✯ De Faldne Stjerner ✯

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Hazel Danoway lever i den zone-inddelte verden; Tempalia. Da hendes barndomsven vender tilbage på flugt fra magterne, må hun skjule ham for at bringe ham i sikkerhed. Problemet er bare at han nægter, at fortælle hvorfor han flygter. Det bringer dem begge i farer, og da alt ser ud til at bryde i flammer, bliver en bombe smidt over Hazels liv. En hemmelighed afsløres, og en jagt på De Faldne Stjerner sættes igang.

28Likes
44Kommentarer
1281Visninger
AA

3. Prolog.

I dag er den dag, som jeg har ventet på, siden jeg blev født: Skæbnedagen.

  Hvert år skal alle 15-årige vælge hvilken zone de vil hører til. Ikke at det betyder det store. Ønsker man virkelig, at komme et andet sted hen, efter at have valgt, kan det godt lade sig gøre at komme til en ny zone. Men for mig står det klart hvor jeg skal leve. - Her, i frizonen, uden bekymringer om andet end dagligdagen.

  Desuden bor hele min familie her, og jeg er lykkelig sammen med dem. Det eneste der gør mig trist er, at det er i dag, jeg skal sige farvel til Thunder - min bedsteven.

  Han vil begynde på akademiet i jordzonen. Det har altid været hans drøm, men jeg tror bare aldrig, at jeg har fattet hvad det kommer til at betyde, de gange jeg har støttet op omkring idéen.

  Mor råber med hendes skrøbelige og svage stemme indefra sengen i soveværelset. Jeg havde næsten glemt, at hun stadig er syg.

  "Hazel Danoway!" Råber hun igen, og hendes stemme knækker. Jeg hader, når hun kalder mig mit fulde navn. Det lyder bare helt forkert.

  Med hurtige skridt løber jeg ind til hende. Det første der møder mig, er stanken af sødme og rust, det næste er mørket i rummet.

  Mine fingre sætter sig, som styret af sig selv, på den firkantede stikkontakt, og lyset tændes.

  På sengen ligger min nu blege mor Marlene, med klæbrigt blod dryppende ned af munden ned til en sort spand.

  Hendes arme er opsvulmede og med lysegule knopper, hvorpå der er små bitte sorte prikker. Ud fra knopperne flyder en grønlig væske, der glider ned ad armen.

  "Vil du.. ikke tørrer det væk?" Spørger hun med en dæmpet stemme. Hendes mørke hår ligger i bølger om på hendes ryg, og da jeg opdager hvor fedtet det ser ud, får jeg en dårlig fornemmelse af, at jeg ikke har plejet hende nok.

  "Jo, selvfølgelig," mumler jeg og smiler til hende.

  Jeg går ud fra værelset og ind i køkkenet ved siden af, hvor jeg finder en klud i en af de tre skabe. Jeg skynder mig tilbage til mor, og ligger hende hen på sengekanten, så jeg nemmere kan tørrer det af hende.

  Langsomt sætter jeg mig ned på det kolde trægulv, og lader kluden glide over hendes hud. Stanken fra væsken får mig til at væmmes, men jeg siger ikke et ord, og undgår pænt de grimme grimasser.

  Hendes arm er indsmurt i en blanding af blod og den fedtede væske, og det at jeg forsøger at tørrer det væk, ser enlig ud til at gøre det hele værre.

  Endnu engang går jeg ud i køkkenet, denne gang for at hente en balje med vand. Da baljen er fyldt til randen, går jeg tilbage til Marlene. Jeg smiler til hende for at opmundre hendes humør. Det er ikke det fedeste 'job' at have, men jeg tror at jeg har vendet mig til det.

  Hendes øjne flakker rundt i rummet, hvilket får mig til at anstrenge mig utrolig meget.

  Forsigtigt sætter jeg kluden på hendes arm. Jeg kører den langsomt henover armen, og sørger for at få det hele med. Da jeg er færdig smider jeg kluden i baljen, og straks bliver vandet den samme farve, som blandingen af de to væsker.

  

Dagen forløber med at passe og pleje mor, mens jeg hører på Ezekiel, min lillebror, og far Eric, der arbejder ude i haven. De er ved at reparere vores skur, hvor vi har alle vores redskaber.

  Da klokken bliver halv seks om aftenen, går vi alle sammen bortset fra mor, ned til samlingen ved byens bibliotek.

  Her er varmt udenfor, trods at det er vinter. Alle 15-åriges familier er samlet, i en halv rundkreds om statuen af Marc Erono - præsidenten over Tempalia.

  Emilius, som er byens leder, stiller sig foran statuen. Han smiler til os alle sammen, og giver tegn til, at de 15-årige skal rykke nærmere.

  Jeg går længere hen til ham.

  "Velkommen til dette års samling," siger han, så hans stemme runger over de mange høje huse. "Jeg vil læse de unges navne op i alfabetisk rækkefølge, hvorefter de så skal herop, og fortælle hvor de vil høre til."

