10 days to kill him | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at løbe fra sine problemer - selvom det i længe er lykkes godt for 22-årige Kaylie Forzate. Da hendes søster sprang ud foran et tog på grund af psykiske problemer, begyndte Kaylies liv at gå ned af bakke; for hun havde ikke kun mistet sin elskede søster, men også sin bedsteveninde. Hun sank længere og længere ned i en depression og begyndte at købe stoffer og alkohol for over tusinde kroner, som hun slet ikke havde, af skolens populære fyr Zayn Malik. Da Zayn efter syv år finder Kaylie igen med tomme lommer, giver han hende mulighed for at slippe fra hendes gæld til ham, med en anden opgave. Problemet er bare, om hun kan få sig selv til at gennemføre den, når følelserne bliver indblandet.

19Likes
35Kommentarer
6397Visninger
AA

3. • 10 days left ↻


"Det er en lille deal, kun mellem os to."


"Kaylie, vi kører nu!"

Lyden af min mors skingre stemme fyldte hele huset. Jeg rejste mig op fra min sorte kontorstol, og farrede ned af trapperne. Min mor og far har snakket så længe om deres ferie, som de har planlagt lige siden de blev gift. Efter de havde brugt de fleste af vores penge på brylluppet, havde de ikke råd til bryllupsrejsen og kom derfor aldrig afsted. 

Men endelig, efter 2 år, fik de råd med hjælp af min løn fra McDonald's og min fars ekstra arbejdstimer. De havde tænkt sig at spare op til, at jeg også kunne komme med, men jeg vidste, at det ville bare give dem endnu længere ventetid på deres drømmeferie til Paris, så jeg valgte at blive hjemme. Så kunne de få en romantisk ferie sammen, kun dem to. 

Selvom min far sagde de rigtig gerne ville have mig med, så kunne jeg se i hans blik, at han allerede glædede sig til den kvalitets tid ham og mor får sammen. Og jeg mener.. hvorfor skal jeg med, når de alligevel bare vil ligge inde i deres seng og knalde dagen lang, mens kigger på eiffeltårnet ud af vinduet?

"Har I husket alt?" spurgte jeg, da jeg så mor stod med listen over ting, som de skulle have med. "Håndklæder, shampoo, tandbørste, tandpasta, pung, kondom-" min mors blik røg op fra papiret og direkte hen på min far, som rømmede sig kort. Farven blussede op i hendes kinder, "uhm... ja, vi har husket det hele." 
Jeg bed mig i læben for ikke at grine og for deres skyld, lod jeg som om ikke hørte det. "Du kan altid ringe, hvis der er noget okay?" min far rev mig ind til ham og kyssede mig i håret. "Det skal jeg nok." mumlede jeg ind i hans mørkerøde skjorte. "Vi kommer til at savne dig Kaylie." nu var det min mors tur og hun trak mig også ind til et stort kram. "Lov mig du ikke holder nogle vilde fester." 

Jeg fniste kort, "det lover jeg. Se nu at kom afsted, I skal nå flyet." jeg trak mig fra hende og sendte dem begge et ordenligt smil. De tog fat om deres taske og min mor gav mig lidt endnu et hurtigt kys på kinden, før hun lukkede hoveddøren. Hurtigt gik jeg ind i stuen, og kiggede ud af vinduet. 

Allerede nu kunne jeg se på dem hvor meget de glædede sig. Min far havde endda sat sit hår med voks og taget en helt ny skjorte på, som han ikke havde brugt siden vores fasters bryllup.
Og min mor havde også købt en hel ny kjole, og jeg må sige jeg aldrig nogensinde har set hende i sådan en kort kjole før... eller med så meget makeup. De havde virkelig gjort meget ud af sig selv til den tur. 

Klokken var nu så småt ved at nærme sig syv, og jeg havde egentlig bare set fjernsyn lige siden de var kørt. Min mave begyndte at rumle, og vi havde abeslut intet i køleskabet udover nogle kolde pølser fra igår, hvor vi fik hotdogs. 

Jeg besluttede mig for at gå ned og købe sådan en 'pizzaburger' som jeg havde set i reklamerne. Den var kommet omkring fem gange her i fjernsynet, og for det ingengang skulle være løgn, da jeg havde købt pizzaburgeren og puttet mine høretelefoner i ørene, hvor jeg hørte radio på vejen hjem, kom reklamen igen. 

