10 days to kill him | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid nemt at løbe fra sine problemer - selvom det i længe er lykkes godt for 22-årige Kaylie Forzate. Da hendes søster sprang ud foran et tog på grund af psykiske problemer, begyndte Kaylies liv at gå ned af bakke; for hun havde ikke kun mistet sin elskede søster, men også sin bedsteveninde. Hun sank længere og længere ned i en depression og begyndte at købe stoffer og alkohol for over tusinde kroner, som hun slet ikke havde, af skolens populære fyr Zayn Malik. Da Zayn efter syv år finder Kaylie igen med tomme lommer, giver han hende mulighed for at slippe fra hendes gæld til ham, med en anden opgave. Problemet er bare, om hun kan få sig selv til at gennemføre den, når følelserne bliver indblandet.

19Likes
35Kommentarer
6406Visninger
AA

13. • 0 days left ↻


"Det ville jeg elske."



Solen skinnede direkte gennem de hvide blonde gardiner, og det vækkede mig uheldigvis. Eftersom vinduet stadig ikke var blevet lavet, sov jeg inde i mit forældres soveværelse - deres seng er også det blødeste i verden! 

Mit hoved dunker, da jeg sætter mig op. Allerhelst har jeg lyst til at sove igen og drømme mig ind i den helt anden verden, for præcis idag, har jeg lyst til at forsvinde fra det hele. Det var nemlig idag, jeg skal gøre det

Værelset begyndte at dreje rundt, derfor begraver jeg mit hoved i mine hænder. Ukontrolleret mærker jeg hvordan mine øjne fyldes med vand, da jeg tænker på igår. 

Jeg havde aldrig nogensinde tænkt mig til, at Harry kunne komme ind af døren imens jeg lå med Niall. Hvis bare han kunne forstå, at der intet var mellem os udover vores venskab. Man må da gerne ligge sammen med sin bedsteven? Det gør da ikke, at man er utro pludselig? Vi kyssede jo ikke eller noget. Jeg hvæsede vredt ned i mine hænder og rystede irriteret min krop. Hvorfor skal alt bare gå galt for mig? 

Det er som om Gud med vilje gør alt det her imod mig. Som om han vil have, at mit liv skal være en stor nedtur. Det er som om han betaler tilbage, fra dengang jeg ikke betalte Zayn og løb fra det. Han giver mig karma. "Hvorfor gør du det her mod mig?" hviskede jeg ned i mine hænder, selvom jeg havde lyst til at skrige højt, men det ville bare gøre Niall bekymret. 

Jeg tog et kig på vækkeuret, mine forældre havde stående på en af deres natborde. Klokken var halv elleve, og hvis jeg stadig kendte Niall godt, sov han sikkert endnu. Jeg tog en dyb indånding og rev den bløde dyne af mig. Jeg føltes ærligtalt føltesløs, som jeg gik over gulvtæppet på vej derud. 

Ikke en tanke strejfede min hjerne på vejen. Ikke en engel til at sidde på min skulder fortælle mig, at det var forkert det jeg har tænkt mig. Der blev ikke gjort noget modstand mod min beslutning, så mon ikke det havde været meningen hele tiden? Var det hvad Han ønskede? 

Selvom Niall var oppe og sad nede i stuen og så fjernsyn, svarede jeg ikke på hans hej, gik bare mod badeværelset som var mit mål, og det burde havde været for ti dage siden.

Badeværelset føltes køligere end hvad det plejer. Selvom der var gulvvarme i fliserne, så føltes det som om mine fødder kunne falde af hvert et sekund af kulde. Jeg åbnede det slidte medicinskab og fandt den lille hvide æske med panodiller. Den har altid stået foran alt andet medicin, hvilket også føltes som et tegn fra Ham. 

Jeg tog glasset hvor tandbørsterne i og hældte dem ligegyldigt ned i vasken. Selvom glasset var en smule klam og på kanterne var der indtørret tandpasta, var jeg ligeglad. "Kaylie, hvad fanden laver du!?" 

Jeg fik hældet vandet i glasset, og nåede ikke at føre det op til min mund, før der blev grebet hårdt omkring mit håndled. "Nej!" skriger jeg og prøver at vride hans hånd af, hvilket resulterer at vandet bruser over fordi jeg ryster så meget. "Niall, så lad da forhelvede vær!" 

