Kunsten at være menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Runa er syg. Syg i en forstand, der efter hendes mening er ingen, der kan hjælpe hende med. Hendes liv hænger i flåede laser, mens hendes egne negle er knækkede og urene, og hun gør intet for at rense dem. På opfordring af hendes mor, møder hun Tobias. Ham den syge dreng, hun mødte for halvandet år siden, da hun blev indlagt. De har kun deres sygdom til fældes og kommer ikke videre godt ud af det med hinanden. Men det viser sig hurtigt at Runa finder trøst hos den eneste person, der har en chance for at forstå, hvad hun er udsat for. Følg to unge menneskers kamp, for at verden til at give mening i et verdenssyn, der ingen mening har.

7Likes
14Kommentarer
492Visninger
AA

2. kapitel 2

Halvt vågen, halvt sovende står jeg op. I et par sekunder står jeg bare hvileløst midt på gulvet og kan ikke finde ud af, hvad det er jeg skal. Endelig kommer jeg i tanke om det og åbner skrivebordskuffen.

Gul, hvid, lyserød. Godt nok har jeg ingen skat, men jeg har en regnbue.

Jeg tager vand i munden og synker med en grimasse. Og da jeg går ind og sætter mig med en skål havregryn, prøver jeg at glemme, at jeg overhovedet har en regnbue. Det er trods alt ikke retfærdigt at have en regnbue uden et skat.

”Har du sovet godt?” spørger far og roder op i mit hår, da han går bag ved mig hen til sin stol. Han sætter sig og folder avisen ud. Han ligner Aun meget, som han sidder der. Men han har smilerynker uden at behøve at smile.

”Okay. Jeg drømte, jeg sejlede i kano sammen med Aun, så faldt vi ud over et vandfald og endte i en stor omgang chokolademousse.”

Overrasket ser han op fra sin avis og griner. Jeg smiler en smule. ”Skal vi så ud i noget drømmetydning? Arh... nu har jeg det.” Han ser vigtigt på mig med løftede øjenbryn. ”Det betyder da selvfølgelig, at du skal lave chokolademousse til din gamle far, ellers-”

”Skubber du mig ud over.... hvilket vandfald? Og hvor kommer Aun ind i det?” Jeg smiler, og han griner tilbage. ”Svar har jeg nok af, men om det er de rigtige, er jo det helt store spørgsmål.”

Jeg nikker og tygger på min morgenmad. Efter nogen få minutter kommer Aun også ud af sengen og trasker ind med morgenhår og pyjamas. Han nikker til mig, men siger ikke noget, begynder bare at spise cornflakes.

”Runa...” spørger far med en stemme, jeg ikke er tryg ved. Jeg lægger skeen fra mig og ser på ham. Han har foldet avisen sammen, og hans blik er fæstnet i mit.

”Du følger Thilde i skole, okay?”

Der er ikke mere vand i min mund, og jeg hoster for at få den kradsende fornemmelse til at forsvinde.

Thilde hader mig jo! De andre vil ikke have det. Tænk på alle de frygtelige ting, hun har fortalt om mig til lærerne. De vil ikke lade mig komme ind på skolen!

Jeg ser ned. ”Runa?” Hans stemme er fyldt med skarpe glasskår, som stikker til mig.

”Mmh.” Jeg har ikke lyst til at svare. Jeg kan jo ikke.

”Gå ind og tag tøj på, og gør dig klar. Morgenhår klæ'r dig, men måske du skulle tage noget på benene.”

Jeg blinker og knytter mine hænder.

Jeg ser ned på mine bare ben og på den trøje, jeg har på. Det er fars, så den går mig til midt på låret og har Pink Floyds logo på sig. Det er ikke, fordi den er pæn, jeg sover med den.

Jeg bider mig i læben, men rejser mig. Går i søvne ind på mit værelse. I lange sekunder står jeg og kigger på den lukkede hvide kommode, der skjuler mit tøj. Hvad skal jeg tage på? De kommer til at kigge på mig. Jeg har ikke noget pænt tøj. Det er for mærkeligt alt sammen. De vil ikke tro, jeg er hendes søster. De vil sågar tage hende fra mig, fordi de tror, jeg vil hende ondt.

Jeg ryster på hovedet. Jeg høre ingenting! De er væk! De er her ikke nu. Det kan de ikke.

”Runa? Hvor langt er du? Thilde er i gang med at pakke sine ting.”

