✯ De Faldne Stjerner ✯

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Hazel Danoway lever i den zone-inddelte verden; Tempalia. Da hendes barndomsven vender tilbage på flugt fra magterne, må hun skjule ham for at bringe ham i sikkerhed. Problemet er bare at han nægter, at fortælle hvorfor han flygter. Det bringer dem begge i farer, og da alt ser ud til at bryde i flammer, bliver en bombe smidt over Hazels liv. En hemmelighed afsløres, og en jagt på De Faldne Stjerner sættes igang.

28Likes
44Kommentarer
1285Visninger
AA

4. Kapitel 1 - Rutiner

2 ÅR SENERE.

Stilheden var som en tung sky af fortvivlelse. En tung sky, der flækkedes af himlen i et tordenbrag. Dét bragte mig tilbage til virkeligheden.

  Hver dag kører jeg en rutine, der går på 10 punkter:

  1. Vække mor.

  2. Give mor mad.

  3. Få mor til at sove.

  4. Tag på arbejde på værtshuset.

  5. Lave mad.

  6. Vække mor.

  7. Give mor mad.

  8. Sørger for at mor er ren.

  9. Få hende til at sove.

  10. Gå i seng.

  Det sker til tider, at noget får mig til at bryde et af punkterne. Men sådan her er det til normale dage. Det er takket være præsident Marc, der nægter at give syge folk nogle former for hjælp, så selv de mindste må arbejde.

  Ezekiel har fået lov til at slippe. Han er nu 14 år og stum. Det er derfor, han har fået lov til, at bare hjælpe min far med hans arbejde - at reparerer ødelagte ting. Faktisk alle former, lige fra smadrede biler til ødelagte kaninburer.

  I min lomme finder jeg min lille notesbog, hvor jeg har skrevet punkterne ned. Jeg er noget til; Tag På Arbejde På Værtshuset.

  Mine ben finder vejen til mig. Jeg går hen ad gaderne i mellem de store høje og neutrale huse, og ender foran en lille bitte træhytte mellem to osende skorstene.

  Jeg åbner forsigtigt døren, altid angst for at ild vil styrte ud, og går så langsomt ind til røgskyerne fra de mage cigarer og cigaretter.

  På en barstol bag bardisken sidder min chef. Foustar. Han bærer stadig på ildzonens halskæde. Det er ulovligt, for man må ikke bærer en anden zones evner, og smykket giver de evner der er fra zonen.

  Heldigvis har Foustar den på under den slidte skjorte, men jeg kan med lethed genkende sølvkæden, jeg mangler bare at kunne se ringen med flammen.

  Foustar kom hertil som 10-årig, da hans forældre blev skudt, fordi de i alt hemmelighed ville starte et oprør.

  Marc gav en soldat besked på at slå drengen ihjel også, men i stedet fik han ham overført til frizonen. Nu bærer Foustar rundt på smerter i sindet, og får dem til at forsvinde ved at drikke alkohollet på hans værtshus.

  Her er altid de daglige gæster. Et par gamle koner, et par gamle mænd, og selvfølgelig den korrupte soldat. Soldaten skulle enlig have vedligeholdt freden her, men i stedet er det ham, der sjovt nok starter balladen.

  "Hey, hashtøsen!" Råber han i et bredt smil. Det kalder han mig altid, og nogle gange tvivler jeg på om det bare er for sjovs skyld, eller om han virkelig tror at mit navn er Hash? - Han hører jo meget dårligt.

  "Hey, star," gengælder jeg. Hans navn lyder ganske piget, men man vender sig til det. 

  "På med forklædet, frem med øllerne. Jeg har ventet." Han skjuler det krus øl han allerede har drukket.

  Jeg ved godt at det er mit job, at serverer og rydde op efter dem, men jeg ved også at for hver øl jeg giver dem, bringer jeg dem længere ud i noget skidt, som de senere ikke vil kunne komme ud af.

  Bag bardisken finder jeg mit forklæde. Det står mine initialer derpå; H. D.

  I virkeligheden burde det være H. S. D. da jeg blev døbt Hazel Samantha Danoway. Men Samantha lyder for piget, og derfor har jeg valgt at få det skaffet langt væk fra mig, og nærmest glemt at jeg nogensinde har haft det som efternavn.

  "Hazel?" En bekendt stemme lyder bag mig. Jeg binder forklædet på min ryg, og vender mig om for at se hvem det er.

  Åh gud. Mine kinder bliver pludselig ligeså røde som mine læber. Jeg synker sammen under disken.

  "Hazel, jeg må tale med dig," siger Zac. Min tideligere kæreste.

  "Tale om hvad?" Jeg lader mine øjne glide op fra disken og kigger på ham.

  "Der er sket noget, noget forfærdeligt, du må komme, nu," siger han, og min nysgerrighed overvinder genertheden.

  "Javel, så må du jo gå med ham," griner Foustar og slår på hans store mave. Han sender leende øjne til mændene ved de runde træborde.

