✯ De Faldne Stjerner ✯

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Hazel Danoway lever i den zone-inddelte verden; Tempalia. Da hendes barndomsven vender tilbage på flugt fra magterne, må hun skjule ham for at bringe ham i sikkerhed. Problemet er bare at han nægter, at fortælle hvorfor han flygter. Det bringer dem begge i farer, og da alt ser ud til at bryde i flammer, bliver en bombe smidt over Hazels liv. En hemmelighed afsløres, og en jagt på De Faldne Stjerner sættes igang.

28Likes
44Kommentarer
1283Visninger
AA

5. Kapitel 2 - Huset Stormes

Det er tidligt om morgenen, da jeg hører lyden af bildøre, der smækkes i.

  Da mit blik falder over Thunders halvnøgne krop, ved siden af min, giver det et sæt i mig. Jeg skubber ham ned på gulvet, hvorefter han kigger forvirret op på mig. 

  Jeg giver tegn til, at han skal gemme sig, bag de lange gardiner, ved vinduet tættest på ham. Han skynder sig om bag dem.

  I dét at jeg hører hovedøren bliver sparket op, skynder jeg mig, at tage mit tøj på. Jeg kaster mig ned på stolen, ved det hvide skrivebord, og får det til, at se ud, som om jeg hele tiden har sat der, ved at finde bogen om Tempalias kunstværker, og begynder så,, at læse i den.

  "Hvad pokker?" Jeg hører fars stemme.

  Lyden af tunge fodtrin, kommer nærmere imod mig, og mine hænder, begynder at ryste. Hvem pokker er det?

  Døren til mit værelse bliver sparket op, og en mandestemme råber, at jeg skal stå stille. Jeg udbryder et pibet skrig, og sidder så stille med hænderne halvt i vejrs, som overhovedet muligt.

  Der er 3 mænd, alle sammen iført samme sorte soldat-beklædning, samme hjelme med indbygget beskyttelsesbriller og samme skudsikre veste. Hver i hånden bærer de på et maskingevær, som ser ud til at være ladet. Det løber mig koldt ned ad ryggen.

  Mændene river dynen af min seng, kigger under den, gennemroder mine skuffer og skabe og river betrækket af min pude.

  "Hvad har I gang i?!" Råber min far og kommer susende hen til mig. Han aer mig på ryggen.

  "Vi har tilladelse fra magterne." Siger den ene af soldaterne koldt. De fortsætter uden yderligere ord.

  "Jeg er da ligeglad om I har tilladelse, I skal bare komme med en forklaring, og det er nu!" Soldaterne fortsætter, trods fars trussel.

  Han tager mig i hånden.

  "109, tjek bag gardinerne," beordre den største af de 3 soldater. En soldat går hen til et af gardinerne og river den ned. Det giver et gib i mig.

  Soldaten fortsætter hen ad rækken, indtil han når til den sidste. Den tættest ved sengen.

  "Stop!" Skriger jeg så højt, at de alle tre plus far, straks står som forstenet. De kigger på mig. "Jeg.. har noget hemmeligt bag.. gardinet.. en gave.. til min mor. Hun er syg. Må jeg ikke flytte den, så ingen ser den?"

  Soldaterne kigger på hinanden, og så på mig. Uden et ord laver den ene af dem, en bevægelse med hånden, der betyder, at jeg har fået lov.

  Langsomt går jeg hen til gardinet, hvor soldaten så flytter sig. Med sigtekornet rettet mod mig, følger de hver en bevægelse.

  Jeg får med det samme øje på Thunder. Svedet driver ned ad ham, og hans markerede kæber er spændte, ligesom hver en anden muskel i hans krop.

  Uden at soldaterne ligger mærke til det, laver jeg en håndbevægelse, som tegn til at han skal rykke til venstre, bag lille statue ved siden af min seng.

  "Så!" Råber en soldat. Jeg skynder mig, at lade som om, at jeg bærer noget i hænderne, og bliver så straks skubbet bagud af den største af dem.

  Med alle hans kræfter, hiver han til i gardinet, og mine øjne lukkes i. Jeg presser dem sammen, og bider i min læbe.

  Gardinet falder på gulvet, og bag den er.. intet andet end vinduet.

  En lettelse spredes i min krop. Det var tæt på, men Thunder nåede det. Gudskelov.

  "Det var det. Vi er færdige." Siger soldaten, der lader til at være ham der "109".

  De går med stive skridt ud af huset og kører med det samme væk igen. En dårlig følelse er nu i rummet. En dårlig følelse af skyldfølelse og svindel med magterne.

  "Thunder, du kan godt komme frem," siger far. Jeg tror både at Thunder og jeg fik en chok lige der. "Hvad foregår her?"

  Thunder kommer langsomt frem fra statuen af en løbende mand. Han kigger først på mig, og så over på far Eric.

