10 days to kill him | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at løbe fra sine problemer - selvom det i længe er lykkes godt for 22-årige Kaylie Forzate. Da hendes søster sprang ud foran et tog på grund af psykiske problemer, begyndte Kaylies liv at gå ned af bakke; for hun havde ikke kun mistet sin elskede søster, men også sin bedsteveninde. Hun sank længere og længere ned i en depression og begyndte at købe stoffer og alkohol for over tusinde kroner, som hun slet ikke havde, af skolens populære fyr Zayn Malik. Da Zayn efter syv år finder Kaylie igen med tomme lommer, giver han hende mulighed for at slippe fra hendes gæld til ham, med en anden opgave. Problemet er bare, om hun kan få sig selv til at gennemføre den, når følelserne bliver indblandet.

19Likes
35Kommentarer
6387Visninger
AA

10. ✷ 3 days left ↻


"Bare hold dig langt væk fra mig"



Min arm skriger af smerte, da jeg næste morgen prøver at skylle det dybe sår. Uheldigvis da Louis skubbede til Zayn, havde kniven kørt over min arm og lavet en stor lang dyb ridse. Tankerne om, hvad der kunne ske nu havde hjemsøgt mig hele morgenen. Jeg er sikker på, jeg får en konsekvens af det her. Jeg mener, det er jo Zayn vi snakker om. 

Ligeså nervøs og anspændt jeg var igår, da jeg løb gennem de mørke gader hjem i frygt om Zayn ville dukke op igen, var jeg idag. Tanken om at Zayn kunne dukke op når som helst, gjorde mig utrolig utilpas. 

Jeg er så træt af det hele. Bare fordi jeg er blevet forelsket i mit offer, har det gjort det hele meget værre. Jeg ved godt, at det er så forkert i det hele taget, at skulle myrde en person ligemeget hvem det ville være; og jeg havde heller aldrig nogensinde forstillet mig, at jeg skulle gøre det i hele mit liv; men alligevel, det ville bare være lettere, hvis det var en person, jeg ikke havde knyttet sådan et stærkt bånd til.. hvis I forstår.

Jeg binder forsigtigt forbindingen omkring min arm igen, som jeg havde skiftet ud med det tynde toiletpapir, da jeg kom hjem igår og derefter gik ind på mit værelse, hvor jeg smed mig i sengen.

Jeg lagde mig på ryggen og kiggede op i loftet, mens tankerne igen begyndte at hjemsøge mig. Hvad mon Zayn kunne finde på at gøre mod mig? Eller værre.. hvad nu hvis, han gjorde noget mod Louis

Pludselig begyndte min telefon at vibrere som en sindssyg, hvilket nok gav mig det største chok i hele verden. Mine vejrtrækninger begyndte at hæve sig, med tanken om, det måske var Zayn. Havde han fået fat i mit nummer også? 

Jeg tog den ikke, og uventet nok, ringede den igen. Frygten holdte mig tilbage for at tage den, og da den endelig stoppede med at vibrere og efter lange minutter ringede den ikke igen. Jeg tog en dyb lettet indånding og troede det var forbi, før jeg hørte hoveddøren gå op. 

Et sus gik igennem min mave og jeg satte mig op i sengen. Jeg lyttede til fodtrinende som gik tværs gennem hele huset. Jeg forsøgte at gøre mine vejrtrækninger så lave som muligt, men det var yderst umuligt. Panikken blussede op i mig, og jeg prøvede at finde en vej ud herfra, da jeg får øje på det åbne, smadrede vindue - som jeg ikke havde fået lavet endnu. 

Dog når jeg ikke særlig langt, får døren til mit værelse bliver åbnet. Et højt gisp flyver ud af min mund, men bliver erstattet af et lettet suk, da jeg ser Harry stå i døren. "Kaylie." udbryder han og går hen til mig. Han tager fat omkring mine hofter og løfter mig op. Jeg svinger mine ben omkring ham og presser mig hårdt indtil ham. Tårrende glider ned af mine kinder, "jeg var så bange." hviskede jeg med en rystende stemme. 

"Sshh." hviskede han og aede min ryg, "det er bare mig. Jeg gør dig intet ondt." 

Han sætter mig ned i sengen igen, og derefter også sætter sig ned. "Louis ringede til mig igår, da du var taget hjem." forklarede han og trak mig ind til ham. Han holdte om mig, "han sagde at du var blevet overfaldet og truet med en kniv af din egen fætter. Jeg ville bare se om du var okay - jeg var så bekymret Kaylie." 

Han trækker sig lidt væk fra mig, så han kan se mit ansigt. Jeg tvivler på, hvordan jeg så ud, da jeg ingen idé havde. Mine øjne var sikkert helt røde og våde, og jeg er heller ikke så sikker på, om jeg huskede at fjerne mit makeup, inden jeg gik i seng igår. "Jeg var virkelig bekymret." gentager han og begynder at vugge mig frem og tilbage. 