Der var utrolig mange mennesker inde i parken i dag, fordi der blev afholdt en eller anden stupid koncert, så derfor tog jeg en anden vej, dog lidt længere, ned gennem en eller anden gade. 

Det var så småt begyndt at blive mørkt udenfor, men heldigvis var der lygtepæle her langs gaden, selvom den så ret så forladt ud. Mon der overhovedet var liv i nogle af de slidte huse. 

Lyden af en høj latter gav et sæt i mig, og fik mig helt til at stoppe op, da den lød ret gekendt. Jeg spottede en gruppe drenge omme i baghaven omme bag en af de slidte huse. Ham den ene virkede meget bekendt, som om jeg havde set ham før.

Pludselig fik jeg øjenkontakt med hans ven, som pegede hen mod mig, og det fik ham den anden til at kigge hen mod mig og det fik gav mig et stort sus i maven, da jeg kunne genkende de mørke øjne fra lang vejs afstand.

Ham.

Mine ben satte sig automatisk i løb, men dog nåede jeg ikke særlig langt, før de på magisk måde var kommet op til mig. Hvor hurtigt løb de lige? 

"Jamen, se hvem vi har der." smilede han og rev mig hen til ham, "sødeste lille Kaylie. Jeg må sige, du er meget smukkere ædru." hans ven grinede over hans lille joke, men det gav mig bare myrekryb. "Slip mig." hvæsede jeg og prøvede at vride hans hånd af, men det fik ham bare til at stramme grebet omkring mit smalle håndled. 

"Tror du bare sådan jeg vil lade dig gå, prinsesse?" han smilede kækt til mig, "har du glemt vores lille aftale?" 
"Je-jeg har ingen penge Zayn.." hviskede jeg, og mærkede hvordan det løb koldt ned af min ryg. Han slap mig, og min håndled dunkede omkring der han havde holdt. "Liam, tag hende med indenfor." 

Uden jeg nåede at gøre noget, fik jeg dunket en albue hårdt lige ind i min rygsøjle, hvilket fik mig til at krybe sammen og skrige af smerte. Liam slog mig i hovedet og sagde jeg skulle holde min kæft. Han tog et fat kreb omkring mine arme, og begyndte at rive mig med indenfor i en af husene. Jeg vred og prøvede at sparke ham, men han slog mig bare endnu engang i ryggen. 

Huset var fuldstendig mørkt og der lugtede virkelig slemt af drugs og alkohol. Liam trak mig med ind i et rum, hvor han skubbede mig ned på en stol, og i en fart havde han bundet mine hænder fast til stolen. "Slip mig løs!" skreg jeg og mærkede hvordan tårene begyndte at løbe ned af mine kinder. Liam grinede og slog mig endnu engang i hovedet. 
Min ryg og hoved dunkede i samme takt som mit hjerte. Mine hænder rystede og blev mere og mere følelsesløse af den stramme snor. 

Lidt efter blev en pære der hang ned fra væggen i en tynd snor tændt, og dens hvide lys lyste hele rummet op. Her var ikke andet end stolen her i midten af rummet. Den gamle gule tapet på væggene var blevet slidt af og vinduerne var dækket til med brædder.

"Kaylie, Kaylie, Kaylie.." lød det pludselig bag mig, og en hånd blev lagt på min hals. Zayn gik om på den anden side af mig, uden at fjerne hånden. "Du skulle bare vide, hvor lang tid jeg har prøvet at finde dig, Kaylie." han smilede med et kækt smil, "jeg havde dog aldrig troet, det blev dig, der fandt mig." han trådte et skridt tættere på mig, og lod sin hånd glide ned af min hals, langs min arm og rykkede den hen på mit lår. Jeg fik kuldegysninger og myrekryb på samme tid af hans beroringer. "Slip mig lø-" 

"Shhhh.." hans ansigt nærmede mit, og jeg kunne lugte hans ånde. Alkohol. "Hvis jeg var dig, ville jeg ikke sige for meget." hans smil blev større, og han fjernede sin hånd og rettede sig op. Jeg bed mig hårdt i kinden, i håb om det ville dæmpe mine tårer, men det blev bare værre og værre - jeg var så bange. 