  Hele min krop ryster. Jeg er spændt i maven, men også en smule bange. Der er så mange følelser på spil, og jeg er bange for at græde, når jeg skal sige farvel til Thunder.

  Han har været min støtte og ven igennem hele mit liv. Han har hjulpet min mor og hjulpet når vi manglede mad, trods hans egen familie havde problemer. - Nu var tiden inde til at miste ham.

  "Amera Cappora," begynder han. En splejset pige maver sig frem i blandt de mange folk, og stiller sig op ved Emilius' side.

  "Mentalzonen," siger hun og smiler ondt ned til sin familie. Deres ansigter bliver ligblege. Hun får et papir med sig, hvorpå der står, hvad hun har valgt.

  "Felix Handon," siger Emilius så. En stor muskuløs dreng stiller sig hen til ham, og råber "Luftzonen".

  Drengen får sit papir og går tilbage igen.

  "Hazel Dan'o'way," siger Emilius.

  "Det udtales i ét ord," mumler jeg, og stiller mig ved hans side. Svedet løber ned ad min krop, og jeg får det pludselig dårligt. 

  Alles blikke fokuserer på mig. Kun mig. De iagttager hver en bevægelse, hvert et åndedræt og hver en svedperle, der drypper ned på fliserne fra min pande.

  "Frizonen," siger jeg så til sidst. Det føles som om at der var gået en time, men da jeg kigger på den store ur, der hænger over bibliotekets dør, ser jeg, at der kun er gået få sekunder.

  Emilius overrækker mig papiret, og jeg går tilbage til de andre. En masse navne bliver råbt op, men jeg hører slet ikke efter. Jeg lever i min egen lille verden.

  "Thunder Willson," bliver der råbt. Det giver et sæt i min krop, og jeg hives ud af mine tanker og fantasier.

  Han går med slæbende og tunge skridt hen til Emilius, og med et nervøst udtryk i øjnene, siger han: "Jordzonen."

  Mine øjne lukkes i. Min verden brydes sammen. Min bedsteven forlader mig. For altid.

  Minderne bryder ud på én og samme tid. Alt hvad vi har lave sammen passerer forbi mine tanker og snitter mine åre til blods.

 En tåre falder ned fra min kind, men jeg skynder mig at tørrer den væk. Jeg ved, at hvis jeg begynder på at græde bare lidt, så ender jeg i fosterstilling på fortorvet, og derefter vil jeg snart ligge i en vandpyt af tårer.

  "Det var den sidste," siger Emilius og giver Thunder papiret. Thunder går tilbage i mængden, og presser øjnene sammen. "Tid til tatoveringen."

  Nåh jo. Tatoveringen. Jeg glemmer alt i dag. Jeg har så travlt med at fokuserer, at jeg mister det rent faktisk at fokuserer

  Tatoveringen er en man skal have, efter at have valgt zone. På den måde kan man se hvor man lever, hvis man flygter ulovligt, eller bare vælger at tage til en ny zone. Der er mange grunde til at man skal have den, men jeg kender slet ikke til dem alle.

  Vi bliver ført hen til en meget tyk og gråhåret mand, der skal forestille sig, at være tatovøren. Han sætter sig igang med at tatoverer på den første.

  Da turen når til mig, rækker jeg underarmen frem. Den skal tatoveres på håndledet. Jeg kigger væk, mens sommerfuglen, der er frizonens tegn, bliver lavet.

 Thunder får sin på ryggen. Det gør drenge. Piger skal have på håndleddet, hvilket får mig til at ønske, at jeg var en dreng.

  Jordzonens tegn er et spidsløns blad.

  Efter min mening, er det eneste gode ved denne dag det, at jeg får lov til at se alle byens drenge uden trøje på. Selv Thunder.

  Han er ligeså gyldenbrun under trøjerne som i ansigtet. På et tidspunkt var jeg forelsket i ham, men det var bare hormonernes sprog.

  Alle piger var jo vilde med ham. Det er de stadig, men ikke mig. Hvem falder ikke for en lækker gyldenbrun dreng, lyst sandfarvet hår, smukke klarblå øjne og en perfekt rød nuance til hans læber.

  Og så er der mig. Kedelige mig. Mørkt hår med blåt skær, smaragdgrønne øjne og blodrøde læber.

  I skolen mobbede de fleste mig også med mit hår. Den blålige skær driver mig til vanvid, selvom Thunder og min familie siger, at det er smukt og helt specielt.

  Først nu, efter at min tatovering er blevet lavet, går det op for mig, hvad den gamle tatovør gjorde ved min hånd, dengang han var færdig.

  Lige da han gjorde det, havde jeg ikke vidst han hentydede til. Men det gør jeg nu, og jeg kan ikke være mere enig med ham:

  Han havde ladet hans pegefinger glide henover tatoveringen, og det havde så dannet et kryds. Dét kryds, som var oprørstegnet for 500 år siden, dengang det første og eneste oprør varede ved.

  Dét kryds, symboliserede alle, når et oprør engang skulle til at starte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...