Kunsten at være menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Runa er syg. Syg i en forstand, der efter hendes mening er ingen, der kan hjælpe hende med. Hendes liv hænger i flåede laser, mens hendes egne negle er knækkede og urene, og hun gør intet for at rense dem. På opfordring af hendes mor, møder hun Tobias. Ham den syge dreng, hun mødte for halvandet år siden, da hun blev indlagt. De har kun deres sygdom til fældes og kommer ikke videre godt ud af det med hinanden. Men det viser sig hurtigt at Runa finder trøst hos den eneste person, der har en chance for at forstå, hvad hun er udsat for. Følg to unge menneskers kamp, for at verden til at give mening i et verdenssyn, der ingen mening har.

7Likes
14Kommentarer
488Visninger
AA

4. kapitel 4

Den næste morgen er mærkelig. Hele morgnen går jeg rundt i en dis, jeg ikke kan kontrollere, og flere gange hen på formiddagen falder jeg i søvn i få minutter, men bliver vækket af vores bornholmerur, som tikker. Og da nogen banker på døren, er jeg sikker på, jeg sover. Men den meget insisterende banken bliver ved, og det går op for mig, at jeg er vågen. Halvt vågen går jeg ud og åbner døren på klem. Fregnede Tobias står ude for døren og kigger ikke op, da jeg åbner.

”Hej,” mumler han.

”Hej, dig selv.”

Selvom jeg stadig står i mine sorte puttebukser og lilla top med mit morgenhår, åbner jeg døren for ham. Han ser kort op, da han går forbi mig.

”Hvad laver du her?” Han tager sig god tid til med at tage overtøjet og skoene af. Uden opfordring. Så går han, vant, som kender han det, ind i stuen og sætter sig i sofaen. Jeg går efter ham og stiller mig foran ham. Han ser stadig ikke på mig.

”Tobias, hvad laver du her?”

Der går endnu et stykke tid, før han svarer, men så siger han lige så stille: ”Hvis man er helt isoleret i så lang tid, tror jeg ikke, man kan overleve.”

Jeg trækker vejret så langt ned i maven, som jeg kan, og sætter mig ved siden af ham.

”Ensomhed slår alle ihjel,” hvisker jeg samtykkende tilbage. Han nikker. Tiden går, uden nogen af os siger noget. Men jeg kan ikke dy mig længere. ”Er du okay?”

Skyggen af et smil kommer frem i hans ansigt, og jeg ser på ham. ”Jeg havde det bedre for tre dage siden. Og... for syv dage. Men, ikke for et år siden.”

Jeg smiler. ”Okay, Tobias. Jeg også okay,” siger jeg ligeså uden opfordring og sætter mig i skrædderstilling. Og bare fordi han sidder og ser så fortabt ud, fortæller jeg ham om manden uden øjne. Og han fortæller, at verden er fyldt med skygger og drager og væsner, han ikke tør kigge på. De fortæller ham om den anden verden, der er fyldt med seriøsitet, krig og børn, der aldrig har været børn. ”Jeg ved ikke, hvilken verden der er værst,” fortæller han mig forsigtigt.

Endnu engang lægger stilheden sig over os.

Han nikker. ”Rune-”

Jeg ryster på hovedet af den gamle kælenavn.

Han smiler. ”Er du stadig glad for kortspil?.”

”Du husker helt rigtigt, Tobias.”

Han hoppe op fra sofaen, men går lige så stille hen til træreolen og trækker et spil kort ned fra øverste hylde. ”Kom.” Nogle gange minder han mig om anden klasse.

”Hvilket spil?” spørger han og er allerede begyndt at blande kortene, da jeg sætter mig ved bordet.

”Det ved jeg ikke. Du bestemmer.”

Tobias elsker at spille kortspil og er så meget bedre end mig. Det var stort set det eneste, vi kunne finde på, så det var det eneste, vi lavede. Nu kunne vi vel lave andre ting, som at gå en tur eller se tv, eller... alt. Men kortspil føles trygt.

”Ved du, hvad jeg har fundet?” spørger han og lægger et forsinket kort på bordet.

