✯ De Faldne Stjerner ✯

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Hazel Danoway lever i den zone-inddelte verden; Tempalia. Da hendes barndomsven vender tilbage på flugt fra magterne, må hun skjule ham for at bringe ham i sikkerhed. Problemet er bare at han nægter, at fortælle hvorfor han flygter. Det bringer dem begge i farer, og da alt ser ud til at bryde i flammer, bliver en bombe smidt over Hazels liv. En hemmelighed afsløres, og en jagt på De Faldne Stjerner sættes igang.

28Likes
44Kommentarer
1278Visninger
AA

6. Kapitel 3 - Et Slag Med Et Gevær

Vinden blæser hårdt i træerne, og tager endnu mere sne med sig.

  Jeg ser Ezekiel på vej ind i huset, og skynder mig så hen til ham.

  "Hvor er brevet?" Spørger jeg koldt, og griber fat i Ezekiels uldtrøje. Han kigger overrasket på mig, og et vindslag blæser hans mørke hår til siden. "Lad være med at spille uvidende, Zac fortalte mig om det. Du har det, har du ikke?"

  Han ryster kraftigt på hovedet, og river sig fri fra mit greb. Han begynder langsomt at gå.

  "Stop!" Råber jeg og griber fat i ham igen. "Zac sagde, at han gav dig det. - Og du kan godt glemme at sende dine han-lyver-signaler; for det gør han ikke."

  Han trækker på skulderen. Det betyder, at han ikke kender noget til det.

  "Ezekiel, jeg er ikke vred. Bare giv mig den." Jeg er træt af alt det besvær. For pokker, hvorfor kan han ikke bare give mig den?

  Han viser mig to fingre, som betyder; vent lige, 2 minutter.

  I sin bukselomme finder han et stykke papir. Han finder også en blyant, og begynder så, at skrive løs på papiret. Det er lige før stiften flækkes.

  Langsomt rækker han mig den med rystende hånd, og jeg lader blikket glide ned over ordene, der med sjusket skift står skrevet.

 

Jeg ville give dig brevet, men jeg ville først se, hvad der stod.

Så gled den ud af mine hænder, inden jeg nåede at læse den, og så tog vinden den. Jeg prøvede at få fat i den, men den røg ned i skakten.

Undskyld.

 

  "For satan da, Ezekiel," mumler jeg.

  Uden at kigge på mig en sidste gang, går han igen. Tilbage står jeg så med papiret i hånden, uvidende om hvad der stod i Zacs brev.

  Jeg orker simpel hen ikke, at tage hen til ham igen. Mine ben er ved at falde sammen under mig, og jeg har mest af alt lyst til, at kaste mig ned i sneet og sove tungt.

  En stemme skriger i mit hoved, at jeg skal gå hen til Zac. En anden skriger, at jeg skal gå hen til Thunder, mens en tredje hvisker, at jeg skal gå ind i huset og vente på et ordenligt svar.

  Thunder, skynd dig hen til Thunder. Zac, tag hen til Zac. Du vil vide, hvad der stod i dét brev. Thunder, Zac, Thunder, Zac, huset.

  Jeg ligger mig ned i sneet og kaster det op i mit hoved. Det sender kuldegysninger rundt i hele kroppen, og jeg starter på en frisk.

  Zac.

 

Mine ben forsvinder under mig, da jeg kommer løbende hen til Zacs hus på det glatte fortov. Mit hoved rammer iset, og får hovedbunden til lettere, at bløde fra sig.

  "Av." Stønner jeg og rejser mig op igen. Forsigtigt går jeg op af de få trapper, og stiller mig foran døren. 

  Da jeg skal til, at banke på, høres aggressive stemmer indefra stuen. Langsomt åbner jeg døren op og lister indenfor.

  Uden at sige et ord, sniger jeg mig hen til døren indtil stuen. Jeg hører rasende stemmer, glas der går itu og møbler, der bliver væltet.

  En gråd udspiller sig pludselig, og min nysgerrighed overvinder frygten for, at blive opdaget. Derfor går jeg ud i køkkenet, hvor der er et lille vindue til stuen. Jeg kigger en og ser to soldater der raser i rummet.

  På gulvet ligger Zacs mor, forslået, og med blod dryppende fra panden, mens hans far, der har skizofreni, sidder på knæ med hænderne for ørene, og råber så det runger i murene. Zac selv, flyver hen til den ene soldat og tæsker løs på ham.

  Soldaten slår ham ned med geværets ende, og fortsætter med, at gennemrode rummet.

  Mit hjerte begynder, at banke hårdt i brystkassen, men ikke på den behagelige spændingsfyldte måde. Jeg føler mig pludselig skidt tilpas, og føler dybt i mit sind, at dette er min skyld.