Jeg kniber munden sammen og flår trøjen op over hovedet og smider den på gulvet. I en heftig bevægelse river jeg én af skufferne ud og trækker en grøn cardigan over hovedet. Selvom den er knappet, er den sorte top, jeg bruger som undertrøje, stadig synlig, og jeg banker en knyttet hånden ned i bordet.

”Jeg kommer nu,” hvisker jeg. De sorte bukser ligger øverst, så det er dem, jeg tager på. Med mit porcelænssmil læner jeg mig op af væggen ude i gangen, da Thilde tager sko på. Mor stiller sig ved siden af mig og klemmer min hånd. Thilde retter sig op, nu hvor hendes sko er bundet, og omfavner mor. ”Vi ses,” mumler hun ind i maven på mor. Mor stryger hende over håret.

”Vi ses, lille skat. Nu må du have en god dag.” Thilde giver slip om livet på mor og nikker. Så ser hun hen på mig og rækker armen ud, som signal om, at nu skal vi gå. Jeg smiler til hende og tager min jakke på, før jeg tager hendes hånd. Min anden hånd skjuler jeg i min jakkelomme, for den er begyndt at ryste.

Det er koldt udenfor, og jeg skutter mig. Den eneste varmekilde er Thildes hånd, der på forunderlig vis stadig er varm, da vi når busstoppestedet. Jeg sørger for at holde øjnene for mig selv. Men jeg kan mærke dem stirre på mig. Kan høre deres tanker.

De ser igennem dig. De ved, hvilket frygteligt urent menneske du er, lille Runa.

Jeg blinker, og en gul bus, der er ved at standse, møder mit blik. Stadig med Thilde i hånden formår jeg at skubbe mig igennem mængden, der skal med. Jeg ved, at hvis vi kom sidst ind, ville kontrolløren smide mig ud igen. Men han ser mig ikke i mængden.

”Hvorfor skubber du sådan?” spørger Thilde forvirret, da vi sætter os ned på bagsædet. Jeg svarer ikke. Jeg snøfter bare, for kulden har fået min næse til at løbe.

De hader mig. Jeg er ikke noget værd. Selv Thilde synes det. Hun vil ikke engang snakke med mig.

Mit bryst hopper i en underlig bevægelse, og en mærkelig lyd kommer over min mund. Jeg skynder mig at holde vejret. Nu ser de på mig. Mine negle borer sig ind i mine håndflader.

De ved, jeg ikke er et godt menneske. De ved, jeg ikke er en god søster. Jeg fortjener ikke Thilde. Ingenting.

Busturen forsvinder i en døs. Jeg følger Thilde op i hendes klasse og kigger ikke tilbage, da jeg kan mærke hendes øjne på min ryg. Jeg går forbi pedellens skab på vej ned til udgangen, og lysten til at krybe derinde og aldrig komme ud frister mig, men jeg ved godt, jeg skal hjem. Selvom hjemturen er lige så svær som turen derud.

Jeg har tabt. De har vundet. Min regnbue har ikke mere magi. Den virker ikke længere. De har vundet.

Jeg fumler med låsen til hoveddøren og vælter ind i gangen.

De kan ikke se mig mere. Sikkerhed.

Jeg hviler kroppen op af den lukkede hoveddør og synker noget klamt, klistret i min hals.

”Hey... Runa.”

Jeg spjætter og åbner øjnene.

”Mor?” Hendes mørke hår er sat op i en hestehale, og hun har taget arbejdstøj på. Hvad er det så helt præcist, hun laver her?

”Jeg valgte at møde lidt senere. Kan du... Runa, kan du huske Tobias, det kan du vel?”

Jeg nikker. Mit hoved dundrer.

”Han sidder inde i stuen,” svarer hun med rolig stemme. Jeg bliver nødt til at støtte mig op af væggen igen. Jeg åbner munden, men selvfølgelig kommer der ikke nogen lyd ud.

”Og jeg går nu, så I kan snakke.”

Vreden får mig til at glemme, jeg ikke har nogen stemme, og jeg råber: ”Det gjorde du ikke!” Jeg skubber mig ret op og stå. ”Tobias var drengen, der gik på mit løbehold, og ikke min bedste veninde i tredje klasse.”

”Det ved jeg godt.” Hun bliver standhaftigt stående. ”Og du kan hade mig for evigt, hvis bare du går ind og snakker med ham. Vi prøver at hjælpe dig. Det ved du godt.”

”Det er ikke nogen særlig god hjælp at sætte fremmede ind i vores hus og tro, vi bliver soulmates.”

”Det er heller ikke grunden.” Hun presser sig forbi mig og finder sin jakke på bøjlestativet og lyner sine støvler op.

