Sarahs verden

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2015
  • Status: Igang
Sarah er en Køkkenpige hos en fyrstefamilie, hun er omkring de 17 år. Hun har altid været i tjeneste hos denne fyrstefamilie og kender ikke sine forældre, ved faktisk ikke hvor hun kommer fra. Hun er begyndt at få ufrivillig opmærksomhed fra fyrste sønnen Lukas som har et ryg for at ligge i med alle pigerne som er i tjeneste i huset. hvilket gør at Sarah ikke lige frem er glad for at han også viser sine interesse for hende. Vil Sarah få problemer eller vil hun kunne klare at holde det skjult? og er det hvad Sarah vil eller er det hvad Lukas vil?

1Likes
11Kommentarer
329Visninger
AA

1. Balade?

 

"Hej smukke"

 

Uf hvor hun hadet den stemme og alt hvad der kom med den. Sarah vendte sig om og der stod han, hun prøvede at smile, men det blev kun til en grimasse.

"God morgen Lucas hvad kan jeg hjælpe med?"

Spurgte hun på sin mest formæle måde.

"Det ved du udmærket godt"

Svarede han så kælent, at det var til at kaste op over.

Lucas stod og storgrinede, mens at han nærmede sig Sarah. Sarah fik med en elegant bevægelse flyttet sig fra Lucas, mens hun svarede

"Lucas jeg har ikke tid jeg er på arbejde og du ved godt at det ikke er vel set, at du er her"

Lucas' smil stivnede, og han så mistroisk på Sarah,

"Har du sladrede"

Knorede han

"Nej"

Hun svarede ham med det samme, hvilket hun fortrød med det samme.

"Jo du har"

Han var vred hun kunne høre det på hans stemme.

"Sødeste Lucas, jeg har ikke sladrede, men du er fyrste søn og jeg er en simpel køkkenpige, så hvordan skulle din opførsel ikke vække mistanke?"

Sarah prøvede at lyde fattet selvom at frygten nu havde godt tag i hende.

Lucas var hård i ansigtet, man han hverken gik eller kom tættere på. Sarah vendte sig om og ville tage bakken med maden, da Lucas stillede sig i vejen.

"kan du ikke flytte dig"

Sarah var ved at være godt træt af Lukas og hans små lege, og kom til at lyde små irriteret.

"ikke uden at du giver mig et kys"

Nu var han i den farlige zone, hvor man ikke kunne sige om han var vred eller hvad han var.

"Nej Lukas det kan jeg ikke og det ved du. Lad mig nu komme til bakken, jeg er allerede sent på den, du ved hvordan din mor er når hun ikke får sin morgenmad til tiden."

Hun var bange for hun vidste ikke hvad Lukas' planer var og hvor han stod humør mæssigt. Inden hun nåde at registre noget tog Lukas hende om hagen så hårdt at det gjorde ondt, tvang hendes hoved op så hun så ham i øjne, han havde de dejligste øjne helt mørkegrønne, han kyssede hende, slap hendes hage og stak af. Tilbage stod en knust Sarah, åh hun hadet ham gid de underjordiske tog ham, Sarah tørrede sine øjne, tog bakken og skyndte sig af sted til sin frue som ventede.

Sarah skulle lige til at gå ind gennem de store hvidmalet trædør, da hun fik øje på sit eget spejlbillede, hendes ellers så flotte mørkebrune lokker, som altid sad næsten perfekt, stod ud til alle sider, så godt de nu kunne under den fine kyse hun bar, hendes kornblomst blå øjne var helt rødlige, man kunne se hun havde grædt, super det var bare det hun manglede. der undslap et lille suk fra Sarah, så fik hun øje på noget i hendes hår, som ikke pleje at være der, nemlig en hårtot der var samme farve som en bloddråbe. hvad var nu det? lige da hun skulle til at sætte bakken på det lille bord under spejlet så hun kunne se nærmer på denne hårtot, blev døren til fruens kammer åbnet og kammerpigen stod i døren helt rød i ansigtet. Hun var ny, Sarah havde i hvert fald ikke set hende før.

"Endelig"

Inden Sarah fik set sig om, trak kammerpigen hende ind gennem døren.

"hvor har du været" 

Den unge pige lød meget indædt.

Sarah kæmpede med at holde hele bakkens indhold opretstående og på bakken, da det lykkes for hende svarede hun:

"Jeg.. jeg blev tilbageholdt i køkkenet, der.. der var nogle problemer der nede"

Sarah lød meget skrøbelig. Det var nærmest kun nogen med overnaturlig hørelse, der kunne høre hvad hun sagde.

