Kunsten at være menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Runa er syg. Syg i en forstand, der efter hendes mening er ingen, der kan hjælpe hende med. Hendes liv hænger i flåede laser, mens hendes egne negle er knækkede og urene, og hun gør intet for at rense dem. På opfordring af hendes mor, møder hun Tobias. Ham den syge dreng, hun mødte for halvandet år siden, da hun blev indlagt. De har kun deres sygdom til fældes og kommer ikke videre godt ud af det med hinanden. Men det viser sig hurtigt at Runa finder trøst hos den eneste person, der har en chance for at forstå, hvad hun er udsat for. Følg to unge menneskers kamp, for at verden til at give mening i et verdenssyn, der ingen mening har.

7Likes
14Kommentarer
493Visninger
AA

1. kapitel 1

Mit åndedræt lyder som et lastet bombefly. Et bombefly, der flyver over en forstenet by og gør den til murbrokker. Jeg åbner øjnene og den kolde hvide væg møder mig. Alt for langt væk står billedet af mig og Aun på mahogniskrivebordet. Holder om hinanden, som har vi glemt, at vi engang skal dø.

Jeg ser ned. Min hånd ryster i trækninger, jeg ikke kan kontrollere.

Thilde vil ikke have det.

Jeg lægger hånden mod panden, prøver desperat at få noget af den overophedede varme til at forsvinde... Men min hånd er der ild i, så det gør ingen forskel.

Thilde vil have, jeg skal være ligesom Aun.

Jeg er ikke Aun.

Det er Aun, der altid henter Thilde. Det var også derfor, hun fortalte Aun om sin ønskeliste først.

Telefonen ligger en håndsbredde fra mig på det mørkegule sengetæppe. Min hånd sitrer stadig.

Hvad vil de også tænke om dig, når hun vil se på dig med store øjne og blive skuffet, fordi du ikke er Aun.

Jeg ryster på hovedet. Hvordan skal jeg nogensinde blive Aun?

Min venstre hånd, den jeg stadig har magt over, fumler med telefonen og finder Auns nummer. Jeg kan ikke fordrage at høre på hans stemme lige nu, så jeg skriver til ham i stedet. Spørger, om han ikke godt kan hente Thilde.

Lidt efter svarer han tilbage med et enkelt 'Ja'.

Jeg giver slip på telefonen, og den lander på sengetæppet. Lydløst. Jeg blinker flere gange for at forhindre væggen i at flyde sammen i en sort masse. Jeg rejser mig langsomt fra sengen, bruger den ene hånd som hjælpemiddel og skubber mig selv op. Langsomt. Jeg sjasker ud i køkkenet. Stiller mig i døråbningen og læner mig op mod dørkarmen. Jeg kniber øjnene sammen.

Det er følelsesløst. Der er kun møbler uden betydning og billeder, der ikke passer til mit liv mere. Koldt og følelsesløst. Mine øjne glider over det sorte køkkenbord med køleskabet i hjørnet, der har samme farve som livløst metal. Videre hen mod stuen, som står og ser indtagende ud. Men tv'et, de slidte brækgrønne lænestole og træsofabordet er bare ting.

Ligeså kan mennesker også være uden følelser.

Jeg synker noget, der meget bevidst har sat sig i min hals.

Hvis jeg da overhovedet kan kalde mig menneske.

Der var engang, hvor Aun og jeg byggede sandslottet på stranden, da vi var små, og engang mor og jeg gik ud og spiste. Lod Aun og far blive derhjemme og se fodbold. Og gange, hvor vi-

Jeg rømmer mig, og klumpen forsvinder. Min hånd er holdt op med at ryste og for at sørge for, at den bliver ved med det, holder jeg fast om min højre overarm.

Er du overhovedet noget menneske?

Nej, jeg er ikke ligesom Aun eller Thilde, eller mor... eller far. Jeg kan ikke gå udenfor, uden alle kigger på mig. Jeg kan ikke...Hvorfor kan jeg ikke bare-

Jeg vender rundt og går tilbage på mit værelse. De hvide tomme vægge møder mig igen og minder mig om mit eget fængsel. Jeg sætter mig ved skrivebordet, vender billedrammen med mig og Aun i mod væggen og tænder computeren. Jeg åbner word-dokumentet og skanner mine digte.

