Endnu en weekend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Rebekka frygter hver weekend. Fordi selvom hun elsker livet på efterskolen, er hun altid bekymret for dem derhjemme. For derhjemme er der altid problemer.. Endnu en weekend er en novelle, jeg skrev ovre i skolen, i forbindelse med emnet Alkohol. Håber I kan lide den!

0Likes
0Kommentarer
138Visninger
AA

1. Endnu en weekend

  Der er den sædvanlige støj i bussen. Rumlen fra motoren, folks snakken og en gang imellem en bils dytten. Jeg prøver at blokere tankerne, fokusere på lydene, men frygten sniger sig ind alligevel. Jeg er altid bange for, hvad jeg finder. Men mest af alt bekymret. Og  det er den værste følelse. Fordi den ligger altid i baghovedet.
  “Steppevænget/Grønkjærvej,” fortæller højtaleren. Jeg tager mine ting. Smider den ene taske over skulderen og tager den anden i hånden. Det giver et ryk i mig, da bussen stopper, men jeg bliver stående. Jeg er den eneste, som skal af.
  Jeg sætter tempo på og skynder mig hjem. “Hej, Rebekka. På vej hjem?” spørger fru Hansen, vores nabo, da hun går forbi mig med sin hund. Jeg nikker. Vi står der bare et øjeblik, tom for ord. “Nå, men du må hilse,” siger hun så. “Det skal jeg nok. Du må også hilse Lars,” svarer jeg høfligt tilbage. Jeg skal til at gå videre, da hun lægger sin hånd på min skulder. Hun siger ikke noget, kigger bare på mig, men jeg ved hvad hun mener. Jeg smiler svagt og nikker, som for at sige, at det er okay. Jeg er taknemmelig for, at hun holder lidt øje med Oliver og Lisa.
  Døren er ikke låst, da jeg når hjem. Men klokken er også 15, så Oliver er sikkert hjemme. Bryggerset er fyldt op med flasker og dåser. Der er ingen ord som kan beskrive det. Jeg tager en dyb indånding og går ud i køkkenet.
  Det ser ud som altid. Der står brugte pander, brugt service, nogle tomme æsker, hvor der har været mikrobølge måltider i, og selvfølgelig flere flasker. Og så stinker der værre end en kasse med rådne fisk. Godt, jeg er kommet hjem.
  Inde fra stuen kan jeg høre noget hård rock. Det er helt deprimerende at høre på, men far har skruet så højt op, at man skulle tro han var døv. Det ender han nok også med at blive. Ude i gangen kan man stadig høre det helt tydeligt. Jeg åbner forsigtigt døren længst væk.
 Oliver sidder og spiller playstation med et par store høretelefoner på. Jeg kan godt forstå ham. Selv med lukket dør, kan vi høre fars musik.
  Jeg står bare og kigger på ham, indtil han opdager mig. Hans sorte hår er rodet, da han fjerner hørebøfferne, og hans grå øjne er fyldt med glæde, som han kigger op på mig. I et øjeblik glemmer han alt om spillet og springer op og giver mig et kram. Så bander han, da han kommer i tanke om, at han ikke trykkede pause, og skynder sig tilbage igen. Selvom jeg kommer hjem hver fredag, reagerer han altid som om jeg har været væk i en måned.
  Jeg bliver stående i døråbningen et øjeblik og kigger bare på ham. Han er grunden til, at jeg kommer hjem hver weekend. Han er grunden til, at jeg bekymrer mig. Og han er grunden til, at jeg nogle gange får dårlig samvittighed over at have forladt dem. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage ham med på efterskole. Men han er kun 13. Desuden flytter jeg hjem igen næste år. Det er overhovedet ikke det, jeg har lyst til, men jeg nødt til det for Olivers skyld.
