#Story Of My Life#

Caitlin er i mange år blevet mobbet. Hun 'lider' af anoreksi. Men hvad sker der når hun flytter skole, får nye venner. Måske komme der også noget kærlighed?.. Justin Bieber & Harry Styles.

5Likes
1Kommentarer
382Visninger
AA

3. •Han får en chance•

Skolen dagen er endelig slut.

Justin havde enlig sagt at han gerne ville snakke med mig. Nu hvor jeg ikke kender ham, så vælger jeg at jeg bare tager hjem. Problemet er bare, at jeg skal gå fordi cykel skuret når jeg skal hjem.

Jeg går ud af døren til skolen, jeg kan allerede se Justin. Jeg ignorere det og går lige forbi ham.

"Caitlin!!" råbte Justin. Jeg gik bare videre. Jeg skal ikke snakke med ham.

"Jeg er nød til at snakke med dig.." sagde han.

"Det kan vel vente til imorgen, jeg vil hjem!" sagde jeg. Han løb op ved siden af mig tog en hånd på min skulder.

"Hey.. Du kan godt lige vente" sagde han med en sukkersøde stemme.

Jeg sukkede højt.

Hvorfor kan han ikke bare lade mig være? Han ved ikke særlig meget om mig, og det skal han heller ikke.

"Det med Jason... Altså.." -"Hør! Det er okay! Jeg er ligeglad om han synes jeg er opmærksomhedskrævende. For det er jeg ikke. Jeg hader opmærksomhed" sagde jeg og vendte mig om.

"Det så ellers ud til at du havde det godt da du skulle svare på spørgsmål" svarede han ret provokerende. Han pisser mig virkelig af. Godt førstehånds indtryk. Kan i mærke ironien?

"Hør! Jeg har været igennem meget i mit liv, jeg er god til at have et smil på læben, selvom jeg faktisk er helt knust inden i.. Jeg nød på ingen måde at snakke foran klassen" sagde jeg surt.

Jeg kunne skulle mærke at mine øjne blev helt blanke.

"Så du er faktisk helt knust inden i?" Sagde han og grinte lidt. Jeg sukkede højt.

"Ja det er jeg!" sagde jeg. Små tåre begyndte at trille ned af mine kinder.

"Slog kæresten op?" grinte han. Jeg begyndte at gå. Væk fra ham. Jeg skal ikke se på ham.

"Caitlin, stop!" Sagde han hårdt. Jeg sukkede lydløst.

Jeg vendte mig om og så på ham.

Han kiggede overrasket hen på mig, da ham så mine tåre på mine kinder.

"Jeg gider ikke snakke med dig, okay? Jeg har ingen kæreste der har slået op! Jeg er blevet mobbet i flere år! Er du tilfreds nu?" Råbte jeg, og vendte mig om.

Jeg begyndte at løbe hjem. Jeg skal fanme ikke snakke med ham. Jeg havde lovet mig selv, at ingen på skolen skulle vide, at jeg var blevet mobbet.. Eller skal jeg sige, bliver mobbet.

*

Jeg har ikke snakke med Justin i lidt over en uge. Han skal heller ikke snakke til mig. Han ved min hemmelighed. Han ved alt om mig.

Og ved i hvad?

Jeg skal være i gruppe med ham i dansk.. Arg.

Og ja, når klokken ringer, så har vi dansk. Arg.

Jeg har lyst til bare, at skride hjem.

Okay, nu sidde jeg her sammen med Justin. Jeg fandt ud af, at det var Justin de havde sagt til Jørgen, at vi var rigtig gode venner og gerne ville arbejde sammen. Fuck ham.

"Undskyld" sagde han stille, så ingen andre hørte det. Jeg ignoredede ham stadig bare. Jeg havde enlig ingen ting, at snakke med ham om.. Udover vores fremlæggelse.

"Hør.. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig!" Sagde han med en sukkersøde stemme.

Jeg sukkede og kiggede op på ham.

"Du kan ikke gøre noget ved det" sagde jeg. Jeg tog min iPhone op, og låste den op. Der var ikke sket noget. Ingen beskeder. Ingen ting overhovedet.

"Giv mig en chance!" sagde han bedende.

Måske burde jeg overveje at give ham en chance. Han prøver jo bare at hjælpe. Problemet er bare at der ikke er noget at hjælpe med.

Det hjælper jo ikke at jeg hele tiden siger nej, jeg vil jo gerne have venner.

"Der er ikke noget at hjælpe med" sagde jeg og kiggede ham dybt i øjnene. Han kiggede på mig i lang lang tid.

"Okay! Men giv mig stadig en chance. Jeg vil gerne have at du kan stole på mig" sagde han. Wow! Hvorfor skal jeg kunne stole på ham?

