I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
*BIDRAG TIL VALENTINESKONKURRENCEN - Historisk Fiktion* Det er snart blevet en vane at se de uskyldige kvinder brænde på bålet for deres næstekærlighed, der misforstås og fejlfortolkes af de der skulle forestille at være synsforladte og eksemplerne på næstekærlighed. Men der er intet at gøre. Når deres kristelige pegefingre, har fundet sig et offer, er man ikke andet en skyldig, uanset hvad hensigten med ens gerninger var. Der er ingen vej tilbage. Og i dag ramte pegefingeren mig..

7Likes
7Kommentarer
554Visninger
AA

5. Prison

På trods af, at det var et åbent rum, jeg sad i, følte jeg stadig en svag klaustrofobisk angst trænge sig på. Jeg sad i den lille celle, jeg var blevet smidt ind i. Den var tom for møblement, og jeg havde derfor placeret mig i det ene hjørne af cellen, med benene trukket helt op under mig. Min pande hvilede på mine knæ, og mine arme var foldet om mine ben. Metaltremmerne, der udgjorde cellens tre vægge, trykkede mod mine ribben. Det gjorde ondt, men jeg rykkede mig ikke det mindst. Tomheden fyldte for meget til, at jeg ænsede noget som helst andet.

Jeg skulle brændes på et bål. Min bedstemor havde forsøgt at beskytte mig imod dette, og hendes ofring var forgæves. Jeg anede ikke, hvad de havde gjort ved hende. Og hvad med Arvidh? Hvad havde de gjort ved ham? Og hvorfor havde de overhovedet taget ham i første omgang?

Det løb koldt ned af rykken på mig, og pludselig begyndte mine krop at ryste ukontrollabelt. Jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Magtesløsheden vældede op i mig, ligesom tårerne vældede op i mine øjne. Men jeg ville ikke give dem lov til at se mig bryde grædende sammen. Jeg pressede en hånd mod mine læber i et forsøg på at dæmpe min rystende hvertrækning og de hulk, der forvildede sig op gennem min hals. Det gjorde ondt i halsen, for jeg forsøgte at kæmpe imod gråden. Hvorfor skulle jeg græde over noget uundgåeligt? Jeg skulle dø. Jeg skulle dø på bålet. Men det var ikke engang tanken om at dø, der generede mig allermest. Jeg var ligeglad. Det var tanken om, hvad de mon havde gjort ved min bedstemor og Arvidh, der fyldte i mit sind. Var de også døde? For min skyld? Jeg kunne ikke holde tanken ud. Det måtte ikke være tilfældet.

"Linn?" Jeg genkendte hans stemme med det samme. Men jeg troede det ikke. Hans hviskende stemme kom fra cellen ved siden af mig. Jeg stirrede over på hans mørke brune øjne. Det måtte være noget, jeg drømte.

"Arvidh?" Hviskede jeg, da jeg kravlede over i den anden side af min celle, og derved også over til ham. Hans hånd stak igennem tremmerne, og tog min hånd i sin, da jeg nåede over til ham. Hans hånd var varm, på trods af, hvor koldt det egentlig var hernede.

"Jeg troede.." Hviskede jeg, men min hals snørede sig sammen og forstummede mine ord. Han rystede langsomt på hovedet og kyssede min håndryg.

"De tror, at du er heks." Hviskede han tilbage og så sig over skulderen. Mod døren, hvor vi begge formodentligt var kommet ind ad.

"Det er jeg ikke." Mumlede jeg, med en hæs stemme, der afslørede gråden, der havde sat sig fast i min hals. Jeg forsøgte at sluge et par gange.

"Det ved jeg godt." Arvidh kyssede atter min håndryg, inden han stak sin anden hånd ind igennem tremmerne og kærtegnede min kind. Det var først nu det gik op for mig, at jeg stadig græd. Jeg bed mig selv i læben og forsøgte at tilbagetvinge gråden. Jeg tog et par dybe indåndinger og forsøgte at finde en smule logik i alt dette. Arvidh var ikke det, der lignede en ond person. Og kirken havde jo også sagt, at den djævelske tjener, var en kvinde. Så hvorfor de havde taget og sat ham i en celle, forstod jeg ikke.