Det var som om den anden unge pige først nu så ordenligt på hende.

"Hvor faderbevares, hvordan er det du ser ud. Sådan kan fruen ikke se dig, giv mig bakken og skrub du ned i køkkenet igen. Vi kan jo ikke havde at fruen tror du er her for at stjæle eller noget"

Den anden pige lød både medliden og samtidig forfærdet som om Sarah havde taget en død kat med op i fruens værelse og sagt at det var morgenmaden.

"Hvor er furen?"

Spurte Sarah nervøst.

"I sit morgenbad"

Svarede kammerpigen, og pustede en hårtot væk fra øjnene.

Nu når Sarah så nærmere på denne unge kammerpige måtte hun sige at hun så faktisk godt ud. Hun var rødhåret, håret var langt, meget langt, så langt at hun sikker godt kunne side på det. Lige der var det sirligt flettet i en franskfletning, som så var sat op i en form for knold. Hun havde helt mosgrønne øjne, som Sarah nærmest forsvandt i, og hun havde, ud fra hvad Sarah kunne se, en helt perfekt krop, som var gemt væk bag en meget simpel hvid kjole. I Sarahs øjne var denne pige så smuk og dejlig at hun fik lyst til at kysse hede, hov hvor kom den tanke fra? men jo mere Sarah tænkte over det, jo mere ville Sarah ønske at hun kunne kysse denne helt igennem fantastiske pige.

"Når bliver det så til noget? giver du mig den bakke?" 

Kammerpigen stod nu og trippede utålmodigt med foden.

"øhhhh"

Var det eneste Sarah kunne komme op med som svar.

Sarah tog og gav den utålmodig kammerpige bakken med maden. Og begyndte at små fnise, mens hun blev helt rød i kinderne. Det var da fantastisk, nu havde hun lige gjort sig selv til grin. Og hvorfor var hun sådan her, det var aldrig sket før og hun som altid var så fattet og professionel til sit job. Sarah gik baglæns ud af rummet mens hun fnisede hele vejen ud, dette var ikke godt, Kammerpigen havde bare stået og kikket på hende, som om hun var klar til at bliver ført til det lukkede hospital for sindslidende, hvilket hun måske også var. hele dagen gik Sarah og kunne ikke lade være med at tænke på den kønne kammerpige og hvor meget hun havde lyst til at kysse denne helt igennem perfekte pige, havde hun det på samme måde angående Sarah? Sarah sukkede selvfølgelig ikke, hun var jo bare den ubetydelige køkkenpige hvem skulle få sådanne følelser som til hende.

"Har du slået hovedet?"

Det var en af de andre piger som var kommet hen til Sarah mens hun havde stået i sine egne tanker.

"Hmm"

Men kunne tydelig mærke på Sarah at hun ikke var tilstede.

"Sarah? er du her? er der noget galt? Sarah??

Den anden pige så spørgende på Sarah.

”Hva...hvad? undskyld Madie jeg hørte ikke hvad du sagde”

Madie så nu endnu mere bekymret ud end før, hun kiggede undersøgende på Sarah

”Sarah, har du slået hovedet? er der noget galt?”

”næh der er ikke noget galt og jeg har ikke slået hovedet hvorfor tror du det?

Sarah var helt forviret hvad snakkede Madie om?

”dit hår er bare helt rødt,som blod, i en stor tot så jeg troede du havde slået hovedet”

Madie tog et godt kik på Sarah for at sikre sig at hun havde hørt sandheden fra Sarah

”Når det.. tja det er bare øm.. fordi jeg øm.. fik maling i hovedet, jeg bliver nød til at gå Madie men tak fordi du spurte og jeg har det helt fint”

Hvordan kunne hun glemme det?? Sarah tog sig til håret, og stormede ud af køkkenet. Madie stod og kigget efter Sarah mens hun havde den grimme følelse af at Sarah ikke sagde sandheden til hende, når det måtte hun jo også selv om.