"Hvor er mine penge?" 
Et hulk undslap mine læber. "Je-je-jeg har dem i-ikke." hviskede jeg. Zayns ene øjne klemte sig sammen. "Jeg spørgere lige igen," sagde han med et grin i stemmen, "hvor er mine penge?" 
"Jeg har dem ikke!" råbte jeg og kiggede ned i mit skød, "please tro mig, jeg har dem ikke." 
"Så du tror bare du kan undslippe uden at betale mig tilbage?" hans stemme forvandlede sig til en vred hæs en, "er du klar over hvor mange tusinde kroner du skylder mig, Kaylie?" 

Jeg klemte mine øjne sammen og et hulk undslap mine læber endnu engang. Mine hænder begyndte at blive fugtige og rystede som aldrig før, både af smerte og nervøsitet. 

Pludselig mærkede jeg noget metal på min hals, hvilket fik hele min krop til at gå i stå i få sekunder. Jeg turede ikke åbne mine øjne. Min mave begyndte at gå i krampe, fordi jeg holdt vejret. "Hvor er mine penge?" lød spørgsmål igen, dog dæmpet og direkte ind i mit øre. "Jeg har dem ikke.." prøvede jeg igen. 

En smerte skar gennem min krop og jeg havde lyst til at skrige højt. Jeg kunne mærke hvordan blodet trillede ned langs min hals. "Hvor er de?" 

"Please ikke dræb mig," hviskede jeg, "Zayn, please, jeg vil gøre alt. Ikke dræb mig. Jeg har ingen penge, jeg er så ked af det." min stemme rystede i takt med mine hænder og knæer.

Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, at jeg nærmest hev efter det. En stilhed lagde sig over os i rummet, og den var bestemt ikke særlig behagelig. Jeg kunne høre hans tunge vejrtrækninger og mærke at han var rigtig tæt på mig igen, men jeg åbnede stadig ikke mine øjne.

Pludselig efter lange minutter blev kniven fjernet fra min hals, og det fik mig til at ånde lettet op. Tunge fodtrin gennem rummet, fik mig endnu engang til at holde vejret, men da lyden af en dør rugede i hele rummet, blev jeg bare nysgerrig. Der blev bom stille herinde, og det fik mig langsomt til at åbne min øjne.

Det skarpe hvide lys blænede mig i få sekunder, men da mine øjne vænnet sig til lyset så jeg, at jeg var alene i rummet. Forvirret kiggede jeg også bag mig, men her var intet andet levende væsen end mig. Jeg havde endelig muligheden for at få helt styr på mine vejrtrækninger og få min krop til at være lidt mere rolig, da den havde været anspændt hele tiden. 

Pludselig fløj døren så hårdt op, at den blev smækket i væggen bagved. Min krop begyndte med et at ryste igen og jeg sværger at mit hjerte sprang et slag over.

"Har du savnet mig prinsesse?" Zayn smilede kækt til mig og stillede sig hen foran mig. Jeg bed mig i læben og sendte ham et dræberblik, men det fik ham bare til at grine. 

"Liam og jeg har diskuteret lidt frem og tilbage, og vi kom frem til en lille opgave til dig." han lagde sin hånd på min kind, præcis som første gang.

"I længe har Liam og jeg haft en lille fjende, som har været tæt på at melde vores forhandlinger til politiet." han fjernede hånd og begyndte at gå rundt i rummet, "vi har mange gange prøvet og få fat i ham, men ingen tvivl om han tilkalder politiet så snart han bare ser skyggen af os." Han stoppede op og kiggede kort ind i væggen, før han vendte sig rundt og stirrede direkte ind i mine øjne, "han skal dø." 

Et sus gik igennem min mave. "Og det er så her du kommer ind i billedet, prinsesse, for det er dit job." 
Mine læber blev adskilt og det føltes nærmest som om jeg fik svært ved at trække vejret. "Ikke se så bange ud, Kaylie. Det er en lille deal, kun mellem os to. Vi glemmer alt om pengene, hvis du bare dræber denne ene mand - og det vil ikke koste dig noget overhovedet." 

"Je-jeg vil ikke!" sagde jeg hurtigt og klemte mine knoer sammen.
Zayn sukkede højlydt og lukkede sine øjne, "hør så her lille Kaylie," han gik tættere på mig, lagde sine hænder på mine lår og lænede sig ind mod mig, "enten dræber du ham, ellers så dør du på stedet." 

Tårrene løb ned af mine kinder. "Nej!" råbte jeg og prøvede igen at vride mine hænder løs fra den tætsiddende snor. Pludselig rev Zayn kniven frem og placerede den på min hals igen, "hvad sagde du?" hvæsede han lavt.