  Oliver lægger mærke til, at jeg stadig står der og ryster forvirret på hovedet. “Hvad er der?” spørger han. Jeg trækker på skuldrene. “Jeg stod bare og beundrede, så flot du holder dit værelse.” Nu er det hans tur til at trække på skuldrene. “Det er jo det eneste sted, jeg kan få luft,” svarer han. Jeg smiler, selvom det dybest set ikke er sjovt. “Det er rigtigt. Er far inde i stuen?” spørger jeg. Oliver kigger på mig, for at se om jeg mener det. Så smiler han og vender tilbage til spillet. Selvfølgelig er far inde i stuen. Det er han altid.
  Rammstein bliver højere og højere, som jeg nærmer mig stuen. Far ligger på sofaen, bevidstløs og med savl ud af munden, med en dåseøl i hånden. Det ligner en svinesti og stinker helt vildt. Jeg passer på ikke at træde i vinflaskerne og øldåserne. Far har den samme trøje på, som sidste weekend, og jeg tror ikke, han har haft andre på. Da jeg skruer ned for musikken, vågner han. “Hva? Øh, hva?” mumler han, mens han prøver at se hvor han er. “Far, jeg..” siger jeg, men i det samme afbryder han: “Jeg skal sgu lige pisse.” Så vralter han ud af rummet, tydeligvis stadig fuld, fordi han mister balancen flere gange. Da han kommer tilbage, prøver jeg igen. “Far, vi er nødt til at snakke.” Han kigger bare sløret på mig. “Uhuu,” siger han så og griner. Jeg sukker og skal lige til at fortsætte, da jeg kan høre nogle høje hæle i køkkenet. Jeg vender mig om og ser min lillesøster Lisa. Hun har lavet store krøller i sit hår, som hun farvede blondt, da hun var 13. Hun ville åbenbart ikke have familiens sorte farve. Hendes ansigt er fyldt med makeup, og hendes tøj.. Lad os bare sige, at det ikke passer til en 15-årig. Det passer faktisk ikke til nogen, hvis man ikke regner prostituerede med.
  “Åh nej, er du her igen?!” udbryder hun med det samme hun ser mig. “Det er også dejligt at se dig, søs,” siger jeg sarkastisk. “Whatever,” svarer hun bare. Lisa prøver at gå ind på sit værelse, men jeg skynder mig at spærre vejen. “Hvor har du været henne?” spørger jeg. Hun himler med øjnene. “Det behøver jeg fandme ikke fortælle dig.” Det passer faktisk. Fordi jeg kender allerede svaret. Hun har enten været til en fest eller hos en af sine “venner”.
  “Har du overhovedet været i skole i dag?” spørger jeg, men det var dråben som fik bægeret til at flyde over.  “Det rager ikke dig!” eksploderer hun, “og hvem har forresten udnævnt dig til mor?! Hvorfor skal du hele tiden prøve at overtage mors rolle?!” Hun stirrer vredt på mig, forlanger et svar, men jeg er lamslået. Efter chokket har lagt sig, kommer vreden dog, og da jeg svarer, har jeg også hævet stemmen. “Hvorfor?! Måske fordi ingen anden har gjort det siden mor døde! Far har jo ikke engang et arbejde og du er altid ude med alle mulige. Det er 3 år siden, Lisa! Det er tid til at vi kommer videre!” Lisa kigger bare koldt på mig. “Store ord fra en som forlod os,” hvisler hun. Så skubber hun sig forbi mig og jeg hører hendes dør smække.
  Jeg sukker og kører en hånd igennem min sorte pagefrisure. Far er faldet i søvn inde i stuen igen. Jeg ville egentlig have bedt ham om at tage sig sammen. Bedt ham om at være en ordentlig far eller bare en far. Bedt ham om at holde øje med sine børn og med huset. Eller i det mindste bare prøve. Men.. Måske i morgen. Nu skal jeg vist bare få ryddet op. “Rebekka?” lyder Olivers stemme. “Har du brug for hjælp?” spørger han og nikker mod rodet. Jeg smiler. Og Oliver smiler tilbage.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...