  "Det er ikke Hazels skyld, det er min. Men jeg kan ikke fortælle hvorfor." Han kigger bedende på Eric, som må forlov til at slippe for at svare.

  "Jeg er glad for at se dig igen, men bild mig ikke ind at det ikke er alvor, når tre af magternes soldater, kommer til mit hus, og gennemroder min datters værelse!" Tvivlen i hans stemme er tydelig, men ikke nær så tydelig som vreden.

  "Jeg beklager Eric. Jeg ville gerne fortælle det, men det.. det kan jeg bare ikke."

  "Så tag hen til dine forældre og skjul dig, for jeg vil ikke risikerer, at der sker flere numre her." Jeg hører med det samme på fars stemme, at han fortryder hvad han lige har sagt. Og jeg ved godt hvorfor.

  "Hvilke forældre? De som efterlod mig på børnehjemmet, og lod mig blive mishandlet der?! Var?!" Thunder holder sig ikke tilbage, hvilket jeg forstår. 

  Børnehjemmets såkaldte far, mishandlede alle børnene. Hvis ikke på den ene måde, så den anden.

  Thunder var den det gik mest udover. Han var jo så lille og genert den gang, helt det modsatte af nu.

  "Undskyld, Thunder. Hazel kan finde på noget, men jeg kan ikke overskue, at vi får problemer med magterne. Det er jo dem, der bestemmer over Tempalia. I hvert fald gør præsidenten."

  Typisk. Overlad bare problemerne til mig. Det er jo også den letteste mulighed. Sådan er det altid. Ligesom, at det altid er mig der skal passe mor. Mig der skal lave mad og mig der skal gøre rent. Det har jeg skulle, lige siden jeg fyldte syv år.

  Uden et ord går far igen og ligger sig ind på hans værelse.

  "Kom," siger jeg koldt til Thunder, vred over fars opførsel. "Jeg ved hvor du kan være."

 

Med redskabstasken på ryggen, går jeg ind i den lille skovflække, der er rundt om byen. Når alt blev for meget for mig, flygtede jeg hertil, da jeg var lille.

  Her fandt jeg en lille klippehule, hvor jeg kunne sidde i læ hvis det regnede. Her kunne dele mine tanker med naturen, og lade dem tage mig til sig.

  "Du mener ikke for alvor, at jeg skal sove i skoven, vel?" Spørger Thunder og rynker brynet.

  "Nej da, du skal sove i en klippehule, og så laver vi et bål til dig," siger jeg og smiler, uden at kigge over på ham. I stedet fortsætter jeg med at gå, lige til vi når den smalle indhugning, der fører os ind til hulen.

  "Hold da op," siger Thunder, og lader hans fingre glide henover klippens ru side. "Her er mørkt, meget plads, flot. Men hvordan lærte du det her, at kende?"

  "Jeg.. jeg gik bare en tur i skoven, og faldt tilfældigvis over den," lyver jeg, og tænker på hvordan det rigtig gik til.

  Jeg havde været ude i skoven hele dagen, fordi jeg ville plukke bær til mor, i håb om at hun ville blive glad og få det bedre.

  I stedet skete der det, at far skreg mig i ansigtet at de var giftige, og kastede dem ned over mig. Der løb jeg ud i skoven igen, og gemte mig væk for alle sammen. 

  Det blev regnvejr, men jeg ville ikke tilbage. Så så jeg en harer løbeforbi et stykke væk,og jeg fulgte efter den.

  Det endte med at jeg fandt klippehulen, hvor jeg så begyndte at tilbringe meget af tiden, indtil jeg som 10-årig fik arbejde. Så var der ikke tid til sorg og gemmeleg.

  "Okay," siger Thunder i et smil. "Jeg går ud og fælder noget brande, kan du ikke pakke tingene ud imens? Bare hvor du kan se?"

  "Jo," svarer jeg og åbner op for tasken.

  Udenfor daler sneen ned fra himlen, og ligger sig i tynde og glatte lag ovenpå hinanden. Det er smukt, og man føler sig i ét med naturen.

  Min krop er afslappet i et kort øjeblik, indtil jeg hives ud af mine tanker, da Thunder kapper mig på ryggen, og gentager for mig, at jeg skulle pakke sagerne ud fra tasken.

  Tøvende sætter jeg mig på knæ, og åbner op for den sorte taske. Dernede er alt det jeg pakkede inden vi tog af sted.

  En pakke tændstikker, en sovepose, en lommelygte, en dolk, en lille pose med mad og en vandflaske. Vi har aftalt, at jeg hver dag skal komme med mad og drikke til ham, og tøj til næste dag

  Jeg ligger det hele pænt ved siden af hinanden, og sætter mig så på soveposen.