  Jeg rejser mig langsomt op, og går med Zac. Han viser mig vej om bag værtshuset, og tager fat i min hånd. Jeg vrider den fri med det samme.

  "Bedste er død," siger han så. Der bliver helt stille. Kun lyden af sne, der pludselig giver sig til at dale ned fra himlen og lander blødt på den kolde jord høres.

  "Jamen, hvem skal så sørge for te til min mor? Uden den hoster hun konstant, og der kommer blod!" Råber jeg med en blandet følelse af sorg og vrede. 

  Hvis Marlene ikke får den te, som kun laves af Zacs bedstemor, så hoster hun blod op. Og ikke bare lidt blod, det bliver meget blod. Så kommer hun til at dø af blodmangel!

  "Jeg ved det, men hvad skal jeg gøre? Hun viste ingen af os andre hvordan hun lavede den." Han lyder næsten ligeså bange for at Marlene skal dø, som jeg.

  "Der må være noget.. En eller anden opskrift, hun husker vel ikke bare det hele i hovedet?"

  "Jeg går hjem og kigger. Men jeg har aldrig set hende med en opskrift. Jeg beklager hvis ikke jeg kan finde den. Jeg kommer hen til dig hurtigst muligt." Han kigger undskyldende på mig, som har han allerede kigget, men ikke vil ødelægge mit håb.

  Jeg svarer ham ikke, da han begynder at gå. Jeg ved ikke hvad jeg skal svarer. Hvad skulle jeg svarer?

  "Zac?" Spørger jeg. Han vender sig om og kigger på mig. "Jeg er ked af det med din bedstemor. Jeg ved at hun.. betød meget for dig."

  "Det ved jeg. Jeg er også ked af det."

 

Sorte skygger forfølger mig i mørket. Jeg er udenfor. Jeg er i en skov. Her er en lilla skær fra de lilla kronblade på de store træer over mig. Her er koldt. Meget koldt.

  Kulde kommer fra min mund, da jeg puster ud, efter at have løbet meget stærkt i meget langtid.

  Pulsen i mine håndled, ben og hoved dunker kraftigt. Min krop burde svede, men kulden fortærer svedperlerne. Eller, ikke helt. De få svedperler der er til, er ligeså kolde, som den piskende vind.

  Bag mig løber en skygge. Den er ved at indhente mig. Den haler ind på mig. Den når mig.

  Inden jeg ved af det, springer en person ud fra skyggen. Jeg når kun at skrige, da personen overfalder mig. Jeg når ikke at se hvem personen er, ikke før jeg vågner i min seng, badet i koldt sved og to tynde dyner.

  En hånd presser sig mod mine læber, og holder det efterfølgende skrig inde i min mund.

  Mine øjne forsøger at se igennem mørket, men jeg ser kun svagt en skikkelse af en yngre mand.

  "Færdig?" Spørger han, og med det samme genkender jeg stemmen.

  Han fjerner sin hånd fra min mund, i det at jeg nikker kraftigt.

  "Er det.. virkelig dig..?" Hvisker jeg, og sætter mig så op i sengen.

  "Ja, men ikke larm," beder han, og sætter hans store hænder på mine. Jeg flytter dem ikke.

  "Hvad laver du her? Burde du ikke være.. du ved..?" Spørger jeg og smiler inderligt.

  Mørket sænker sig fra ham, og pludselig virker han som et klart lys i det alt mørke.

  "Jeg må flygte fra nogle.. Vil du ikke holde mig skjult her, jeg kan ikke skjule mig andre steder. De forventer sikkert at jeg nu er hos mine forældre. Du må hjælpe mig."

  Hans stemme beroliger mig, lige indtil det går op for mig hvad han enlig sagde.

  "Jo, du kan være her. Men hvem flygter du fra? Hvem er "de"?" Det er en kæmpe overraskelse, at efter 2 år, se ham igen. Jeg bryder mig bare ikke helt om måden på hvor vi genforenes.

  "Det kan jeg ikke sige," svarer han kort og fjerner sine fingre fra mine. Der efterlades en tom følelse i min mave, og jeg er sikker på at mit ansigt lige lavede en trist grimasse for en stund.

  "Men.." min underlæbe dirrer, som vil jeg sige noget, men vælger at holde det tilbage.

  "Vil du hjælpe eller ej?" Spørger han koldt, og jeg fornemmer at han kigger på mig, med ikke de samme øjne som fra 2 år siden. Han er bange og forvirret, men det holder ham ikke tilbage.

  Der imod holder mine ord sig tilbage. I noget tid overvejer jeg hvad jeg skal svarer - om jeg overhovedet skal svarer - men så gør jeg det.

  Tøvende siger jeg: "Ja."

 

 

***

Tusind tak til alle jer der allerede har været så søde, at

give feedback og liket - det er super fedt.

Jeg er spændte på at hører jeres mening om begyndelsen, og om den levede

op til jeres forventninger.

 

-Lukas. I. C.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...