Et hulk glider ud mellem mine læber, "jeg fortjener dig ikke Harry.." hvisker jeg lavt med den samme rystende stemme, "jeg er et forfærdeligt menneske.. du forstår de-" 

Harry ligger en finger på min mund, hvilket får mig til at holde kæft. "Shhh." tysser han på mig, "jeg synes du er fantastisk Kaylie." han sender mig et blidt smil. Jeg bider mig i kinden, for ikke at græde mere. Han forstår det ikke, han fortjener bedre og slet ikke det her. Alligevel ligger jeg mit hoved på hans bryst og sammen sidder vi der i stilheden og nyder hinandens tilstedeværelse i mere end en halv time. 

Pludselig trækker Harry sig lidt væk, hvilket får mig til at kigge lidt trist på ham, da han trækker sin mobil op, for at kigge på klokken. "Undskyld Kaylie." siger han og rejser sig, "jeg er nød til at gå. Har nogle planer med Louis og-" 
"Det er okay!" svarer jeg hurtigt og smiler falsk til ham. Han skæver kort ned på sin mobil og derefter hen på mig igen, "er du sikker på, det er okay?" 

Jeg nikker, selvom jeg ville ønske han ville blive her - men alt i alt, ville det jo heller ikke være en særlig god idé. 

"Hey.." Harry begynder at gå tilbage til mig, og stiller sig foran mig. Han tager mit hoved i hans hænder, "tag med." 

"Hvad?" spørgere jeg forvirret og begynder at smile ukontrolleret. "Tag med os." hans tommelfinger begynder langsomt at ae min hage.

"Men.. nej.. jeg vil ikke ødelægge jeres fætter-tid sammen," jeg rykker mit hoved lidt væk, så hans arme falder tungt ned. "Den bliver kun fantastisk, hvis du er med." han sender mig et stort smil, der blotter hans søde smilehuller fuldstendig. "Er du sikker?" spørg jeg lavt og smiler sødt til ham. Han nikker hurtigt og kysser mig i håret, "du har ti minutter til at gøre dig klar. Fra... nu!"

Hurtigt sprang jeg op af sengen og stormer ud på badeværelset. 

Min makeup havde jeg ikke fjernet fra igår, så derfor jeg tog det, der var gledet ned på kinden. Imens jeg havde tandbørsten i munden løb jeg tilbage på mit værelse (selvom man ikke må købe med tandbørste i munden - (ikke gør det derhjemme) - hvor Harry sad på min seng og kiggede på mig. Jeg rev mine nattbukser og tog min nattrøje af, hvilket fik Harry til at pifte. Jeg rullede øjne af ham, før jeg trak en tilfældig sweater ud af mit skab og nogle enkle sort bukser med huller ved knæene. 

Da jeg fik trukket det på, løb jeg ud på badeværelset igen og spyttede ud. Jeg redte kort mit hår igennem, hvilket gjorde det helt utroligt elektrisk. Det var det værste ved langt hår.... 
Jeg samlede det i en rodet knold og med hjælp af to elastikker og en hel masse hårnåle, så knolden nogensinde fin ud.

"Jeg er klar!" råbte jeg tværs gennem huset og gik ud og tog mine sorte vans på. "Fem minutter, flot klaret." han sendte mig et stort smil, mens han tog sin lange sorte jakke på. 

Jeg greb hurtigt omkring min læderjakke, før jeg tog den med mig og fulgte efter Harry ud i hans bil. 
 

• • •
 

Vi samlede Louis op på vejen derhen, og han var meget overrasket over, at jeg var med. "Jeg troede ikke du interesserede dig for fodbold?" spurgte Louis med en grin og kiggede undrede på mig. Jeg vendte mig rundt og kiggede på ham omme i bagsædet, "hvad er det du snakker om?" 

"Nååå.. derfor." Louis kigger hen på Harry og griner stort. Jeg løfter forvirret et øjenbryn, "hvad.. hvad?" spørgere jeg. Ingen svarer mig og det får mig til at slå Harry på armen, "hvad!?" 

"Oh ja.. andgående det." Harry bider sig i læben og stopper bilen for rødt. Han drejer hovedet og kigger hen på mig, "vi skal se ind og se fodbold."

Mine øjne bliver hurtigt store. Hvis der var noget i hele verden jeg hadede så var det fodbold. Det var så kedeligt.

Amen, så mange mænd der løber efter en fucking bold. Hvorfor kan de ikke bare få en hver, altså? Sådan nogle store stationer burde nok have bolde nok til to hold. "Bare dræb mig allerede." sukker jeg og synker ned i sædet.

