I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
*BIDRAG TIL VALENTINESKONKURRENCEN - Historisk Fiktion* Det er snart blevet en vane at se de uskyldige kvinder brænde på bålet for deres næstekærlighed, der misforstås og fejlfortolkes af de der skulle forestille at være synsforladte og eksemplerne på næstekærlighed. Men der er intet at gøre. Når deres kristelige pegefingre, har fundet sig et offer, er man ikke andet en skyldig, uanset hvad hensigten med ens gerninger var. Der er ingen vej tilbage. Og i dag ramte pegefingeren mig..

7Likes
7Kommentarer
558Visninger
AA

3. Accused

Kurven med svampe var blevet tømt ned i en stor gryde, der nu stod og kogte. Hvad min bedstemor havde i sinde at bruge svampene til, vidste jeg ikke. Jeg spurgte hende aldrig. Det var ligesom bare blevet en vane, at gå ud og fylde kurven med svampe en gang i ugen.

Jeg bed tænderne sammen og hvæsede svagt, da min bedstemor lagde en fugtig klud mod mine skrammer, og langsomt duppede snavs og skidt ud af disse, så sårende ville hele så hurtigt som muligt.

"Ssh..." Tyssede hun beroligende, da hun tog mit ansigt i sine hænder og undersøgende lod sine øjne glide over mine kinder, og derefter vandrede ned på min hals, hvor enkelte strammer også var, og til sidst nåede til mine arme, hvor de stoppede.

"Du må blive mere forsigtig, når du er ude i skoven.." Mumlede hun lavmælt. Selvom vi var inden for hvad man kaldte husets trygge rammer, var væggene langt fra lydtætte. Husene i landsbyen var gamle og håndværket var ikke ligefrem noget man kunne kalde godt. De var bygget af træ og var voldsomt forældede. Men kirken slugte alle landsbyboernes overskydende penge, så man kun lige havde penge til at overleve. Derfor var der ikke råd til at renovere nogle af husene. "Det er i forvejen rettet mistænktsomme øjne på os, Linn. Vi skal ikke gøre os mere bemærket, end hvad nødvendigt er." Sukkede hun og smurte noget salve over mine skrammer, der i det samme nedkølede disse og lindrede svien.

"Jamen... Vi har jo ikke gjort noget." Mumlede jeg og så uforstående op på hende. Hun smilte svagt til mig, med et blik der fik mig at føle mig som et lille barn. Som om jeg ikke vidste bedre. "Folk bryder sig ikke om folk, der er anderledes. Der er ingen, der færdes i skoven som os. De holder øje med os, fordi vi ikke er ligeså tæt bundet til kirken, som de er." Hun lod sin hånd hvile på min kind et kort øjeblik, inden hun lod den falde. Jeg slog blikket ned på mine hænder og begynder at pille ved mine fingre.

"Hvad er der galt, min skat?" Spurgte Bedstemor og satte sig ned på stolen foran mig. Hendes hånd lagde sig på mit knæ, og der spredte sig en varme ud i resten af min krop. Her var jeg tryg. Med hende. Jeg sukkede dybt og lukkede øjnene.

"Arvidh så på mig, som om det var mig, der havde gjort det, da vi gik fra centrum." Hviskede jeg og tog mig til panden. Jeg var stadig en smule svimmel efter at have set, hvad der var blevet gjort ved manden.

"Det tror jeg ikke." Sagde Bedstemor med en betryggende ro i stemmen. Men Arvidhs blik sad stadig i mig. Hans brune øjne, som jeg altid havde forbundet med kærlighed og varme, var pludselig sat i forbindelse med ondskab og kolde. Det løb mig koldt ned af ryggen.

"Hvorfor skulle han ellers se på mig, som om jeg var noget giftigt?" Mumlede jeg og rejste mig op. Bedstemor fulgte mig med sit blik, da jeg gik hen til vinduet og kiggede ud på pladsen. Jeg sukkede svagt.

"Sådan er drenge nogle gange, Linn. De er svære at gøre sig kloge på." Hun rejste sig op og kom over til mig, ved vinduet, hvor hun lagde en arm om mig og lod sit hoved hvile mod mit. Jeg slappede en smule af, mens vi stod der sammen. Ikke fordi at jeg blev mindre bekymret for Arvidh og jeg. Han havde aldrig set på mig på den måde før. Vi havde aldrig rigtig været oppe at skændes og derfor heller aldrig rigtig været uvenner. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne have gjort, for nu at have ødelagt dette. Jeg sukkede dybt, og lod det falde til jorden. I hvert fald for nu. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om det. Hvilken forskel ville det også gøre?

I det samme så jeg Fader Gjord komme gående hen over pladsen med bestemte skridt. Retningen han havde, fik alt inden i mig til at fryse til is. Os. Bedstemor måtte have set det samme som jeg, da hun trak os væk fra vinduet og skubbede mig ind i den bageste del af huset.

"Gem dig." Hviskede hun med rædslen malet i sine øjne.

"Bedste.." Var alt jeg nåede at sige inden en hård banken lød på døren, og Bedstemor skubbede mig yderligere af sted. "Et øjeblik!" Kaldte hun med en påtaget rolighed i stemmen. Vores hus var ikke særlig stort. Der var kun et køkken og et tilstødende soveværelse, der ikke var adskilt af mere end et par træbjælker og et tyndt stykke stof, der hang ned fra loftet. Jeg skyndte mig ind bag dette stykke stof og så mig omkring efter et gemmested. Mit blik landede på sengen. Eller rettere nedenunder, hvor jeg vidste, der var en lem, der førte ud af huset. Hurtigt sneg jeg mig ind under sengen, netop som døren blev sparket op og min bedstemor hevet fat i at nogle af Fader Gjords soldater. Jeg måtte bide mig hårdt i tungen for ikke at skrige til dem, at de skulle slippe hende. Men hvis jeg gjorde det, var det hele forgæves.

"Hvor er hun?" Hvæsede Fader Gjord, da han stod helt oppe i Bedstemors ansigt. Hun så arrigt på ham uden at sige et ord. Soldaten der havde fat i hendes overarm ruskede hårdt i hende, men hendes ansigtsudtryk forblev uforandret. "Hvor er hun!" Råbte Fader Gjord denne gang. Og så gjorde min bedstemor noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle se hende gøre. Hun spyttede Fader Gjord i ansigtet. Arrigt trak han et lommetørklæde ud af sit ærme og tørrede sit ansigt af, hvorefter han gjorde et kast med hovedet, der indikerede, at de skulle føre hende bort.

"Gennemsøg huset. Jeg er ligeglad med, om I skal brænde det ned til grunden. Find hende!" Det løb mig koldt ned af rykken og mit hjerte bankede så hårdt i mit bryst, at jeg var bange for, at det skulle afsløre mit skjulested. Jeg måtte væk. Nu.

Hurtigt åbnede jeg lemmen så meget, sengen ovenover mig tillod, og jeg gled hurtigt igennem denne og ned på gruset under mig.

Jeg stod under huset, der var hævet over jorden, og skjulte mig bag en af de bærende bjælker, da jeg så min bedstemor blive trukket ubarmhjertigt afsted af soldaterne hen imod kirken. Hun vendte ansigtet op mod huset og mødte i det samme mit blik.

"Løb" så jeg hendes læber mime, inden hun blev trukket rundt om et hjørne og ud syne.

I samme øjeblik blev en hånd presset så hårdt mod mine læber, at jeg ikke kunne trække vejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...