Sindets håb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
- Cecilie er fjorten år ung, hun vil fylde femten om tre måneder, eller vil hun? For Cecilies hverdag er proppet med diagnoser, blodprøver, hospitalbesøg. Hvad gør det ved en kræftramt pige at være isoleret fra menneskeligheden, når det eneste hun har lyst til at lave inden hun dør, er umuligt ifølge hendes stressede og deprimerede mor. Vil Cecilies viljestyrke, og kampgejst besejre kræftcellerne der langsomt æder hende op indefra? Og vil hun nå at prøve de fem øverste ting på listen over ''ting jeg skal før jeg dør.''?

0Likes
0Kommentarer
205Visninger
AA

1. Gemt, fortvivlet, find mig.

Jeg kiggede ud over Kongens Have som var lagt hen under et tåget slør på denne tid af aftenen. Jeg rørte igen langsomt rundt i bægeret med den lunkne kakao, mens jeg skuede ud over den kolde oktoberbrise, som trak sig sammen for derefter at puste sig ud over de stakkels forsvarsløse sommerblomster som stadig holdt deres skjold op, og kæmpede mod den vinter som allerede så barsk ud. De visner helt sikkert, sagde jeg til mig selv, og kiggede tilbage i koppen med kakaoen. Jeg bevægede langsomt og rystende min magre hånd med skeen op til de kolde og blå læber, mens jeg skævede over til mor, som sad roligt og så til. ''Pas på den er varm.'' Jeg sukkede og dumpede skeen tilbage i glasset. Mor kiggede nu utålmodigt på sit ur, og lignede en der gerne ville hurtigt herfra. ''Jeg går lige op og betaler, så er du vel færdig.'' Sagde hun dæmpet, og rejste sig, for at gå op mod den proppede kø. Jeg kiggede tilbage ud af det duggede og fugtige café-vindue. Hans blanke sort-blå øjne mødtes med mit stifte blik, og jeg knugede hurtigt tørklædet om halsen, mens jeg smilede anstrengt tilbage til hans charmerende væsen. Han nikkede langsomt til mig, som for at sige hej. Jeg blev ved med, uroligt at røre og pille ved det rosenrøde tørklæde der var bundet som en turban til min næsten skaldede hovedbund. Jeg sank en klump, og anstrengte mig igen for ikke at lade min strøm tåre dale ned over mine blege og tøre kinder. 

Jeg smilede stadig dumt til drengen, eftersom han endnu ikke havde forladt den frosne have til fordel for en anden form for fysisk underholdning. Han så pludselig fraværrende ud i blikket, og hans øjne var som ventet allerede et helt andet sted. Jeg sukkede og kiggede ned i mit kakaobæger, der enten var halvt fuldt, eller halvt tomt. 

''Kommer du?'' Sagde mor som pludselig stod foran det lille blanke cafébord, med kørestolen mellem hendes solbrune hænder. ''Jeg kan altså godt gå selv.'' Sagde jeg bestemt, og hævede de næsten ikke længere eksisterende øjenbryn. ''Stop nu det pjat, og sæt dig ned!'' Sagde hun utålmodigt og vredt. ''Undskyld jeg orker bare ikke din stædighed i dag.'' Havde hun sagt da hun med besvær havde rullet mig ud af den smalle café-dør, og ud i Kongens have. Jeg havde bestemt krævet at få en af de halvvisne og frosne blomster udleveret, men mor havde igen nægtet. ''Hold nu op Cecilie, halvdelen af Københavns hunde har tisset på dem, er du klar over hvor mange bakterier det er?'' Jeg havde bare nikket anstrengt, og igen holdt min strøm af tåre tilbage. Jeg skævede ned i kurven under kørestolen, hvor dagbogen lå. Hvor hemmelighederne, og udfordringerne lå og ventede spændt på mig, lå og ventede på at blive udført af præcis mig. De måtte vente, som sagt havde vi ikke tid. Det var det mor sagde, vi havde ikke tid til at tage ud at bowle, havde ikke tid til at spise med mormor & morfar, eller tage i sommerhus med Ida. Hvorfor ikke mor? ''Der er så meget andet der skal ordnes.'' ''Før jeg dør?'' Havde jeg spurgt hende, men hun havde bare ignoreret det helt, og havde nærmest ikke sagt et ord før far kom hjem. Sådan var hun, hun vidste jeg skulle dø, alle vidste det, men det blev aldrig nævnt. Kræften var som et bandeord, som bare sad og gnavede sig ind i hjernen på os alle sammen, men var der en som nævnte det, var det som hvis der gik en engel gennem rummet..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...