"Nej Kaylie, du har ingen kontrol over din krop!" råber han direkte ind i mit øre og ser alvorligt på mig, hvilket får min krop til at fryse. Jeg havde ingen kontrol over noget som helst. Alt har været planlagt for mig de sidste par dage. Og nu gælder det også min krop. Hvad er det jeg har gang i? 

Tanken om det fik mig til at tabe glasset, så det ramte de hårde fliser med et stort brag. Glasskår var nu overalt på de mange fliser, men jeg satte mig stadig med en bomb ned på jorden. "Hvad er det der sker med mig?" 

Niall satte sig ned ved siden af mig, forsigtigt trak mig hen til sig og tyssede forsigtigt, mens han begyndte at nusse mit hår. En dejlig beroligene følelse tog over og letheden synkede mine før anspændte skuldre. "Tak Niall, det betyder meget for mig, at du sådan hjælper mig." 

Han smilede blidt til mig, "hvad jeg ikke vil gøre for dig, kære bedsteveninde." 

Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, men ihvertfald nok til at høre Nialls telefon ringe fire gange med tids mellemrum. "Skal du ikke tage den?" spurgte jeg, da ringetonen for 4. gang stoppede. Niall trak en smule på skulderne, "det burde jeg vel. Det er nok arbejdet." Jeg kiggede på ham med store øjne, "skulle du havde været på arbejdet idag?" 
"Faktisk ja." han trak en smule på skulderne, "så måske burde jeg..." 

"Ja, det skal du. Tro mig, jeg er okay Niall." jeg smilede overbevisende på ham, og han godtog det heldigvis. Vi rejste os begge, og skulle lige til at forlade badeværelset, da Niall pludselig stoppede op, hvilket undrede mig en del. Jeg kiggede forvirret på ham, og var lige ved at spørge hvorfor han stoppede, til jeg fulgte hans blik ned på hans fød - som var fuld af blod.

"Omg Niall!" udbrød jeg og trak ham humpede ud af badeværelset, "hvad skete der? Sæt dig!" jeg skubbede ham ned mod en stol, som han landte tungt på og derefter løftede jeg hans fod op, for at kigge under den. "Niall et glasskår er gået op i din fod. Vi må ringe til vagtlægen hurtigst!"

"Kaylie, vagtlægen er noget værre lort - dem kan man ikke regne med. Jeg er bange for, du må ringe 112." han bed sig en smule i læben og kiggede væk.

Jeg vidste, at han ikke kunne lide at kigge på blod, han bliver meget svimmel. Der var engang i high school vi var på vej til historie lokalet, og et par unge to drenge løb om kamp derhen. Den ene var så opsat på at vinde, at han løb så hårdt derhen og jublede så meget, at han slet ikke havde lagt mærke til, hvordan det spidse håndtag på døren var stukket igennem hans arm. Det blødte så meget, hvilket Niall besvimede af. 

"Jeg tager din mobil. Ikke støt på foden, okay?" sagde jeg alvorligt til ham, før jeg susede hen til stuebordet, hvor Nialls telefon lagde. Jeg trykkede ind i nødopkald, og den blev hurtigt taget. "Hej, Kaylie Forzate. Min ven har fået et glasskår op i foden og det bløder rigtig meget.. som i rigtig rigtig rigtig meget!" svarede jeg så hurtigt, at de nok ikke fattede hvad jeg sagde. Men dog fortalte damen jeg snakkede med, at en ambulance var på vej ud til os, da jeg havde sagt min adresse. "De er på vej." forklarede jeg Niall. Han sad med lukkede øjne og kiggede op i loftet, mens han holdt sin fod oppe. 

"Så længe du ikke åbner dine øjne Niall, så skal det nok gå." Jeg lagde en hånd på hans skulder, for at berolige ham. Han nikkede som svar og beholdt hans øjne lukkede. 

Efter ikke mange minutter hørte jeg ambulance hylen komme tættere og tættere på. Det blå og gule lys skinnede ind af vinduerne og lyste hvert et rum op. "Niall, de er her." jeg nussede forsigtigt hans hår, præcis som han elskede jeg gjorde dengang. Han smilede blidt, "tak Kaylie." 