  Hvis det her er af den grund jeg tror, at det er, så er det min skyld. Fuldstændig.

  "STOP!" Skriger jeg i dét, at soldaten sigter geværet mod Zacs krop, og jeg styrter ind i den pludselig meget dystre stue.

  Soldatens blik glider ikke engang op fra Zac. Det ligner en sulten tigers blik. En sulten tiger, der kigger på sit bytte.

  I panik kaster min arm sig imod soldatens kæbe, og han falder rystet ned på siden. Det sidste jeg når at se, er den anden soldat, der affyre et skud imod min skulder. Derefter kommer et skarpt hvidt lys, efterfulgt af en sugende mørke.

 

"Forsigtig! Jeg vil nødig have, at hun kommer mere til skade." Fars stemme er det første jeg hører, da jeg vågner op hjemme i stuen med en umenneskelig hovedpine.

  "Jeg gør det, så godt jeg kan," hører jeg Thunder sige. Hans stemme beroliger mit sind, og får spørgsmålene til at forsvinde.

  Mine øjne åbner sig for den lille rektangelformede stue, med mørkegrønne vægge, deprimerende sorte gardiner og beskidte revnede vinduer.

  Man skulle tro, at alle levede rigt her i frizonen, men kun de færreste af os fritonere, har råd til noget fungerende. Kun enkelte har råd til biler, for slet ikke at tale om nok mad.

  Husene ser store og høje ud, men i virkeligheden, er murene bare tykke, fordi de skal kunne holde til mere.

  Men jeg skal ikke brokke mig. Jeg har alt hvad jeg behøves, som sådan. Jeg mangler bare medicin og Zacs bedstemors te, så mor kan blive rask eller få det bedre.

  Mor er så småt begyndt, at hoste små portioner blod op. Det ser væmmelig ud, men jeg har heldigvis kun set det én gang indtil videre.

  Jeg har selvfølgelig set det førhen, men det var inden hun fik det te - og det er mange år siden. 

  Helt præcis hvor dag, det var jeg så det, kan jeg ikke huske. For nyligt. I hvert fald efter at Thunder ankom, og så er det jo ikke længe siden. - Eller er det? Hvor længe mon jeg har været slået ud?

  "Far?" Spørger jeg og rækker ud efter hans kind. Mit blik er sløret, hvilket forklare hvorfor jeg kommer til, at tage fat i Thunders kind.

  "Godt, at du er vågen igen. Vi blev helt bekymrede." Far ligger sin hånd på min skulder, og det varmer skulderen op.

  "Hvor længe har jeg været væk?" Spørger jeg, og sætter mig langsomt op.

  "2 dage," hvisker Thunder svagt og læner sig op af den lysebrune sofa. Der er noget ved hans stemme der bekymre mig. Den virker svag.

  "2 dage?!" Jeg bliver overrasket over styrken i min stemme, men ikke da en overvældende hovedpine, igen raser i mit hoved.

  "Ja. Du var helt tåget først, og da vi fik dig herhjem, var du væk. Hvad skete der?" Spørger far med en overraskende blid stemme. Han kigger på skudhullerne i min arm. De havde sikkert været i gang med, at fjerne patronhylstret, da jeg vågnede.

  "Der skete så meget," starter jeg ud med. De kigger nysgerrige på mig. "Og det er forvirrende, meget forvirrende. Men det der enlig skete, var at jeg kom hen til Zac, og der var 2 soldater, de angreb ham - de havde allerede overfaldet hans mor - og så skulle de til at skyde ham, og ja.. Jeg løb hen for at beskytte ham, men da de ikke opdagede det, slog jeg den ene. Så blev jeg skudt."

  Deres stilhed forvirrer mig. Især fars. Jeg ved ikke om han er mundlam, medfølende eller vred over hvad jeg gjorde. -Og så er der Thunder mystiske stilhed. Som om han skjuler noget, hvilket jeg jo ved, at han gør.

  Da de ikke lader til at svarer, begynder jeg igen at tale: "Men ved I hvad der skete med Zac og hans forældre? Var de der, da I kom? Hvorfor kom I overhovedet derhen?"

  "Hvem er Zac?" Spørger Thunder bare, som om, at det var det eneste, han i al stilheden, havde tænkt over.

  "Åh. Øh. Zac, er bare en ven hvis bedstemor, er død, og ja. Det var hende med det te, som mor fik. -Du ved." Jeg er ret sikker på, at mine kinder blusser op, og far sender mig et ondt blik. Jeg ved, at jeg ikke burde lyve. Men det virker bare forkert, at fortælle Thunder om min eks kæreste.

  "Ham. Nåh, jo." Hans stemme dæmper sig, og han smiler svagt.

  "Jeg er glad for, at du tog kampen op, og ikke bare lod Zac i stikken." Siger far og smiler. "Når forandringens vinde blæser, findes der to typer mennesker: Dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller. - Du bygger vindmøller."