Mine vejrtrækninger stoppede igen og jeg lukkede øjnene, mens tårrene stadig løb ned fra dem. "Er det en aftale?" spurgte han hårdt og pressede kniven tættere ind mod min hud, som begyndte at gøre ondt. "Er det en aftale?" gentog han højere og pressede hårdere. Igen kunne jeg mærke blodet trille ned langs halsen, og smerten blev større og større. "Fint." hviskede jeg lavt, selvom jeg fortrød det straks.

Med et fjernede han kniven og sendte mig et stort smil, "flot Kaylie. Så har vi en aftale.. Liam hent en våd klud til hendes hals." Liam, som havde stået henne i hjørnet hele tiden, adlød ham straks og var i en fart ude af rummet. 
"Hvorfor gør du det her imod mig?" hviskede jeg og min stemme knækkede mit inde i sætningen. 

"Lille Kaylie." Zayn rystede på hovedet, "forstår du ikke, at jeg faktisk har gjort dig en stor tjeneste?" 
"Hvis du ville gøre mig en tjeneste, ville du lade mig gå lige nu." hvæsede jeg højt og vredt. 
"Tro mig min lille Kaylie, du får også lov til at gå. Du har bare en lille mission i aften." 

"Jeg nægter allerede at dræbe ham i aften!" råber jeg højt og modvilligt. Jeg prøver igen at vride mine hænder ud af snoren, men den var stadig al for stram og jeg gav op. "Shhh prinsesse, det skal du heller ikke." han smilede kækt til mig, og jeg kiggede forvirret på ham. "Men du sagde li-" 
"Du har præcis ti dage Kaylie. 240 timer. 600 minutter. 864000 sekunder." 
"Jeg har fattet det." sukkede jeg og kiggede ned i mit skød, "I er sindssyge."
"Vi gør dig en tjeneste Kaylie, vi redder dit liv og en dag vil du kunne forstå det." han nåede lige at afslutte sin sætning, da Liam kom tilbage med en våd blå klud i hans hænder. "Tør blodet fra hendes hals af."
 

Liam nikkede og gik hen til mig. "Det kommer til at gøre lidt ondt." sagde han lavt til mig, før han lagde kluden på min hals. Jeg løftede mit øjnebryn, for det gjorde overhovedet ikke ondt. Han tørrede min hals af og åbnede en lille flaske og puttede en lille klat af noget hvidt noget på hans finger, som han derefter tørrede rundt på min hals.

I en fart steg smerten, og nu kunne jeg se, hvad han mente med det kom til at gøre ondt. Det dunkede i min hals, og jeg havde lyst til at skrige. "Okay Kaylie, nu skal du høre godt efter." 

Zayn puffede Liam væk og stillede sig foran mig istedet. "Du skal tage hen til Fabric så snart du forlader grunden her. Fabric er en natklub, så det bliver måske en lidt svær opgave for dig. Du skal finde en høj spinkel mand med store brune krøllet hår. Han har grønne øjne, store fødder, lange fingre og et par tattoos på hans arme. Hans efternavn er Styles, vi kender ikke hans fornavn. Du skal lære ham at kende. Forstod din lille hjerne det?" 

Jeg havde en stor tvang til at slå ham, men det ville bestemt ikke være en god idé, så derfor sukkede jeg bare lydløst og nikkede bekræftende. Zayn smilde stort til mig, "godt prinsesse, se så at kom afsted." 

 

• • •

 

Jeg må indrømme, at det er over 3 år siden jeg sidst har været på et diskotek. Eftersom jeg hver aften, nat var på et da min søster gik bort, blev jeg bare en smule træt af det i længden. Jeg mener, hvem har også lyst til at være inde i et stinkende rum fyldt med svedige, fulde mennesker? Jeg fatter virkelig ikke hvad der gik af mig dengang, og jeg er glad for jeg stoppede. Fabric var min yndlings diskotek dengang. Det var vildt fedt; tre etager og altid nye DJs hver aften. Dog var dansegulvet ret småt og aflangt, så man stod klumpet op i hinanden. 

Jeg havde ingen problemer med at komme ind, for jeg vidste teknikken, så man kom ind med det samme; flirte lidt med dørvagten. Lige ligge en hånd på hans pik, inden man går videre ind - det er altid en vinder. 