Harry ligger en hånd på mit lår og sender mig et blidt smil. "Hvorfor fortalte du mig ikke det?" sukker jeg og læner mit hoved bagud. Harry griner kort, "jeg tænkte nok, at du ikke gad med sig." 

Pludselig stoppede Harry bilen og fjernede sin hånd fra mit lår. "Så er vi her." idet Harry åbnede bildøren i hans side kunne man høre høje råb og musik. Jeg tog en dyb indånding, "behøver jeg virkelig det her?" sukkede jeg og kiggede tilbage på Louis. Han sendte mig et stort smil, før han hoppede ud af bilen, præcis som Harry også gjorde. Da jeg blev siddende åbnede Louis bildøren for mig, "kom nu Kaylie - det bliver sjovt!" 

Jeg løftede det ene øjenbryn, "sjovt? Det er fodbold." jeg steg ud af bilen og tog et kig over mod stationen. Store køer var dannet sig foran den og det var tydeligt at se, hvordan folk maste sig forbi hinanden for at komme først ind af indgangen - og de var alle sammen mænd. 

"Det skulle ikke undre mig, hvis jeg er den eneste pige." sukkede jeg og sendte et modvilligt blik til Harry. Han grinede bare kort, før han tog min hånd i hans. 

Jeg fulgte med dem over mod indgangen, hvor der heldigvis ikke var særlig meget kø mere. "Kan vi ikke vente, til køen er væk?" råbte jeg til dem, for at overdøve den høje musik der kom derinde fra. Louis sendte mig et dumt blik, "så er kampen allerede startet, og det går ikke. Kom nu!" 

Louis begyndte at mase sig mellem de mange høje, buttede og lave mænd. Harry sendte mig et lille smil, før han begyndte at trække mig med ind i mængden. Flere gange blev jeg trådt over fødderne, skubbet og mast til. På et tidspunkt var der en der ramte min arm, hvilket fik mig til at stønne rigtig højt af smerte. Heldigvis reagerede Harry på det og hjalp mig videre, ved at holde omkring mine hofter. Utroligt nok kom vi levende derind. 

"Vi skal sidde på den her række." forklarede Louis, mens han kiggede på billetten. Vi havde gået op langs en lang trappe, helt tæt med de mange andre mennesker, der også skulle se fodbold. "Her." 

Louis begyndte at gå ind mod en række, som var næsten oppe øverst. 

Vi fandt vores sæder idet kampen gik igang. Musikken blev en tand højere og massere af fyrværkeri blev affyret, da spillerne en efter en løb ind på banen. Alle tilskuerne stod op og råbte og skreg helt vildt. "Det bliver en lang kamp." sukkede jeg og satte mig ned på mit hårde sæde. 

Efter en halv time eller sådan noget begyndte min røv for alvor at gøre ondt. Harry og Louis var helt oppe og køre over kampen, og jeg tror aldrig jeg har hørt nogle råbe så meget. De sad ned i få sekunder, før de sprang op igen for at komme med en dårlig bemærkning om deres spille-måde eller juble over de scorede. Jeg tog en dyb indånding, "jeg henter nogle hotdogs." råbte jeg højt til Louis, han nikkede en enkel gang uden at kigge på mig. 

Jeg kæmpede mig hen af rækken og modtog mange sure blikke fra mænd, der var nød til at sætte sig på deres plads, for at jeg kunne komme forbi. Dog fik jeg også ret frække blikke fra nogle også, hvilket bare gav mig myrekryb.

Jeg gik ned langs trappen og kom ned til den lille biks, hvor der blev solgt hotdogs, øl og alt sådan noget. Utroligt nok, var der ingen kø - men det var sikkert fordi det ikke var halvleg endnu. 

Pludselig mens jeg var på vej hen mod biksen, fik jeg et hårdt skub på skulderen, hvilket næsten fik mig til at vælte. "Hey, se dig lige f..." mine ord døde hen, da jeg vendte mig rundt og kiggede direkte ind i de genkendelige sorte øjne. Et gisp undslap mine læber, da jeg så hans blå øje. "Overrasket over at se mig?" Zayn stirrede direkte ulæselig på mig, "troede du måske din lille ven havde dræbt mig?" 

Jeg bed mig i læben, og havde egentlig tænkt mig at løbende skrigene bort fra ham, til han tog hårdt fat i begge mine skuldre og rev mig med sig. Jeg prøvede ellers at vride mig løs, men han var for stærk. 

Han trak mig med om til toiletterne omme bagved og derefter skubbede mig hårdt op i muren, hvilket føltes helt deja vu. "Det din ven gjorde, giver dig store konsekvenser Kaylie." truede han og skubbede mig endnu hårdere op af væggen, så smerten steg. "H-hvordan fandt du mig?" stammede jeg og bed mig i læben, for ikke at stønne af smerte - han holdt på min arm. "Åh lille Kaylie." griner han lavtmælt for sig selv, "jeg ved altid hvor du er henne. Hvert et sekundt holder jeg øje med dig. Vidste du ikke det?" 