 Meningen er forståeligt, men det er kloge ord, og det ligner ikke far. Han plejer med enkelte, såsom: "Hazel. Lav. Mad."

  "Hvad skal jeg sige?; Med tre ord kan jeg opsummere hvad jeg har lært om livet : Det går videre," giver jeg ham igen. Thunder fniser, som var det det der skulle til, for at få ham ud af den lille skjold, han havde bygget på, mens han havde været væk.

  I noget tid er der en akavet stilhed. Den fortsætter og fortsætter, som har den ingen ende. Endnu engang bryder jeg den: "Nu spørger jeg for anden gang; jeg forlanger svar på mine tidligere spørgsmål."

  "Jeg havde helt glemt dem," mumler far og sætter sig ned ved mine fødder, som skal han til, at fortælle en lang historie. "Vi kom derover, fordi mor.. hun fik det dårligt. Og jeg vidste ikke, at Zacs bedstemor var død, det kunne du godt have fortalt. Men, altså. Thunder insisterede på, at tage med. Det gjorde han så, og det var godt, for jeg kunne ikke have båret jer alle uden hjælp.."

  "Så de var der?" afbryder jeg og fortryder med det samme bagefter.

  "Ja." siger far og klør sig i håret. "Men.. ikke alle var.. i live.."

  Det føles, som svinder luften på få sekunder ud af mig. Min mave kniber sig sammen, og jeg får en dårlig smag i munden.

  "Hvem.. døde..?" siger jeg efter lidt tid. Jeg lukker mine øjne i.

  "Zacs far lå skudt på gulvet, dengang vi kom. I andre lagde bevidstløse, vi kunne intet gøre. Der var ingen spor af de soldater, men selvom der var, kunne vi ikke anmelde dem. De har jo rettigheder til alt, så længe de har fået lov af magterne. Og det har de. Byen er indtaget af dem, frizonen er ikke længere for frie folk."

  En lettelse skydes rundt i en krop, men sorgen finder stadig sted. Zacs far betød meget for Zac, også selvom han havde skizofreni.

  Ligesom jeg hjælper mor Marlene, hjalp han hans far. Til tider hvor faren havde det godt, spillede de ude i haven. Det husker jeg fra.. dengang Zac og jeg var sammen, som et par.

  Det skete efter at Thunder var rejst. Jeg følte mig alene. Jeg følte, at jeg ikke længere var pigen jeg var engang. Jeg var trist, og Zac kom til mig, som sendt fra himlen, og hjalp mig, var sæd imod mig, bragte mig væk fra sorgen. Men det værste var, at jeg først fandt ud af, at det var hans bedste, der i al den tid, havde lavet te til mor, efter at vi havde været sammen i 3 måneder.

  Nogle gange tror jeg, at jeg kun holdte af ham, fordi han trøstede mig. Men nu er jeg ikke længere i tvivl. Jeg elskede ham. Men ikke ham, det var det han gjorde. Og det blev jeg klar over, dengang jeg slog op med ham. Derfor føles alt akavet, når vi mødes.

  Han taler stadig med mig om hans bedstes te, og han bliver ikke forlegen. Hvordan mon han gør det? Bare sådan, glemmer fortiden? Vores fortid?

  "Fritonerne er sure. De nægter, at soldaterne skal indtage deres by." måden Thunder omtaler os på, lyder som om, at vi ikke burde, at være utilfredse. Jeg mener - de gennemrodede mit værelse, stormede ind i mit hus, angreb min ekskæreste og hans mor, og slog hans syge far ihjel. Er det for meget, at være utilfreds?

  "Hvor er Zac og hans mor så nu? Og liget?" spørger jeg og kigger skiftevis på de to.

  "Faren begravede vi i går. Zac og hans mor, er inde på Ezekiels værelse. De har lånt den, til de bliver friske, og kan vende hjem." siger far med et nervøst udtryk, der tegner til at de er kommet slemt til skade.

  "Hvor skal Ezekiel så sove og være?" Spørger jeg sætter mig længere op i sofaen. Jeg koncentrerer mig for ikke, at falde i søvn.

  "Skuret." svarer far kort og lægger sin hånd på min venstre ben.

  Skuret?! Seriøst? Han bliver da syg. Det er, som at ligge under åben himmel. Kun et kort hullet tag og et par brædder, der står på hinanden. Det hele kunne vælte ved et vindpust, og det overrasker mig, at det endnu ikke er væltet.

  "Men du må hellere hvile dig nu." siger far og smiler til mig med trætte øjne. Uden at jeg får sagt et ord, går både far og Thunder. Hvor de går hen ved jeg ikke, men de går. De går væk fra mig, og efterlader mig hjælpeløs på den smalle sofa.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...