Døren ude i baggangen blev smækket op, og derefter tunge skridt og lyden af høje støvler trasker igennem huset høres. "Vi er herinde!" råbte jeg til dem, og ikke længe efter stod de inde ved os med båren. En af mændende gik hen til Niall og kiggede grundigt på hans fod. "Det er ikke så slemt." sagde han og rettede sig op igen, "vi skal nemt få den pillet ud med en pincet." Jeg gav Nialls hånd et klem, da jeg bare kunne føle smerten i min fod der vil komme. To andre mænd tog omkring Niall og løftede ham op på båren. Jeg havde stadig fat i hans hånd, da de rullede ham ud til bilen.

"Skal De med?" spurgte en dame, der stod med en blog. "Ja, det skal jeg. Mit navn er Kaylie. Jeg er hans bedstevenin-" 

"Hun skal ikke med." lød det fra Niall. Forvirret kiggede jeg hen mod ham, "jo, jeg skal så?" svarede jeg ham og sendte ham et dumt blik. Niall rystede modvilligt på hovedet, "Kaylie. Det vil tage noget tid. Og.. jeg tror ærligtalt du har nok at se til idag." Jeg bed mig i læben. 

"Er du sikker?" spurgte jeg lavt og Niall nikkede hurtigt. "Jeg er i gode hænder." grinede han, "lov mig også at du ikke nærmer badeværelset." 

Jeg grinede, "på et tidspunkt skal jeg nok tisse, men ellers, så lover jeg at jeg holder mig væk fra skabet." Niall smilede blidt til mig, "det er okay. Vi ses Kaylie, jeg skriver senere." Jeg nikkede og så på, at han blev løftet op i ambulancen. Faktisk havde jeg allerhelst lyst til at tage med ham, for jeg ved, hvor bange han er for både blod og hospitaler. Læger er noget af det værste for ham. Men han havde ret; jeg havde massere at se til idag. 

Jeg måtte finde en måde på at jeg komme væk herfra, så på den måde havde Zayn ikke mulighed for at plage mig eller komme efter mig, nu hvor jeg ikke vil fuldføre hans opgave. Tanken om at stikke af til min mormor i Dartford strejfede mig, men togturen derhen var bare så forfærdelig dyr. Jeg tog engang toget med Alice derhen og vi kom altså af med alle vores lommepenge. 

Men på den anden side ville Zayn heller aldrig tænke sig til, at jeg befandt mig i Dartford. Han vidste ingengang at jeg har et familiemedlem derhenne. Ærligtalt så var ideen ikke så værst alligevel. Dyr, men god. Det handlede bare om at komme hurtigst væk som muligt, for der var ikke megen timer tilbage. 

Ambulancen var åbenbart for længst kørt, så mon ikke jeg havde stået her i mine egne tanker i noget tid. Utroligt nok, havde jeg heller ikke bemærket, at det var begyndt at støvregne. 

Jeg vendte mig rundt og var på vej hen mod hoveddøren igen, da der pludselig var en der tog fat omkring min arm. Et stort gisp undslipper mine læber, og jeg river mig af grebet. "Du skal ikke være bange, prinsesse." stemmen fik hele min krop til at fryse, "det er bare mig." jeg vendte mig rundt og så direkte ind i de mørke afskyelige øjne. "Zayn." sagde jeg hårdt og bed mine tænder sammen. Mindste person jeg ønskede at se lige nu. "Hvad vil du?" 

Han grinede lavt og lod sin finger glide ned langs min arm. "Jeg savnede dig snuske." han trådte et skridt tættere på mig og trak mig ind ti sig. "Zayn, lad vær!" jeg lagde mine hænder på hans brystkasse og forsøgte at skubbe ham hårdt væk, men grebet omkring min talje var så stramt, at jeg ikke kunne bevæge mig en millimeter. 

"Nu ikke vær genert." han sendte mig et klamt smil, før han placerede sine ækle læber på min hals. "Zayn!" råbte jeg og rev mig hårdt væk. Zayn grinede for sig selv, "jamen, så må jeg da bare gå igen." han lagde hovedet lidt på skrå, "jeg havde ellers troet vi skulle hygge os lidt sammen." hans stemme var så lav og hæs, at det gav mig myrekryb. 
"Aldrig." sagde jeg bestemt og trådte to skridt væk fra ham.

Han grinede igen, "men lille Kaylie - jeg vil bare minde dig om, at du har tolv timer til at fuldføre din lille opgave." 

Jeg bed mig i kinden og svarede ham ikke. "Jeg vil faktisk råde dig til at komme lidt igang. Hvad med at invitere ham på en romantisk middag i aften?" 