”Eller sig, han skal gå,” siger hun og stopper op foran mig. ”Tal med ham, eller fortæl ham, at han skal gå.” Så klemmer hun min hånd. Jeg viger for hende, da hun prøver at kysse mig på kinden og ved kun, hun er gået, da døren smækker. Verden er blevet sløret, og jeg blinker kraftigt for at kunne se ordentligt igen.

Han har allerede hørt mig. Hørt, hvilket utaknemmelig barn jer er. Han kan ligeså godt gå med det samme.

Selvom jeg går hen mod døren, bliver den ved med at være lige så langt væk. Og pludselig banker jeg foden ind i den.

Jeg bliver bare her. Så kan han selv gå.

Min hånd skubber til døren, og med den mest pinefulde knirkende lyd åbner den sig. Tobias, den mørkhårede dreng med brune øjne og et hav af fregner, sidder krøllet sammen i sofaen og ser tomt ud i luften. Jeg bliver stående i døren og kæmper for at få mine ben til at lystre, så jeg kan komme ud herfra.

Savnet napper efter mig. I skulderen, i benet, på armen. Overalt.

Jeg krymper mig. Hvad laver du her, Tobias? Jeg vil ikke have brug for dig igen.

Skrid, for helvede. Skrid nu med dig!” Jeg langer ud efter ham og rammer ham i ansigtet. Hans egne hænder fægter efter mine for at holde dem i ro, men jeg sørger for, han ikke fanger dem.

Lad mig være! Skrid nu, for helvede!” Jeg formår at ramme ham i brystet, hvilket får ham til at miste balancen. Han træder tilbage. Han hader dig! Hader dig, hader dig! Ligesom alle andre! Du burde være død for længst. Mine ben kan ikke bære mig, og jeg vælter omkuld i græsset. Skriger ned i det grønne våde græs.

Tobias løfter hovedet, og hans øjne borer sig ind i mine. Ingen af os siger noget.

Lidt endnu står jeg og tripper. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det?

Jeg stavrer ud i køkkenet og tænder for vores lille kaffemaskine. Du kan jo ikke finde ud af det! Alt det, jeg gør for dig, er jo til ingen verdens nytte!

Jeg krymper mig, da mors stemme når mig. Undskyld, hvisker jeg tilbage. Det går alt for hurtigt at lave kaffe, så jeg gør mig umage med at hælde den helt rigtige mængde mælk i. Da jeg går ind i stuen igen, med den dampende kaffe i hænderne, sidder han stadig og ser ud i luften. Det får mig til at spekulere på, hvad han mon kigger på. Men jeg spørger ikke. Det kan jeg ikke.

Sig noget!

Ingen siger noget, og den eneste lyd, der findes, er lyden af mig, der puster på min kaffe. Men til sidst adlyder jeg. ”Hvordan...” jeg tvinger ordene ud, ”Hvordan har du det?”

Han rynker panden, som skal han lige tænke efter, og ser så på mig. ”Okay,” svarer han så. ”Du ligner ikke dig selv,” konkluderer han, og jeg ser bare væk.

Stilheden er overdøvende. Sådan forbliver den, til jeg tænder for tv'et og lader, som om jeg følger med i noget på DR K.

Et sted langt væk ser jeg, hvordan mor kommer ind på stuen og ser mig sidde på briksen. Mødre græder ikke, men det gjorde mig mor. Dengang gik mit verdensbillede i stå. Dengang jeg fik at vide, jeg var forkert. Ikke en del af normen længere og aldrig ville blive det igen.

Jeg læner hovedet tilbage på sofakanten og sukker. Men trods alt kunne jeg være en del af Tobias’ norm. Indtil jeg fuckede det hele op og skred. Besluttede mig for, at jeg godt kunne klare det her. Idiot.

***

Tobias går to timer senere. To timer fik os ikke til at tale sammen yderligere, som mor vel havde håbet. Men jeg er glad, da han går, for så slipper jeg måske for at have ondt i maven.

Af gammel vane sætter jeg mig hen ved computeren og prøver at skrive. Men det fungerer ikke. Er ikke godt nok.

Jeg er dårlig til at slå tid ihjel. Den eneste ordentlige måde, jeg kender, er ved at sove. Men søvn har det tit med at æde tiden op, og du kan ikke kontrollere det. Læsning er også en god måde at slå tiden ihjel på, men det fungerer ikke, hvis bogen ikke er god. Så kan man lige så godt sætte sig til at stirre ind i væggen. Det er svært at slå tiden ihjel, når ens hoved er fyldt til bristepunktet af ting, du ikke vil have derinde. Men jeg kan ikke smide tanker og billeder ud af vinduet.

