10 days to kill him | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at løbe fra sine problemer - selvom det i længe er lykkes godt for 22-årige Kaylie Forzate. Da hendes søster sprang ud foran et tog på grund af psykiske problemer, begyndte Kaylies liv at gå ned af bakke; for hun havde ikke kun mistet sin elskede søster, men også sin bedsteveninde. Hun sank længere og længere ned i en depression og begyndte at købe stoffer og alkohol for over tusinde kroner, som hun slet ikke havde, af skolens populære fyr Zayn Malik. Da Zayn efter syv år finder Kaylie igen med tomme lommer, giver han hende mulighed for at slippe fra hendes gæld til ham, med en anden opgave. Problemet er bare, om hun kan få sig selv til at gennemføre den, når følelserne bliver indblandet.

19Likes
35Kommentarer
6389Visninger
AA

12. ✷ 1 days left ↻


"Lov mig, du ikke gør det."



Da den mærkelige duft fylder mine næsebor, går der ikke længe får jeg fik slået mine øjne op. I en fart sætter jeg mig op og kigger mig omkring. Jeg befandt mig ikke just lige i mit eget soveværelse og heller ikke Harrys, for det var ikke den samme duft, som der hang hjemme i hans hus. Hvor helvede var jeg? 

Ubehageligt kunne jeg ikke huske noget fra forrige nat, udover fodboldkampen og Harry der tilgav mig på bænken - alt efter er pist væk. Og det føltes som om, jeg har sovet i et år eller mere. 

Her var intet andet herinde end en slå-ud drømmeseng og et natbord. Væggene var kedelige hvide og her var faktisk heller intet vindue. Tanken strejfede mig om det kunne være Zayn, der havde taget mig eller noget i den stil - men eftersom jeg har set hvor slidte væggene var, da jeg var i hans hus, kunne det umuligt være hans sted. Væggene så ud til at være helt ny malet. 

Jeg river den tynde sommerdyne af mig og bemærker hurtigt, at jeg var iført joggingbukser og en stor grå trøje, der faktisk duftede bekendt. Jeg satte mine fødder ned på jorden og havde egentlig regnet med at mærke det hvide trægulv, men istedet ramte de noget blødt. Jeg stak hovedet ud over sengen og fik øje på mit tøj. 

Jeg tog min trøje op og lugtede kort til den, og få sekunder efter hostede jeg. Den lugtede forfærdeligt af alkohol og det forklarer, hvorfor lugten var så mærkelig herinde. Vanilje og kakao blandet med spiritus og røg - bestemt ikke en god sammenblanding.

Forsigtigt rejste jeg mig helt op fra sengen, gik hen til den hvide dør, og trak sølvhåndtaget ned. Jeg trådte ud i en gang med døre til alle sider. Selvom der var en tom hvid væg mellem hver en dør, var de bare helt nøgne - så helt kreativ er ejeren af huset ikke. 

Duften herude var stærkere. Stadig kakao og vanilje, men faktisk også en snert af andet. Utroligt nok, var den eneste tanke jeg havde i hovedet var pandekager. 

Lyden af skramlen og lavmælte stemmer førte mig hen til en af dørene. Jeg tog en dyb indånding, før jeg trak ned i håndtaget og trådte ind i rummet. En stor lettelse kørte gennem mig og mine skuldre faldt endelig ned. 

"Der har vi hende jo!" Louis vender sig rundt og sender mig et stort smil, "Godmorgen Tornerose!" 
Jeg lukkede døren efter mig og grinede kort, "hvorfor kalder du mig det?" jeg satte mig hen ved siden af Harry, der sad ved bordet og var igang med at forme boller og ligge dem på bagepladen. Harry grinede stort, "fortæl hende det Louis." 

"Jamen nu skal du bare høre her, prinsesse." Louis lagde en pandekage over på en tallerken, før han satte sig hen til bordet sammen med os, "du skulle bare vide, hvor længe du har sovet." 

Jeg kiggede forvirret på ham.

"Klokken fem i morges blev jeg ringet op af en af sikkerheds vagterne på Fabric, og han fortalte mig, at der lå to sovende nøgne menneskerne ude på dametoilettet." jeg kiggede på ham med store øjne, "åh nej.." sukkede jeg og begravede mit ansigt i mine hænder. 