Selvom jeg faktisk ville nyde en hel aften med lækker mad og i Harrys selskab, skulle det bare ikke være i aften. Alle andre dage end i aften. "Du bestemmer ikke over mig." svarede jeg hårdt og havde den største trang til slå ham, men det ville ihvertfald bare gøre hele situationen værre.

"Det gør jeg faktisk." han trådte et skridt tættere på mig igen, hvilket fik mig til at træde tilbage igen, "resten af dagen er du faktisk i mine hænder... Ser du min lille pige, du får ikke lov til at løbe fra dine problemer endnu engang." jeg bed mig i læben og kiggede ned i jorden, uden at svare ham, så han forsatte.

"Du inviterer Harry på middag i aften og hvis han ikke har myrdet efter klokken tolv i nat, så bliver det værst for dig selv." han sendte mig et hårdt blik, "og bare rolig. Liam og jeg holder øje med jeres hus hele aften, så vi er sikre på I ikke stikker af." 

Et sus gik igennem min mave. Mine chancer for at undslippe var ødelagt. Det var bestemt, jeg fik ikke lov til at løbe fra det hele som dengang. Det her er min karma. Jeg kan ikke undgå at få det smasket tilbage i hovedet nu.


• • •
 

En knap. Jeg skulle bare trykke på en knap. 
Hvorfor var det så svært for mig, at ringe ham op? Godt nok har det gået lidt skævt med os fortiden, men det blev jo hurtigt bedre igen. Mine fingre rystede og var fuldstendig svedige. Jeg var nervøs; og det plejede jeg ellers aldrig at være, når jeg er med Harry. 

Kender I det, at man bare er så nervøs, at man mister sin appetit og bare har en vild kvalme? Det kender jeg for godt. Det er den værste følelse nogensinde. Kvalmen er bare så stor, at man har lyst til at gå ud og proppe en finger i halsen - men jeg lovede Niall at holde mig væk. 

Jeg må indrømme at det fristede, for hvis Harry takkede ja tak til middagen skulle jeg jo lave mad og spise det bagefter. Det gik jo ikke, at jeg kun lavede mad til ham og ikke spiste mit selv. Så ville han jo blive bekymret, og det er det mindste jeg orker lige nu.

Efter to minutter, hvor tankerne kørte rundt i mit hoved og jeg bare sad og gloede på min telefon, tog jeg mig endelig sammen og trykkede på knappen, der ringede ham op. Nervøst tog jeg telefonen op til mit øre og lyttede til bip lydene. 

Han tog den ikke.

Det lettede mig faktisk en smule, at han ikke gjorde - men på en anden måde, gjorde det mig også bare så fandes anspændt. Hvad nu? Jeg kan ikke komme i kontakt med ham, hvad skal jeg så gøre? Er det et tegn på, at jeg faktisk alligevel har en chance for at slippe fra alt det her? 

Min krop gav et spjæt, da min mobil pludselig viberede igen i min hånd. Harrys navn lyste op, hvilket gav mig et sus i maven. Mit hjerte bankede derud af, mens jeg trykkede på 'answer'. 

"Hallo?" spurgte jeg lavt og bed mig i kinden. "Hej Kaylie." svarede han hurtigt. Hans stemme fik mig automatisk til at smile, men det falmede dog hurtigt. Først inden jeg inviter ham på middag herhjemme, så skal jeg undskylde. Det var også det jeg allerhelst ville, inden noget andet. Tanken om vi er uvenner, gør mig så ked af det. Kæft, den dreng påvirker mig følelsesmæssigt meget. 

"Jeg er så ked af det Harry..." begyndte jeg, "det er jeg virkelig. Jeg er ked af, hvis det var lidt for meget at jeg var sammen med Niall, men jeg lover dig for, at der ikke skete noget andet. Det kunne jeg virkelig ikke finde på." Det føltes som en stor tung sten blev fjernet fra min mave. I længe havde jeg lyst til at fortælle ham det ordenligt, for igår aftes tror jeg nærmest ikke han hørte efter hvad jeg sagde til ham, før han var ude af døren. 

Harry tøvede i nogle sekunder, som føltes som timer. Få sekunder troede jeg han havde lagt på eller sådan noget, for han sagde virkelig ikke en lyd. "Jeg tror på dig." svarede han endelig, hvilket fik smilet op på mine læber igen, "jeg er også ked af det, Kaylie. Jeg overreagerede og det var dumt." 

