Sindets håb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
- Cecilie er fjorten år ung, hun vil fylde femten om tre måneder, eller vil hun? For Cecilies hverdag er proppet med diagnoser, blodprøver, hospitalbesøg. Hvad gør det ved en kræftramt pige at være isoleret fra menneskeligheden, når det eneste hun har lyst til at lave inden hun dør, er umuligt ifølge hendes stressede og deprimerede mor. Vil Cecilies viljestyrke, og kampgejst besejre kræftcellerne der langsomt æder hende op indefra? Og vil hun nå at prøve de fem øverste ting på listen over ''ting jeg skal før jeg dør.''?

0Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

2. Mareridt, tårer & gråd.

Jeg sad overfor drengen fra Kongens Have. Han havde en blomst i håret, den var sprunget helt ud, og havde forvandlet sig til en mægtig solsikke. Jeg kunne ikke holde op med at kigge på den, for hvis man kiggede længe nok, lignede det mere en rose. Han sad bare og smilede, som om han ikke vidste noget. Noget om det. Da jeg kastede et lys tilbage gennem øjnene, så hans ellers smilende grimasse alligevel ud til at falde, og han så nu næsten ud til at være lettere forskrækket. ''Dit hår!'' Sagde han forbavset, og pegede der hvor mit rosenrøde tørklæde plejede at hænge kontrolleret fast for at afdække min hemmelighed. Jeg tog mig skrækslagent til min hovedbund, men det var ikke tørklædet der ramte mine følsomme kolde hænder. Jeg rev forskrækket mine hænder til mig igen, og så nu til min store overraskelse flere små totter hår i mine hænder, lige meget hvad jeg rørte ved fik jeg hår på hænderne. Jeg skreg, skreg ham lige op i ansigtet. Jeg blev ved med at skrige. Der faldt hår ned fra loftet, eller fra min hovedbund. Det regnede med små lyse hårtotter oppefra, og de lagde nu over alt på bordet. Jeg blinkede flere gange, for at få hårene væk, men blev nødt til at skrige, fordi at jeg snart var begravet i hårene på sådant vis, at jeg ikke var i stand til at snakke. Min mund lukkede sig automatisk, før den sidste bunke hår faldt ned over mig, og lukkede sig over mig som et stort gabende mørkt hul. 

Jeg vågnede, med sved piblende på mine arme og ben. Det var sket igen, jeg havde skreget i søvne, og vækket både stakkels mor og far. Mor stod allerede i døråbningen foran min sengefod. ''Kom tag dem her.'' Sagde hun og rakte mig forsigtigt det gennemsigtige glas med pillerne i. Det så næsten ud til at de lyste i det omklamrende mørke. Mor trak hurtigt hånden til sig efter at have overladt mig pillerne, næsten som om at kræften smittede. Jeg fnøs indvendigt, tænk at hun kunne være så dum. Hun kunne vel bare gå rundt og være så skide heldig, men hun var alligevel så fandens bange for at dø. Jeg tændte natlampen på sengebordet, som allerede var blevet overdynget med pillebøtter, ledninger, og papirer, som mor bestemt havde insisteret på at have liggende lige der. ''Hvis nu der skulle ske noget.'' Havde hun sagt, og tro mig når jeg siger at hendes stemme var ved at knække. Jeg trak forsigtigt og næsten lydløst den lyserøde dagbog op til mig. Jeg læste nu med hviskende stemme, højt for mig selv i det tomme og mørke soveværelse: Tage med Ida i sommerhus, tage i zoologisk have, stikke af til et dyrt hotel, få en kæreste. Jeg holdt en lang pause før jeg læste det sidste, og sank samtidig den klump der havde begivet sig vej fra maven og op i halsen. Jeg ved ikke om det var frygt, eller om det var en spænding? Jeg læste det sidste igen, denne gang inde i mit hovede....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...