Hvad er det for noget? Hvad er det, jeg tror, jeg kan?!

Jeg ryster kraftigt på hovedet og lukker dokumentet ned. Ikke godt nok.

Ikke godt nok!

I længere tid sidder jeg bare og ser på skrivebordet. Jeg kan gøre det bedre. Selvfølgelig kan jeg det. Endnu engang åbner jeg word-dokumentet og går ned til en ren side. Det tager mig flere dybe åndedræt at få mine fingre til at reagere på det, jeg fortæller dem:

 

Ilden brænder for mig.

Hvisker kolde ord.

Flyver om mig.

Rører min hud, som vil den ikke skade.

Selvom den ved, hvad den gør.

 

Jeg kniber øjnene sammen. Lille Runa i skovbrynet. Lille Runa har mistet sig selv. Lille Runa får aldrig hjælp. Hvem ville også hjælpe lille Runa? Runa har aldrig gjort noget for nogen.

”Lille Runa.” Det var ikke meningen, at jeg skulle sige det højt. Det føles mærkeligt at sige det. Jeg er lille.

 

Min hånd brænder.

Sammen med resten af verden.

Vi dør sammen.

Selv ikke dråberne kan slukke ilden.

Det, øjnene vil spejle.

Vise virkeligheden.

 

 

Kom nu. Jeg kan godt. Jeg er- jeg vil! For helvede. Jeg vil!

Du kan ikke engang finde ud af at hente din egen søster. Du er ikke god nok til at blive elsket af hende eller af nogen andre.

Jeg stirrer på den hvide skærm, og uden at ville det bliver mine hænder ved med at rykke sig hen over tastaturet. Som lytter de til mig.


På jorden ligger skyggen

Den forsvinder.

Dør uden smerte.

Uden lyd.

Intet at skygge.

 

Ynkelige tøs!

Hvorfor prøver jeg overhovedet? Der er jo nok grund til, jeg ikke er blevet udgivet endnu.

Skærmen får mine øjne til at løbe i vand og jeg blinker kraftigt. Jeg kan ikke skrive noget nu. Måske i morgen. Måske. Når Thilde kommer hjem, bliver det bedre. Så er Aun der også. Aun kan...

Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage på stolen.

 

 

***

”Runa?”

Langsomt åbner jeg øjnene. Det tager mig en evighed at vende hovedet og se hen på Thilde, der står i døråbningen. Stadig med sin frakke og gummistøvlerne på. Hendes brune hår hænger vådt ned af det rundkindede ansigt. Hendes mund er let åben, mens hendes øjne er store.

Jeg ser på hende. ”Thilde.”

”Du kom ikke og hentede mig. Jeg havde lavet en tegning til dig.”

Hun hader mig! Jeg er ingen søster. Jeg er ikke god nok. Jeg kan ikke.

Hun ryster på hovedet og går ud i gangen. Jeg stirrer på hendes ryg, da hun bukker sig for at tage støvlerne af.

Ingen ord kommer ud af min mund. Den er blevet syet sammen. Jeg tør ikke engang åbne munden, for jeg ved, det vil gøre ondt lige meget hvad.

Hun vender sig om og ser op på mig. ”Du havde lovet det! Og-”

”Runa har brug for ro, Thilde. Kan du ikke gå ind og lege med dine barbiedukker?”

Jeg ser udtryksløst på Aun, da hans blik lander på mig for igen at se hen på Thilde.

”Men Victoria har mistet sit hoved,” fortæller hun og ser op på ham. Aun smiler til hende og hæver det ene øjenbryn.

”Hvordan er det, du behandler hende?”

