Hjem, hvad er det?


1Likes
0Kommentarer
164Visninger

1. Hele novellen

  ”Miriam kan du så gå ned og købe en kasse øl. Møgunge!. De henter jo ikke sig selv!” De vaklende trin på trappen blev højere og døren blev sparket op. Et træt og brugt ansigt mødte den lille piges. Hendes mor havde blondt hår til ørerne og joggingtøj på.                                               ”Hørte du mig ikke. Kan du så komme af sted. En 8-årig som dig, kan da vel finde ud af det!” Morens hånd ramte kinden med et klask og den lille pige stod der bare. Hun bed tænderne sammen og gik ud af døren. Hun løb så hurtigt hun kunne ned ad trappen, men faldt og slog hovedet ned i det sidste trappetrin. Vaklende skridt kom nærmere mod hende og en fod puffede hende i siden.                                                                                                                                            ”Er du okay?” stemmen lød næsten bekymret og pigen svarede hurtigt ja, for ikke at bekymre hende.                                                                                                                                                     ”Jamen, så kom dog af sted din møgtøs!” Et spark i røven fik den lille pige op på benene og væk var hun.

  Manden bag kassen kiggede mærkeligt på hende, men hun sagde bare morens navn, og så mildnedes ansigtet op. Hun betalte med morens kreditkort. Hendes mor evnede ikke at passe på kortet selv, da hun en gang gik vaklende i brugsen med nattøj på. Moren havde købt alt spiritus og kattemad i butikken og kom kørende hjem i en fremmed bil. Den lille pige havde set et lille glimt af chaufføren fra køkkenvinduet, det lignede manden der arbejdede i brugsen. Han kom tit på besøg, mere end alle de andre mænd. Og hun havde flere gange set dem kysse i køkkenet. Hendes mor havde brugt alle pengene, så den lille pige måtte rode i naboens skraldespand for at få mad til sig selv og sin mor. Derefter gemte pigen altid pungen på sit værelse. En gang imellem fandt moren pungen og så var alle pengene væk. Miriam vidste at moren ikke havde noget job, men der lå altid penge på natbordet efter en mand havde været på besøg.

  Den lille pige tog en hånd i hvert hul på ølkassen og gik tilbage mod huset. En skæv flise på fortovet fik pigen til at snuble og ølkassen landede med bunden i vejret. Pigen stod bare i chok mens øllet flød ud på fortovet. Hun turde ikke gå hjem. Moren ville slå og slå indtil hun var gul og blå. Der var heller ikke nogen penge tilbage, så hun kunne ikke købe nogle nye. Hun gemte sig i en gyde bag en grøn container. Der lugtede af råddent frugt. Det blev mørkere og mørkere, og den lille pige fik ondt i fødderne af at sidde på hug. På et tidspunkt da den lille pige døsede hen, hørte hun en velkendt stemme. Hendes mor råbte efter hende, men det lød ikke vredt. Hendes mor råbte bekymret efter hende og ind i mellem hørtes der små hulk. Den lille pige løb ud på fortovet og råbte efter moren. Moren kom løbende og det første hun gjorde da hun kom hen til hende, var at give hende en stor lussing på kinden. Nu var begge kinder opsvulmede og de små uskyldige øjne løb i vand.                                                                                                                                                           ”Miriam hvor fanden har du været, hvor er øllene!” Hendes blik var vildt og hendes øjne søgte rundt omkring efter en ølkasse.                                                                                                                       ”Der var ikke flere penge”. Pigen kiggede ned i jorden.                                                                     ”Her er der penge, og skynd dig så og køb to kasser denne gang”. Moren gik sin vej og pigen stod alene. Hun turde ikke gøre andet end at gå ind i butikken igen.

 

