Det var min mor, der havde besluttet sig for at ringe.

"Hey mor," sagde jeg og prøvede at lyde for at høre fra hende, selvom jeg ærlig talt ikke orkede at snakke med hende. Intet ondt ment, men hun havde problemer med at klappe i. "Hvordan går det?"

"Sophia Elizabeth Madeleine Jones! Hvad laver du på forsiden af avisen?" spurgte hun og jeg stønnede. "Du skal ikke stønne af mig unge dame? Er det sådan man promoverer sine bøger nu om dage, ved at lade som om man dater kendte mennesker?" 

"Mor, jeg dater ham ikke, jeg har bare mødt ham, og deter så blevet blæst helt ud af probotioner," svarede jeg. "Og hvis du læste hvad der stod, så ville du også finde ud af at, der står jeg arbejder i Topshop, ikke noget om at jeg vil være forfatter."

"Men hvordan mødte du ham skat?" spurgte hun. Jeg besluttede at lade være med at fortælle hende hvordan mig og Harry rigtig mødte hinanden, så jeg sagde bare at omtrent det samme som stod i The Sun, bortset fra at jeg blev ved med at insistere på at vi ikke datede. Jeg undlød dog at fortælle om det lille angreb i går. Til sidst var jeg nødt til at lægge på eftersom jeg var nået til min arbejdsplads, og jeg ikke kunne fortsætte med at snakke. 

"Okay, pas nu på dig selv, skat," sagde hun og lagde på, og inderst inde var jeg pænt glad for det. Jeg elskede min mor, men hun havde meget anderledes tankegang end den jeg havde. 

"Sophia, jeg troede ikke du ville komme i dag," sagde Everlyn, da hun så mig.

"Jo, jeg tænkte, jeg hellere måtte komme op på hesten igen så hurtigt så muligt," svarede jeg.

"Det er jo rigtig nok, men det var jo meget alvorligt, det der skete i går," begyndte Everlyn.

"Everlyn, jeg ved det godt, men jeg har brug for det her job, og jeg kan heller ikke leve i frygt fordi en gruppe fanpiger har angrebet mig," sagde jeg og forsvarede mig selv. 

"Det ved jeg godt, men det jeg egentlig prøver at sige er, at efter du var gået hjem i går, sagde sikkerhedsvagten at det var nok til at kunne politianmelde det og lægge sag an, hvis du ville." Den måtte jeg lige sluge. Jeg havde slet ikke troet at nogen ville tage det seriøst. "Sophia er du okay?" 

"Ja, jeg har det fint," sagde jeg. 

"Sophia, jeg er nødt til at vide det, har du tænkt dig at lægge sag an?" spurgte hun. Hvis jeg politianmeldte ville der komme en masse stress over det, og det ville sikkert ryge i retten, og så skulle jeg bruge en advokat, hvilket jeg ikke havde råd til, og det ville bare blive alt for besværgeligt. OG så ville jeg med garanti komme i avisen, og det overskuede jeg bare.

"Nej, det kan jeg ikke," svarede jeg hovedrystende.

"Okay, men hvis du skifter mening, så hver venlig at sige til, så vi kan få lagt skemaerne, sådan så du også kan få mulighed for at komme i retten," sagde Everlyn og lagde en hånd på min skulder. "Men når du er her, kan du så ikke stille dig hen i kasse fem?" spurgte hun, eller rettere sagt så gav hun mig en ordre, hun sagde det bare på en venlig måde.

"Ja, selvfølgelig," sagde jeg og gik først ned med min taske og jakke og personalerummet, og derefter gik jeg hen til den kasse, jeg skulle stå ved.

"Når så du er kommet tilbage efter dit lille uheld i går?" kom Victoria og spurgte. Victoria arbejdede også I Topshop, men vi var ikke ligefrem gode venner. "Jeg håber, du er klar over, at den eneste grund til at Everlyn er så venlig overfor dig, er fordi du har været i bladene."

"Ellers er det fordi jeg blev angrebet i går på min arbejdsplads," svarede jeg.