Hun gjorde det bevist. Hun vidste, hvad der ville ske, når jeg så Tobias. At jeg ville gå i spåner ud over hele gulvet i stykker så små, at det er umuligt at samle mig igen.

Jeg læner mig tilbage på stolen og sukker. 'Det er lettere på en måde at betragte noget så stærkt i sig selv fra en vis afstand, tror jeg,' havde han engang sagt. Engang, hvor han havde det godt og prøvede at fortælle mig, hvordan jeg skulle få det bedre. Han havde sagt, det var vigtigt ikke at glemme sig selv, hvem det er, du er, og ikke hvem du tror, du er. Jeg har prøvet. Men jeg er ikke god til noget.

Da jeg først mødte ham, var han ikke videre venlig. Han var bare... stille, mere stille end resten af os og var ikke glad for at svare på ting, når han blev spurgt. Men han var trods alt den, der sørgede for, jeg ikke gik helt i stykker, da det var værst.

Jeg vender hovedet mod vinduet og får udsigten til det grå betonhus overfor. Han var noget for sig selv. Hvis jeg begynder at snakke med ham igen, er der så også en chance for, han vil snakke med mig?

Så ville han jo nok havde taget chancen. Det er jo ikke, fordi han har glemt dig. Han er glad for, at han er sluppet. Du er jo den største freak af jer to. Selvfølgelig er han gået.

Jeg blinker hurtigt, lidt for mange gange og bider i min læbe.

 

Derinde midt i skoven sidder en lille pige.

Hun fryser og vil hjem.

Men hjemmet leger med ilden.

Snart vil pigen sidde på sod og brænde.

 

Hun savner sin familie.

Hvis blot hun vidste, hvor hun skulle lede.

Men ilden bryder sig ikke om gemmeleg.

Derinde midt i skoven sidder en lille pige.

 

Han sagde, det er mit digt. Var, velsagtens. Jeg tror ikke, han ved, jeg kan det udenad. Og selvom jeg har vendt og drejet det, kan jeg ikke se, hvor jeg passer ind. Men man siger jo også, man ikke kan rejste tilbage til en tid, man selv har været i. Jeg skulle have spurgt ham om det. Men han kan ikke huske det. Det er trods alt bare et digt.

Jeg har skrevet mange forfærdelige digte, men aldrig et digt til nogen.

Hvis jeg kunne digte som Tobias.

***

At lave te bliver tydeligvis en større udfordring, end jeg har ventet. Jeg fortryder, at jeg forlod min hule.

De har gjort det før, stået over for hinanden i køkkenet og råbt. Men de har aldrig råbt uden at tage hensyn. Selvom jeg burde gå tilbage og lukke døren og stikke hovedet under hovedpuden, så bliver jeg stående med øret tæt på den lukkede køkkendør. Det gjorde jeg også, dengang da jeg var ti. De råbte, så mit hoved gjorde ondt. Jeg kom brasende ind, skrækslagen for, at de skulle skilles. Jeg kendte kun to i min klasse, hvis forældre ikke var skilt udover mine. Jeg kom tudende ind til dem, så Aun vågnede og også begyndte at græde. De fortalte mig, at voksne, når de ikke kan finde ud af at løse ting ordentligt, begynder at blive sure på hinanden. At det ikke var min skyld, og enhver familie har sine skænderier. Ellers er det ikke en rigtig familie. De fik den kildende ubehagelige fornemmelse i maven til at forsvinde.

Da jeg var mindre, havde jeg i perioder været bange for den fornemmelse. Jeg har vel godt vidst, den ville komme tilbage, men ikke at det skulle være mig, der er årsagen til den.

Jeg stønner lydløst. Jeg er ikke syv år gammel. Jeg kan ikke gemme mig under dynen mere.

”...Og du synes selv, at det var en god ide?” bliver far ved. Jeg lukker øjnene og kan se ham stå på den anden side af spisebordet med hænderne i siden. Jeg åbner øjnene og ser ind i trædøren.

”Og det gør du ikke? Så fortæl mig, hvad du vil have, vi skal gøre. Hun kan ikke længere-”

”Du taler om hende, som om hun er ved at blive spedalsk. Jeg tror ikke, det er godt for hende, at du bliver ved med at... afprøve hende.”

”Jamen så kom med din fantastiske ide.” Hun sukker.

”Pernille, vi kan ikke bestemme, om hun bliver indlagt eller ej.”

”Selvfølgelig kan vi det. Vi har også et ansvar.”