”Men hun slog Katrine,” forsvarer hun med armene over kors. Hun fortsætter: ”Men bare rolig, jeg kan godt finde ud af at sætte hoved på igen.” Aun smiler, men selv fra, hvor jeg sidder, så jeg kun kan se et halv ansigt, kan jeg se, at det smil ikke er at rigtigt Aun-smil. ”Så gå ind og gør det, så kan det være, Runa vil lege sammen med dig bagefter.”

Okay,” siger hun og ser kort på mig. Jeg blinker, og da jeg åbner øjnene igen, er hun forsvundet.

”Hej,” hilser han og lægger vægten på det ene ben, så han står skævt.

Jeg ser op på ham. Hej, Aun.

Han gransker mig med blikket.

”Det er meget fint, Runa,” siger han og går forbi mig.

Længselsfuldt ser jeg efter ham. Men jeg er bange for at åbne munden, selv når den ikke er syet fast. Han hader mig allerede. Hvorfor skal jeg så gøre det værre ved at sige noget forkert?

Som det faktum, at vi ikke er tvillinger længere. Det slår mig, hver gang jeg ser på ham. Gør ondt. Nok har vi de samme blå øjne og lyse hår. Ligeså identiske fregner om sommeren og den samme lave højde. Engang elskede vi begge at læse og spille computerspil, og vi var sammen med de samme mennesker.

Nu er jeg ikke hans tvilling mere.

Min hånd ryster, da jeg åbner skrivebordsskuffen. Jeg fortsætter, selvom mit hoved svulmer op med protester.

***

”Vil du være med? Vi leger prinsesser.”

Jeg nikker og sætter mig i skrædderstilling på gulvet ved siden af Thilde.

”Må jeg så være Fiona?” Jeg nikker mod den blonde barbiedukke, der ligger forkastet henne ved stolebenet. Hun nikker.

”Men, Fiona og Katrine er altså ikke så gode veninder lige nu,” fortæller hun mig fortroligt med stille stemme.

”De kan jo ikke forblive uvenner for altid,” siger jeg og sætter mig ved siden af hende og rækker ud efter dukken.

”Men det her er virkelig slemt. Fiona stjal Vuffi.”

Jeg rynker panden en anelse. ”Fiona? Sikker? Desuden, jeg troede Vuffi var streng bevogtet.”

Jeg kaster et blik rundt om Thilde og finder ganske rigtigt størstedelen af en plastikhund, som titter frem bag hendes højre ben.

Jeg leger stadig med Thilde, da mor kommer hjem. Jeg har mest lyst til at blive siddende og lege med Fiona og Thildes andre dukker, men det ved jeg godt, jeg ikke kan.

Jeg kæmper mig op fra min skrædderstilling og stiller mig i døråbningen, til mor har sat Thilde ned igen.

”Hej,” smiler hun og glemmer alt om våde sko og jakke, da hun giver mig et af de kram, kun mødre kan give.

”Hvordan har du det?” Hendes hænder falder om mit ansigt, og jeg gyser, da hendes kolde fingre rører mine kinder.

”Fint,” svarer jeg og hjælper hende af med regnfrakken. ”Har du haft en god dag?” Et overrasket blik glimter et sted i hendes øjne, før hun selv svarer:

”Den har været okay,” siger hun igen og kysser mig på kinden, før hun går hen og banker på døren til Auns værelse. Jeg bliver stående, hvileløst i gangen og skifter vægten fra fod til fod.

”Hvornår kommer far hjem?”

”Han arbejder sent i dag, fortalte han. Nok først i aften engang.” Hun smiler.

”Jah...” svarer jeg forsigtigt og bliver stående i gangen, da hun går ud i køkkenet.

Chancen er nu. Nu

”Mor?”

”Mmh?” svarer hun ude fra køkkenet med hævet stemme.

”Jeg... jeg fulgte ikke Thilde hjem... undskyld.”

Nu hader hun mig! Bare væn dig til det.

Hun kommer ud i gangen igen. Stiller sig op foran mig med øjne, jeg ikke har lyst til at se ind i.

”Vi vil gerne hjælpe dig, Runa. Men det kan vi ikke, hvis du bliver ved på den måde.”

Hun er en led idiotiske tøs! Hun fatter det jo ikke! Tænk, at hun er din mor, Runa.

