Skrædder

Hold din kæft og bland dig udenom mit mesterværk.

2Likes
0Kommentarer
123Visninger

1. Skrædder


Som en ørn spejdede hun ud over bakkerne, bakkerne hun ikke vidste hvor ville tage hende hen. Hun som i så lang tid havde siddet og hængt over en gravsten, og hun vidste ikke engang, hvem der lå begravet der. Hun havde blot ved første øjekast forelsket sig i valget af rose, en blå rose, blå som hendes egne øjne. Og hun havde taget rosen i sin venstre hånd og ikke sluppet den siden. Tornene sved, hun holdt godt fast, i starten græd hun hele tiden, men hendes øjne var efterhånden blevet så tørre, at hun ikke kunne se. Ikke at hun var blind.

Bakkerne var dækket af asfalt, og asfalten var underlaget til en lille by. Hver dag cyklede folk prustende over bakkerne på deres røde cykler med flade dæk og vind i håret, de smilede glade til hende, og hun vinkede glad tilbage. Hun sad i skrædderstilling, for hun syede. Hun syede hvert eneste sekund af hendes eget livet, hun syede minutterne og timerne, og på hvert døgn hun skabte, syede hun et blik på den fine rose. De fleste kunne godt lide rosen. De fleste kunne i det hele taget godt lide hendes kreationer. Hun var en dygtig skrædder.

Men som de fleste andre dygtige mennesker fik hun konkurrence. Og en dag satte der sig en pige på bakken overfor. Også på den bakke stod en gravsten. Et kors uden navn. Hun havde ikke før den dag lagt mærke til, at der var to af sådanne sten. Måske fordi hun ikke selv havde haft tålmodighed til at sy den ind i hendes dage.

Pigen overfor var ikke som hende. Hendes øjne var ikke blå. De var røde, og de skræmte skrædderen. Hun kunne ikke koncentrere sig om at kigge på rosen. Nogle dage blev hun endda så frustreret, at hendes tørre øjne blev våde, og der faldt tårer nedover rosen. De dage var de værste i hendes liv. Og pigen overfor grinede bare lidt, som om hun ikke forstod.

Der begyndte at komme flere folk til. Børn, som kom fra et sted på den anden side af bakkerne, og nogle af dem havde røde cykler med flade dæk og vind i håret, nogle var blandt de, som ellers aldrig kom forbi de to gravsten og skrædderen. Børnene holdt ikke bøtte. De elskede at råbe op og grine og lægge hovederne på skrå og kaste med ting. Hendes placering generede dem åbenbart, og de bad hende om at komme ned. Der kom også andre folk. Voksne, folk, der var for gamle til at være venner med den gruppe børn, der kastede med sten. De voksne sagde også nogle ord, men hun hørte det ikke rigtig, for efter så lang tid var hendes trommehinder gået i stykker. Ikke at hun var døv.  Pigen på den anden bakke opdagede de ikke. De var ligeglade med, at hun sad der, de rev ikke hendes arme og ben for at få hende med sig. Hun grinede bare lidt, for hun forstod ikke. Hun forstod ingenting.

Et øjeblik tabte skrædderen forstanden. Hun blev bange. Bange for, at de ville tage rosen. Bange for, at sårene på hendes hænder begyndte at hele, at hendes øjne aldrig igen ville tørre. Hun blev så bange, at hun en kold nat rejste sig og løb. Hun løb for at komme ned bag bakkerne, hun løb for at se, hvor børnene, der ødelagde hendes sytøj, kom fra, hun løb for så igen at sætte sig ned et sted, hvor de ikke kunne finde hende. Hun løb, og hun fandt en  af de der røde cykler med flade dæk, men da hun satte sig op på den, fik hun ikke vind i håret. Den kolde nat var en kold men meget  vindstille nat. Måske kunne vinden ikke blæse på grund af kulden. Måske frøs vinden til is.

Hun standsede. Så på en lygtepæl. Det var længe siden, hun havde syet noget så lyst som de skarpe stråler. Som regel foretrak hun at arbejde i skyggen . Lyset inspirerede hende. Hun blev et øjeblik så optaget af at sy  de mange lyse nuancer, pæren kastede på asfalten, at hun glemte at sy rosen ind i billedet. Og da opdagede hun, at den var væk. Og hun mærkede et par øjne hvile på hende. Hun mærkede, hvordan de øjne langsomt skabte sit eget sytøj, et sytøj parallelt med hendes eget. Hun mærkede, hvordan hendes eget havde mistet noget vigtigt.

Rosen.

Hun græd. Hun græd, fordi en pige med røde øjne havde pillet den blad for blad, til der ikke længere var noget tilbage. Som det begyndte at lysne, blev skrædderen mere og mere gal, hendes ønske om at genvinde kontrollen over hendes eget sytøj blev større. Og da det igen var mørkt, var pigen med de røde øjnes hænder syet sammen, og skrædderen sad igen ved sin gravsten. Børnene havde smidt røde roser foran stenkorset, men hun tog ikke imod nogle af dem.

Det nye pynt til hver dags kunstværk var et pigehjerte. Og nu var der også et navn at sy på stenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...