"Årh, du kommer allerede med undskyldninger for din særbehandling," bitchede hun. Jeg havde virkelig lyst til at slå hende lige nu, så jeg valgte bare at ignorere hende, og jeg fortsatte ned til min kasse. Uheldigvis skulle hun stå i kassen ved siden af  min. Det ville blive en lang dag.

 

Få timer senere:

Der stod en masse piger i en klump og var meget højlydte. Det gjorde det pænt svært at koncentrere sig om den kunde jeg stod med lige nu. 

"Okay, jeg skal bare have dig til at skrive under her, og så kan du få dine penge," sagde jeg og gav pigen en kvittering samt en kuglepen. Mens hun skrev kun jeg se Addi pege over mod mig, og Louis Tomlinson fra One Direction komme hen mod mig, efter kunden var gået. Årh, nej, lad mig være, for gods sake!

"Sophia, ikke?" spurgte han. "Du blev hevet backstage af Harry her for et par dage siden til en af vores koncerter?"

"Ja, jeg kan godt huske det," sagde jeg. "Er det noget jeg kan hjælpe dig med? Som du kan se er jeg på arbejde."

"Hør her, jeg ved godt at det nok ikke er det sjoveste at blive smidt på forsiden af en avis mod sin vilje, og Harry er virkelig ked af det, han ville ikke have det skulle ske. Jeg ved, at han har prøvet at kontakte dig og han er virkelig bekymret..." Der fik jeg nok.

"Jamen hvis han er så bekymret så burde han vide at et par af jeres psyko fans kom og angreb mig i går," udbrød jeg. Den var ikke helt fair, det vidste jeg godt, men jeg var bare nødt til at få den ud. Jeg tog blusen som hende kunden var kommet med og gik hen for at lægge den på plads. Og så også for at sørge Victoria ikke hørte noget. Selvfølgelig fulgte Louis efter mig.

"Arhvad?!"

"Ja, det er rigtig," sagde jeg og fortalte ham hvad der var sket i går.

"Det er jo fuldstændig sindssygt!" sagde han da jeg havde fortalt færdigt.

"Det sigt du ikke," mumlede jeg.

"Har du tænkt at lægge sag an eller hvad fanden det nu er man gør?" spurgte han.

"Det har jeg ikke råd til," mumlede jeg.

"Så betaler jeg," tilbød han.

"Nej, det går ikke jeg kan bare heller ikke magte at skulle tage det i retten," sagde jeg.

"Men for helvede Sophia de smed kogende kaffe ud over dig, det er fucking sindssygt," blev han ved.

"Hør her jeg ved godt det sindssygt , tro mig jeg var der, men jeg kan ikke overskue det, og jeg skal ikke have et eller andet boybandmedlem til at betale for det, for jeg orker det bare ikke!"

"Undskyld," sagde han. "Det er bare ikke lige nogen lille ting at få smidt i hovedet."

"Hør her, jeg orker ikke at være mere kendt på den her måde," sagde jeg. Jeg ville gerne være kendt, bare ikke som en eller anden kendis' kæreste. Jeg ville være kendt for at kunne noget.

"Det forstår jeg godt, men det ville bare betyde rigtig meget hvis du gad at snakke med Harry. Han er ved at blive sindssyg af ikke at høre fra dig. Du vil sikkert ikke tro på det, men da I to begyndte at skrive sammen så kunne vi alle se en forandring i ham. En god en. Før var han altid indelukket og små gnaven, men lige pludselig ændrede han sig og blev glad og åben. Og det var lige omkring det tidspunkt hvor i to begyndte at skrive sammen," fortalte Louis. "Og lige nu er han tilbage i det sorte hul." Det havde en indvirkning på mig. Jeg holdte af Harry og jeg ville ikke gøre ham trist igen. "Hør, vi spiller koncert i aften i O2 igen, og jeg har ingen billetter eller backstage pas med mig, men hvis du virkelig gerne vil ham så skriv til ham, eller hvad du virkelig gerne vil overraske ham så har du her mit nummer og hvis du gerne vil ind så ring til mig okay?" Han tog en kuglepen og skrev hans nummer på min arm, hvorefter han forsvandt væk fra mig. Så nu stod jeg der med Louis' nummer og en hel masse at tænke over...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...