"Det er forståeligt. Du kender jo heller ikke til Niall, så du har din ret til at være sur." svarede jeg og kiggede lidt rundt i stuen. Jeg måtte se at få ryddet op, hvis der skal serveres en romantisk middag herinde. "Jeg er ikke sur. Jeg var bare ked af det. Jeg troede det var en anden fyr, der havde vundet din interesse. Det letter virkelig, at han bare var din ven."

Hans stemme havde forandret sig meget og endelig kunne jeg kende den igen. Før var den nærmest helt tør og følelsesløs, som om man ikke kunne gennemskue, hvordan han havde det. Endelig var den tilbage til hans normale hæse klang. 

"Jeg tænkte på...." startede jeg endelig, "hvad siger du til at komme over til en romantisk middag herhjemme? Bare for at få ryddet bordet mellem os?" jeg havde ærligtalt lyst til at skrige, at han ikke skulle sige ja og han bare skulle blive langt væk, men på den anden side turrede jeg det ikke. Hvad Zayn ikke kunne finde på......

"Det ville jeg elske." svarede han, hvilket fik mine tårer til at blusse op i mine øjne, "jeg kommer ved ni-tiden." jeg tøvede et øjeblik, fordi jeg tørrede mine øjne, "super. Godt. Vi ses." og derefter lagde jeg på. 

Sukkende lod jeg mig falde om i sofaen. Det var forfærdeligt at være rodet ind i sådan noget her rod. Jeg var nød til at finde en måde at undslippe det på, men jeg havde ærligtalt ingen idé om hvordan.


• • •


Klokken nærmede sig syv, og det var nok på tide, at jeg begyndte at gøre mig klar og begynde på maden. Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet i sofaen og set en serie der hed Teen Wolf, men jeg var ihvertfald helt sikker på, at jeg ikke fulgte med. Mine tanker var et helt andet sted, nemlig hvordan jeg kunne undslippe fra det her. 

Uheldigvis var jeg dog ikke kommet til en løsning. At stikke af, var jo ikke så nemt, hvis Zayn og hans ven overvågede huset. 

Jeg tog en dyb indånding og valgte, at begynde at gøre mig klar nu. Menuen havde jeg tænkt igennem, for det var bare kylling, pasta med pesto og måske hvidløgsflütes, hvis jeg er så heldig og finde det i fryseren. Jeg er ikke den bedste til at lave mad, det må jeg indrømme, så derfor holder jeg det simpelt. Og desuden, hvem kan ikke lide kylling?

Først besluttede jeg mig for, at tage noget ordenlig tøj på og gøre noget ved mit hår, som var slasket sammen i en høj knold. Inde på mit værelse, var det stadig koldt. Nærmest isende koldt. Det blæsede ind af vinduet, og regnen fra senere havde uheldigvis skyllet ind og gjort mit tæppe, der lå foran vinduet, helt vådt - men det var godt nok det mindste jeg kunne tænke på lige nu.

Jeg fandt bare lige hurtigt en hvid skjorte, sorte bukser og en sort blazer med lange ærmer, fordi det var det første jeg kunne få fat i og hurtigt komme ud fra den her kulde. Godt nok et utroligt kedeligt outfit, så må jeg bare gøre ekstra meget ud af mit hår og min makeup.

Jeg fik taget tøjet på, og bevægede mig ind på badeværeslet, hvor jeg tændte krøllejernet, mens jeg begyndte at ligge min makeup. En tyk steg eyeliner og en masse mascara,  da det failede så mange gange, fordi tårrende blussede over. Heldigvis lykkes det da til sidst. 

Jeg brugte tonvis af tid på at krølle mit hår, hvilket resulterede til at jeg var utroligt stresset ude i køkkenet. Det lykkes mig da nogenlunde at få stegt kyllingen ordenligt og få lagt baconen omkring den på. Pesto pastaen kom jeg uheldigvis lidt for meget pesto på, hvilket ikke smagte særlig godt. Faktisk var det eneste jeg rigtig kunne råbe hurra for, var mit hår - for det var nok de smukkeste krøller jeg nogensinde har lavet. 

