Kunsten at være menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Runa er syg. Syg i en forstand, der efter hendes mening er ingen, der kan hjælpe hende med. Hendes liv hænger i flåede laser, mens hendes egne negle er knækkede og urene, og hun gør intet for at rense dem. På opfordring af hendes mor, møder hun Tobias. Ham den syge dreng, hun mødte for halvandet år siden, da hun blev indlagt. De har kun deres sygdom til fældes og kommer ikke videre godt ud af det med hinanden. Men det viser sig hurtigt at Runa finder trøst hos den eneste person, der har en chance for at forstå, hvad hun er udsat for. Følg to unge menneskers kamp, for at verden til at give mening i et verdenssyn, der ingen mening har.

7Likes
14Kommentarer
490Visninger
AA

5. kapitel 5

”Jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller mig, hvad der er galt.” Jeg har lyst til at bede hende holde mund og bare blive ved med at nusse om mig. Jeg kan mærke endnu et hulk komme, og jeg begraver mit hoved dybere i den mørkegrønne sofapude. Mor bliver ved med at stryge mig på ryggen. Selvom de ikke siger noget, ved jeg Aun og far står og ser på. Og at mor prøver at få dem til at gå.

”Men... er der sket noget, Runa? Er det noget med Tobias?”

”Det er så langt ude,” hvisker jeg til puden. Den svarer ikke, og mor hører det ikke.

”Kom nu, Runa.” Hun hjælper mig op og sidde, og jeg ser hen mod døråbningen til køkkenet. Der er ingen Aun eller far.

”Er det noget med Tobias?”

Jeg ser på hende.. ”Han kom i dag. Og... så faldt han i søvn, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, og Marie ringede, hun ville undskylde og-”

”Rolig nu, racerbil.” Hun tager min hånd. ”Marie ringede?”

Jeg nikker.

”Og hvad så?”

”Så spurgte hun, om jeg ikke havde lyst til at se hende. Og-” jeg begynder at hikste, så mine ord lyder underlig forvrængede. ”Og, jeg sagde ja. Og det var dumt og rigtig idiotisk, men vi lavede jo ikke noget. Tobias sov bare, så jeg... gik.”

Forsigtigt ser jeg op på hende. ”Uden at sige det til ham?”

”Jeg... jeg skrev en seddel. Men, altså... Marie var rigtig sød, og jeg savner hende, men pludselig blev jeg bare... vred. Rigtig vred. Og så... gik jeg.”

Hun ser på mig med de der irettesættende mor-øjne, så jeg bliver nødt til at se ned. Det var jo ikke med vilje.

”Runa, du... Jeg siger ikke, Marie er en dårlig ven. I var uadskillelige, lige siden I først mødtes. Og jeg ved, hun vil dig det bedste. Men jeg tror, det også er svært for hende, så måske skal du vente til, du har det lidt bedre, til at snakke med hende?”

”Men jeg savner hende.” hvisker jeg og ser på den tomme væg overfor.

”Det ved jeg godt,” svarer hun. ”Kom.” Hun stryger mig over ryggen en enkel gang mere, før hun rejser sig. ”Vi spiser lige om lidt.”

Jeg ser efter hende og ønsker, hun stadig holder om mig. Køkkenet føles flere kilometer væk. Og selvom jeg rejser mig og går hen mod det, kommer jeg ikke nærmere. Indtil jeg pludselig støder ind i stolen.

Jeg er sikker på, at nogen har slukket for lyden. Jeg kan se Thildes læber bevæge sig. Jeg ved, hun fortæller om sin skoledag, men jeg kan ikke høre det. Aun snakker med far, sikkert arbejde eller en sjov hændelse, der er sket, men jeg kan ikke høre det.

Da jeg går i seng, er jeg rædselsslagen for aldrig at kunne høre noget igen.

***

Lyden er blevet skruet op, da jeg vågner. Måske en smule for meget, for jeg krymper mig, hver gang nogen siger noget. Det går først op for mig, at det er lørdag, da Aun kommer traskende ud i køkkenet klokken halv ti.

”Hvorfor er du ikke i skole?” spørger jeg, før det slår mig.

Han griner. ”Stakkels Runa, har helt mistet sit tid og rum.” Jeg prøver at høre fornærmelsen i hans stemme, men jeg kan ikke finde den.

”Aun?” spørger jeg lidt efter. Han ser op fra sin avis med løftede øjenbryn. ”Savner du mig?”

