Kunsten at være menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Runa er syg. Syg i en forstand, der efter hendes mening er ingen, der kan hjælpe hende med. Hendes liv hænger i flåede laser, mens hendes egne negle er knækkede og urene, og hun gør intet for at rense dem. På opfordring af hendes mor, møder hun Tobias. Ham den syge dreng, hun mødte for halvandet år siden, da hun blev indlagt. De har kun deres sygdom til fældes og kommer ikke videre godt ud af det med hinanden. Men det viser sig hurtigt at Runa finder trøst hos den eneste person, der har en chance for at forstå, hvad hun er udsat for. Følg to unge menneskers kamp, for at verden til at give mening i et verdenssyn, der ingen mening har.

7Likes
14Kommentarer
489Visninger
AA

3. kapitel 3

Tiden synes altid at gå langsomt, når man er nervøs. Alligevel er de sidste ti minutter altid for hurtige. Men da de er gået, ved jeg, at jeg forbliver på den hvide plasticstol i to timer endnu.

Det føles mærkeligt. Det er lang tid siden, jeg her siddet på den ukomfortable stol.

Jeg ser rundt for ikke at komme til at se på nogen. Ser på de brune biblioteksvægge, som næsten er tomme udover det ene skab, der står i hjørnet med skrivegrej. Den pastelhvide farve, der klæder langbordet, som vi sidder om, virker kold. Det otte andre piger, jeg deler rum med, sidder ligeledes og ser ned i bordet. Bortset fra hende, der sidder for bordenden. Hun smiler og kigger jævnligt på sit ur for at se, hvornår hun kan tillade sig at begynde. Igen retter jeg mit blik ned mod bordet.

”Godt, så er tiden vist gået,” siger hun. Tine er lille af sine 30 år, og med sit lillepige røde hår bliver det ikke bedre. Men det hjælper, når hun taler. Og skriver. Hun kan formidle alt til billeder og fortælle en historie på en opfordring. Hun smiler stort. ”Okay. Den står på hurtigskrivning, fem minutter ud fra ordet 'blomsterkasse', godt. I går bare til den.” Jeg tager godt fat om min kuglepen. Så godt fat, at min hånd begynder at ryste. I flere lange sekunder ser jeg bare på papiret. Jeg vil have, at ord skal forme sig derpå. Et digt om blomsterkasser, men jeg kan ikke andet end at blive ved med at blinke.

”Kan du finde på noget?” spørge Tine hjælpsomt. Jeg ser på hende ud af øjenkrogen og ryster på hovedet. ”Ja, nogle gange fungerer hovedet bare ikke. Hvis ikke du kan finde på noget, så skriv om en pige, der passer sin mormors blomsterkasser.”

Bestemt fortæller jeg min hånd, at den skal begynde at skrive. Men min hånd er uden for min kontrol. Mit hoved begynder at dunke, som står der nogen og råber ind i mit øre. Min hånd begynder at ryste, og jeg taber kuglepennen.

Lille Runa ude i skoven. Venter på at blive fortalt, hun er god nok. Det er næsten synd, det ikke sker.

Jeg famler efter kuglepennen.

Lad dog være. Tror, jeg kan sætte mig sammen med alle talenterne og lege stjerne. Lad dem grine ad mig. Se deres smil, som skjuler deres foragt. Med et sæt ser jeg hen på Tine. Hun sidder og studerer sine negle. Jeg bliver ved med at stirre på hende, og til sidst ser hun op og smiler. Hun fryder sig allerede nu til at høre, hvor forfærdeligt det er.

Jeg ser hurtigt væk. Fokus.... fokuser på papiret. Skriv noget! Jeg knytter min hånd, for jeg kan ikke få den til at holde op med at bevæge sig. Det føles, som om min krop bliver presset dybere og dybere ned under vandet, så det bliver sværere og sværere at trække vejret. På trods af vandet omkring mig er min mund blevet tør som en sandstrand.