”Hvad har du fundet, Tobias?” Jeg tager kortene og fejer dem hen til min bunke.

”Hun hedder Lisa,” svarer han og smiler, da han tager mit kort og fejer til sin egen lille bunke.

”Og hvor har du fundet... hende?” Med et halvt øre lytter jeg. Spillet synes pludselig meget interessant.

”Henne ved søerne, der hvor man kan fodrer duer. Sådan mødtes vi.” Han ser op på mig, men sit helt eget fjoget smil, som jeg ved er et helt normalt i hans sind, smil. ”Hun er sød.”

Jeg nikker. ”Det... det' godt.” Jeg smiler forsigtigt og tager endnu engang hans kort.

”Hvornår finder du en Lisa nede ved søerne?” Det tager mig et øjeblik at forstå, hvad han siger.

”Jeg leder ikke efter en Lisa nede ved søerne. Eller nogen andre. Jeg har mor og far, Aun og Thilde. Det er nok for mig.”

”Fire Lisa'er. Du er heldig, Rune.” Han lægger ikke mærke til, at det er ham, der skal tage mit kort, og ser bare tomt ind i væggen bag ved mig.

Jeg nikker og har egentlig ikke lyst til at svare. Selvom det ikke var et spørgsmål.

”Skal du se hende igen?”

Tobias vender tilbage til spillet og tager kortene. ”Ja, vi skal mødes... skulle mødes i dag.”
Jeg åbner munden, men lukker den så igen. Jeg snerper munden sammen og ser hen på ham. ”Tobias,” mumler jeg tøvende. Han ser hurtigt ned og smider et kort på bordet.

”Okay,” siger Tobias efter nogen stille tid. ”Det her spil tager en evighed. Hvis vi siger, du vinder, kan vi så stoppe?”

”Selvfølgelig.”

”Rune-pigen med de blå øjne ude i skoven,” mumler han og lægger sig på gulvet. I nogle øjeblikke står jeg og overvejer, hvad jeg skal gøre. Tobias er ikke anderledes. Tobias er bare Tobias, og det gør mig forvirret. Jeg sætter mig på gulvet ved siden af ham og begynder at fumle med gulvtæppet. ”Savner du at være normal?” spørger han med lukkede øjne.

I et kort sekund overvejer jeg mit svar. ”Jeg savner at være ligesom Aun eller mor. Eller far. Men jeg tror også... Jeg tror, jeg kan blive normal igen, snart.”

”Sagde pigen i skoven, hvis hus er brændt ned.”

”Det er halvandet år siden, Tobias. Måske du skulle lave et nyt digt. Et hus kan godt bygges på halvandet år, i hvert fald det vigtigste.”

”Sandt.” Han tøver, før han ser på mig.”Lille Runa sidder ude i skoven...Savner sin familie...Men snart kommer solopgangen... Så kan Runa begynde at lede... Lille Runa sidder ude i skoven.”

”Smukt,” fortæller jeg og smiler til hans lukkede øjne.

”Din tur.”

”Min tur?”

”Ja, fortæl et digt.”

”Jeg er ikke lige så god som dig.”

Jeg vil have, han skal fortælle mig, at det ikke er sandt. Jeg vil have, at han skal grine og klappe mig på ryggen og sige, jeg er fjollet. Men Tobias åbner øjnene og sætter sig op. ”Okay,” siger han bare.

Jeg smiler vagt.”Okay.”

***

Tiden er gået i stå. Det er jeg ret sikker på. Jeg vil gerne have viserne til at blive ved med at gå i rundkreds, men de er stoppet op. Tobias sover. Og hvor meget jeg end ønsker det, kan jeg ikke gøre ham kunsten efter.

Vores hvide loft er jo også interessant, i hvert fald i de første to sekunder. Nu er jeg ret sikker på, at jeg har set det hele. Hvis jeg kunne finde ud af at fortælle min hjerne, at den skal sige, mine ben skal begynde at bevæge sig, så ville jeg gøre det. Men det er, som om resten af min krop sover, bortset fra mine øjne. I lange minutter endnu bliver jeg liggende og leger fraværende med gulvtæppet med min udstrakte hånd.