Hans smil tyder på, at der vil komme en eller anden smart bemærkning om, at jeg er selvfed, men det gør der ikke. ”Selvfølgelig gør jeg det, og jeg er ked af, at jeg var dum i torsdags. Det var ikke fair...” siger han, som er det det simpleste regnestykke i verden. Han tøver, men fortsætter så: ”Du var jo helt holdt op med at prøve,” uddyber han. ”Så jeg gik ud fra, og jeg kan ikke holde ud, at alle er så søde og rare over for dig. Som om du bare lige går i stykker.”

”Du forstår det ikke,” mumler jeg ned i min mad og fortryder, jeg spurgte. ”Jeg er i stykker. Jeg kan ikke bare... slukke for det.”

”Meget forstår jeg ikke, men jeg er nu ret sikker på, at jeg forstår dig. For lige meget, hvem du tror, du er, eller hvilke stemmer du hører, så er det kun dig, der kan stoppe dem. Der er kun dig, Runa. Så selvfølgelig savner jeg dig. Men jeg ved, du snart kommer tilbage.”

Jeg ser kort op på ham og nikker. Kun fordi jeg ikke orker at diskutere det.

Han forstår det ikke, vel lille Runa?

Han smiler kort til mig. ”Og hvad skal du så bruge en af disse sjældne weekender på? Men jeg har hørt, det er usundt at lave for meget, så går de for hurtigt, og så-”

”Hold mund, Aun,” smiler jeg og kaster en serviet efter ham. Han griber den og masser den sammen i hånden til en lille kugle, hvorefter han mislykket prøver at trille den hen til den anden side af bordet, hvor jeg sidder.

”Er der golf?” spørger far, der pludselig er kommet. Aun svarer et eller andet, som jeg ikke gider lægge mærke til. Mine tanker er optaget af noget andet.

”Skal I... har I tænkt jer at lave noget sammen?” spørger jeg, da også mor er kommet ud af sengen, sammen med Thilde. Inden Aun når at sige det, åbner mor munden: ”Aun har vist en date, men jeg og far vil da gerne lave noget sammen med dig.”

”Det er en legeaftale,” udbryder Aun med påtaget barnestemme og blinker. Mor hæver bare øjenbrynene, mens Thilde fniser.

”Det var egentlig mere fordi, at jeg havde tænkt mig, at se hvordan Tobias har det. Og hvis I skulle noget andet, slipper jeg for at få dårlig samvittighed, for ikke at være sammen med jer.”

”Nåh, ja, Pernille,” siger far med påtaget løgnerrobot-stemme. ”Vi skal da også i biografen i dag... og... se en film, der ikke er for børn.”

Selv mor kan ikke holde masken og griner.

”Tak,” siger jeg smilede til ham. ”Så meget barn er der måske ikke tilbage.”

”Det er der da,” siger han og læner sig frem på stolen. ”Du er da stadig vores lille putte-nutte-gøj.”

Behandler dig ikke engang som et individ.

Jeg smiler. ”Det ved jeg godt. ”

Da jeg har spist endnu en skive brød, er kommet i bad og har fået tøj på igen, står jeg ved døren og venter på, mit håndled skal åbne den.

De hader mig! Alle sammen! Især efter det med Marie.

Jeg ryster på hovedet. Det er bare sådan, det er.

Nogle gange husker man sære ting. Som nummerplader eller et spørgsmål, man stillede i anden klasse. Det sker også, at man husker den præcise adresse på folk, man egentlig ikke rigtig snakker med mere.

Forgæves ringer jeg til Tobias, men da han ikke tager den, skriver jeg til ham. Sandsynligheden for, han er hjemme, er stor, men jeg har ikke rigtig lyst til at møde... hvad var det, de hed? Marianne og Morten, tror jeg. Efter ti minutters gang står jeg foran et hvidt hus. Så simpelt er det. Ingen forhave eller baghave, ingen mærkelige udspring bygningen. Bare et hvidt hus, smukt i dets enkelthed.

Jeg går hen og banker på. Døren bliver åbnet, knap før jeg har taget hånden til mig igen. En forvildet Tobias med morgenhår i stor stil ser forbløffet på mig.

”Rune?” spørger han så, som er han ikke er helt sikker.

”Hej,” siger jeg prøvende. Han nikker og åbner døren for mig. Den lille grønne gang, fyldt med ting, der ingen plads har, føles mere trang, end den er.

