Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
8018Visninger
AA

31. Skriget

”Er i sikre?”

Spurgte jeg for syttende gang, indenfor den sidste time. Emmett grinede bare smørret.

”Ja, men rolig nu.”

Påpegede Jasper, og skiftede gear. Vi var ved at nærme os.

”Du får kun lov til at se din mor, fordi at det gik så godt sidst. Og fordi at hendes hus ligger i det neutrale område.”

Påpegede Alice med et let smil. Edward holdt min hånd i sin, og strøg den blidt. Så jeg lænede mig tilbage, og sad veltilpas imellem ham og Alice. Hun smilede glad, men så væk og lod som ingenting, da Edward gav hende et sigende blik.

”Så er vi her.”

Sagde Jasper, og parkerede i den lille indkørsel til huset. Edward steg ud, og jeg fulgte spændt efter. Måske ville jeg blive i stand til at huske mere, hvis jeg mødte min mor igen? Edward bremsede mig pludseligt, og holdt sin arm beskyttende foran mig.

”Hvad er der?”

Spurgte Jasper, og var straks på vagt. Han så sig skarpt omkring, og snuste længe til luften. Edward så koncentreret ud, og svarede først efter et stykke tid.

”Jeg ved det ikke. Du har vel sagt til hendes mor, at vi kommer?”

Spurgte Edward Alice. Hun nikkede hurtigt som svar. Edward kunne åbenbart ikke finde min mors tanker inde i huset, og det var det som gjorde ham urolig.

”Emmett, du er med mig. Vi går om i haven, og går ind bagfra. I tager hoveddøren.”

Beordrede Jasper, næsten som en soldat. Han så kort på mig.

”Hold dig bag Edward og Alice.”

Gav han mig min ordre. Jeg nikkede forsigtigt. Han var ved at gå videre, da han tilføjede;

”Og vær forsigtig.”

Så gik han og Emmett om i baghaven. Vi ventede lidt, før at vi bevægede os op mod hoveddøren.

”Hold afstand.”

Bad Alice, og jog mig lidt tilbage. Længere væk fra dem af. Ikke at jeg havde noget imod det. Jeg vidste jo godt, at jeg var mere skrøbelig end dem, så derfor var det ikke smart hvis jeg gik forrest.

”Ms. Stone?”

Kaldte Edward, og bankede let på døren. Jeg ved ikke hvordan, men jeg vidste bare, at hun ikke ville svare. Edward måtte have læst mine tanker, for han så kort på mig, før at han let skubbede til døren.

Døren gik op, og der lå hun. Hun lå helt afslappet, på trods af at hun lå på ryggen for foden af trappen. Jeg ville have gættet på at hun var faldet, hvis det ikke var fordi at hendes øjne var vidtåbne. Tomme, men vidtåbne. Og hendes mund åben i et forfærdeligt skrig. Det var som om at jeg kunne høre hendes smerte, hendes endeløse skrig, da hun var blevet kastet ned af trappen.

Først da Edward tog mig i sine arme, gik det op for mig. Det skrig som jeg kunne høre, var mit eget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...