10 days to kill him | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at løbe fra sine problemer - selvom det i længe er lykkes godt for 22-årige Kaylie Forzate. Da hendes søster sprang ud foran et tog på grund af psykiske problemer, begyndte Kaylies liv at gå ned af bakke; for hun havde ikke kun mistet sin elskede søster, men også sin bedsteveninde. Hun sank længere og længere ned i en depression og begyndte at købe stoffer og alkohol for over tusinde kroner, som hun slet ikke havde, af skolens populære fyr Zayn Malik. Da Zayn efter syv år finder Kaylie igen med tomme lommer, giver han hende mulighed for at slippe fra hendes gæld til ham, med en anden opgave. Problemet er bare, om hun kan få sig selv til at gennemføre den, når følelserne bliver indblandet.

19Likes
35Kommentarer
6400Visninger
AA

2. ✷ - Prolog - ✷


"Jaja, jeg skal nok betale senere."



Alting omkring mig drejede rundt, selvom jeg sad helt roligt på bænken. Jeg svang mine fødder frem og tilbage, mens jeg grinede højlydt. Mine fingre var følelsesløse og sikkert helt blå, men jeg var ligeglad. Jeg var blevet endelig glad. Jeg ramte pludselig en tom flaske vodka, som væltede ned på hårde kolde jord og trillede ned mod søen. "Kom tilbage," råbte jeg og grinte højt. "Du må ikke.. du må ikke rulle væk fra mig. Kom tilbage til mor, kom, kom tilbage." Jeg rejste mig op fra den kolde fugtige bænk, og havde egentlig tænkt mig at gå hen mod flasken, men istedet væltede jeg hårdt ned på jorden. Jeg grinede over hvor klodset jeg var; hvordan jeg ingen gang kunne gå tre skridt hen mod en flaske.

Mine fødder var frosset til og var også helt følelsesløse. Men hvad kan man også regne med, når man sidder i bare tæer i minus grader, klokken tre om natten, under åben himmel?
Dog var det ikke noget nyt for mig, for her tilbringer jeg mine nætter tit. 
Mine forældre har nattearbejde, og når jeg hører bilen køre ud af indkørslen, sniger jeg mig ud. Det er nemt, for det er bare at gå hen til hoveddøren, åbne den og smaske den i igen. Jeg er slet ikke bange for at vække nogen mere, for hun var ikke længere hjemme til at vågne af mine listene fodtrin og spørge hvor helvede jeg skal hen. 

Hun hjalp mig altid; fortalte det var en dum idé, at snige mig ud til hjemmefester, når mor og far havde sagt at jeg ikke måtte. Jeg så, så meget op til hende, så derfor lyttede jeg altid til hende og blev hjemme. 

Jeg beundrede hende så meget. Hun var smukkere end noget andet, og jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke selv kunne se det. Når jeg kigger på hende, forstår jeg ikke hvordan vi kunne være i familie, for vi lignede hinanden overhovedet ikke. Hendes klare mørkegrønne øjne med små brune prikker, hendes lange røde hår med et snit af brunt skær, hendes lange spinkle krop og den perfekte lyse hudfarve med næsten ingen pigmentfejl. 

Hvordan kunne dog hun gøre det? 
Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Mod mor? Mod far? 
Hvordan kunne hun forlade os på den måde?

Jeg mærkede hvordan tårrene begyndte at rende ned af mine kinder, og jeg vidste godt, at jeg nu ikke kunne stoppe dem. "Hvorfor Alice, hvorfor!?" skreg jeg og bankede hårdt ned i jorden. 
Mit hoved dunkede forfærdeligt, og en kvalme steg op i mig. Var det mon min skyld? Hvorfor havde hun ikke fortalt mig, at hun havde det svært? Vi fortalte hinanden alting. Jeg kunne altid komme til hende hvis der var noget... Hun ville altid være der for mig. Så.. hvor er hun nu?

Jeg rykkede min højre fod hen til den mørke plastiskposen som stod ved siden af bænken, og langsomt skubbede den over mod mig. Lyden af glas der gnider op af hinanden skar i mine øre og gav mig bare en større hovedpine. Jeg stak min hånd derned og trak en flaske op. Den anden sidste flaske tilbage. Hvor blev de 15 genstande jeg købte af ham i dag af? Jeg kiggede mig omkring i den mørke park. Ingen tegn på andet tilstedeværelse udover mig og de 16 flasker jeg havde stående ved siden af mig. 
"Ser man det. Lille Kaylie, er det ikke over din sengetid?" 

En hel masse grin rungede i mit hoved. Jeg vendte mig rundt og kiggede på Zayn Malik, der stod og smilede kækt til mig. Bag ham stod Liam Payne, hans bedsteven. 
"Hvordan fandt du mig?" mumlede jeg utydelig og fumlede sikkert også i ordene, men han forstod det ganske udmærket, for hans smil blev større. "Det er her vi plejer at forhandle," han gik hen til mig og satte sig på hug foran mig. Han lagde sin hånd på min kind, og begyndte at ae den langsomt. "hvorfor skulle du ikke være her, prinsesse?"
Jeg slog hans hånd væk, "har du noget med?" 
"Jeg tænkte nok du ville spørge," grinede han og rejste sig op igen, "Liam." 
Liam gik med tunge skridt hen foran mig og smed en plastiskpose som landte på jorden med en stor skingrene lyd. "20 genstande prinsesse." 

Jeg lukkede posen op, tog et kig ned i den og nikkede derefter bekræftende. "Men lille Kaylie," begyndte Zayn igen og smilet kom tilbage på hans læber, "er du klar over, hvor meget det så koster?" 
"Jaja." mumlede jeg utydelig. Mine tænder begyndte langsomt at klapre af kulde. "jeg skal nok betale senere." 
"Det håber jeg," Zayn rejste sig op og gik hen til Liam igen, "for ellers bliver det værst for dig selv." 

Mine øjne begyndte langsomt at lukke sig i helt automatisk og min ene fod gik i krampe over kulden. Alt i alt havde jeg det bare forfærdeligt, men alligevel formåede jeg at åbne en helt ny flaske, selvom jeg ikke var færdig med den anden. "Burde du ikke tage hjem, lille Kaylie?" spurgte Zayn og stak en cigaret i munden, som han tændte med en lighter. "Har du ikke fået nok at drikke i dag?" 

"Jeg kan aldrig få nok." hvæsede jeg og kæmpede med at komme op på bænken igen, men alt svang, og jeg var ingengang sikker på hvor bænken var henne. Det sidste jeg hørte, var lyden af grin og fodtrin, før jeg langsomt faldt om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...