   ”Hvordan har du det hjemme hos din mor?” spurgte damen og rettede på sine briller. Hun havde gråt stramt tøj på og hun holdt en papirblok i hånden. Hun trommede med blyanten på papiret. De var på damens kontor. Den morgen var der kørt en bil op foran huset og en dame i gråt gik op til døren og bankede på. Det var kun den lille pige der var hjemme, så hun blev nødt til at åbne.       ”Er din mor hjemme?” spurgte kvinden og smilede til hende.                                                         "Nej” havde den lille pige sagt.                                                                                                             ”Du bliver nødt til at komme med mig og så lægger vi en seddel til din mor”. Pigen vidste ikke hvad hun skulle gøre, så hun gik frivilligt ind i damens bil og så kørte de mod byen. Derefter havde kvinden ført hende hen til en bygning og ind på sit kontor. Og sådan var hun endt her.                         ”Jeg har det fint hos min mor” sagde den lille pige og kiggede rundt omkring for at undgå øjenkontakt. Damen kiggede op og ned ad hende og pegede så på hendes arm.                      ”Hvor kommer de blå mærker så fra?” spurgte hun og rynkede øjenbrynene.                                       ”Jeg slog mig, det var et uheld”.                                                                                                              ”Du bliver aldrig afleveret i børnehaven, pædagogerne siger du går alene derhen?” Uret tikkede og pigen forsvarede sig.                                                                                                                        ”Det er fordi mor har travlt, så hun kan ikke nå det”.                                                                         ”Jamen din mor har da ikke noget job?”, sagde kvinden og skriblede ned på papiret.                ”Men hun får penge fra mænd!” Den lille pige fortrød med det samme at hun havde sagt det. Hun kiggede ned i gulvet og flyttede langsomt fødderne lidt tættere sammen. Hun kiggede op på damen igen. Damen så ned på den lille pige med store bekymrede øjne og skrev så noget ned på blokken igen. Brugsmanden kom brasende ind.                                                                                  ”Så kan du godt stoppe det der” sagde manden til damen i gråt.                                                    ”Jeg stiller bare den lille pige et par spørgsmål”. Damens stemme var blevet streng. Manden tog fat om damens arm og kiggede med truende øjne.                                                                       ”Farvel, vi smutter nu og lad Miriam være fra nu af”. Han tog fat om pigens arm og så trampede han ud af døren med hende på slæb. Han trampede af sted indtil de var ude af syne og så vendte han sig om mod den lille pige og en kæmpe hånd kom flyvende mod den lille piges kind.            ”Du skal kraftedme ikke snakke med fremmede”. Hans ansigt var rødt og hans mund var stram, ligesom en streg.                                                                                                                                    ”Jeg henter nogle øl til din mor og så går du hjemad med det samme”, sagde han og gik.

  På vej hjem kiggede den lille pige op på vinduet, hvor damen sad og snakkede i telefon. Damen kiggede ud og fik øje på den lille pige, men hun kiggede væk igen og den lille pige gik videre.  

  Om aftenen lå den lille pige på sin gamle, trofaste madras. Den havde en snært af urin fra de utallige gange hun havde tisset i sengen hver gang hun hørte moren falde ned ad trappen. Hun lå og lyttede til morens råben. Hun kunne høre en mands råben og hoveddøren der smækkede. Der kom lys udenfor og en bil kørte væk. Lidt efter bankede det på døren. Den lille pige hørte moren der pumpede ind i sko skabet og lidt efter åbnede hun hoveddøren.                                                     ”Godaften, vi er fra politiet, er du Katja Toft?”                                                                                        ”Ja det er mig, hvad vil I her så sent om aftnen?”                                                                                  ”Vi blev sendt af børneværnet, der er meldt om høje råb og slagsmål her i huset. Er din datter hjemme?” Den lille pige gik i chok. Hendes håndflader blev svedige og hun krøb sig sammen. Hvad ville de gøre ved hende. Hun ville ikke nogle steder hen, hun ville blive hjemme og passe mor.                                                                                                                                                                 ”Ja, hun er ovenpå. Husk og luk hoveddøren efter jer”. Moren gik ind i stuen væltede ned i sofaen, man kunne høre fjernsynet der skiftede kanal. Hun var så fuld, at hun ikke en gang fik fat i at det var politiet. Den lille pige kunne høre hoveddøren lukke og derefter kom der tunge skridt på trappen. For hvert skridt krøb hun sig endnu mere sammen. Døren bag hende blev åbnet og en lysstribe ramte hendes kind. To mørke skikkelser stod i døråbningen. Der kom et let bank på døren, som fik den til at gå længere op, så den lille piges ansigt blev helt lyst op. Det var skarpt så hun kneb øjnene i og kiggede op på skikkelserne. Hun vænnede sig til lyset og ansigterne blev tydeligere. ”Hej Miriam. Vi er politiet som er blevet sendt af børneværnet. Du bliver nødt til at komme med os”. ”Det vil jeg ikke, jeg vil blive hos mor, hun har brug for mig!” Hun blev hysterisk og rejste sig op. Hun løb imellem de to mænd og fløj ned ad trappen og ind til den velkendte lyd fra fjernsynet. Hun omfavnede sin mor, men moren skubbede hende væk.                                                                       ”Kan du så lade mig være din møgunge. Jeg ser mit yndlingsprogram!” Moren vrissede og tog en stor tår af flasken i hendes hånd. Bagved hørte hun nogen rømme sig. Det var de to mænd, de havde set det hele. ”Katja Toft, vi bliver nødt til at tage dit barn med. Du hører fra os senere. Du kan få mulighed for at se hende om nogle dage. Du vil høre nærmere fra os”. Den lille pige blev helt stiv i kroppen. Hun følte at hun bare så til, mens de trak hende væk fra moren. 