"Så du kan få min hemmelighed ud og sige den til hele skolen" svarede jeg. Han kiggede chokeret på mig.

"Tror du virkelig jeg vil bruge min tid på at blive gode venner med dig, og bag efter fortælle hemmeligheder til hele skolen?" spurgte han. Jeg trak på skuldrene.

Jeg rejste mig op og tog min taske. Jeg skal ikke være her. Der er alligevel ikke lang tid til vi har fri fra denne time.

Han kiggede med store øjne på mig.

På vej ud af klassen kunne jeg høre at Jørgen kaldte på mig.

"Jeg skal nok se om hun er okay" kunne jeg høre Justin sige. Døren blev åbnet og hen ad gangen kom Justin løbende.

"Caitlin.. Stop" sagde han lidt hårdt. Jeg stoppede stille op og kiggede på ham.

"Vil du ikke med i biografen i aften, jeg betaler" sagde han og smilte skævt. Jeg kunne ikke lade vær med at få et lille smil.

"Invitere du mig på date?" spurgte jeg med et lille smil. Han grinte lidt og smilede.

"Hvis du synes, det skal være en date, så er det, det" sagde han.

"Jeg vil gerne med i biografen, men det skal ikke være nogen date" sagde jeg med et lille grin.

"Det er helt okay.. Vil du med hjem til mig efter skole?" sagde han, og gav mig et hurtigt elevator blik.

"Wow" mumlede han. Jeg kiggede undrende på ham.

"Hvad er der galt?" Spurgte jeg og kiggede ned af mig selv. Han smilte lidt.

"Dine ben.. Mine er jo 3 gange så store som dine" sagde han og grinte lidt.

"Det er jo klart når jeg har anoreksi.. Er det okay at jeg kommer ved 3 tiden?" Spurgte jeg. Han smilte stort.

"Ja det er okay rigtigt.. Ved du hvor jeg bor, eller skal jeg skrive det til dig?" Sagde ham. Skrive det til mig? Enten har han fundet det på Google og været totalt stalker eller hentyder han til, at han vil have mit nummer.

"Er det en hentydning til, at du gerne vil have mit nummer?" Grinte jeg lidt. Hen blinkede med øjet og smilte.

"Kom med din mobil" sagde jeg. Han smilte og gav mig hans mobil.

Jeg tastede hurtigt mit nummer ind. Ved navn skrev jeg; Caitlin.

"Du skal da hedde Caitlin den smukke" små grinte Justin. Jeg rystede på hovedet.

"Skal jeg køre dig hjem?" Spurgte Justin. Jeg grinte lidt.

"Ja tak.. Så kan du da se hvor jeg bor" sagde jeg. Jeg smilte til ham og begyndte at gå hen mod udgangen.

"Vi har da ikke fri endnu?"

"I don't care! Jeg vil hjem" sagde jeg. Han grinte lidt og tog hans taske. Han løb hen ved siden af mig.

Vi gik sammen hen til hans bil. En lille økonomisk bil. Hahahaha!

"Kender du overhovedet byen?" Spurgte Justin.. Jeg rystede på hovedet og grinte.

Han stoppede bilen, ude foran vores hus. Han kiggede med store øjne.

"Vi ses" sagde jeg og gik ud af bilen.

Jeg vinkede til Justin og gik indenfor. Min mor sad ved køkkenbordet og spiste et æble.

"Hej mor" sagde jeg med et smil. Hun gengældte et smil.

"Hej"

Jeg gik op på mig værelse og fandt min MacBook frem. Jeg lagde mig på min seng. Min mobil bimlede.

#Hey, jeg kommer og henter dig om 2 timer.. Du kender jo ikke byen så godt, så det vil nok være svært at finde mit hus. ;)# -Justin.

#Ohøj, tusind tak! Justin?# -Mig

#Haha! Ja?# -Justin.

#Det med mobning, det var ikke meningen at der var nogen der skulle vide det. Så du skal ikke sige det til nogen.# -Mig

#Jeg siger det ikke til nogen. Jeg må indrømme at det var lidt hårdt, at få det, at vide.. ;)#

#...#

#Vi ses frøken, glæder mig til om 2 timer. :)#

#I lige måde taber!#

Jeg grinte lidt over vores beskeder. Jeg lagde min mobil ned i lommen og gik ind på facebook, på min MacBook.

Jeg havde fået en ny besked.

#Hej Caitlin.

Vi mangler en smuk pige til vores photoshoot. Vi er igang med et nyt projekt, hvor vi går andre til at indse, at anoreksi piger faktisk er utroligt smukke.

Jeg håber du vil tænke over det.

Mvh TeamSuperModel#

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...