Utroligt nok nåede jeg lige at få ryddet en smule op og dækket bord, inden det ringede på døren og klokken blev syv. Jeg dæmpede lyset herinde, så stearinlysne på bordet blev mere tydeligt - romantisk, ikke sandt? 

Faktisk nåede jeg slet ikke at åbne op for Harry, før han trak ned i håndtaget, da jeg skulle til at gøre det. Et stort smil gik mig i møde og derefter et par åbne arme. "Kaylie!" han trak mig hen til sig og slog armene omkring mig. Jeg fnisede kort, "hej Harry." 

Det føltes godt at stå i hans arme igen; faktisk føltes det fantastisk. Jeg havde lyst til at stå her i flere år med hans arme omkring mig og hovedet mod hans bryst, som duftede af hans vidunderlige mandeparfume.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at smage din mad." han trak sig væk og kiggede på mig med et sødt smil. 

Jeg rullede øjne, "du skal ikke forvente særlig meget. Jeg er fandme den dårligste til at lave mad nogensinde." han grinede bare som svar og begyndte at tage hans jakke og sko af. "Gå bare ind i stuen og sæt dig, så ordner jeg lige maden helt færdigt." jeg sendte ham et smil, før jeg bevægede mig ud i køkkenet som duftede dejligt af kylling - godt tegn!  

Jeg tilbragte det hele på et flot sort langt fad min mor engang havde købt, da vi var på ferie i Spanien. Faktisk så det ret godt ud. Godt nok lagde jeg hvidløgsflütsne i en kurv ved siden af, men det så godt ud alligevel. 

"Wow, det ser da lækker ud." kommentere Harry, da jeg satte faden på bordet. Jeg fnøs og satte mig ned overfor ham. "Vandet er altså med citronsmag." jeg nikkede hen mod kanden, der stod på bordet, "men hvis du gerne vil have normalt vand, så er det okay." 

"Nej selvfølgelig ikke. Det er dig der har bestemt menuen, det vil jeg ikke lave om på." han sendte mig et stort smil, før han lagde en hånd op på bordet og rakte den hen mod mig.

Jeg tog glædeligt min hånd i hans, før jeg fniste kort. 

Middagen gik fantastisk; stemningen var overhovedet ikke presset, akavet eller noget andet. Jeg havde ellers haft en lille frygt om, at den ville blive lidt trykket, nu hvor vi var oppe og 'skændtes' igår.

Men heldigvis snakkede vi rigtig dejligt sammen i lang tid og holdt nærmest i hånd under hele middagen. Han endte også med at lykønske min mad, hvilket gjorde mig rigtig glad; min mor siger altid jeg skal tage mig sammen, når det angår madlavning, fordi det smager af lort. Jeg indrømmer også, at jeg puttede et eller andet krydderi oven på kyllingen, som jeg ærligtalt ingen idé har om, hvad det var - men det smagte heldigvis udmærket. 

"Har du lyst til at se en film eller noget?" spurgte han, da vi havde sat os over i sofaen, da stolende begyndte at blive for hårde at sidde på. Jeg bed mig i en smule i læben, mens nervøsiteten tog over. "Nej.." svarede jeg og kiggede lidt ned i jorden. Hvad mon klokken var? 

"Kaylie.." han tog pludselig min hånd, hvilket gav mig et chok, for jeg troede han ville trække den ud, men heldigvis havde han nok ikke opdaget den, "der er noget jeg gerne vil sige til dig." han rykkede sig tættere på mig, og så alvorligt ind i mine øjne. "H-hvad?"

"Vi har kendt hinanden i længe nu... og jeg vil bare sige, at jeg er utrolig glad for, at vi har taget det skridt videre som vi har." han kiggede genert ned i jorden, "du gør mig virkelig glad Kaylie, det skal du vide." 

Selvom jeg havde lyst til at smile som en idiot og kaste mig over ham, sad jeg bare helt frosset og så på ham. "Jeg håber rigtig meget, at det skal være os to forevigt." hans blik flakkede fra mit højre øre til mit venstre, og pludselig ned på mine læber. Mit hjerte hamrede afsted, da han pludselig lænede sig hen til mig. 

Selvom det var dumt, tog jeg selv skridtet og pressede mine læber mod hans. Den varme følelse blussede op i mig og automatisk begyndte jeg at smile. Fyrværkeriet i min mave gik amork, og jeg ved ikke om det var behagelig eller ikke. Harry begyndte langsomt at udvikle det, og jeg overvejede kort at trække mig fra, men mit hjerte lod mig ikke gøre det. 