Da min mobil pludselig giver sig til at synge, vågner min krop op, og jeg er på benene. Inden jeg tager den, kan jeg ikke lade være med at se tilbage. Tobias sover som ingen andre.

”Hej,” siger jeg til det elektroniske apparat.

”Hej, Runa.” Den høje lyse pigestemme er let at genkende. Alligevel bliver jeg nødt til at spørge. For den kan jo ikke være hende.

”Øh...”

”Ej, come on. Det er da mig, Runa. Har du allerede glemt mig?”

Luften synes pludselig meget svær at få ned gennem halsen. ”Nej-nej, selvfølgelig ikke, Marie.”

”Helt sikker?” spørger hun. Jeg kan se hende sidde på sengen med sine lyse øjenbryn løftede og et skævt smil på læberne.

”Helt sikker,” svarer jeg og smiler.

”Jeg tænkte... altså, skal du noget... lige nu?”

”Lige nu?” kvækker jeg og ser hen på Tobias, der stadig snorker.

”Ja, hvis du har lyst, så kunne vi måske... Jeg ved ikke, lave noget sammen?”

Jeg gumler på min underlæbe. Det kan jeg ikke. Desuden, det var hende, der skred. For helvede, hun vil jo bare have et eller andet.

”Men... Jeg troede, jeg troede, vi var holdt op med at tale sammen?”

Det varer lidt før hun svarer. ”Det var vi oss', undskyld Runa, jeg fuckede det hele op, og jeg er så ked af det. Jeg var bare bange for at.... ja, at du ikke ville blive okay igen, og så virkede det bare lettere at holde kæft og skride.”

Jeg læner mig op af væggen og lader mig glide ned af den. Alle har åbenbart en tendens til at gå fra mig og alligevel komme tilbage. Gælder det kun for dem, eller... eller også for mig? Jeg vil være Auns tvilling. Jeg var Auns tvilling før Tobias dengang med Marie. Tobias har jo ikke gjort noget galt, men jeg er ikke den rigtige til at hjælpe ham. Han sagde det selv. Han havde bare brug for at være sammen med nogen. Han kom vel for fanden, kun fordi han vidste, jeg ikke laver særlig meget, når jeg er hjemme.

”Runa? Er forbindelsen gået, eller har du faktisk ikke svaret endnu?”

”Nej... jeg mener ja, forbindelsen er fin, og ja, jeg vil gerne lavet noget sammen med dig.”

”Awesome... jeg er der om fem minutter.”

Hvad har jeg nu gjort? Men når du jo-

Jeg ignorerer stemmen og skubber mig op fra væggen igen og begynder at lede efter en eller anden form for papir. Og en kuglepen. Da det er fundet, skriver jeg en kort besked om, at jeg er gået. At det er vigtigt. Det virker måske sært, men det virker endnu mere forkert at vække ham. Et hurtigt kig ud af vinduet får mig til at tage en ekstra trøje på, før den irriterende lyd af en dørklokke lyder.

Marie stå på dørmåtten, iført en mørkeblå jakke og en rød skjorte stoppet end i bukserne og en taske hængende ved skulderen. Hendes lyse hår kan akkurat række til en lillebitte hestehale.

”Hej,” smiler hun.

”Hej,” svarer jeg.

Hun laver en vigende bevægelse med hovedet, som ser dumt ud og, jeg smiler. ”Efter dig,” siger hun.

Tavshed har det med at fylde stort set det meste af mit liv, men Marie har altid været god til at snakke. Hun snakkede om alle de drenge, hun havde tænkt sig at score, og hvor hårdt det var at gå på HHX. Hun snakkede om sine lillebrødre, om sin irriterende mor, hvor glad hun er for, at hun snart skulle flytte hjemmefra, og at hun måske skal have en kat. Til sidst, da vi har kolde ben og hænder, da vi sidder i bussen på vej hjem, begynder hun at snakke om vejret. Og da jeg ikke orker at høre om, hvilken trist og kold uge det bliver, beder jeg hende om at holde mund. Og det gør hun. Lige indtil hun begynder igen:

”Jeg elsker at snakke, Runa. Og jeg ved, du godt kan lide at lytte. Men jeg ved ikke rigtig, hvad der er sket med dig. Hvordan har du det?”

