I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
*BIDRAG TIL VALENTINESKONKURRENCEN - Historisk Fiktion* Det er snart blevet en vane at se de uskyldige kvinder brænde på bålet for deres næstekærlighed, der misforstås og fejlfortolkes af de der skulle forestille at være synsforladte og eksemplerne på næstekærlighed. Men der er intet at gøre. Når deres kristelige pegefingre, har fundet sig et offer, er man ikke andet en skyldig, uanset hvad hensigten med ens gerninger var. Der er ingen vej tilbage. Og i dag ramte pegefingeren mig..

7Likes
7Kommentarer
559Visninger
AA

4. Captured

Sparkende med benene og fægtende med armene forsøgte jeg at slippe fri af det faste greb, der havde lagt sig for min mund. Men det var som om, jo mere jeg sprællede, dets mere strammedes grebet, og pludselig nåede hånden op om mine næsebor. Hånden pressede yderligere til. Lukkede mine næsebor. Lukkede alle luftveje. Jeg forsøgte at skrige. Men mine lunger var blevet tømt for luft, da jeg forsøgte at kæmpe mig fri. Der kom ikke andet end et lille kvæk ud over mine læber, som blev gjort lydløst af hånden. Det begyndte at brænde i mine lunger, og da jeg per instinkt forsøgte at trække luft ind gennem munden, var alt jeg fik ud af det, formodentligt at forårsage et svagt sugemærke på hånden mod mine læber. Jeg forsatte med kampen mod de stærke arme. Men mine arme blev nu holdt fast af den frie hånd, og det eneste jeg havde frit, var derfor mine fødder. Men da armene begyndte at slæbe mig med sig, kunne jeg ikke andet end at følge med, da jeg blev tvunget baglæns.

Sorte prikker begyndte at dukke op for mine øjne og hurtigere og hurtigere begyndte mit blik at svigte. Og så.. sort.

***

Jeg vågnede op i en sofa, foran en kamin hvor flammerne slikkede sig op af træblokkene. Jeg satte mig op med et ryk og så mig forvirret omkring. Jeg blev en smule ør i hovedet af den pludselig bevægelse, da blodet susede væk fra mit hoved. Jeg lukkede kort øjnene og tog et par dybe indåndinger.... I det samme kom jeg i tanke om, hvad der var foregået, og jeg sprang ud af sofaen ved dette minde.

"Rolig, rolig, rolig!" Lød en stemme bag mig - faretruende tæt på. Jeg vendte mig lynhurtigt mod stemmen og så pludselig min overfaldsmand direkte i øjnene.

"Thorlak..." Sukkede jeg fuldstændig tabt for ord. Mit hoved kunne ikke få det til at gå op, at han havde forsøgt at kvæle mig. Jeg tog et par dybe indåndinger i et forsøg på at få mit hjerte til at slå en smule langsommere, eftersom det galopperede afsted med sådan en styrke, at det gjorde helt ondt.

"Jeg er virkelig ked af det, Linn. Men jeg blev nødt til det.." Mumlede han med et nedslået blik og så pludselig alle andre steder hen end på mig, mens stilheden slog sig ned imellem os. Han virkede... pinlig - over sig selv. Som om han skammede sig over noget. Jeg tog en kort indånding, der stoppede halvvejs. Stilhed. Der burde aldrig være stille i dette hjem. Der manglede...

"Hvor er Arvidh?" Hviskede jeg hæst, da det gik op for mig, at Arvidh manglede. Thorlak var Arvidhs far, og fordi Thorlak for ikke så længe siden havde mistet sin hustro, var Arvidh blevet boende hjemme, på trods af at han ellers havde fri mulighed for at flytte ud. Arvidh. Jeg knyttede i det samme mine hænder. Arvidh burde være hjemme nu.

Thorlaks øjne så sørgmodigt på mig, og i det samme hørte jeg skridt uden for huset.