"Jeg er ikke færdig." grinede Louis, "da jeg ankom og hente jer, kunne jeg slet ikke få liv i dig Kaylie. Du sov og snorkede som en sindssyg. Harry fik jeg vækket, og han var bagstiv og var lige ved at falde ned i toilettet. Jeg prøvede at give jer tøj på, men det var umuligt, for Harry blev sur hvergang jeg rørte dig, og han nægtede selv at tage sit eget tøj på. Så jeg bar jer begge to nøgne ud i min bil, som holdte ude på gaden hvor folk gik forbi og kiggede mærkeligt på mig. Ja, det var rigtigt pinligt for os alle." 

"Omg." sukkede jeg og kiggede hen på Harry, som var ligeså pinligt berørt som mig. Tænk at Louis havde set mig nøgen.. og værre, at han havde båret mig nøgen ude på en offentlig gade mens andre fremmede kiggede på! 
"Nå, men jeg fik jer smidt ind i en drømmeseng og efter fire timer vågnede Harry op med vildt tømmermænd og helt forvirret." 

"Det var mig, der gav dig Louis' tøj på." han sendte mig et sødt smil, før han tog min hånd. Jeg smilede kort til ham, før jeg kiggede hen på Louis igen. "Og du Kaylie. Du blev ved med at sove. Du sov hele dagen væk igår og hele natten uden at vågne overhovedet. Det var et held du vågnede, vi troede du var blevet til Tonerose." 

"Fordi du er min prinsesse." hviskede Harry i mit øre og kyssede derefter min pande, før han rejste sig op og gik hen og vaskede bolledej af hans hænder. 

"Nå, spis hurtigt Kaylie. Arbejdet kalder om mindre end en time!" Louis smilede stort til mig og satte en tallerken med en perfekt lavet amerikansk brun pandekage. Jeg sukkede. Hvor jeg dog bare havde lyst til at gå ind og sove videre.
 

• • •
 

Efter en lang arbejdsdag får Louis og jeg endelig fri af chefen. Han sagde, at vi gav kunderne de helt forkerte menuer og blandede alt sammen, så derfor gav han os fri, til at komme hjem og hvile os. Jeg må indrømme at jeg blev lidt distraheret at det hele, da jeg kom til at kigge på datoen forenden af computerskærmen. De ti dage var gået så hurtigt sammen med han, og tanken om det er i morgen dræber mig nærmest. Jeg ved ikke med Louis, men det var ihvertfald det der fik mig til at putte pomfritter i folks mcflurry. 

"Vil du have et lift hjem?" spurgte Louis, mens vi gik ned langs parkeringspladsen mod hans bil. Godt nok boede jeg ti minutter på gåben herfra, men jeg takkede hurtigt ja, da jeg mærkede en regndråbe på min næse.

"Du Kaylie." sagde Louis pludselig, efter han havde kørt bilen ud af parkeringspladsen og faktisk allerede var drejet ned af min gade. "Hvad?" spurgte jeg og kiggede undrede på ham. Han havde en smule alvor i stemmen, hvilket forvirrede mig en del - sådan plejer han aldrig at lyde, bestemt ikke, når han lige har fået fri to timer før uden at blive fyrret. 
Louis svarede ikke, før han stoppede bilen foran vores hus. Han drejede hans hoved og kiggede alvorligt på mig, "jeg ved godt han ikke er din fætter." 

Ordene gav mig et sus i maven og jeg er også sikker på, at et lille gisp undslap mine læber. "H-hvad? Hv-hvordan?"
"Jeg er ikke så dum, som du tror Kaylie." han sendte mig et tomt smil, "jeg ved godt hvad du skal. Jeg vil bare bede dig om at overveje det en ekstra gang." Louis lænede sig over mig og åbnede bildøren. Jeg blinkede tre gange i streg og vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Hvor fanden ved han det fra?

"Og skrid så forhelvede ud af min bil."  hvæsede han, og der gik ikke mange sekunder før jeg hurtigt spændte min sele op og steg ud af bilen. "Louis.." jeg bukkede mig ned, så jeg kunne se ham inde i bilen, "..hvordan?" 
Han kiggede tomt ud af forruden. "Louis?" gentog jeg, da han ikke svarede. 

"Farvel Kaylie." Louis trådte speederen i bund, og uden jeg havde lukket bildøren begyndte han at køre. Dog, blev den smækket hårdt i, fordi han havde så meget fart på. 