  Hun vågnede og kiggede sig forvirret rundt omkring.  Var det en drøm? Hun var i et helt lyst værelse. De hvide vægge gjorde næsten ondt i hendes øjne. Hun sad på noget blødt og rødt, det var en sofa. Ved siden af hende var der et lille hvidt træbord og lidt længere væk stod en træstol med en rød pude. Ovre i det ene hjørne stod en grøn plante. Den hvide dør i den anden side af rummet åbnede sig. En dame i en græsgrøn skjorte og matchende nederdel kom ind.  Det var ikke en drøm, tænkte den lille pige og var lige ved at græde. Damens hår var helt trukket tilbage i en stram hestehale. Damen smilede til hende og tog træstolen hen overfor hende.                            ”Hej Miriam, jeg hedder Britta Lorenzen. Hvordan har du det?”                                                       ”Kan jeg ikke komme hjem til min mor nu”. Den lille pige klemte sofaens armlæn hårdt.              ”Nej, du bliver nødt til at forstå at din mor har det svært og ikke kan passe ordentligt på dig”.    ”Men jeg passer bare på hende i stedet for”. Hendes hidsige råb forskrækkede hende og hun kiggede ned i jorden.                                                                                                                              ”Det er jo ikke meningen du skal være den voksne, du skal have lov til at være barn”. Den lille pige kiggede op på Britta.                                                                                                                             ”Men, jeg vil blive hos mor”. Det var så lavt at damen ikke hørte det.                                                 ”Din mor kan besøge dig snart, men du bliver nødt til at bo hos en anden familie andre nu, nogen der kan passe ordentligt på dig. Vi har fundet en familie der passer perfekt til dig. Det er nogle søde forældre der har 2 børn, en dreng på 14 og en dreng på 5”. Damen snakkede videre, men den lille pige lyttede ikke, hun ville bare hjem til sin mor.

 

  ”Skal jeg ikke hjælpe dig med at bære din taske?” Manden smilede til pigen og rakte ud efter tasken. Hun nappede den for næsen af ham og svarede.                                                                 ”Jeg kan godt bære mine ting selv”. Hun vendte sig og gik over til bilen. Manden kiggede efter hende og kløede sig i nakken. Der var stille i bilen på hele turen, undtagen radioen der kørte i baggrunden. Sæderne var bløde og den lille pige kørte hånden over betrækket.                          ”Hvad kan du godt lide at spise?” Manden kiggede i bakspejlet og den lille pige mødte hans blik.   ”Det ved jeg ikke”. Pigen kiggede på sine fødder. Hun havde fået nye sko af dem, da de kom og hentede hende. Det var nogle hvide sko med lidt sølv på. Hun bankede fødderne sammen og skoene blinkede med lyserødt lys. Hun smilte for sig selv.                                                                  ’’Vi laver lasagne så, det kan du sikkert lide”, sagde kvinden og kiggede bagud på den lille pige. De drejede af og bilen stoppede. Den lille pige følte sig i et fremmed land. Hun blev mere og mere utryg. De sad og spiste lasagne. Men hun kunne ikke lide det, men hun turde ikke sige det. De snakkede og grinte og smilede til hinanden. Hun følte sig bestemt ikke hjemme, men det tiltalte hende alligevel. Det kunne godt være hun ikke hørte til her, men hvorfor tage tilbage til en mor der slog hende og var ligeglad med hende.

   ”Godnat, vi ses i morgen” kvinden gik og lyset blev slukket. Døren blev lukket og der lå hun så i sin seng. Den lille pige kiggede rundt på sit nye værelse. Hvide vægge, bortset fra den ene, der var lyserød. Der var bamser over det hele og ovre i hjørnet var der et barbie slot. Det var mærkeligt at ligge på en ren ny madras og med dyne over sig. Der gik lang tid før hun overhovedet lukkede øjnene, men på et tidspunkt gjorde hun.

 

  ”Er det hyggeligt hjemme hos dem?” spurgte Britta. Hun havde stadig den samme stramme hestehale.                                                                                                                                                 ”Det er vel fint nok”. Den lille pige kiggede ned i jorden.                                                                 ”Miriam, du skal sikkert bare lige vænne dig til det. Jeg lover dig, det bliver rigtig hyggeligt at bo der”. Damen smilede til Miriam og tog hendes hånd.                                                                               ”Men, hvis der er noget der plager dig, skal du bare fortælle mig det”.