Sarah gik op på sit kammer som hun blev på resten a dagen, da det blev aften og hun gik til ro kunne hun ikke lade være med at tænke på hvad der var sket den morgen. Hvorfor havde hun fået rødt hår? Og hvad var det med denne skønne kammerpige? var hun forelsket? najah det kunne hun ikke være eller var hun? Sarah nået frem til at hun ikke viste det men hun kunne i hvert fald mærke denne mærkelige længsel efter denne helt skønne kammerpige. Den nat var hendes drøm fyldt af kammerpigen og de mange lyster som hun havde, hvordan hun ville kysse denne helt fantastiske pige og hvordan hun havde sammenleje med denne smukke pige

Næste morgen var Sarah let til bens og i rigtigt god humør, hun gik og sang i køkkenet, mens hun  lavede morgen mad, der var ikke noget i hele denne verden som kunne ødelægge denne morgen hun, skulle se denne skønne kammer pige igen og det kunne ingen ødelægge.

 "Hej smukke, tager du ikke lige og pakker en madpose til mig, jeg skal på jagt lige om lidt"

Eller næsten ingen. Sarah kunne havde skreget, Lukas hvorfor lige nu? hun havde det så dejligt. hvorfor skulle det ødelægges nu?

"jo, deres fyrste det skal jeg nok"

Sarahs stemme rystede kun lidt.

"Deres fyrste, du er godt nok formeld hvar, hvor mange gange skal jeg sige at du kan mig for Lukas eller noget andet du syntes passer godt til mig"

Lukas lod til at være i godt humør igen, og i to store hop/skridt var han over hos hende og klemte om hendes ene balde. Sarah så sig forskrækket omkring, der var ingen ud over dem i køkkenet.

"Lukas hvad hvis der var nogen der så det?"

Sarah lød forfærdet, og hun prøvede at komme væk fra ham. Men Lukas tog fat i hende, så hun ikke kunne gå væk fra ham.

"Rolig nu, kæreste her er ingen, ud over dig og mig. Så hvem skulle se os?"

Lukas stemme var tyk af charme og forførelse.

Sara kom staks på noget, som måske kunne få hende lidt tættere på hendes drømme pige. Men hun måtte gøre et stort offer, hun måtte gå med på Lukas' lege for at få ham til at fortælle hende om denne kammerpige hans mor havde fået sig.

"Sødeste Lukas, du har helt ret, hvor var det dog fjollet af mig. Lad mig lige lave din madpose, så kunne du måske fortælle mig hvem den rødhåret pige som var hos din mor i går morges, var?"

Det sidste var ment som noget henkastet nysgerrighed, men det lød ikke så henkastet som Sarah havde håbet på.

"Hvorfor vil du gerne høre om hende?"

Lukas var tydelig overrasket over deres samtales retning.

"Jo fordi  jeg gerne vil vide hvad jeg er oppe imod"

Dette var det mest sværeste for Sarah at sige da hun jo ikke kunne fordrage Lukas.

Lukas smilede.

"Når sådan, jamen hun hedder Aster, er 17 år lige som du selv, og hun har nogle helt andre ting at byde på end dig"

Lukas kom med sit bedste sleske smil og han lød lige så slesk. Uf Sarah kunne ikke døje ham, hun kunne have stukket den kniv hun stod med, i sig på stedet, for at komme udenom det hun vidste vendte hende. Lukas kom helt tæt på hende og lage armene om hendes liv, Sarah lod som ingen ting og forsatte med at lave madposen færdig, da hun skulle til at pakke de sidste ting i posen tog Lukas fat om hendes håndled så hun stoppede, Sarah drejede rundt så hun stod med ryggen til køkkenbordet, Lukas stod så tæt på hende at deres næser kun lige var adskilte.

”Lukas du skal af sted, de venter på dig ved jagtstart.” 

Sarahs stemme var helt åndeløs, og rystede.

”Da har godt af at vente”

Lukas tog det sidste skridt og kyssede hende, Sarah var som frosset, hvad skulle hun gøre nu?

”Åh”

Lyden af et kæmpe rabalder fra tallerkner der røg på gulvet fik Sarah ud af hendes frost tilstand hun skubbede Lukas fra sig, og skyndte sig hen til Madie. De begyndte at samle skårne op og Sarah måtte flere gange sige til den ulykkelige Madie at det var i orden og at det ikke gjorde noget at hun havde tabt tallerknerne.

”Hvem har lært dig at snige dig ind på folk på den måde”

Lukas’ stemme var fuld af had og hån på en gang.

”Lukas, hun kunne ikke vide at vi lavede det vi gjorde.”

Sarahs stemme var fuld af beskyttelse over for Madie.

