Why Me?

Why Me? Er en novelle der handler om mobning. Mille plejede at være den glade pige, men det ændrede sig for 3 års siden, da hendes bedsteven Katerina fik bort. "Det var der jeg flyttede skole og startede i klassen med Susan og de andre bier"

2Likes
0Kommentarer
322Visninger

1. Why me?

Hvis jeg skulle beskrive mit liv, vil jeg beskrive det som et glas. det kan være der er en enkel person der gider holde dette glas, hvis du er heldig. Men når personen bliver træt at glasset ville hun give slip og glasset vil falde til jorden og gå i stykker, de 1000’ende stumper der ligger på jorden. Måske fortryder personen og vil lime glasset sammen igen, men revnerne ville stadig være der, og de vil ikke forsvinde. Du kan trykke lidt på glasset igen, og det vil gå i stykker igen. Sådan er mit liv, jeg er glasset..


Det havde stået på i 3 år nu. Jeg snakkede ikke med nogen om det, hvem skulle jeg dog også snakke med det om? Mine forældre, hvad skulle de sige til det? Hvad vil de kunne gøre? Ingenting.  Venner? Dem har jeg ikke flere af.


Jeg gik ind på mit værelse og satte mig på den røde kontorstol foran skrivebordet. Jeg kiggede ud af vinduet, ud på vores have, på blomsterne der var ved at springe ud igen, efter den lange vinter, fuglende der var begyndt at synge igen. Min mor var ude i haven, hun løb rundt og legede med hunden.

Mine forældre tror jeg er den glade pige, der er intet i vejen, og alt er bare i den skønneste orden. Hver dag når jeg kom hjem fra skole, og mine forældre spørger hvordan dagen var gået svarer jeg altid ”Fint, ligesom den plejer” Og så smiler jeg til dem.  Tankerne kørte rundt i mit hovedet, ordende fløj rundt i maven og vil bare ud. Men de kunne jo ikke komme ud, de ville side der for evigt og altid.


Min mobil brummede på mit skrivebord, det var en sms fra Susan. Susan var klassens dronning, alle pigerne sværmede rundt om hende, som et flok bier, hvor hun var bi dronningen.
”Hej Mille! Hvordan går det? Jeg og alle pigerne fra klassen sidder og hygger os hjemme hos mig! Eller når nej vent, næsten alle pigerne! Du er her jo ikke! Heldigvis for det!”
Jeg lagde telefonen ned igen. Hvad er det jeg har gjort forkert? Hvad er det der er galt med mig?
Min telefon begyndte igen, den brummede og brummede. Det var pigerne fra klassen der skrev det ene ord efter det andet til mig. ”So” ”Fede” ”Dumme” ”Klamme”. De sidder sikkert over ved Susan og griner over hvor geniale de var. Jeg kiggede mig selv i spejlet, da en tåre triller ned af min kind. Jeg gad ikke i skole igen i morgen, jeg gad ikke.


Jeg åbnede min ipad, og havde fået en notifikation fra Instagram. Jeg var blevet tagget på et billede. Jeg åbnede instagram og så billedet. Det var et billede af en gris, hvor jeg var blevet tagget. Mine øjne kørte ned over kommentarende.
”Haha!  Sådan der! Så kan hun få”  ”Det ligner jo hende på en prik” Det fortsatte. Der var 11 kommentare. Der var ikke en eneste der sagde dem imod. Jeg strøg mit røde lange hår, om bag ørene, jeg ville ikke læse mere.


I aften var der klassefest, mine forældre glædede sig sådan. Det gjorde jeg ikke, jeg var bange for mine forældre skulle finde ud af det, de måtte ikke have ondt af mig.

Jeg tænkte tilbage på mig selv da jeg startede i børnehaveklasse. Jeg var den lykkeligste pige på jorden, jeg havde venner og folk jeg stolede på. Jeg havde også en bedste veninde! Det var Katerina. Det var sommerferien til 4 klasse det hele vendte sig. Katerina var på vej hjem fra Italien… Da.. Jeg prøvede at smide tankerne væk.. Da hun endte i et tragisk uheld. Jeg så det i fjernsynet, da de reporterede live fra ulykke stedet, en pige på 11 var omkommet, samt hendes mor.  Jeg kan huske jeg kunne se blod i bagrunden, rødt blod.. Det lignede saftevand, der bare flød rundt. Jeg ville ønske det bare var saftevand.


Det var der jeg flyttede skole, og startede i den nye klasse.. Klassen med Susan og de andre bier..
Jeg smed tankerne væk og åbnede min computer. Mine fingre ramte tasterne F A C E B O O K.  Jeg rullede ned af start siden, tjekke at der for en gang skyld ikke var noget om mig.. Så heldig var jeg bare ikke, min veninde eller gamle veninde Mie, havde liket en hel ny facebook gruppe ”For os der hader Mille”
 Mie var engang min ven, hun var den eneste i klassen der tog godt imod mig da jeg startede i klassen. Den eneste der sagde hej.. Jeg klikkede på facebook siden. Start billedet var et billede af mig.. Billedet var taget da vi havde været på lejrskole. Jeg var faldet i søvn, og de andre fra klassen tegnede på mig. Da jeg kom hjem sagde jeg bare til mine forældre vi havde leget, og at det var mægtigt sjovt.