”Hey, Runa... er du okay?” Mørkhårede Emma med bambieøjnene har set mig. Men jeg kan kun se tilbage på hende. Jeg er gået i stykker. Min mekanisme fungerer ikke længere. Nogen har sat noget i klemme mellem mine tandhjul. Jeg kan kun se tilbage på hende. De andre ser også på mig. Deres ansigter flyder ud i en utydelig masse, og i det nanosekund før jeg blinker, ser jeg ham. Han står med den samme ranke ryg med hænderne foldede på ryggen. Hans bare overkrop er fyldt med blærer og sår, der væsker og bløder. Hans lyse bukser er plettede af blod, og hans ansigt er det eneste, der er fuldkomment rent for blod. Men de uendelige tomme øjenhuler, som jeg ellers har fortrængt, fanger mit blik og opsluger mig i had og smerte. Mit hoved hamrer ned i bordet, og jeg blinker. Han er væk. Han er væk... han er væk... jeg er væk.

”Runa!” Flere forskrækkede stemmer og min skrivelærers råb når mine øre. Men jeg er stadig under vand, så stemmerne er mærkeligt tågede og alt for langt væk.

***

På væggen hænger et billede af en tiger. Det har hængt der i godt halvandet år. Jeg kan endda visualisere det i mit hoved. Ikke at jeg har brug for det. Jeg ved, hvor mange tænder der er i dens åbne gab, præcis hvilke farver den har i øjnene, og jeg har endda også fundet ud af at tyde de utydelige skikkelser i baggrunden. Bøfler.

”Hvorfor har du ikke fortalt det?” spørger mor med hektisk stemme, som hun sidder der på yderkanten af sin stol skråt over for mig. I et øjeblik ser jeg ikke mor, men mig selv sidde op af væggen til biblioteket, hvor to ophidsede personalefolk prøver at komme igennem til mig. Men jeg siger ikke noget. Venter bare på, at mor kan komme og hente mig. Venter på, at manden uden øjne vil forsvinde, når jeg lukker øjnene. Men det er ikke mor, der kommer, i stedet kommer der mænd i neonfarvede uniformer og henter mig. Selvom jeg skriger på mor, ikke at jeg overhovedet vil have dem tæt på mig, så hører hun mig ikke. Da jeg er holdt op med at skrige, og de er sikker på, jeg ikke begynder at slå eller andet psykopatisk, de åbenbart troede, jeg kunne finde på, spørger de mig pænt, om jeg vil på hospitalet. Som om det var et spørgsmål. Men de gjorde det alligevel. Jeg sagde nej. Og alligevel sidder jeg her, i lokalet tilhørende min psykiater. Jeg ville være kommet her tidligere, hvis ikke de neonfarvede mænd havde været opsatte på at sige mig i mod og køre mig til hospitalet. Først efter en alvorlig snak med min mor og far lod de mig gå. Modvilligt. Jeg tror, de helst ville have mig til at blive. Men de tror vel også på, at det faktisk ville hjælpe.

Jeg blinker. Mor sidder stadig i den hvide stol i hjørnet sammen med far og Aun. Jeg ser kort på hende og så over på min psykiater. Hun hedder Sarah Thomsen. Hun er sød og venlig. Den eneste fejl, hun har, er at være blevet psykiater. Ikke fordi hun er dårlig. Kun fordi jeg nogle gange tager mig selv i at ønske, Sarah er min mor. Det er sådan en tanke, man tænker i en alder af syv år, hvor bedstevenindens mor giver kager og er venlig. Jeg sagde det engang til hende, i starten af min behandling. Hun fortalte mig meget pænt, at følelsen ville gå over, og, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om. Jeg blev rasende. Mere rasende end en syvårig, der ikke har fået kage af bedstevenindens mor. Jeg opførte mig som min lillesøster, når hun ikke fik den slikkepind, hun helst vil have. I hendes øjne blev jeg bare set som patienten, når hun havde en langt højere rang i mit hoved. Det er ikke fair.