Jeg havde overhovedet ikke noget specielt tøj på, for jeg havde ikke haft nogen muligheder for at skrifte. Desværre havde jeg en stor lyserød sweater med perler og lange læder tætsiddende jeans, så det er 100% at det bliver sindssygt varmt.

Det var præcis som jeg huskede det; Samme sank, samme lys, samme proppede dansegulv med svedige mennesker og alle pigerne med korte kjoler. Jeg tog en dyb indånding.

Hvordan havde Zayn nogensinde tænkt sig, at jeg skulle finde en Styles herinde? Der var hundrede personer med krøllet hår og store fødder. Altså, hvad havde han regnet med? Og hvordan vidste han, at han var her i aften? 

Det første jeg gjorde, var at gå direkte op i baren og tage et blik på dem der sad rundt om; en kineser, en lang lyshåret pige, som stod tæt op af en mørk latino fyr, en brunhåret knægt med langt skæg, en rødhåret pige og en stor, lidt buttet mand med store runde briller. Ingen tegn på Styles, overhovedet. 

"Hvad skulle det være?" spurgte tjeneren og sukkede. Jeg bed mig i læben og sendte ham et flirtene blik, "ej ups," sagde jeg med en skinger stemme, "jeg har sørme glemt min pung derhjemme o-" 
"Den går ikke, intet penge, intet alkohol."

Jeg rullede øjne og havde helt glemt, at jeg ikke var iført en tæt siddende rød lårkort kjole, som jeg plejede. Så jeg måtte vel nok bare leve uden en drink i aften.

Jeg vendte mig rundt, lænede mig op af baren og kiggede ud mod dansegulvet. Lyset blinkede og gjorde mig helt dårlig, mens jeg prøvede at koncentrere mig om at finde en mand med stort krøllet brunt hår, men jeg kunne bare ikke få øje på bare en overhovedet.

"Hej med dig smukke." det gav et sæt i mig, da der pludselig blev lagt en hånd på min skulder. En høj fyr stod bukket ned og kiggede på mig med et stort smil. Han manglede sin ene fortand, men han havde krøller. "Hej." smilede jeg charmende, "kender jeg dig?" 
"Nej." grinede han, "og jeg kender heller ikke dig." 
Jeg kiggede forvirret på ham, men rystede bare på hovedet. "Hvad er dit navn?" 
"Carl." han rykkede tættere på mig, så vi bedre kunne høre på hinanden og gentog hans navn, "Carl!" På grund af  han rykkede tættere på mig, havde jeg god mulighed for at se hans øjenfarve tydeligt. Blå. Det var ikke ham.

"Hvad hedder du til efternavn?" råbte jeg ind i hans øre, så han kunne høre det. Bare for at være 100% sikker på, at det ikke var ham. "Carlson." råbte han tilbage og smilede stort til mig. 

Det var ikke ham overhovedet. Han havde mistet sin fortand, hed Carl Carlson og nu hvor han er tættere på, er hans krøller også røde. "Det var hyggeligt at møde dig." smilede jeg til ham, før jeg puffede ham lidt væk, så jeg kunne komme forbi. Jeg kunne mærke hans blik i ryggen, da jeg gik fra ham. 

I lang tid havde jeg kæmpet mig igennem dansegulvet og afvist omkring fem mænd, der prøvede at danse med mig og skubbet flere væk, der blev ved med at danse op af mig. Der var en masse brunhårede fyre, men så havde de enten små fødder, forkerte øjenfarve eller den forkerte form. 

Mit hoved var begyndt at dunke slemt, og det var klart, for det var længe siden jeg havde spist og her var så indelukket og fandes varmt. Mine ben svedte i de her meget klisterne læderbukser. Heldigvis vidste jeg, at denne natklub her, som mange andre natklubber ikke har, havde en rygergård. Selvom jeg ikke røg, var det en fantastisk mulighed for at få noget frist luft og bare slappe af, hvile mine ben i bare få minutter. 

Udenfor var luften kølig, og det så jeg bestemt ikke som et problem. Mine bukser var så fulde af sved, at hvis jeg tog dem af og vred dem, ville det være det rene vandfald. Heldigvis var de sorte, og man kunne ikke se de var så våde. Der stod en masse, mest mænd, herude og røg i små grupper. 

Rygning har sgu aldrig været mig, og jeg har heller aldrig gået ind for det. Da min mor begyndte at ryge, fik jeg også hende hurtigt til at stoppe igen, for jeg synes bestemt ikke det er en særlig god ting. Selv på pakkerne står der, at rygning dræber, så jeg forstår ikke hvorfor man starter. Jeg ville blive så ked af, hvis min mor døde af for mange cigaretter. Men, det er folks eget valg og hvis de vil ryge, så lad dem.  