"Lad mig være!" skreg jeg så i håb om nogle ville høre mig. Men hvem skulle dog også det, mellem det høje musik og det meget råben?  Han lagde en hånd foran min mund og slog mig hårdt i maven, "så hold dog kæft kvinde." 

"Hvad sker der her?" en spinkel mand med store runde briller var lige kommet ud fra herretoilettet, "hey! Slip hende!" Zayn sendte mig et dræberblik før han gav slip fra mig, så jeg faldt ned på jorden med et bom. "Er du okay, Frue?" spurgte han forsigtigt og satte sig på hug foran mig, "hvem var det? Kender du ham?" 

Mine øjne begyndte langsomt at blive fugtige og smerten i min arm steg utroligt, for det var den, jeg landte på. "Er du her alene?" spurgte han så og jeg rystede på hovedet, "nej, med min kæreste og ven." forklarede jeg og min stemme knækkede over. "Kan du huske hvilken række I sidder på?" spurgte han og prøvede at få mig op og sidde. "Række 49." forklarede jeg ham. 

Den flinke mand hjalp mig oppe og op stå, og hjalp mig med at komme hen til rækken hvor Louis og Harry stod på. Endnu engang kæmpede vi os mellem de mange mænd der jublede og råbte, før vi endelig nåede hen til dem. Først opdagede de os ikke, til manden prikkede dem på skulderen.

Først kiggede Harry forvirret på ham, indtil hans blik gled hen på mig og straks blev han bekymret, "hvad fanden er der sket? Hvem er du?" 
"Rolig. Jeg har ikke gjort det." forklarede han og satte mig ned på mit sæde, "jeres veninde blev overfaldet af en mand nede ved toiletterne, men han forsvandt da jeg sagde, at han skulle sætte hende ned." 

Harry kiggede på ham med store øjne, "tak mand, tak for hjælpen." han klappede ham på skulderen, før han satte sig ned på sædet ved siden af mig, og tog mig i hånden. Louis stillede sig foran mig, "Kaylie, please sig, at det ikke var din fætter igen." 

Jeg bed mig i læben, "det var det." 

Jeg bemærkede hvordan Harrys knoer begyndte at samle og spænde sig. "Forhelvede man!" råbte han og slog den hårdt ned på hans lår, "han er jo sindssyg! Kaylie, hvis han bliver ved ender han med at dræbe dig!" Harry rejser sig frustreret op og kører hans hånd rundt i hans hår, "kæft man, hvor har jeg lyst til at smadre den mand." mumlede han for sig selv.

Jeg mærker hvordan jeg i kort tid mister mig selv: "Nej lad vær!" råber jeg højt og rejser mig brat op, "du forstår det ikke!" Harry kigger direkte ind i mine øjne, før han griner højlydt, "hvad er det jeg ikke forstår? Hva. Kaylie?!" han begynder at vrifte med hans arme, "de seneste par dage har du ævlet om, at jeg ikke forstår det. Hvad er det jeg ikke forstår og hvorfor fanden kan du ikke bare sige det til mig?" 

"Harry.." mumler Louis og ligger en hånd på hans skulder, for at få ham til at berolige sig - men det hjælper ikke og han vrider den af. "Svar mig nu Kaylie, forhelvede!" 

Mine øjne begynder at løbe i vand, og jeg mærker hvordan de drypper ned på jorden. "Harry.." sukker jeg med en grædefærdig stemme. Hans blik er blevet fuldstendig ulæseligt, men hans knor var stadig spændte. 
"Vi kan ikke være sammen mere."

Det var som om man kunne se, hvordan det ramte ham fuldstendig. Et lille gisp røg ud af hans læber og han stod bare og kiggede målløs på mig. "H-hvad? Hvo-hvorfor?!" 

"Det er bedst sådan." sukker jeg og kigger ned i jorden, fordi mine tårer løber som aldrig før, "bare hold dig langt væk fra mig." med det sagt, vendte jeg mig rundt og skulle til at gå, før Harry rev fat i min arm (heldigvis ikke den, jeg havde smerte i) og trak mig tilbage. "Kaylie, du kan ikk-" 

Jeg vred mig med en hård bevægelse ud af hans greb og begyndte at gå hen langs rækken, for at komme ud. "Kaylie!" råbte han efter mig, og jeg så hvordan han skulle til at følge efter mig, da der pludselig blev scoret et mål og alle tilskuerne rejste sig (u)heldigvis op, så han ingen mulighed havde for at følge efter mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...