Jeg stod længe og kiggede efter ham, selvom bilen for længst havde drejet omkring hjørnet og var forsvundet. Hvordan havde Louis fundet ud af, at Zayn ikke var min 'fætter'? Vidste han, at jeg skulle.. dræbe Harry? Og hvordan? Kender han Zayn? Har han en fod med i det her? Hvor længe har han vidst det? 

Tankerne kørte rundt i mit hoved, og gjorde mig helt rundtosset. Jeg holdte en hånd på min pande, mens jeg låste mig ind i huset. Her var utroligt køligt herinde, hvilket undrede mig en del. Radiatorene er ellers altid i fuld gang, har vi glemt og betale regnigen? 

Jeg sukkede irriteret og beholdte min jakke og skotøj på, da jeg gik gennem huset hen mod der hvor vinden var stærkest. Jeg endte på mit værelse, og der gav det hele meget god mening, hvorfor det var så fandes kold i hele huset - mit vindue var jo smadret, og døren til mit værelse havde stået åben og blæst den kolde vind ind i alle rum. Jeg sukkede: jeg kunne ihvertfald aldrig falde i søvn i sådan en kulde her.

Jeg sukkede en smule, før jeg tog min telefon og valgte at ringe til Niall, om han ville skifte vinduet, selvom det var lørdag, og han nok havde fri. 

Nervøsiteten tog over, da den bibbede første gang. Jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg forlod ham i mandebutikken dengang, da Zayn kom og ødelagde det hele. Han var nok stadig sur på mig. 

"Hallo?" lød det iriske accent, hvilket fik mig til at smile. "Niall? Hej.. Det er Kaylie." jeg bed mig en smule i læben, da der blev stille efter mine ord. "Hej." sagde han kort med en tom stemme. 

"Hvordan går de-" 

"Kaylie, hvad vil du?" spurgte han hårdt og jeg kunne høre, at han skramlede med et eller andet. Jeg bed mig hårdere i læben, "jeg tænkte bare på, om du ikke kunne komme over." jeg slog mig i hovedet, hvorfor fanden undskyldte du ikke? 

Endnu engang blev der tavs i telefonen, hvilket fik kvalmen til at stige op i mig af nervøsitet. "Uhm.." afbrød han den endelig, "det kan jeg vel godt." og derefter blev der lagt på. 

Gåsehuden rejste sig på mine arme over kulden. Det var lidt uhøflig at invitere ham hjem i sådan en kulde her. Og det er jo egentlig kun fordi han skal lave vinduet, for snakke med mig, det tror jeg ikke han gider. Det kan jeg så også godt forstå.

Lakrids teen var lige blevet færdigt i det sekund han ringede på døren. Ret god timing, det må man sige.

"Hej." han gav mig et lille nik, før han gik forbi mig ind i huset. Han tog sine sko af, og skulle lige til at lyne hans jakke ned, til jeg stoppede ham. "Det er nok ikke en særlig god idé, at tage din jakke af, hvis du ikke vil være syg." jeg sendte ham et lidt drillende smil, og han sukkede bare før han beholdte den på og gik ind i stuen.

Jeg bed mig i læben, før jeg gik efter ham. "Jeg har lavet lakrids te. Som altid." jeg pegede hen på sofabordet.
"Hvorfor er der så koldt herinde?" spurgte han forvirret og gik hen og satte sig i sofaen, hvor han tog sin kop med te til sig. "Mit vindue er blevet smadret og har frosset hele huset til." 

"Igen?" spurgte han og tog en ordenlig slurk, "hvorfor går den i stykker hele tiden? Nej.. ved du hvad. Det gider jeg faktisk ikke høre om." han klappede på sofaen, og jeg gik hen og satte mig. "Jeg vil vide, hvad der skete nede i butikken. Du kommer ikke fra det. Kaylie, vil du ikke nok fortælle det?" 

Jeg bed mig lidt i læben og tænkte over en undskyldning jeg kunne forklare, men mit hoved gad slet ikke at samarbejde. Det eneste jeg kunne komme frem til, var at fortælle ham sandheden. "Jeg uhm.." jeg kiggede ned i mit skød, "jeg skulle bare.. skynde mig.. hjem?" jeg slog mig mentalt i hovedet, det var nok det værste shit nogensinde. "Kaylie.." sukkede han, "vi plejede at fortælle hinanden alting.. hvad blev der lige af det?" 