Medmindre...

Jeg tog hans hånd i min og lukkede mine øjne.

"Jeg er ked af det, Arvidh." Hviskede jeg og så op på ham igen. Hans øjne så forvirrede på mig. Jeg sukkede svagt. "Det er alt sammen min skyld." Fortsatte jeg og kunne mærke hvordan klumpen i min hals blev større.. "Det er min skyld, at du sidder her jo." Mumlede jeg og betragtede hans hænder, da jeg ikke turde se ham i øjnene. Han trak sin hånd fri af mig, og jeg følte mig pludselig mange gange mere tom, end før jeg havde opdaget han også var hernede. Han var vred på mig. Men hans fingre lukkede sig blidt om mine hage og tvang mig til at se ham i øjnene.

"Linn, stop det der. Det passer ikke." Han lød næsten helt irriteret, da han sagde dette. Jeg bed mig i underlæben. "Hvis du begynder at tænke sådan, kommer du aldrig ud herfra." Hviskede han og trak mit ansigt tættere på sit. "Det er jo allerede for sent." Hviskede jeg opgivende og slog blikket ned igen.

"Linn, se så på mig!" Hans stemme havde taget til i styrke, ligesom irritationen havde. Jeg så op på ham. Fugen mellem hans øjenbryn var blevet dybere - betydeligt dybere. Var han vred på mig? En fuge dukkede selv op mellem mine øjenbryn.

"Hvis du ikke selv tror på det, så er det forsent. Du skal for helvede ikke give op, når der stadig er en chance!" Vreden var ikke til at tage fejl af længere. Pludselig følte jeg mig som et lille barn, der fik skæld ud. Jeg trak mig en smule tilbage fra ham - eller forsøgte på samme. Arvidhs tag om min hage, fastholdt den så jeg ikke kunne flytte mig fra ham. Han trak mig derimod tættere ind til sig, netop som døren for enden af gangen gik op. Mine øjne fløj hen på døren, da jeg så den gå op. Arvidh fastholdt sit blik på mit, og var fuldkommen upåvirket af døren. Han trak mit ansigt så langt frem som tremmerne tillod. De føltes kolde mod mine kinder, men jeg glemte alt om disse, da han pressede sine læber mod mine, og alting føltes at vare for evigt.

Det var overstået på en splitsekund. I det samme stod en af soldaterne foran Arvidhs celle og kiggede arrigt ind på mig. Jeg trak mig hurtigt væk fra tremmerne igen og så ind på Arvidh, der rejste sig op fra gulvet. Døren ind til hans celle blev låst op og soldaten kom ind og tog hårdt fat i Arvidhs arme.

"Så skal du hjem igen." Sagde soldaten med en tone i stemmen der tydeligt indikerede, at han ellers havde gjort sig forhåbninger om en helt anden skæbne. Arvidh så tilbage på mig med et fast blik.

"Hold ud, Linn. Jeg elsker dig!" Nåede han at sige, inden soldaten slog ham hårdt i baghovedet. "Hold mund, knægt." Vrissede soldaten og skubbede Arvidh ned af gangen. Han forsøgte at gøre modstand, men lige lidt nyttede det. Og pludselig var de på den anden side af døren, og så sad jeg alene tilbage i min lille celle og kunne kun høre mit hjerte banke og min vejrtrækning.

"Jeg elsker dig.." Hviskede jeg lavt ud i cellen. Som om jeg var bange for, at nogen skulle høre mig sige ordene. Som om jeg ikke rigtig turde sige dem. Jeg smagte på dem. Mit hjerte bankede hurtigt i mit bryst. Jeg elsker dig. Han havde sagt det. Og.. Jeg måtte også sige det til ham. Jeg måtte holde ud - i hvert fald til jeg endelig fik det sagt.

Håbløsheden og tomheden havde pludselig forladt mit system igen - erstattet af en varme i mit bryst, jeg kun kunne identificerer som kærlighed - og selvopholdelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...