”Bedre,” mumler jeg og ville pludselig ønske, jeg ikke havde bedt hende om at holde mund.

”Bedre?” Hendes øjenbryn hæver sig alvorligt, som bliver jeg anklaget for at lyve.

”Bedre,” bliver jeg ved. ”Jeg har haft det... skidt og af helvede til.” Jeg sænker stemmen, så de andre i bussen ikke også bliver underholdt. ”Jeg har ikke rigtig kunne finde ud af noget, og det virkede bare som det letteste at lade være med at prøve. Jeg kunne ikke engang hente Thilde fra skole.” Jeg ser kort på hende, men så kigger jeg igen ud af vinduet.

”Hey, vent stop. Logikken er på vej.”Jeg sniger mig til at kigge på hende og ser et smil. ”Du kunne ikke hente din søster, og nu har du været på en tøsetur med din beds... mig.”

Jeg nikker tamt. ”Som sagt. Bedre.”

Hun skubber til min skulder. ”Hvad så mere? Hva' me'... ja, hvad med Thilde? Er hun dygtigt i skolen?”

Jeg sender hende et blik. ”Iih, ja. Hun er fantastisk og til topkarakter i 0.”

”Og hun joker... Vi er vist ved at være der.”

Jeg nikker, men smiler ikke. Jeg kommer pludselig i tanke om Tobias. Lige meget, hvilken Runa jeg er, så er at glemme Tobias forkert.. Men... jeg er vel som de andre. Jeg ender altid med at komme tilbage. Og... det hjalp at være sammen med Marie. Skal man ikke hjælpe sig selv, før man hjælper andre?

”Hva' tænker du på?” spørger Marie og prikker mig på skulderen.

Jeg ser hen på hende og ryster på hovedet. ”Ingenting.” Hun smiler udfordrende, men jeg ryster igen på hovedet.

Hun prøver igen: ”Altså, jeg er virkelig ked af det. Og hvis jeg var dig, så ville jeg hade Marie, fordi hun skred, da jeg havde mest brug for hende. Jeg ved godt, jeg var en idiot. Virkelig. Så... undskyld.” Hun ser stålfast på mig. Mine øje begynder langsomt at brænde.

”Undskyld,” ekkoer jeg. ”Så nu kommer du tilbage og undskylder? Er det først nu, du har fået dårlig samvittighed?”

Mit bryst laver en underlig lyd, der mest af alt lyder som en forskræmt kanin.

”Hey... nej, selvfølgelig ikke.” Hun prøver at fange mit blik, men jeg har pludselig ikke længere lyst til at se på hende. ”Jeg kunne bare ikke rigtig tage mig sammen.” Jeg ser på hende med øjne, der ikke føles som mine. Idiot. Jeg kæmper. Hvad gør hun? Tager sig sammen! Mens jeg... jeg kæmper.

”Så... du skulle tage dig sammen for at se din bedste veninde?” spørger jeg vantro og har slet ikke lyst til at høre svaret. Hun åbner munden, men ved tydeligvis ikke, hvad hun skal svare.

”Jeg bruger al min tid og energi på bare at prøve at være ligesom alle andre mennesker. Mens du... du er tøset og bange...”

Siger du?

”Jeg skal af her.” Jeg skubber mig forbi hende og når ud, før en gnaven buschauffør lukker dørene. I flere lange sekunder står jeg bare og bliver puffet til af forskellige forbipasserende. Mit hoved kan ikke engang få det til at give mening, men jeg er alligevel rasende. Det er ikke retfærdigt.

Endelig sætter jeg gang i mine kolde ben og begynder at gå hjem. Jeg bander mere og mere af mig Da jeg kommer hjem, er Tobias forsvundet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...