Twilight - Hvad Hvis

Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks? Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

22Likes
38Kommentarer
8011Visninger
AA

18. Mor

Jeg kunne se det sorte hår og de sorte krøller, meget vellignende mit eget. Hun talte i telefon. Hun var nervøs. Hendes hår var rodet, og hun havde grædt for nyligt. Jeg tøvede lidt, men bankede let på døren før at jeg gik ind.

”Åh gud! Billy, det er hende! Elisa er hjemme!”

Hylede hun af glæde i telefonen, og slap så røret for at fare hen og kramme mig til sig. Jeg lod hende gøre det, og følte ikke rigtig nogen form for lyst til dræbe hende. Sådan som Jasper ellers havde advaret mig imod.

”Åh Elisa. Min Elisa. Hvor har du dog været?”

Spurgte hun, og græd af lykke. Min mor var glad for at se mig. Så gik hun i stå, og opdagede at jeg så på hende.

”Dine øjne, Elisa. Du… du kan se! Min lille pige!”

Sagde hun lykkeligt, og begyndte så at græde igen. Det var underligt for mig, at kramme hende ind til mig. Jeg huskede jo ikke en eneste ting om hende. Jeg huskede hende ikke som en mor. For mig, så var hun bare en fremmede.

”Jeg er fuldstændigt ligeglad hvor du har været henne. Du er hjemme, og du kan se!”

Hylede hun af lykke, og lød som om at jeg havde forventet at få en masse spørgsmål. Jeg var bare glad for at mit brækkede ribben var helet på få sekunder, efter at jeg havde drænet Edward. Det skulle han i det mindste ikke tænke på mere. Jeg var stukket af derfra, uden at træffe beslutningen, så Alice ikke vidste besked.

Jeg havde heller ikke truffet beslutningen om at tage hen til min mor. Jeg var ikke engang sikker på hvordan jeg havde fundet herhen. Jeg havde bare løbet, indtil at jeg havde fundet huset, som de havde vist i nyhederne. Måske kunne de så ikke finde mig foreløbigt.

”Kom ind. Kom ind, jeg laver dig noget dejligt varmt kakao og så skal vi rigtigt hygge os.”

Sagde min mor blidt, og strøg en af mine krøller om bag øret. Hun var så glad for at se mig. Det gjorde ondt. Det føltes om forræderi, at jeg ikke kunne huske det mindste om hende.

”Mor.”

Sagde jeg tvivlende. Hun græd straks igen, tilsyneladende lykkelig over at høre min stemme igen.

”Åh lille skat. Du har jo ikke kaldt mig mor i årevis.”

Sukkede hun glad, og hev mig med ind i stuen.

Havde jeg ikke kaldt hende mor i årevis? Hvorfor? Hun så jo ud til at elske mig helt utroligt højt. Det undrede mig nok til, at jeg valgte at blive lidt endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...