"Hey, vil du have en cigaret?" var der pludselig en mand med lyst hår og blå øjne, der spurgte mig, men ham skulle jeg ikke bruge til noget. "Nej." svarede jeg kort og gik hen til hegnet, som jeg satte mig op af.

Mine fødder summede helt vildt, og jeg var så fandes træt. Selvom jeg bare havde lyst til at tage hjem i min dejlige varme seng, var jeg nød til at finde ham manden, som jeg fik besked på af Zayn. 

Jeg tog et blik på alle folks fødder herude og der indså jeg, hvor grimme drengesko egentlig var.

"Oh undskyld," lød det pludselig. En mand med krøllet hår (!!!) stod og beklagede meget. "For hvad?" spurgte jeg forvirret.

"Jeg så ikke du sad der, og var ved at falde over dig." grinede han og smilede skævt til mig, så han blottede sine smilehuller. "Wow, det gik hurtigt." sagde jeg med en charmende stemme, og rejste mig op. Han løftede sit ene øjenbryn, "hvad?" 

"At du faldt for mig." 

Han grinede hæst og rakte sin hånd frem, "Harry." Jeg smilede og tog imod den, "Kaylie. Kaylie Forzate.. hvad er dit efternavn?" Han kiggede forvirret på mig, "er vi allerede på efternavne?" jeg havde lyst til at rulle øjne; kunne han ikke bare fortælle mig hvad hans damn efternavn var, jeg er træt og vil bare gerne hjem og sove. "Du ligner bare en jeg kender." løj jeg.

"Harry Styles." smilede han, og det gav et sus i min mave. Både over hans nuttede smil med hans nuttede smilehuller, men også at det var ham. I lynets hastighed kiggede jeg ned mod hans fødder. Store fødder. Derefter kiggede jeg på hans fingre. Stor hånd, lange fingre. Og til sidst op i hans øjne. Grønne.

Det er ham. Det er ham jeg skal dræbe. "Er du okay?" spurgte han og lagde en hånd på min skulder. Et sus gik igennem min mave. "Ja, jeg har det perfekt." smilede jeg, "hvad med, at du fortæller lidt om dig selv?" 

Han grinede hæst, "jamen okay da. Mit navn er Harry Styles, og jeg er helt vild med smukke piger der har brunt hår og dejlige mørkebrune øjne, ikke for høj, heller ikke for lille." han smilede skævt til mig endnu engang. 
Automatisk begyndte jeg at fnise helt vildt, "stop det." jeg slog ham på skulderen, og hans blik forandrede sig med et. "Jeg snakker ikke om dig?" 

Ydmygelsen tog over og jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul og blive der forevigt. "Oh.." grinede jeg akavet og kløede mig i håret. Han stod længe og kiggede på mig, før et højt grin undslap fra hans læber, "selvfølgelig snakker jeg om dig, fjolle. Når jeg siger smuk, kan det jo ikke være andre end dig." 

Jeg bed mig i læben og kiggede ned i jorden, så han ikke så hvor meget jeg begyndte at rødme. "Tak." fniste jeg og legede lidt med min sko. "Faktisk er jeg så vilde med dem, at jeg håber på at hun vil med mig hjem i aften." 

Jeg kiggede op på ham igen, og han stod med et frækt glimt i øjet og bed sig i læben. "Tja.." jeg trådte et skridt tættere på ham og tog mit hoved helt op til hans øre og hviskede: "så du heldig at 'hun' rigtig gerne vil med." 

Heldigvis holdte der en taxi ude foran klubben og der gik ikke længe, før vi ankom til mit hus. Han var meget overrasket over, at jeg boede i sådan et stort flot hus, men jeg fik fortalt, at jeg stadig bor derhjemme. Han blev meget anspændt, da jeg fortalte ham det, men jeg forsikrede ham om, at han bare kunne tage det helt roligt, for mine forældre var ikke hjemme.

Det hele gik ret hurtigt. Jeg fik låst døren op og vi nåede slet ikke at få taget vores overtøj af, før han løftede mig og skubbede mig op af væggen. Min mave eksploderede og det var som om alt fyrværkeri der blev fyrret af nytårsaften befandt sig derinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...