 

   ”Smager det godt, vi har lavet det specielt til dig” sagde hendes plejemor og kiggede nysgerrigt på hende.                                                                                                                                                 ”Jeg er ikke rigtig sulten” mumlede hun og kiggede ned i sit skød.                                                   ”Når, det var da ærgerligt. Vil du være med til at se fjernsyn med os i aften?”                                ”Nej, jeg vil bare i seng” sagde den lille pige og rejste sig. De kiggede alle sammen efter hende da hun gik over trægulvet og ind på sit værelse. Hun sad på gulvet og stirrede ud ad vinduet indtil hendes plejemor sagde hun skulle i seng.

 

  ”Hej skat, har du savnet mig”. Hendes mor kom ind og holdt armene ud til hende. Den lille pige blev siddende og sagde ikke et ord. Den lille pige blev ved med at kigge ned i gulvtæppet. Hendes øjne fulgte tæppets mønster. Hendes mor så træt og brugt ud, men hun vaklede ikke.       ”Jeg savner i hvert fald dig. Jeg vil ikke drikke mere min skat, det stopper jeg helt med og så kan du komme tilbage til mig. Jeg elsker dig jo, det ved du da godt ikke?”. Hendes mor strålede, trods de trætte øjne.                                                                                                                                          ”Nej du gør ej”. Hun rejste sig op og gik sin vej. Hendes mor gloede efter hende, lamslået og såret.

 

  ”Var det godt at besøge din mor?” spurgte hendes plejemor.                                                        ”Nej, kan I ikke bare lade mig være!” Den lille pige blev forskrækket af sit råb. Da var som om at hendes krop var blevet overfyldt og nu begyndte indholdet bare at vælte ud.                                   ”Tal pænt unge dame!” udbrød hun og kiggede forarget på den lille pige.                                     ”Nej jeg vil ej! Jeg har ikke bedt om at komme hos jer. I er så dumme!” hun skreg det op i hovedet på plejemoren der derefter blev helt rød i hovedet. Klask! Hendes kind begyndte at svi og den fik en snært af rosa farve. Hun bed tænderne sammen og hendes øjne blev klare. Et kort øjeblik så hun en kvinde med kort blondt hår og joggingtøj på. Den lille pige kiggede vredt og vaklede lidt.       "Kan du så gå ind på dit værelse!” Hendes plejemor pegede på hendes dør. Den lille pige spurtede derhen og smækkede døren så hårdt at familiebilledet på den anden side faldt ned på gulvet og gik itu.

  Den lille pige kunne høre glasskår der blev fejet op og små hulk fra hendes plejemor i mellem de klirrende lyde fra glasset. Hun sad og stirrede ud ad vinduet og holdte på sin kind. Den var stadig varm fra slaget. Det bankede let på døren og hendes plejemor kom ind. Hun havde røde øjne.  ”Det må du undskylde, jeg skulle aldrig have slået dig. Jeg ved hvor hårdt du har det”. Hun blev afbrudt af den lille pige.                                                                                                                            ”Du er bare ligesom min mor, slår mig og er ligeglad med mig og så bagefter siger hun at hun elsker mig og er ked af det”. Plejemor vidste ikke hvad hun skulle svare og da hun åbnede munden løb den lille pige forbi hende og ud af huset. Plejemoren løb efter hende så godt hun kunne. Den lille pige løb og løb i sine hvide sokker som blev helt brune. Der var smattet under hendes fødder og hun faldt et par gange. Hun endte ude i en mørk skov. Hun gemte sig under en træstamme.         ”Hvad laver du? Kom med, du bliver forkølet”. En svag, men venlig stemme hørtes bag hende. ”Kommer du ikke med hjem?” pigen blev overrasket og en tanke strejfede hende. Hjem… hjem? Hvad var hjem?                                                                                                                                       ”Jeg ved ikke hvad hjem er mere?” sagde den lille pige og kiggede op i trækronerne.                   ”Du er altid velkommen hos os. Selvom du ikke tror det, holder vi rigtig meget af dig, og vi føler at du er vores egen datter”. Hende plejemor rakte hånden ud til hende.                                          ”Mener du det?” den lille pige kiggede overrasket op på hende. Hun smilede til den lille pige.     ”Ja selvfølgelig, Miriam. Vi vil gøre alt for at du skal føle dig hjemme hos os. ”. Den lille pige faldt i armene på plejemoren og gemte sit ansigt i hendes trøje.                                                                  ”Du må undskylde at jeg slog dig”. Hendes plejemor begyndte at græde. ”Og du må undskylde at jeg sagde I var dumme”.                                                                                                                       ”Skal vi ikke gå hjemad nu?” Den lille pige kiggede op i plejemoderens smilende ansigt og tog hendes hånd.                                                                                                                                            ”Jo, jeg vil gerne hjem nu”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...