I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
*BIDRAG TIL VALENTINESKONKURRENCEN - Historisk Fiktion* Det er snart blevet en vane at se de uskyldige kvinder brænde på bålet for deres næstekærlighed, der misforstås og fejlfortolkes af de der skulle forestille at være synsforladte og eksemplerne på næstekærlighed. Men der er intet at gøre. Når deres kristelige pegefingre, har fundet sig et offer, er man ikke andet en skyldig, uanset hvad hensigten med ens gerninger var. Der er ingen vej tilbage. Og i dag ramte pegefingeren mig..

7Likes
7Kommentarer
555Visninger
AA

1. Forrest song

Fuglene sang, bladende brusede og mit stemmebånd slog sig til skovens harmoniske melodi i en svag nynnen, der var så sagte, at kun mine egne kunne øre høre den - og kun fordi jeg vidste, den var der.

Jeg nåede frem til lysningen, som min bedstemor havde sendt mig ud til. Det var stadig tidligt på formiddagen - solen var stadig placeret på den østlige side af himlens midte. Jeg havde altså massere tid, inden jeg skulle være tilbage.

Jeg gled ned på hug i lysningens udkant, og begyndte at samle ind af de svampe, jeg vidste, ikke var giftige.

Jeg havde altid været tæt knyttet til min bedstemor, og jeg havde derfor tilbragt en stor del af min barndom i selvskab med hende, dengang hun stadig selv gik ud i skoven. Det var dog først sidste år, jeg flyttede ind hos hende. Jeg var ikke gammel nok til at blive betragtet som en voksen kvinde endnu. Jeg var kun 17, og på trods af at jeg følte mig rigeligt voksen til at kunne bo selv, så mente kirken ikke, at nogen skulle have lov til at bo selv, før de fyldte 18. Det var som om tallet var vigtigere end den enkelte situation. Ikke at jeg havde noget imod at bo hos min bedstemor. Det var det bedste, der kunne ske for mig, situationen taget i betragtning

Mine fingre gled over en svampehat, og det gik op for mig, at jeg i min tankestrøm var holdt op med at plukke. Dens overflade føltes glat mod mine fingre. Fugtig på en måde så den stadig hæftede sig en smule fast til mine fingre. I det svampen gav slip på mine fingre hørte jeg en lyd bag mig, og jeg kastede et hurtigt blik bag mig. Det kunne ikke have været et dyr. De gav næsten aldrig en lyd fra sig. Det var de for elegante og kendte i skoven til. Det måtte være et menneske. Tanken fik mig til at flytte blikket tilbage til de resterende svampe, som jeg skyndte mig at plukke, hvorefter jeg igen begyndte at gå tilbage mod landsbyen. Der var aldrig mennesker ude i skoven. Det havde altid været min bedstemors og senere hen mit territorium. Vores fristed. Et sted hvor vi kunne være alene og nyde skovens frihed og levevis på den måde, der spredte en ro og fred i vores sjæle som ingen af de gejstlige nogensinde ville kunne forstå. Hvis der var andre mennesker i skoven, turde jeg ikke tænke på, hvilke konsekvenser det kunne få for mig og hende. Specielt ikke, hvis det var folk, der havde let ved at få tungen på gled overfor kirken.

Mine fødder bevægede sig hurtigt og ugeneret gennem den ujævne overflader. Men åbenbart ikke hurtigt nok. En hånd låste sig om min albue og trak mig tilbage i lysningen.

"Ssh.." Tyssede han, idet han placerede en blød håndflade over mine læber. Jeg smilte under hans hånd, da jeg genkendte hans brune øjne. Hans smilte ligeledes til mig og lod sin hånd glide af mit ansigt, da jeg tog hans hånd i min og flyttede den derfra.

"Arvidh" Grinte jeg til ham, stadig med mit hjerte bankende hårdt i min bryst efter den nervøsitet og frygt han havde jaget op i mig. "Hvad laver du her? Burde du ikke være i butikken?" Han trak ligegyldigt på skuldrene. "Det bliver kedeligt i længden bare at stå og glo, når der ikke er noget at lave. Så Thorlak gav mig fri."

"Og så kom du herud? Hvorfor? Du hader skoven.." Jeg tjattede kort til ham, inden jeg vendte mig om mod kurven og begyndte at lægge de svampe op i kurven, som var faldet ud, da jeg havde tabt den.

"Jeg hader ikke skoven. Jeg nyder den på en anden måde end dig, ja." Måden han sagde det på, fik mig til at kigge op på ham med et sammenknebent blik. Jeg havde for længst tilgivet ham hans trang til at gå på jagt og slå uskyldige dyr ihjel. "Hold da op med at se sådan på mig. Din bedstemor og dig spiser da stadig kød. Og til din information, så er den kød I spiser altså blevet dræbt på samme måde, som jeg dræber de dyr, jeg spiser til aftensmad." Sagde Arvidh med en drilsk tone i stemmen, da han satte sig ned på hug og knipsede mig mellem mine øjenbryn.

"Lad være med det!" Mumlede jeg en smule irriteret og slog hans hånd væk. Jeg hadede, når han gjorde sådan. Det fik mig altid til at føle mig så meget yngre end ham, på trods af at der kun var to års forskel på ham og mig. Men det var selvfølgelig de to år der gjorde forskellen på barn eller voksen.

Jeg rejste mig igen op med kurven i min ene hånd, mens mine øjne fulgte Arvidhs, da han gjorde ligeledes. Han stod med så lille en afstand til mig, at jeg måtte knejse en smule i nakken for at kunne fastholde mit blik på hans.

I det samme lagde han sin arm om livet på mig med sådan en kraft, at jeg intet kunne gøre, da han med en tilsvarende styrke pressede mig op af et træ bag os. Luften blev slået ud af mig med et lille suk og jeg tabte endnu engang kurven på jorden. Hans ansigt var ganske få centimeter fra mit, og hvis jeg havde trukket vejret, ville vi have indåndet den samme luft. "Jeg kom herud for at se dig." Hviskede han i mit ene øre, så gåsehuden rejste sig på mine arme. Hans læber gled over min hals i så svag en berøring, at et kuldegys løb gennem min krop og jeg sukkede svagt.

Men i det samme kunne vi begge hører dem. Klokkerne. Deres evige, tunge slag og mit hjerte sank ned i maven på mig. Arvidh trak sig væk fra mig i det samme og jeg rejste mig op fra træet. "Nej..." Sukkede jeg med frygten malet i stemmen. "Ikke igen." Jeg troede lige det var holdt op. Det havde været så længe siden sidst. Jeg frygtede altid det værste, når klokkerne lød alle andre dage en søndag. Det var tirsdag, og vi vidste begge, hvad det betød. De havde fundet nogen. Nogen der skulle brændes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...