Imod mig selv


0Likes
0Kommentarer
58Visninger

1. Imod mig selv

Jeg vågnede med min puden over mit ansigt, som et skjold af mørke. Min mors skingre stemme skar igennem mine ører. ”Kan du så se at komme op?”. Da jeg fjernede puden, blændede det skarpe morgenlys mig. Endnu en alt for kort nat var gået, og jeg missede med mine søvndrukne øjne. Jeg orkede alt for lidt at bevæge mig. Jeg så ud af vinduet. Udsigten var grå og livsberøvet. Huse ,der mest af alt lignede store betonblokke, tornede sig op hist og her. Jeg fik slynget mine tunge ben ud over sengekanten, og ned på det koksgrå linoleumsgulv.

 

Der var koldt i køkkenet, da jeg kom ud. ”Husk at tage din pille skat” mumlede hun mellem sugene på cigaretten hun havde i hånden. Jeg havde store armbevægelser, og kom tit til at vælte ting. I dag var det uheldigvis et glas. ”Ej for helvede! Det rydder du selv op!” råbte min mor. ”Ja ja. Slap af” var mit svar. Hun flippede altid sådan ud hvis jeg gjorde noget normale drenge ikke gør. Det var som om hun havde et større problem med min sygdom, end jeg selv havde. ”Kan du ikke snart stoppe med at ryge indenfor?” sagde jeg ”du ved at mine øjne klør sådan når jeg får røg i dem”. ”Nu starter du ikke igen!”. ”Jo jeg gør! Du ved at rygning er usundt”. Vreden byggede sig op i min krop. Jeg blev let hidsig, og kastede med ting når jeg først blev sur. Lejligheden havde dog ikke så mange ting jeg kunne kaste med. Min mor brugte det fleste vores dagpenge på cigaretter og andet hun ikke ville snakke med mig om. ”har vi overhovedet noget mad?” sagde jeg stille. ”Kun hvis du har sørget for det” vrissede hun. ”Ej for helvede mor! Du kan ikke bare bruge alle pengene på cigaretter!”. ”Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre! Jeg har styr på det! Pas bare dig selv”. ”Det er lige så meget mine penge som det er dine! Du er så selvisk!” råbte jeg. ”Selvisk? Har jeg ikke givet dig tag over hovedet?!”. Jeg gav hende et opgivende blik, og stormede ud.

 

Døren smækkede hårdt bag mig. Mine ben piskede ned af trapperne -ud på gaden- og ind i den først bus der stoppede ved vores bygning. Jeg måtte af med vreden. En spinkel pige med lyst hår sad et stykke længere fremme med sin mobil. Hendes forældre behandlede hende sikkert bedre end min mor behandlede mig. Gav hende det seje tøj, og den nyeste mobil. Hun havde sikkert et skønt liv uden sygdom. Uden at alle kiggede efter hende når hun gik ned af gaden. Hun havde sikkert venner. Det var ikke fair. Jeg måtte gøre noget. Da den lille pige rejste sig op, gjorde jeg det også. Det var som en refleks. Jeg stod af ved det samme stop som hende. Fulgte hende. Hendes små ”Uggs” tøffede hurtigt over jorden. Jeg nåede hende. Prikkede hende på skulderen. Jeg nåede ikke at tænke;

 

Kraften fra mine hænder blev sendt ud igennem pigens ustabile krop, der gav efter på et sekund. I det øjeblik jeg skubbede så jeg et glimt af frygt i hendes øjne. Frygt for mig. Jeg vidste ikke hvor hårdt jeg havde skubbet eller hvorfor. Hun ramte jorden med hovedet først, og der hørtes et højt ”dunk”. En ung dame kom løbende. Hun så på mig med et bebrejdende blik der nærmest holdte mig fast. Jeg rystede på hovedet. Hvad havde jeg gjort? En kugle af brændende skam byggede sig op i min krop. Uden jeg vidste det var mine ben begyndt at løbe. Løbe så hurtigt jeg overhovedet kunne. Der gik lang tid før jeg kom ned i mit normale tempo. Jeg vidste ikke hvor lang tid. Jeg rystede. Mine ben gav sammen under mig, og jeg faldt til jorden. Jeg var i en mørk indelukket gyde, der lugtede som et støvet loft. Jeg satte mig op af den kolde mur. Jeg havde mine ben knuget ind til min krop, og mit hoved dybt begravet i mine arme. Mine kraftige hulk gik igennem hele min krop.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...