Jeg kommer pludselig i tanke om, at mor spurgte mig om noget, og jeg trækker bare på skuldrene.

Aun, der sidder i stolen ved siden af far, rynker panden og siger: ”Du kan ikke bare affinde dig med det på den måde. Det ender med at gå galt.”

Jeg ser hen på ham. Kæphøj, som tror han, han ved, hvad der er bedst for mig.

”Runa, jeg ved godt, det er kompliceret for dig at tale. Men jeg ved du kan,” Sarah forsøger at kigge på mig.

Hun ved ikke, hvordan det er. Det er hende, der er noget galt med!

”Det kan godt være, du har givet op, Runa. Men det har vi ikke. Kan du stadig huske, hvad vi aftalte første gang vi mødtes?” Sarah læner sig frem i stolen og ser på mig med de blå øjne. Oprigtigt. Som om hun virkelig tror på det.

Tomt ser jeg på hende. Langsomt sniger det sig ind i min hukommelse: Aun er min tvilling.

Forsigtigt møder jeg hendes blik.

”Kom, Runa. Nu hjælper vi dig.”

***

Da evigheden slutter, henter vi Thilde hos farmor. Vi snakker ikke i bilen og det lader til, at alle prøver på at glemme, hvilken scene jeg lavede, ved at ignorere mig. Men jeg prøver på ikke at dømme dem. Jeg er ikke den rigtige til at dømme nogen som helst.

Da far skubber døren op for os, tramper jeg ind i gangen. Fordi lyden af mine sko får en mærkelig følelse ind i mig, som jeg ikke vil have til at forsvinde.

Mor går ind i stuen. Jeg har ikke lyst til at høre på de undskyldninger, hun kommer til at spytte ud i telefonen, så jeg tager Thilde med ind på Auns værelse.

Han ignorerer mig og tænder for sin computer. Thilde svinger med benene fra hans seng og dunker ind i sengebenet et par gange. Aun beder hende knurrende om at sidde stille.

”Aun... er du okay?” Det er et dumt spørgsmål. Hvorfor skulle han være okay? Han skal trods alt slæbes rundt med én som mig.

”Fint,” snerper han.

”Jeg kan se det på dig. Hold op med at lade som om.”

”Styr dit handicap, Runa,” hvæser han tilbage. I et langt øjeblik skal jeg til at bede ham om at gentage det. Men jeg har ikke lyst til at høre det to gange. Jeg ville ønske, jeg kunne se på ham. Se, at han ikke mener det. Men hans ryg er det eneste, der møder mig.

Jeg rejser mig med et sæt og glemmer alt om Thilde. Men jeg gør mig umage med at smække med døren, da jeg går.

Jeg går ind i stuen og sætter mig i sofaen. Hvor lang tid vil der gå, før det går op for dem, at jeg er ked af det?

Et kvarter. Præcis. Far sætter sig ved siden af mig med sin avis, og kun da han lige kigger op, får han øje på mig. Avisen ryger ud af hans hænder, og han kommer tættere på mig.

”Du har røde øjne, Runa-tøs,” konstaterer han.

”Spørg Aun,” buser det ud af mig, og jeg bider mig i læben. Han lægger en hånd på min skulder og stryger tommelfingeren frem og tilbage. ”Det er en mandeting at holde sine frustrationer inde, så ingen kan se dem. Men ingen, selv ikke Aun, kan blive ved med at holde på dem. Man når et punkt, hvor det ikke længere er muligt at ophobe mere, og så går det ud over de forkerte. ”

Jeg ser op på ham. ”Har du nogensinde gjort det?”

”Tons,” smiler han.

”Fortæl mig om en gang,” forlanger jeg og putter mit hoved ned mod hans skulder.

”Okay... men husk lige på, at du selv bad om det. Godt, der var den her gang, hvor...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...