”Er dine…” jeg stopper mig selv, før jeg når og sige ”forældre.” Jeg åbner munden og prøver igen. ”Er Marianne og Morten hjemme?” spørger jeg, mens jeg uopfordret hænger mit tøj på en ledig bøjle. Ud af øjenkrogen ser jeg Tobias ryste på hovedet. Jeg nikker og går ind i stuen. Tobias sætter sig over i den brune lædersofa, og jeg gør ham følge.

”Undskyld,” siger jeg så, da stilheden har varet for længe. ”Jeg skred i går. Det var ikke fair.”

Han smiler forsigtigt. ”Tjah... jeg var vel ikke til meget selskab, når jeg sover. ”

Jeg trækker på skuldrene. ”Øh... Tobias...”

Han afbryder mig, som har han ikke hørt mig: ”Er du ikke træt af, at folk har ondt af dig hele tiden?” Jeg har på fornemmelsen, han gerne ville have de ord ud, så jeg nænner ikke at skifte emne, selvom jeg ikke kan finde rigtig ud af at svare.

Jeg rynker panden af ham. ”De har da ikke... ondt af mig. De prøver at hjælpe mig.”

Gør de?

”...Tror jeg. Har folk da ondt af dig?”

”Du har,” siger han og rynker panden en anelse. ”Du kommer kun her, fordi du har ondt af mig. Men i forhold til alle andre, så prøver du ikke at hjælpe, eller få mig til at tænke på noget andet. Du er der ligesom bare.”

Forvirret ser jeg på ham. Ikke sikker på, om jeg skal være glad eller irriteret over det, han lige sagde.

”De bliver bare ved med at sige det samme,” fortsætter han. ”Undskylder, har ondt af mig. Som om intet af det er min skyld.”

”Det er det da heller ikke. Du bad ikke om at blive syg,” prøver jeg.

Han kigger kort på mig. ”Nej. Men jeg beder heller ikke om at blive rask.”

Jeg fnyser. ”Hvis du gjorde, hvis du bad Marianne om at blive rask, så ville der ske et mirakel, og så kan du fungere helt normalt?”

”Nej, Runa,” siger han alvorligt. ”Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal fungere uden.”

Min mund bevæger sig, men der kommer ikke nogen lyd ud af den. ”Så det, du siger, er, at du gerne vil...” Jeg kan ikke finde ud af at gøre sætningen færdig, for min tunge krøller sammen.

”Det, jeg siger, er, at jeg ikke ved, hvordan man fungerer ordentligt mere. Hvis jeg bliver rask, tror jeg ikke, jeg kan finde ud af at fungere... Det er det, jeg siger, Runa.”

Jeg ser på ham, uden at sige noget. Mine øjne begynder at brænde. ”Du er så fuldkommen idiotisk,” hvisker jeg. Først er jeg ikke sikker på, han hører mig, men så vender han hovedet og ser på mig. Der er lige så meget ild i hans blik som i mit.

”Du sidder her og... beklager dig over at være syg samtidig med, du er skrækslagen for at blive rask. Hvad fanden er det så du vil?” Jeg rejser mig og ser ned på ham. Jeg er ikke sikker på, jeg kan holde ud at blive her længere. Han ser bare op på mig med store øjne.

”Ingenting,” svare han så endelig.

Jeg kan godt forstå, hvorfor de har ondt af dig. Du er ikke rigtig i hovedet.I et par sekunder bliver jeg stående, før jeg går. Det rigtig ville være at gå tilbage i stuen og sige undskyld. For vi er lige umenneskelige. Med heftige bevægelser får jeg min jakke på og skal til at åbne døren, da jeg hører noget, der lyder som gråd. Så står jeg stille.

Du gjorde det! Fik han til at græde. På trods af, hvem han er, har han aldrig grædt, men du kan noget helt særligt. Auns forvrængede stemme når mit hoved, og jeg spjætter. Hold op. Så knytter jeg mine hænder for ikke at komme til at gøre noget dumt.

”Tobias?” Jeg går tilbage til stuen.

Han sidder på gulvet, med ryggen op af sofaen og hovedet gemt ved knæene.

”Undskyld,” siger jeg og kommer hen ved siden af ham. Han svarer ikke. Forsigtigt rører jeg ved hans knæ. ”Det var ikke... det var dumt sagt. Det var bare noget, der kom ud af mig, og jeg mente det ikke. Undskyld.”

Flere lange sekunder går, før han endelig, langsomt hæver hovedet for at se på mig med røde øjne.
”De er døde,” hvisker han.

”Hvad?” kvækker jeg. Min første tanke er Marianne og Morten, men jeg ved godt, det ikke er dem.