Med den lille del af klarhed, der er i mig, svarer jeg:

”Du forstår det ikke,” hvisker jeg og ryster på hovedet. ”Du tror bare, det er et eller andet, der bare... forsvinder. Det gør det ikke!”

”Det ved jeg godt,” svarer hun roligt. ”Og du ved også godt, at jeg og far gør alt for at hjælpe dig. Du bliver nødt til at prøve.”

”Tror du ikke, jeg prøver?” hvæsser jeg.

Se bare på hende. Hun kan ikke udstå mig. Hun kommer bare med undskyldninger for at lede mig på vildspor.

Jeg ser ned og holder om mine ene overarm med højre hånd. ”Du kan ikke hjælpe mig. Det er jo lige meget.”

”Runa, du er sytten-” Hun stopper op, og en ny meget koldere stemme møder mig: ”Godt,” siger hun. Jeg kigger op på hende. Et stenblik møder mig.”Hvis du har lyst til at lade frygten overtage dig og forblive inde i det her hus, til du dør, så gør det.” Hun bider sig i læben, før hun vender rundt og går tilbage til stuen. Fortabt ser jeg efter hende. Jeg har ikke lyst til at forblive her, men jeg kan ikke bare gøre det. Det er ikke sådan noget, man bare gør.

Jeg blinker kraftigt og går ind i stuen til hende. Hun sidder lænet tilbage i den brækgrønne sofa og ser tomt på tv'et med glasøjne.

Jeg siger ingenting. Min mund er igen forseglet. Det er min egen skyld, og jeg må undskylde til hende i morgen.

Jeg går hen og sætter mig ved siden af hende. Sidder stift og kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal sidde rigtigt.

”Du er god til det,” siger hun, og hendes ansigt spejler sig i mine øjne. Jeg ser bare på hende.

”God til at komme med undskyldninger. Du tror, du ikke kan gøre for det, Runa. Men det kan du.”

Jeg ser væk og nikker.

Jeg falder i søvn på sofaen, halvt liggende i mors skød, og vågner først, da vi skal spise.

Thilde vækker mig ved at spytte i mit øre. Jeg bliver overrasket nok til et sekund at glemme, jeg ikke kan tale og mumler: ”Thilde,”

”Men vi skal spise,” siger hun og trækker mig i armen.

Jeg giver hende et blik, der straks får hende til at give slip på mig og bøje hovedet.

Vågn op lille Runa, snart skal vi spise. Snart skal vi spise. Snart er det dig, som de skal spise.

Jeg åbner øjnene og lukker dem flere gange efter hinanden, for at få verden til at blive normal. Så ryster jeg på hovedet og går ud i køkkenet.

Jeg nikker, da jeg ser far sidde ved bordet. Han sidder og ser intenst ned i sin tallerken med gaffel og kniv stift oprejst i sine hænder. Det ville have fået mig til at smile.

”Beredt til lejligheden som altid,” siger han, da han ser mig. Det tager mig i et øjeblik at finde ud af, han mener mit hår. Et porcelænssmil finder frem til mine læber.”Men vi elsker dig nu alligevel.”

Virkelig?

Han smiler, kysser mig på panden og klemmer min skulder.

Verden lukker mig ude, da jeg sætter mig ned og roder rundt i min suppe. Den lugter svagt af kokos, og jeg rynker på næsen. Kan man dø af kokos? Hvis man vel at mærke får for meget af det? Kan man dø af at stirre på den samme plet? Den plet, som ingen andre kan se? Eller bliver man bare skør?

Mekanisk tager jeg en skefuld i munden, og lugten af kokos bliver stærkere. Det smager grimt. Jeg bryder mig ikke om suppe. Det ved de også godt.

I en hurtig bevægelse skubber jeg stolen bagud og rejser mig. ”Tak for mad.” De ser alle som én op på mig. De siger ikke noget, men jeg ved godt, hvad de tænker. Ord er kun til for dem, der ikke er kloge nok til at forstå synet. Jeg blinker og går min vej.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...