”Åh lad vær hun har sikkert stået der hele tiden og lurede på os, har du ikke også ”

Lukas’ stemme var som et piskesmæld, så stakkels Madie krøb sammen som en hund der fik tæsk.

 ”Det har hun ikke, og hun vil ikke sige dette til nogen overhovedet vel Madie?”

Sarah lød meget sikker og hade nu rejst sig fra gulvet for at kunne se lige ind i Lukas’ øjne nå hun sagde det, så han kunne se at hun mente det hun sagde, Sarah og Lukas stod nu ansigt til ansigt og havde en kort brydekamp med blikket Sarah opgav først og kiggede væk. Lukas kikke indgående på Sarah og derefter nedstirrede han Madie.

”Jeg syntes ikke at jeg hørte noget svar sødeste Madie. Vil du sige det du har set til nogen?”

Lukas var gået fra at være glad til at være fyld af had og afsky.

Madie låg helt sammenkrøbet på gulvet og rystede over hele kroppen.

”Jeg vil havde et svar Madie”

denne gang var piskesmældet i hans stemme meget hårdt.

Madie begyndte at græde.

”Undskyld, undskyld, jeg vil ikke sige det til nogen, det sværger jeg”

Madies stemme var fuld af gråd.

Lukas smilede tilfreds, tog madposen, kyssede Sarah og forsvandt ud af døren. Tilbage var der en grædende Madie og en Sarah der ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Sarah Begyndte at trøste den grædende Madie, tørrede hendes øjne med enden af sit forklæde, gav hende et lommetørklæde som Madie pudsede næse i.

”jeg ser ikke hvad du ser i ham”

Madie hikstede efter luft mens hun sagde det.

” Jeg ser ikke noget i ham, han kysede mig mod min vilje. Okay jeg lagde måske lidt op til det, men jeg vidste ikke hvad han ville gøre”

Sarah lød meget trist, og det fik Madie til at kiggede nærmer på Sarah med meget store øjne, Sarah kunne ikke bære alle de tanker og følelser, hun havde haft for sig selv så hun fortalte alt om hvad der var sket mellem hende og Lukas, som hun ikke kunne fordrage, om den nye kammerpige Aster som hun syntes var det meste skønne væsen i denne verden og alle de tanker hun havde haft om Aster og lysten om at kysse hende som kun blev støre og støre. Madie lyttet trofast til det hele og da Sarah var færdig sagde hun først ikke noget.

Da der var gået noget tid sagde hun:

”Når, jamen så længe du ikke har det sådan med mig er jeg lige glad. Du er jo et guds skabt menneske som alle andre, at gud har skabt dig som du er, er ikke noget jeg kan gøre ved.” 

De to piger sad længe og snarkede om mange forskelige ting samtidig med at de fik ryddet det sidste af tallerkenulykken op.

I dag var Sara til tiden ved fruens døre med morgen maden, hun ville ikke gå glip af at se sin drømme pige, men da hun bankede på den store trædør var det en anden pige der åbnede, hun lukkede Sarah ind uden et ord, Sarah gik ind og satte maden på fruens bord mens hun undrede sig over hvor Asta var, det gik hende så meget på at hun var lige ved at skubbe fruens ene parfume på gulvet.

”PAS DOG PÅ!!”

Sarah vendte sig om det var hende var det ikke? Jo det var Asta som stod en den anden ende af rummet med fruen ved sin ene side. Sarah blev helt blød i sine knæ og hun havde det som sneen om foråret nå det var ved at smelt.

”ja du må gerne gå nu, fruen skal havde tøj på og havde sin mad, og hun vil ikke havde sådan nogen som dig her når hun skal havde tøj på”

Astra stod lige foran og talte til Sarah som om hun var 4 år gammel og ikke 17 som Asta selv.

”Blym gy”

det var den eneste lyd der kom over Sarahs læber, også en masse savl også hvilket hurtigt blev tørret væk, hvor var Asta da bare smuk igen i dag, hun havde den helt perfekte mund så Sarah, den der bare var så heldig at få et kys fra de perfekte læber på den perfekte mund. Hun lænede sig frem for at give den perfekte mund et kys men blev med et vækket af sin drømme verden, da en af de andre kammerpiger tog fat i hende og trak hende ud af rummet. Sarah så fuld af skam at hun havde mest lyst til at kravle ned i et mussehul, hvor var hun dum, hun havde da for alvor trådt i den denne gang.Nu ville Asta da helt sikkert ikke tale med eller så meget som se på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...