Afsky

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Færdig
En novelle om tre (snart to) teenagere, der lever på kanten. Til fri fortolkning.

5Likes
2Kommentarer
311Visninger
AA

2. . . . afsky . . .

Stella kom gående nede af gangen. Hun lod sine slanke fingre glide hen ad den kolde grå væg, kun afbrudt af de blåhvide neonrør, der oplyste det skumle sted. Hun havde valgt at gå omvejen nede i korridoren her i stedet for trappen. Selvom trappen i sig selv var meget mindre uhyggelig end undergrundsgangen, bragte den uhyggelige minder med sig. To unge piger med en stor, sort plasticpose. Stella rystede minderne af sig. Den søde duft af død.

”NEJ!”

Om skriget var indvendigt eller om hele gangen rungede med hendes skingre stemme, vidste Stella ikke. De bløde bump og lyden af plastik, der skraber mod asfalt. Stella åndede langsomt ud og tvang sin hjerne til at slappe af, men det forværrede blot den påbegyndende hovedpine. De små revner i plastikposen, der skar mod hendes hud. Stella gik nu med hurtigere skridt. Hun kunne se den graffiti-overmalede dør bare nogle få skridt frem for sig. Smagen af råd i hendes mund.

Selvom Stella vidste, at døren var låst, tog hun alligevel i håndtaget som en naturlig refleks. Det er svært at bryde gamle vaner. Hun tog nøglen fra Silvan op af sin snavsede bæltepung. Ligesom alt andet der var den grå. Stella stak nøglen i og lænede sig mod døren. Hun samlede al den kraft, hun kunne mønstre og pressede sin ryg mod den hårde overflade. Med sin højre hånd drejede hun nøglen om. Der sad små svedperler på hendes pande.  Døren åbnede med en stille knirkende lyd.

Katrine stod derinde. Ikke at Stella havde forventet andet. Hun bemærkede Katrines nye bluse og tasken fra Gucci. Der var ingen tvivl om, at Katrine var et farligt sted sidst. Stella ville have været der, men hun var bange. Selvom hun vidste, at hun havde ingen vej tilbage, havde hun et håb. Døden var plan B.

 

”Næste gang skal du altså med.”

Katrine brød stilheden og så bebrejdende på Stella. Spændingen imellem dem lå tyk i luften. Katrine stod og trippede med sine beskidte blå sneakers. Stella holdt øjnende på de små stødvise bevægelser, Katrine gjorde, så hun ikke blev nødt til at hæve blikket mod Katrines øjne. Hun kunne ikke klare det lige i dette øjeblik. Måske om lidt.

”Jeg vil ikke være med længere.” Stellas stemme rystede let.

”Hvorfor ikke?”

Der var en bedende tone i Katrines stemme, som Stella ikke kunne forstå. Hun sank en klump. Tårerne banede sig vej og satte sig fast et sted i nærheden af hendes tindinger. Hun kunne ikke græde.

”Jeg savner Tess.”

Katrines fødder stod stille. Stella så ned på det beskidte grå gulv. Væggene, der var overmalet med graffiti, var de samme som dengang Tess døde. Stellas øjne blev vådere. En dunkende smerte ved hendes øjenbryn fordoblede ved tanken om at fortælle alting til Katrine. Katrine kunne ikke lide mennesker som hende. Uperfekte. Unormale.

”Hvorfor fanden savner du hende?” Foragten var tydelig at spore i sætningen. Alene brugen af et bandeord var usædvanligt for Katrine. Katrine var kontrolleret. Kontrol-Katrine.

”Fordi hun var det.”

Katrine blinkede, og hendes øjne ændrede med det samme udtryk.  Det rolige, grå dyb af tåge blev dækket af et lysende gult spor. Katrines ansigtstræk ændrede sig også. Hendes kindben trak mundvigende opad og forvrængede hendes perfekte dukkesmil. 

”Men jeg var da også... det?” Katrines stemme var spørgende. Tonelaget virkede malplaceret på hendes læber. Stella turde ikke kigge på Katrines rovdyransigt.

”Ikke...” Stella rømmede sig. Hendes stemme var hæs og lille, men den rungede alligevel ud i det beskidte rum. ”Ikke som hende.”

Katrines hænder gjorde et brat ryk. Nu rystede de begge. Stella af frygt, Katrine af vrede. Stella løsnede sin krop. Katrines sårede blik flakkede rundt i lokalet.

”Du kan da ikke bare...”

”Vent! Du forstår mig ikke!”

”Jeg forstår dig udmærket.”

Katrines stemme var kold og drævende, og ligeså var hendes blik. Stella krympede sig og satte sig ned på hug. Det kolde stengulv sendte kuldegysninger op ad hendes rygsøjle. Katrine svævede hen ad gulvet.

”Lebbetøs.”

Selvom ordet blev hvisket ind i Stellas øre, lød det utydeligt. Alting svømmede rundt for hendes blik. Efter en lang tavshed løftede Katrine hånden.

”Du ved godt, at jeg skal være sammen med hende snart, ikke?”

Stella løftede forundret hovedet. Mest på grund af ordene, men også måden de blev sagt på.

”Tess?”

”Tess.”

Katrine vendte hovedet væk.

”Stella?”

Stella nikkede og bemærkede, at de rovdyragtige træk var forsvundet.

”Du ved, når man har det dårligt, giver lægen en piller.”

Stella nikkede endnu en gang. Hun vidste, hvor dette førte hen, men hun kendte ikke sin egen reaktion. Alting gik langsomt.

”Jeg.. fik nogle. Af min læge.” Det sidste sagde Katrine så hurtigt og undskyldende, at det næsten virkede sandt. ”Jeg tog dem alle.”

”Du skal dø.”

”Nej. Jeg skal væk. Kun mennesker kan dø.”

”Hvor hen?”

”Sommerland.”

”Får du det godt dér?”

Stilhed. En tåre snublede ud af Katrines ene øjenkrog.  Stella rejste sig op.

”Hvor skal du hen? Forlader du mig?”

Katrines stemme var grådig og desperat. Stella kiggede hende dybt i øjnene, men hun vidste, hvad hun ville se. Det begærlige blik var ikke til at tage fejl af.

”Jeg skal hjem nu.”

Ordene gled ud af Stellas halvt sammenpressede læber.

”Gå.”

Stella gik ikke. Hendes ben og fødder ville noget andet.

”Gå!”

Stella pressede øjnene hårdt i og mærkede skriget komme gennem hendes hals som et lyn. Hendes hænder klamrede sig om den eneste frit hængende hårtot i hendes stramme hestehale. Stella lå ned. Hun lignede et lig, som hun lå der. Med hænderne foldet over brystet i en symmetrisk stilling og med hovedet liggende lige ned.

”Jeg lægger mig til at dø.”

Katrine nikkede. Stella kunne ikke se det, hun vidste de bare.

”Farvel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...