I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
*BIDRAG TIL VALENTINESKONKURRENCEN - Historisk Fiktion* Det er snart blevet en vane at se de uskyldige kvinder brænde på bålet for deres næstekærlighed, der misforstås og fejlfortolkes af de der skulle forestille at være synsforladte og eksemplerne på næstekærlighed. Men der er intet at gøre. Når deres kristelige pegefingre, har fundet sig et offer, er man ikke andet en skyldig, uanset hvad hensigten med ens gerninger var. Der er ingen vej tilbage. Og i dag ramte pegefingeren mig..

7Likes
7Kommentarer
560Visninger
AA

2. Victim

Arvidh og jeg løb sammen tilbage mod landsbyen. Jeg løb så hurtigt, at jeg overså nogle af skovens grene, der efterlod ridser og skrammer på mine kinder og bare arme, når jeg løb direkte ind i dem. Men jeg var ligeglad. Hvem var det, klokkerne ringede for idag? De ringede stadig. Det virkede altid som om, at de ville kime forevigt, når disse situationer meldte sig. Deres klang fik det til at vende sig ubehageligt i min mave. Minderne de bragte frem fik mine hænder til at ryste af angst. Uretfærdigheden herskede stadig. Ikke kun i vores lille landsby. Men i hele Europa. Og det var alt sammen kirkens skyld. Vreden begyndte at blusse på i mig.

Jeg var så fokuseret og samtidig fortabt i mine egne tanker, at jeg glemte alt om Arvidh, da jeg nåede frem til landsbyen. Jeg ænsede ikke, om han stadig var med mig, eller hvor han var. Han var formodentlig sakket bagud i skoven. Han kendte den ikke lige så godt som jeg.

Jeg skyndte mig hen til pladsen, der lå centralt i landsbyen. Jeg fik hurtigt øje på min bedstemor og skyndte mig hen til hende. Hun stod med hænderne knuget om hinanden og stirrede rædselsslagent ind på cirklens midte, som byens beboere havde skabt. Mit blik fulgte hendes og pludselig frøs alt til is inden i mig.

En samling af mennesker stod på midten af cirklen, men de forblev tavse. De ventede sikkert på, at de sidste af landsbyen skulle dukke op og høre deres forklaring endnu engang. Men det var synet af denne samling, der fik mit indre til at fryse. Det var synet af den maltrakterede krop, der var årsagen. Kroppen lå på ryggen, men hvem kroppen tilhørte var ikke til at se, det var dog til at se på kropsbygningen, at der var tale om en mand. Hans ansigt var sortsvedent og dækket af noget, der lignede brændvabler. Armene og benene lå bøjede ud i unaturlige retninger, der tydeliggjorde disse knoglers utallige brud. Mit blik vandrede længere ned af kroppen, og opdagede til min store rædsel et stor pøl af blod brede sig mellem offerets ben. Der var et stort hul i hans bukser, og synet der mødte mig fik min hals til at trække sig sammen, og jeg måtte se væk for ikke at kaste op. Svimmelheden bredte sig i min krop og det sortnede et kort øjeblik for mine øjne, så jeg måtte finde støtte i min bedstemors skulder. Heldigvis var hun ikke påvirket i lige så stor en grad som jeg. Men i og med at hun var ældre, måtte hendes øjne også have set mere end mine - og derved være blevet mere hårdføre.

Men hvordan nogle kunne blive hårdfører mod sådan en vold og grusomhed kunne jeg ikke begribe. Jeg lod igen blikket glide tilbage på det torterede lig for at være sikker på, at den rædsel og smerte jeg havde set var sandt. Mit mave vred sig endnu engang, og jeg nåede akkurat at vende mig væk fra folkemængden, da jeg kastede op. Mandens kønsdele var blevet fjernet. Der var intet. Denne amputering - eller måske rettere sagt grove kastrering - var hvad der var årsag til den voksende blodpøl i byens centrum.

Fader Gjord rømmede sig. "Som I kan se.." Begyndte han og gjorde en gestus mod liget foran sig "... har djævlens tjenere igen været på spil. Denne gang voldsommere end nogensinde før." Han tav, og lod den forvirrede og skræmte mumlen sprede sig i flokken. Jeg stirrede stadig på liget, som om volden tvang mine øjne til at betragte sit værk. "Manden her, blev fundet ude i skoven i denne tilstand. Han var død, da han blev fundet."

"Hvem fandt ham?" Spurgte en stemme fra mængden af beboere. Nysgerrig som altid.

"Det gjorde slagteren. Manden her.." Fader Gjord kastede med hånden mod liget endnu engang. ".. var slagterens fastansatte jæger. Da han ikke vendte tilbage til aftalt tidspunkt blev slagteren nysgerrig og gik ud i skoven for at finde ham." Det hang en kvælende stilhed over centrum da præsten tiede.

"I ved, hvad straffen for denne slags djævelske gerninger er. Måden hvorpå hans ansigt er brændt og hans kønsdele fjernet, tyder på, at det er en kvinde, der er årsag til dette mord. En djævelsk kvinde." Han holdt endnu engang inde, og folk begyndte at blive urolige. "En heks.." Afsluttede han og lod blikket langsomt glide over hver enkelt beboers ansigt. Måske det bare var indbildning, men det var som om, han lod blikket hænge en anelse længere på min bedstemors og mit ansigt. Jeg så væk fra ham.

"Hvis nogle af jer ved det mindste, eller har en fornemmelse af, hvem den skyldige kan være, er I forpligtet til at sige det! Den der tilbageholder information straffes på ligefod med de djævelske tjenere." Fader Gjord kiggede denne gang åbenlyst indtrængende på min bedstemor og jeg. "Lad være med at giv Gud en grund til at straffe jer." Hviskede han, hvorefter han vendte sig væk fra folket og med sin samling af kirkelige tjenere gik tilbage til kirken, med liget der skulle klargøres en begravelse.

"Kom, lad os se at komme ind." Sagde min bedstemor lavmælt, da hun lagde en hånd på min skulder og begyndte at føre mig hjemad. Jeg fangede Arvidhs blik, da vi forlod pladsen. Det var ikke, som det plejede at være. Blikket bestod udelukkende af vrede, og det gav mig en dårlig fornemmelse i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...