"Du har ret." sukkede jeg, "du er min bedsteven, og jeg vil fortælle dig sandheden." røg det ud af mig, og jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg havde gang i. Men alligevel, Niall og Zayn kender jo slet ikke hinanden, hvordan ville han finde ud af, at jeg fortalte ham det? 

"Du må virkelig ikke.." jeg kunne mærke hvordan tårrende pressede på, "du må ikke tro jeg vil gøre det frivilligt.." Niall kiggede forvirret på mig, "hvad er det du mener, Kaylie?" 

Jeg tog en dyb indånding, "kan du huske Zayn Malik, fra high school?" 

"Ham alle pigerne var efter. Ham alle så op til. Hvordan kan man glemme sådan en egoistisk dreng? Han var bare for klam." Niall knyttede sine knytnæver. Han havde altid haft noget imod Zayn, også selvom han engang prøvede at blive venner med Niall, ved at invitere ham hjem til sig, men Niall takkede hurtigt godt nej og sagde, at han ikke gad at bruge sin tid på kolde sjæle. 

"Dengang Alice døde og du var meget sammen med Katie der.. følte jeg mig bare så alene." jeg mærkede en tårer trille ned langs min kind og mine hænder langsomt begynder at ryste, så jeg folder dem sammen, "jeg var så deprimeret, at jeg drak smerterne væk.."

"Hvorfor kom du aldrig til mig?" spurgte Niall hurtigt og kiggede bekymret på mig. Jeg trak på skulderne, "jeg ville ikke ødelægge dit humør. Du var så lykkelig sammen med hende." Niall lagde hovedet en smule på skrå, før han lagde sin hånd ovenpå mine, "Kaylie, du ved godt du altid skal komme til mig, når du har problemer. Også nu." 
Jeg smilede og takkede ham taknemmeligt, før jeg forsatte.

"Alt alkoholden købte jeg ved Zayn.. jeg ved godt det var dumt og jeg fortryder det også meget nu, fordi jeg lovede ham at betale senere, selvom jeg vidste, at jeg aldrig ville få råd." Niall lavede store øjne over mine ord og bed hans tænder sammen. Han kunne vidst godt mærke, at det var løbet hen i nogle store problemer. 

"Her den anden dag løb jeg ind i ham og hans kammerat.. de.. de tog mig ind i deres hus og de bandt mig til en stol." min stemme knækkede over og et hulk undslap mine læber, men jeg forsatte stadig; "de truede mig med en kniv og bad om pengene, men jeg havde ingen og jeg troede virkelig bare de ville dræbe mig men.. heldigvis gjorde de det ikke..." jeg tog en dyb indånding, da jeg opdagede, at jeg havde holdt vejret, mens jeg snakkede så hurtigt. Niall lagde en hånd beroligende på mine skuldre, hvilket også fik mig til at falde en smule ned. 

"Jeg fik en ordre på at jeg skulle møde en dreng ved navn Harry og jeg havde ti dage til at dræbe ham.. men, nu er jeg bare blevet så forelsket i ham og tanken om jeg skal dræbe ham sidder altid i baghovedet, og jeg tror at jeg elsker ham, men jeg burde ikke være sammen med ham.. men me-" 

"Kaylie." Niall trak mig forsigtigt hen til sig, og jeg begravede mit hovedet i hans skulder, mens tårrende styrtede ud af mig som et vandfald. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Han ved hvor jeg bor og og, hvis jeg ikke gør hvad han siger, s-så så... jeg tør slet ikke tænke på, hvad han kan finde på." 
"Kaylie.. hør her." Niall løftede mit hoved og kiggede alvorligt på mig, "en ting er sikkert; du skal ihvertfald ikke dræbe Harry." 

"M-men Niall-" 

"Lov mig du ikke gør det." Nialls blik lyste nærmest af alvor og jeg havde aldrig nogensinde set dem sådan. Han mente det virkelig. "Men hvad nu hvis Zayn skader min familie.. eller nogen anden?" endnu engang knækkede min stemme over og Niall tyssede stille på mig, "du skal nok få ram på ham Kaylie. Du er en klog pige, du finder en løsning på det hele." Han smilede så sikkert til mig, at jeg nærmest helt troede på hans ord. Tror han virkelig, at jeg kunne finde en løsning på det hele? Kan jeg? 

"Lad os nu få dig på nogle andre tanker." Niall flyttede sig fra mig, så jeg dunkede ned i sofaen med et højt suk. "Jeg sætter en rigtig tøsefilm på, som man ikke kan andet end at tænke er kikset." Niall grinede stort, "hvad med Love Actually?" 