  Endnu engang kigger jeg ud af den lille åbning i klippen, og ser så på buskene og træerne. Jeg kan virkelig ikke lægge fortiden bag mig. Men hvor let er det, når den hele tiden vender tilbage, og dolker mig i ryggen med løgne og hemmeligheder? 

  Thunders skridt lyder et stykke væk. Han er allerede på vej tilbage, for nu kan jeg se hans fødder i retning mod mig.

  "Jeg fik lidt, men øksen er ikke så god, og så så jeg nogle soldater i nærheden," siger Thunder, og kravler ind gennem klippeåbningen.

  "Må jeg se øksen?" Spørger jeg. Han viser kun et stykke træ, som er det man bruger til at holde med. Jeg fniser og laver et sjovt udtryk. "Okay. Vi kan vel bruge den på bålet?"

  Vi samler de få grene, og jeg stryger tændstikken hen af den ru klippevæg. Den tændes en lille flamme, som bliver større da jeg ligger den ned til grenene.

  "Kan du klare den her fra?" Spørger jeg og ønsker han svarer nej, for jeg har ikke lyst til at tage hjem, og fortsætte dagligdagen. Jeg vil blive her hos ham, og varme mig ved bålet.

  "Ja," svarer han og smiler.

  Inden jeg går, giver han mig et kram. Et kram, der starter en glæde indeni mig.

 

"Hvor er ham din drenge-ven enlig blevet af? Hvad var der så vigtigt, hashtøs?" Spørger Foustar.

  "Åh, gud. Jeg havde næsten glemt det! Hvordan kunne jeg dog det?!" Det giver et sæt i mig. Zac sagde han ville give besked så snart han fandt ud af mere, men han har ikke været på besøg hos os. Han burde have kommet. Måske så han soldaterne, og blev bange?

  "Ja, det tænker jeg også," siger Foustar vredt, og spytter ned i en lille skål ved siden af mig. -Jeg væmmes. "Nu har jeg jo ikke noget godt sladder. For pokker da."

  "Nej, det var ikke det jeg ikke kunne huske," mumler jeg, og håber enlig han ikke hørte det. "Jeg havde glemt, at Zac skulle komme. Men han har heller ikke været kommet."

  "Hvad er der sket?" Spørger han og smiler skævt.

  "Hans bedstemor lavede te til min mor, du ved. Nu er hans bedstemor død, og uden det te, begynder min mor at hoste blod op. Meget blod."

  "Åh nej. Er der ikke andre der kan lave det?" Jeg kan se på ham, at det gør ondt på ham, at hører.

  "Nej."

  Der bliver helt stille, ikke engang sludrechatollerne taler. Jeg begynder at tro, at det altid er sådan, at her bliver stille når Foustar og jeg taler, fordi de lytter efter.

  "Kan du så ikke lige tage fri i dag, og tage hen til ham Zac-fyren?" Spørger Foustar og tager min hånd. Den er stor og varm.

  "Jo, tak," jeg smiler til ham, og tager tøvende min forklæde af. 

  Jeg skynder mig hen til Zacs hus. Det er et der er en anelse større og finere end os andres, fordi hans forældre tjener godt.

  Da jeg står foran den hvide dør, banker jeg forsigtigt på. Hans mor kommer først, og tilbyder mig at komme ind, men jeg siger nej tak. Jeg skal jo kun hurtigt tale med Zac.

  Han kommer frem fra trappen.

  "Hej," siger han uskyldigt. Han ved, at han ikke kom i går. Han ved også, at han skulle have været kommet.

  "Hvorfor kom du ikke i går?" Spørger jeg, og lægger min vrede væk fra stemmen.

  "Jeg ville have kommet. Men.. Jeg ville ikke fortælle dig det ansigt til ansigt. Derfor skrev jeg et brev, og gav den til Ezekiel. Har han ikke givet dig den?" Han kigger forvirret på mig med to forskellige ansigtsudtryk. En forvirret, og den anden kan jeg ikke gennemskue.

  "Nej. Ezekiel? Hvorfor ham?" Spørger jeg, mindst ligeså forvirret som ham. Jeg kan godt regne ud, at det ikke er te opskriften, han skrevet om. I hvert fald ikke kun den.

  "Ja, burde jeg ikke det? Han tilbød selv, at tage den for mig," siger han og rynker brynet.

  "Jeg ved ikke. Han har virket så mærkelig på det sidste. Og hvordan kom du overhovedet i kontakt med ham? Han er stum, du ved."

  "Ja, men han prikkede mig på skulderen, og skrev en seddel." 

  Hold da op. Ikke nok med at han opfører sig mærkeligt, han gemmer også mine breve. Hvem ellers sine breve har han gemt?

  "Ved du hvad, jeg tror bare jeg går hjem og snakker med ham, okay? Undskyld for forstyrrelse."

  Han nikker og lukker døren i. Jeg tøver ikke et øjeblik med at komme hjem, og få en snak med det stumme fjog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...