Mine tanker blev afbrudt af min far der kom brasende ind af døren ”Hvad så snuske basse? Mor har købt denne fine kjole du kan have på i aften”  Jeg smilte til ham og prøvede at virke glad ”Tusind tak” Jeg håbede ikke det lød falsk. Han lagde kjolen på min seng, smilte og gik ud af værelset igen.
Jeg gik hen og kiggede på kjolen, den var faktisk ret flot. Hvad nyttede det? I aften ville blive et marridt som alt til. Nogen gange tænker jeg over hvorfor jeg egentligt lever? Hvem vil have mig her? Hvem kan lide mig? Mine forældre? De skal kunne lide mig, ikke fordi de vil men fordi det skal forældre kunne.. Jeg havde før grædt fra da jeg kom hjem fra skole til om aftenen, mine øjne der blev til vandfald.


Klokken var halv 5.. Festen skulle starte klokken 5. Jeg begyndte at gøre mig klar. Jeg satte mit hår op i en høj flot hestehale, og skulle til at tage kjolen på. Jeg tog min bluse af, mine øjne skimmede arrende..  De fleste var fra den gang hvor jeg havde det værst.. Jeg gør det ikke så meget mere.. Altså snitter i mig selv.. Og de gange jeg gør det, er det kun for at få smerten væk! Jeg tog en hvid langærmet bluse inden under kjolen.. For at skjule det. Kjolen gled ned over det. Den stramte lidt men det gik… Min mobil brummede.. Jeg gad ikke se hvad det var.. Jeg ville bare ignorere det.


”Vi køre nu” råbte min mor ude fra køkkenet af. Jeg gik langsomt ud i køkkenet, jeg ville trække tiden ud. ”Mor”.. Begyndte jeg ”Jeg har lidt hoved pine” Jeg havde faktisk ondt i hovedet.. Men ja.. ”Pjat med dig skat, drik noget vand og lad os komme afsted” Jeg kunne godt se jeg nok blev nødt til det. Jeg var bange, bange for hvad der skulle ske. Jeg ville ikke høre flere ord i dag, jeg ville bare ikke! Jeg klemte tårende inde, og gik ud i bilen.


Jeg talte træerne på vej hen til skolen 1-2-3… Jeg følte mig utryk, tanken om at jeg ikke vidste hvordan dagen endte, tanken om.. Ja… Nogen ville nok spørge om hvorfor jeg ikke ”bare” flyttede skole, tanken har også strejfede mig.. Men… Hvordan kunne det gøre det hele bedere? Det er jo ikke klassen der er noget i vejen med, det er mig. Jeg kunne se skolen nu.
Da vi ankommer, træder jeg langsomt ud af bilen, jeg kan se pigerne inde i klassen. Det spænder i maven. Jeg gik sammen med min mor ind mod skolen. Min mor sendte mig ind i klassen, jeg ville ikke derind men det turde jeg ikke sige, jeg gik ind i klassen.

Så snart de andre fik øje på mig, blev det tavse, jeg kunne mærke blikkende der ramte og skar i mig. døren lukkede og Susan kom frem bagfra og tog fat i mig og bankede mig op med væggen, da hun udbrød i latter. Det samme gjorde de andre fra klassen. ”Lad mig være” Råbte jeg arrigt, imens jeg begyndte at græde. Det fik dem bare til at grine endnu mere.
”Hvad er det for en kjole du har på i dag” Sagde en af pigerne fra klassen. ”Kæft hvor er den grim” tilføjede Susan. ”Mie! Hent noget saftevand” Mie gik ud af døren. Hvad skulle hun med saftevand? Jeg græd og græd, imens Susan stadig maste mig op mod væggen. Mie kom tilbage og gav Susan glasset med saftevand. Susan hældte det ud over mig, det var koldt. Jeg skreg og græd. Hvorfor mig? De råbte og råbte efter mig.

De skubbede mig og.. Jeg skubbede dem væk, løb ud fra skolen. Jeg løb og løb. Tårende dryppede ud på min hånd. Jeg ved ikke om mine forældre så mig.
Jeg løb løb og løb. Langt ind i skoven. Jeg smed mig i skov kanten. Jeg havde ikke lyst mere! Jeg vil ikke! Alle ordene, alle tingene.. Det hele kom tilbage. Minderne, det gjorde ondt, min tunge blev kvalt i ordende. Jeg lukkede øjende langsomt i. Ta’ mig væk her fra! Jeg beder dig!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...