"Det er en julefilm." mumlede jeg ned i sofaen, men han kunne sagtens forstå det, fordi jeg hørte hvordan han begyndte at lede videre i min DVD-samling. "Åh jeg ved det. Vi skal se Lovlig Blond!

"Det mener du bare ikke!" grinede jeg, "den er så dårlig." 

"Det er præcis det, vi har brug for lige nu." grinede han, før han proppede cd'en i afspilleren og gik hen og satte sig i sofaen. "Arh, en rigtig tøsefilm." han smed sine fødder, med sko på, hårdt op på sofabordet og lænede sig tilbage. Jeg smågrinede lidt for mig selv, den stilling sad også altid i, da vi så film sammen dengang. "Er det i orden, hvis je-" 
"Kom her, du har brug for din bedsteven." han smilede sødt til mig, før han rev mig hen til sig. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og kiggede op på skærmen, hvor filmen rullede.

Midt inde i filmen sker der godt nok det mest uventede nogensinde, lige efter Niall havde lagt et tæppe omkring os. 

"Kaylie?" 

Et sus går igennem min mave, da jeg hører Harrys stemme. Mit hoved flyver op fra Nialls skulder, så hurtigt at det hele svinger rundt i få sekunder. "Harry?" spurgte jeg overrasket. Maden han står med i hænderne fylder hele rummet, og jeg kan hurtigt dufte at det er kinesisk. Hans blik er ulæseligt, som han står der og kigger fra Niall til mig. "Hvad fanden har du gang i?" udbryder han pludseligt højt, hvilket giver et sæt i Niall og jeg. 

"Oh nej," smågriner jeg en smule, "det er slet ikke som det ser ud til, han er m-" 

"Ja det siger alle nu!" råber han frustreret, "jeg troede virkelig vi havde noget sammen Kaylie." et sus gik igen efter min mave, og jeg mærkede hvordan mit hjerte begyndte at slå hurtigere. "Nej Harry! Niall er bar-" 

"Hold igen med de undskyldninger." hvæsede han sammenbidte tænder. Jeg kiggede skræmt på ham, da jeg aldrig nogensinde har hørt hans stemme sådan før. Som han stod der med brændende våde øjne og elastik i hans hår - han virkede så fremmed.

"Harry, hun har ret, der er virkelig intet mellem Kaylie og je-" "Du er nok den mindste jeg har lyst til at snakke med." hvæsede Harry igen, hvilket fik Niall til at gispe over hans vrede stemme. "Harry hør nu på mig." jeg rejste mig fra sofaen og gik hen mod ham. "Jeg er så skuffet...." mumlede han lavt og kiggede kort ned på de to bokse med mad han stod med, før han smed det ned på gulvet, så det røg ud til alle sider. "Det troede jeg virkelig vi havde, Kaylie.." lyder det skuffende fra ham, før han vender sig rundt. 

"Nej!" i en fart springer jeg over maden på gulvet og prøver at rive fat i hans arm, men han vrider den hårdt til sig. "Jeg er skuffet Kaylie." gentog han og kiggede kort på mig, og jeg spottede tårrende i hans øjne. 

Det fik min krop fuldstendig til at fryse alle mine bevægelser. En ubehagelig følelse af skyldfølses kørte gennem mig, før tårrende også begyndte at blusse op i mine øjne. 

Lyden af en hårdt smækket dør fik hele huset til at ryste. Jeg mærkede hovedpinen, blandet med følelsen af sorg. Han var gået. Havde han forladt mig forevigt? 

"Kaylie.." Niall vendte mig rundt, så jeg stod front mod ham og trak mig ind til et stort kram. Jeg hulkede mod hans bryst. "Det er nok bedst, hvis I er adskilt." mumlede han lavt, mens han nussede mit hår. Jeg nikkede mod hans bryst, "han fortjener bedre..." sukkede jeg og trak mig væk. Jeg vendte mig hen mod hoveddøren igen. Jeg kunne stadig se det for mig; hvordan han, med hans røde øjne fulde af tårer går med hurtige lange, faste skridt ud af hoveddøren og derefter smækker den. 

Jeg lukkede mine øjne og drejede mig hen mod Niall igen, men til min overraskelse stod han der ikke mere, men havde sat sig på hug og begyndt at spise maden Harry havde smidt på gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...