Efter vi trak os fra hinanden, sad vi lidt og stirrede ind i hinandens øjne. Sharinlysenes skær genspejlede sig i hans øjne og fik dem til at lyse endnu mere smuk op, end hvad de plejer. Han var virkelig smuk. 

"Jeg elsker dig." 

Et sus gik igennem min mave og mon ikke også mine øjne blev lidt større. Han smilede stort til mig, "du skulle bare vide, hvor længe jeg har ventet på at fortælle dig det." et smil tog over på mine læber, så stort, at det gjorde helt ondt i kæberne. "Jeg elsker også dig, Harry." 

Han svarede ikke, trak mig bare ind til sig og kyssede mig i håret. Jeg ligger hovedet på hans bryst og nyder få sekunder tilværelsen, før mit blik flakker op på uret der hang over fjernsynet. 

Et sus gik igennem min mave, da jeg så, at den var tre minutter i tolv, altså 11:57.

Jeg satte mig lynhurtigt op, og mærkede kvalmen stige. Mine hænder begyndte langsomt at ryste.

"Kaylie?" 

Mit blik var låst på uret oppe på væggen. Viseren rykkede sig.

11:58

"Kaylie. Hvad er der galt?" 

Klokken nærmede sig, og jeg havde ærligtalt ingen idé om, hvad jeg skulle gøre. Det knugerede mod min underarm, men jeg ville ikke. Det løb mig koldt ned af ryggen og det føltes nærmest som om, at Zayn kiggede på mig lige nu. At han stod der med sit smørrede smil på læben og ventede på, jeg gjorde det. 

11:59. 

"Kaylie, hallo?" 

Tanken om at han kunne være alle steder lige nu, skræmte mig fra vid og sans. Mit hjerte bankede derud af, og jeg havde lyst til selv at forsvinde fra det hele. Men jeg ved hvordan mine forældre havde det, da Alice forsvandt. Ikke for at lyde selvisk, men jeg har ærligtalt ikke lyst til at give dem den smerte tilbage.

Et stort sus gik igennem min mave, da jeg så hvordan viseren rykkede sig endnu engang. Jeg vendte mig om mod Harry og tog hans hænder i mine. Tårrende trillede ned af mine kinder og kvalmen var stor, men jeg havde virkelig intet valg. "Hvad er der galt, skat?" 

Skriget fra mine læber, fyldte hele rummet, da jeg lod den lille kniv trillede ud af mit ærme. Harry kiggede overrasket ned på den, før han skræmt kiggede op i mine øjne igen. "Undskyld." hviskede jeg, før et hulk slap ud fra mine læber. Jeg hævede den lille kniv, og før jeg havde tænkt mig om, stak jeg den direkte ind i hans brystkasse. 

Et højt gisp undslap hans læber, hvorefter hans øjne rullede en ekstra gang. Jeg mærkede hvordan jeg blev kvalt i mit egen luft, da jeg så, hvordan han faldt ned fra sofaen og ramte gulvet med et dunk. 

Jeg fortrød.

"Harry!" skreg jeg og stak kniven op fra hans brystkasse igen, hvorefter jeg smed den langt væk hen af gulvet. "Harry.." hviskede jeg og lagde mit hovedet på hans mave, som ikke løftede sig, som den ville gøre under vejrtræning. 

Jeg følte mig ærligtalt tom indeni, og jeg har nok ikke rigtig opfattet, hvad fanden det er, jeg har gjort. 

Jeg tog hans livløse højre hånd og holdte omkring den med begge mine hænder, inden jeg begyndte at skrige og råbe hans navn. 

Pludselig blev en hånd lagt på min skulder, hvilket gav mig et så stort chok, at jeg tabte Harrys hånd.

Jeg drejede hovedet og mødte de sorte øjne, og straks spredte vreden sig i mig, men jeg havde slet ikke magten til at gøre noget. Jeg havde slet ikke lyst, til at gå fra ham. 

Zayn smilede stolt til mig, hvorefter ham klappede mig på hovedet, som om jeg var hans hund. Hvilket jeg også har været den seneste tid. Den dreng har haft kontrol over mig, og han har nydt det. 

"Flot klaret prinsesse." grinede han, hvorefter han fjernede sin hånd og forlod rummet med tunge og lange skridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...