”De er væk. Og... det er min skyld. Lisa... hun er forsvundet, og hun sagde, det er min skyld, Runa! Det er min skyld!” Han hulker kraftigt og begynder at rive sig selv i håret.

”Nej, Tobias, hold op.” Jeg prøver at få hans hænder væk, men jeg er trods alt bare Runa. ”Tobias, hold så op! Det hjælper ingen, at du gør det der.”

Han hikster og hører ikke, hvad jeg siger. Mumler bare utydeligt.

”Tobias, hold op!” Igen prøver jeg at få hans hænder til at samarbejde, men det vil de ikke.

”Det er min skyld,” hvisker han og ser op på mig. ”Jeg kan ik- jeg kan ikke-” Han bryder sammen i mere hulken og krummer sig sammen.

Min egne kinder er blevet varme, og jeg giver slip på ham. Min hånd ryger ned i min bukselomme og fisker efter min mobil. Det første navn, der dukker op, er Aun:

”Hej,” siger en glad, fuldkommen udvidende stemme. Det gør ondt at vide, jeg skal ødelægge hans dag. Hvorfor skal jeg også ødelægge alting?

”Aun,” hvisker jeg grådkvalt og ser til, mens Tobias synker mere og mere sammen. ”Han vil ikke lade mig hjælpe. Aun han, han har det ikke godt, han-”
”Runa, hvor er du?”

”Hos Tobias,” hvisker jeg. Jeg tager telefonen væk fra øret og skal til at lægge på, men i det samme, rejser Tobias sig op, går rundt om sig selv og hamrer så hovedet ind i væggen. Jeg smider mobilen fra mig.

”De vil ikke lade mig… min skyld, alt sammen,” mumler han til væggen, mens han gentagende gange banker hovedet ind i den. Det giver en hård, ubehagelig lyd.

”Tobias, hold op!” råber jeg grådkvalt og prøver at presse mig ind foran ham, så han ikke rammer væggen. Pludselig kollapser han ind mod mig. Jeg kan ikke klare hans vægt og knækker under ham, så vi begge lander på gulvet. Han giver slip på mig og kryber sammen i fosterstilling. Min skulder gør ondt. Det føles, som om alt den smerte, jeg har båret inde på, pludselig kommer ud. Finder deres vej gennem skulderen.

”Tobias.” Jeg rører ved hans hår, hvilket får ham til at virre med hovedet.

”Skrid,” hvisker han. ”Du forstår det ikke.” Han hulker og hulker, hjælpeløst sidder jeg ved ham og ved ikke, hvad jeg skal gøre. ”Skrid, Runa. Du fatter det ikke.” I én hurtig bevægelse er han oppe og sidde. Jeg kan ikke lade være med at flytte mig en smule baglæns. Store bange øjne møder mit blik.

”Bare få det til at holde op,” hvisker han.

Tobias rykker sig pludselig meget hurtigt hen til mig og lægger armene om mig, så jeg bliver lukket ind i hans favn. Det varer lidt, før jeg lægger armene omkring ham.

”De er døde, Runa. Dem alle sammen. Det er kun mig, der ved det. Du bliver nødt til at fortælle det.” Han krammer mig endnu hårdere. ”Vil du ikke nok?”

”Selvfølgelig,” mumler jeg. ”Selvfølgelig gør jeg det. Tobias...Vil du ikke nok holde op med at gøre skade på dig selv?”

”Jo,” hvisker han tilbage. ”Aldrig mere.”

Forsigtigt klapper jeg ham på ryggen. Om så det løfte holder eller ej, så har han givet mig det.

***

”Jeg tror, han får det bedre,” fortæller jeg mor. Fortæller jeg mig selv.

Før mor for lov at sige noget, tager Aun min hånd og ser på mig. ”Er du okay?”

Jeg nikker. ”Men jeg fryser. Kan vi ikke tage hjem?” Jeg vil helst tage med Tobias, men det må jeg ikke. ”Og, Aun, du skal ikke blive for min skyld, hvis du gerne…”

”Jeg vil gerne blive,” beroliger han mig, da vi sætter os ind på bagsædet af vores bil.

”Okay,” nikker jeg. Aun slipper min hånd, og i et øjeblik er jeg Auns tvilling. Et kort øjeblik. Jeg rykker mig ind i en akavet stilling og lægger hovedet mod hans skulder.

Du er ikke noget menneske. Det er din skyld, Lille Runa. Dit hus er brændt ned, ude i skoven. Du er ikke stærk nok til at hugge træer ned. Du kan ikke bygge dit hus op igen.

Jeg finder Auns hånd og lukker øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...