"Jeg er virkelig ked af det, Linn.." Han holdt en kort pause og i det samme sprang døren op ind til det lille hjem. "De har Arvidh." Hviskede han og faldt derefter ned på knæ idet soldaterne styrtede imod mig. Jeg var som lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig, men stod derimod forstenet til gulvet. Jeg gjorde intet for at slippe fri, da de vred mine arme om på ryggen af mig i en vinkel, der lovede faretruende meget om en brækket albue, hvis de kom til at vride den meget længere om. Jeg ænsede det knap nok.

Arvidh. De havde Arvidh. Hvorfor? I samme øjeblik trådte Fader Gjord ind i huset og smilte triumferende til mig.

"Der er du jo." Jublede han og kom hen og stillede sig foran mig, så der ikke var mere end få centimeter imellem os. Jeg kunne lugte hans ånde, der stank langt væk af nadvervin. Hans tænder var gullige - næsten helt brune, som om de var ved at rådne. "Dig har vi ledt længe efter." Sagde han. Måden han sagde det på, fik det til at lyde som om, jeg var et barn, der var blevet væk under gemmelegen og som alle havde været så bekymret for. Jeg vidste, det blot var skuespil. Da han placerede en hånd på min kind, og kærtegnede denne og lod fingrene læbe ned over min hals rejste gåsehuden sig på mine arme, og brækfornemmelsen vældede op i mig. Men der kom intet. I dette øjeblik, ville jeg ønske, jeg kunne kaste op på kommando. Jeg stirrede ind i hans kolde, grå øjne og forsøgte at trække mig væk fra hans hånd. Men hans hånd greb blot fat om min hage og tvang mig helt tæt på ham.

"Jeg ved, hvad du er. Og du skal blive straffet for dette." Han slap derefter min hage med sådan et ryk, at det gav et knæk i min nakke. Jeg stirrede trodsigt på ham.

"Hvor er Arvidh?" Hvæsede jeg. Jeg følte mig tør i munden, da jeg sagde dette. Jeg ærgrede mig en smule over manglen på mundvand i dette øjeblik. Mundvand og bræk. Han smilte hemmelighedsfuldt til mig, næsten ondskabsfuldt.

"Det ved kun Gud." Men måden han sagde det på, fortalte mig tydeligt, at han også selv vidste, hvor Arvidh var. Omtalte han lige sig selv, som Gud? Var det ikke en synd?

"Du lovede, at jeg ville få Arvidh tilbage, når blot I fik hende!" Bønfaldt Thorlak for fødderne af Fader Gjord. Som Thorlak lå der på gulvet, ynkelig som jeg aldrig havde set ham før, end ikke ved sin hustros bortgang. Jeg følte pludselig ikke andet end medlidenhed for ham. Jeg var ikke engang vred på ham, for at have fanget mig. Fader Gjord sparkede til Thorlak, så han faldt om på gulvet og tabte vejret.

"Før hende tilbage til kirken." Fader Gjord forlod derefter huset, og jeg slev blev rykket i samme retning efter ham. Soldaternes skridt var lange, og selv når jeg gik dobbelt så hurtigt som dem, havde jeg svært ved at følge med. Jeg snublede flere gange på vejen gennem landsbyen, hvilket blot gjorde eskorten adskillige gange mere ydmygende, da alle hang ud af vinduerne, for at få et glimt af den djævelske tjener... mig.

Det løb koldt ned af ryggen på mig, ved denne tanke. Hvordan kunne de folk, jeg var vokset op side om side med, tro på den slags nonsens? De kendte mig jo. De vidste, jeg ikke gjorde en flue fortræd. De vidste, jeg ikke var ond. Tårerne sprang op i mine øjne. Forrådte tårer. Svigtede tåre. Alle mine venner havde svigtet mig. Overladt mig til mig selv - kirken. Hvis der var en skæbne, jeg kunne få, så var denne nok den værste. De lod mig gå i døden for noget, jeg ikke havde gjort. Men hvem overraskede det? De havde ladet min mor gå i døden for det samme. Selvfølgelig skulle hendes skæbne også ramme mig en dag. Den dag folk pludselig holdt op med at betragte mig som en lille uskyldigt barn - men som en selvstændig kvinde.

Dette måtte være første gang, jeg nogensinde havde ønsket at blive betragtet som et barn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...