En hånd rammer bordet, og jeg spjætter.

”Tal ikke til mig, som om jeg ikke vil det bedste for Runa,” knurrer far. ”Men jeg tror vitterligt ikke på, at et overraskelsesangreb i form af en forstyrret dreng vil hjælpe.”

”Forstyrret?” hvæsser hun. ”Forstyrret som Runa?”

Far tøver: ”Det var ikke… jeg skulle ikke have sagt det sådan...”

”Og hvis du absolut vil vide det,” fortsætter hun, ”så var det ham, der spurgte, om han måtte se Runa. Ikke et... overraskelsesangreb. Tror du virkelig, jeg ville udsætte hende for det?”

Jeg skubber til døren, så den åbner sig. Jeg løber ikke grædende ind til dem og beder dem om ikke at skilles, jeg står bare. De vender hovedet samtidig og ser på mig. Udtryksløst.

”Jeg ville bare lave noget te,” mumler jeg og går med varme kinder tilbage til mit værelse. Uden at lave te.

Gjorde Tobias virkelig det? Eller er det bare min mors undskyldning for at virke som den perfekte forælder?

Da tre korte bank lyder på døren, har jeg lyst til at fortælle dem, at de skal blive udenfor. Om ikke andet, tror jeg ikke, de vil lytte. Uden jeg har sagt noget, åbner de døren. Jeg ligger på sengen og drejer hovedet hen mod skrivebordet.

”Det er ikke retfærdigt. Det ved vi godt.” Mor kommer hen og sætter sig i fodenden. ”Det er ikke noget, vi gør, fordi vi har lyst, Runa. Men vi synes, det er svært at hjælpe dig.”

Jeg kniber munden sammen.

”Runa, vær nu sød at tale med os. Nogle gange lukker du fuldkommen ned, og vi kan ikke finde ud af, hvor dine tanker er henne,” siger far forsigtigt.

Jeg ryster på hovedet og lukker øjnene. Der er ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det.

Jeg stirrer hen på skrivebordet, hvor det bagvendte billede af mig og Aun står.

”Hvordan kan vi hjælpe dig?” Mor rører forsigtigt ved min ankel, men jeg sparker ud efter hende.

”Hvis du havde prøvet det, ville du også være fuldkommen ligeglad med, hvad folk prøver på at få til at fungere. Du ville vide, at det allerede er for sent. Ikke kurerbar, far. Sygdom for livet, om du vil.” Jeg er ikke sikker på, at det er mig, der sagde det.

”Sygdom for livet betyder ikke, at du skal affinde dig med din sygdom, men at den skal affinde sig med dig. Og hvem har fortalt dig, du ikke bliver rask?” fortsætter han.

”Jeg bryder mig ikke om falske forhåbninger,” siger jeg til skrivebordet og lukker øjnene.

”Det ved vi godt,” svarer mor, og jeg mærker min ankel blive varm ved hendes berøring. Denne gang skubber jeg hende ikke væk. ”Og vi gør vores bedste for ikke at give dig nogen. Men at se verden igennem et gråt slør hjælper ikke på noget.”

Jeg svarer ikke. Stilheden æder mig op, men jeg vil ikke sige noget. Jeg har opbrugt min stemme.

Mors hånd forsvinder, og sengen bliver en smule lettere, da hun rejser sig. Ud af øjenkrogen kan jeg se dem gå.

”Jeg ved, at det med Tobias var svært. Men jeg havde ikke lyst til at sende ham væk,” forsøger mor med en mindre hård stemme. Jeg bliver bare ved med at stirre ind i skrivebordet.

'Nogle gange er behovet for ikke at være alene større end frygten for et stille rum,' Jeg rynker panden en smule. Mor havde sagt det tusindvis af gange, når jeg brokkede mig over, at vi ikke kunne finde på noget at snakke om. Jeg kan ikke se mig selv i den sætning, men hvad med Tobias?

Du har dem, men du er lige så ensom som Tobias. Det er forkert. De kan jo ingenting. De skulle aldrig have været forældre. Verden er et bedre sted uden sådan nogen som dig, lille Runa i skoven.

”Vil du ikke med ind i stuen? Jeg er sikker på, vi kan få Aun til at være med til 500.”

Jeg anstrenger mig og ryster langsomt på hovedet.

Nej, de vil jo ikke have dig.

De bliver lidt endnu, men går så. Min mave fyldes op med en mærkelig følelse af håbløshed. Da min mave ikke kan holde på mere, skriger jeg ned i puden, så mere håbløshed kan opfylde mine lunger sammen med mere oxygen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...